fredag den 10. november 2017

Stew med oksekød og rodfrugter

Noget af det bedste ved den kolde årstid er, at det er den bedste årstid til simreretter. Jeg ELSKER simreretter! Det gør husbonden også. Drengene - not so much. Men mon ikke det kommer, for simreretter er så gode og lette at lave og en god måde at få udvidet sit indtag af grøntsager.

Jeg har efterhånden lavet stews i mange år, og selvom jeg nogle gange eksperimentere lidt, så er basis altid den samme, og derfor bruger jeg som sådan heller ikke en opskrift dertil. Men på opfordring af en søde mødre fra - en af mine mange - mødregrupper har jeg forsøgt at lave en opskrift.

Ingredienslisten ser lang og kompliceret ud, men det gode ved en opskrift som denne er, at der ikke er særlig mange ting, som ikke kan udskiftes med hvad du har i skabet/køleskabet.


Stew med oksekød og rodfrugter
(6-8 personer)

ca. 1 kg klump/gammeldags oksesteg/oksekød i tern
100g bacon i tern, gerne skåret ud af et godt stykke røget bacon
1/4 dl olie og 25g smør
2-3 løg
3-4 fed hvidløg
250g champignon
10g tørrede skovsvampe
2 orange gulerødder
2 lilla gulerødder
2 hvide gulerødder
4 bolchebeder
2 små rødbeder
1 pakke cocktailpølser
3 kviste timian - eller 2 tsk tørret
3 kviste rosmarin
3 laurbærblade
Worchestersauce
ca. 1 liter vand (+evt. en bouillonterning)
1 dl fløde
100 g frosne ærter
evt. kulør
salt og friskkværnet peber
evt. maizena til jævning

Kartoffelmos:
6 bagekartofler
250g broccoli (frossen eller frisk)
2 spsk smør
mælk


Steg baconen i en gryde som kan gå i ovnen. Hvis du ikke har det, så bare en stor gryde. Tag det ud af gryden når det er stegt, og brun kødet af flere omgange i baconfedt og olie og smør. Når alt kødet er brunet kommes det hele i gryden sammen med bacon. Tilsæt finthakket løg og hvidløg, gulerødder og beder i stykker samt champignon i halve. Lad det stege nogle minutter inden krydderurter, vand (så det dækker) + evt. bouillon og Worchestersauce. Lad det koge op og stil det derefter i ovnen ved 160 grader i 3-4 timer. Tjek en gang halvvejs om der er nok væske.

Når der er et kvarters tid tilbage af tiden i ovnen skrælles kartoflerne og skæres i tern. Kog dem i en stor gryde i USALTET vand. Tilsæt broccoli i de sidste 7 minutter. Når kartofler og broccoli er møre drænes de godt. Mos kartoflerne og broccolien med en håndmikser, tilsæt derefter smør, mælk indtil mosen har en passende konsistens og smag til med salt og peber.

Imens kartoflerne koger tages kødretten ud af ovnen, sættes på blusset og tilsættes fløde, ærter, cocktailpølser og evt. kulør. Lad det stå en 10 minutters tid mens kartoffelmosen laves færdig og server straks.


2 kommentarer:

  1. Alle vinteraftner hvor jeg er på aftenvagt på bostedet, må du gerne suse forbi med det der, til min pause kl. 20! :-o

    - A

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...