lørdag den 23. december 2017

Glædelig jul

Ja, så nærmer den store dag sig. I morgen er det endelig juleaften. Det glæder vi os meget til her i det lille hjem :o) Drengene glæder sig rigtigt meget, og det gør vi voksne også. Vi skal være sammen med mere eller mindre hele vores familie igennem forskellige dage i julen, men der bliver uden tvivl også tid til leg og afslapning.

Men sandsynligheden for at jeg får blogget en helt masse er nok ikke så stor, så derfor vil jeg allerede nu ønske en glædelig jul til jer der stadig måtte læse med her på bloggen. Jeg håber, at I får en skøn jul!


torsdag den 14. december 2017

Vind "Majas Kager"

Præmien er sponsoreret af Politikens Forlag

VINDEREN ER FUNDET - DET BLEV EN INSTAGRAM-DELTAGER SOM VANDT. SE EVT. VIDEO PÅ INSTAGRAM.

TAK TIL ALLE DER DELTOG :o)

I anledningen af julen har jeg en lille give away, hvor du kan vinde den skønne nye kogebog af Maja Vase "Majas kager" som er et overflødighedshorn af lækre opskrifter - se evt. min anmeldelse her. Derfor spurgte jeg Politikens Forlag om ikke jeg måtte have lov at forære et eksemplar væk, og det måtte jeg heldigvis.


Denne lille give away foregår både her på bloggen, og på instagram, så hvis du deltager begge steder, får du 2 lodder i puljen. 

Alt du skal gøre er at skrive en kommentar, hvor du fortæller hvad du glæder dig mest til denne jul. 

Jeg trækker en vinder d. 22. december. Bogen når nok ikke frem inden jul, men forhåbentlig inden nytår, så du har muligheden for at lave de smukke kransekage på nedenstående billede til nytårsaften :o)


søndag den 10. december 2017

107. kage: Studenterhue med en speciel betydning

Nogle gange når min omgangskreds spørger om en kage overvejer jeg altid et kort øjeblik, hvorvidt jeg har tid eller ej. Nogle gange over tænker jeg ikke over det men siger ja, fordi jeg ved at jeg SKAL have tid til at lave denne kage. En af den slags kager lavede jeg tilbage i sommers til én af de mange nyudklækkede studenter.

Min kusines smukke datter fik i efteråret 2016 konstateret kræft i knoglerne på sit ene ben. Hun kæmpede en brag kamp med transplantation, behandling og bivirkninger, men formåede at blive erklæret rask og at kæmpe sig frem til at kunne blive student med sin klasse. Det er dælme sejt gjort! Sofie ville gerne have en kage formet som en studenterhue med datoerne for start og slut af hendes sygdom. Så det gjorde jeg naturligvis efter min bedste overbevisning.

Sjældent har jeg været så glad for at kunne lave en kage som denne, og resultatet blev også ganske fint ;o)

lørdag den 9. december 2017

Kokosmakroner forklædt som Rudolf

Forleden lavede Victor og jeg disse kokosmakroner. De blev så søde, og smagte (for en som ellers ikke bryder sig om kokosmakroner) ret godt. Set i bakspejlet burde vi nok have givet Rudolf nogle øjne, men både opskrift og udseende er stjålet direkte fra en opskrift i Bilkas Billie hæfte. Victor gik helt i koma da han så dem, og ville vildt gerne lave dem, så det måtte vi jo gøre :o)

Opskriften findes hos Arla her - vi valgte at undlade safran, mest fordi jeg ikke gad at købe det ;o)

Inden de fik sne på :o) 

fredag den 8. december 2017

Sofus' store dag

I slutningen af oktober blev sidste skud på stammen døbt. Vi havde en dejlig dag, som gik næsten helt som planlagt :o)

Jeg kæmper VIRKELIG med at kalde mine børn ved deres rette navn, så jeg havde bedt husbonden om ikke han ville bære, så jeg ikke endte med at give barnet det forkerte navn. Dog var den unge man en smule utilfreds da vi lige kom ind i kirken, så jeg fik ham i armene for at få ham til at falde til ro, og så faldt han i søvn. Jeg tænkte at det nok ville ende i skrig og skrål, hvis han pludselig skulle over til faren på vej op til døbefonten, så jeg valgte at bære ham i stedet - og jeg sagde det rigtige navn, yay!

Det var en super hyggelig gudstjeneste, da det var BUSK (børn, unge, sogn og kirke) gudstjeneste, så der var pyntet op, fyldt med børnekor, spejdere, underholdning og en prædiken, som børnene havde været med til at skrive. Det betød også at tiden gik hurtigt - både for børn og voksne.

Bagefter havde vi lejet os ind i den lokale sportshal, hvor vi fik brunch (selvom det var en anelse sent til det) og kage. Det var så dejligt, for vi skulle ingenting lave selv - altså udover kage naturligvis og så havde jeg lavet en hulens masse pompom'er, som jeg troede jeg ville få permanente turkise fingre af :o)

Udover det lokale, som vi sad og spiste i havde vi lejet hele den store sportshal (da der ikke var andre arrangementer), og det var et kæmpe hit for alle de børn, som var med til festen. De løb, spurtede, legede og spillede uden nævneværdige pauser - det var skønt at se. Felix har jeg dog siden hen fået at vide, lignede det meste af tiden et surt løg, som åbenbart var fordi han ikke måtte spille på fars telefon - haha, stakkels barn! Til gengæld kom det vist min søster til gode for hun fik lov at kramme ham det meste af tiden, når han var sur :o) Selvom nedenstående billeder ikke umiddelbart viser hans utilfredshed ;o)

Da gæsterne tog hjem fik vi ryddet op og begav os så de få hundrede meter hjem. Da vi landede hjemme var dåbsbarnet også helt færdig og brugte nærmest resten af dagen på at ligge i sin mors arme.

Vi kæmpede lidt med at få taget billeder af hele familien i kirken, det hjalp så heller ikke, at dåbsbarnet lå med ryggen til fordi han sov - og drengene var bestemt ikke tilfredse med at skulle have taget billeder, men et par stykker, som var nogenlunde blev det da til. Det var til gengæld godt, at vi tog nogle af dåbsbarnet da han var kommet i kjolen ellers havde vi kun haft af ham bagfra :oD


Det er tydeligt at se ud fra de nedenstående billeder, at det ikke lige blev til nogle billeder til indramning ;o)

Alle børnene elskede som sagt den store hal

Dåbsbarnet ude af kjolen. Det var ikke fordi vi på forhånd havde tænkt at vi skulle køre et Batman tema, men (Lego) Batman er lidt et hit i huset, så pga kagens udseende, som jeg snart viser, så tænkte jeg at lidt Batman tøj også ville være passende til dåbsbarnet. Der står i øvrigt "Batman needs naps too" på :o)

mandag den 4. december 2017

106. kage: konfirmationskage med bibel

Da min brors ældste dreng skulle konfirmeres tilbage i foråret forlød det på min svigerinde, at det eneste han havde et stort ønske om til dagen, det var at jeg skulle lave en kage. Så det gjorde jeg naturligvis! Jeg er sikker på, at jeg tog nogle billeder af kagen, som jeg plejer, men de er simpelthen væk, så derfor må vi nøjes med et par fra festen. Dog giver det stadig et fint syn på udseendet af kagen. Christian valgte et meget klassisk design, men jeg synes faktisk at den blev meget sød - enkel og elegant.

På billederne her er der lidt større forskel på farven af fondant bogstaver og glasur, men det var ikke så meget i virkeligheden. Indeni er jeg ret sikker på, at der var hindbærmousse og chokolademousse - igen en klassisk kombination, som mange tit glemmer hvor god egentlig er! Jeg var selv ret tilfreds med den lille bibel - eller faktisk var der to, for jeg lavede to identiske kager, men der blev til gengæld kun spist én :o( Jeg er dog altid af den overbevisning at det er bedre med lidt for meget kage end lidt for lidt! Dog havde jeg blot lavet biblerne af lidt sandkage, så da jeg spottede en af gæsterne spise bibel, måtte jeg straks sige til hende, at hun skulle smage kagen i stedet for bogen :o)





torsdag den 16. november 2017

Boganmeldelse: Majas kager

Indlægget er lavet i samarbjede

Jeg er meget begejstret for Maja Vase og hendes blog. Hun laver simpelthen de mest yndige ting. Hun har en klar stil over både sit bagværk og sine billeder, så jeg skulle naturligvis have fingrene i hendes nyeste bog Majas Kager.


Men det er åbenbart ikke kun mig, som er begejstret for hendes nye bog, for prøv at se den efter at Victor (og Felix) har sat sedler ind ved hvilke opskrifter de synes vi skal prøve :oD


Bogen er delt op i enkle kategorier, som passer godt til det enkle look i bogen og det enkle look af kagerne. Maja laver de mest perfektionistiske kager, og det er nok derfor dem jeg har prøvet af hendes opskrifter ikke bliver ligeså flotte som på de fantastisk smukke billeder - jeg er nemlig lidt af en sjuske-Dorthe i forhold til Maja :o) Men bogen er som nævnt det op i "Enkel" (som er skærekager), "Smørsprød" (som er tærter), "Fnuglet" (som er moussekager),"Unik" (som er dem som er lidt udenfor kategori) og "Petit" (som er små kager).

Alle opskrifterne har en lille forhistorie/introduktion, som gør det meget personligt på den gode måde. Desuden er der også info om pynt ved alle opskrifterne, som naturligvis er nødvendigt for at vi andre kan håbe at komme bare nogenlunde i nærheden af Majas smukke kager. Sidste men ikke mindst er der nyttige tips ved de fleste opskrifter.

Prøv lige nogle smukke billeder! Jeg måtte sige til Victor, at for ikke at skulle ud i den store udvælgelsesproces hver gang vi skal prøve en af opskrifterne fra bogen, så var det måske smartest at starte fra starten og med alle de sedler de har sat i har vi da til et stykke tid :oD


Det er en rigtig dejlig bog, som Maja har fået lavet. Totalt spækket med uimodståelige opskrifter! Den kan klart anbefales at skrive på ønskesedlen her til jul!

Og hvis du kigger med om nogle dage, så får du måske muligheden for at vinde dit helt eget eksemplar :oD

Anmeldereksemplar: "Majas kager" af Maja Vase
vejl. udsalgspris: 250,-
udgivet af Politikens Forlag i september 2017.

mandag den 13. november 2017

105. kage: Konfirmationskage med fodbold

Da jeg for 1 1/2 år siden kom tilbage for at arbejde samme sted som jeg 7 år tidligere havde været som elev, var en af de første ting en kollega spurgte mig om, hvorvidt jeg ville lave en kage til hans datters konfirmation året efter! Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, og den blev derfor skrevet i kalenderen nærmest med det samme :)

Sisse er en rigtig sportspige, og derfor ville hun gerne, at temaet var fodbold, og det blev det uden tvivl. Jeg var faktisk ret tilfreds med fodbolden, som faktisk blev ret realistisk. Det var dejligt nok ikke at lave en kage med en masse fondant på, men det værste var, at der var totalt grøn glasur ALLE steder!!!





fredag den 10. november 2017

Stew med oksekød og rodfrugter

Noget af det bedste ved den kolde årstid er, at det er den bedste årstid til simreretter. Jeg ELSKER simreretter! Det gør husbonden også. Drengene - not so much. Men mon ikke det kommer, for simreretter er så gode og lette at lave og en god måde at få udvidet sit indtag af grøntsager.

Jeg har efterhånden lavet stews i mange år, og selvom jeg nogle gange eksperimentere lidt, så er basis altid den samme, og derfor bruger jeg som sådan heller ikke en opskrift dertil. Men på opfordring af en søde mødre fra - en af mine mange - mødregrupper har jeg forsøgt at lave en opskrift.

Ingredienslisten ser lang og kompliceret ud, men det gode ved en opskrift som denne er, at der ikke er særlig mange ting, som ikke kan udskiftes med hvad du har i skabet/køleskabet.


Stew med oksekød og rodfrugter
(6-8 personer)

ca. 1 kg klump/gammeldags oksesteg/oksekød i tern
100g bacon i tern, gerne skåret ud af et godt stykke røget bacon
1/4 dl olie og 25g smør
2-3 løg
3-4 fed hvidløg
250g champignon
10g tørrede skovsvampe
2 orange gulerødder
2 lilla gulerødder
2 hvide gulerødder
4 bolchebeder
2 små rødbeder
1 pakke cocktailpølser
3 kviste timian - eller 2 tsk tørret
3 kviste rosmarin
3 laurbærblade
Worchestersauce
ca. 1 liter vand (+evt. en bouillonterning)
1 dl fløde
100 g frosne ærter
evt. kulør
salt og friskkværnet peber
evt. maizena til jævning

Kartoffelmos:
6 bagekartofler
250g broccoli (frossen eller frisk)
2 spsk smør
mælk


Steg baconen i en gryde som kan gå i ovnen. Hvis du ikke har det, så bare en stor gryde. Tag det ud af gryden når det er stegt, og brun kødet af flere omgange i baconfedt og olie og smør. Når alt kødet er brunet kommes det hele i gryden sammen med bacon. Tilsæt finthakket løg og hvidløg, gulerødder og beder i stykker samt champignon i halve. Lad det stege nogle minutter inden krydderurter, vand (så det dækker) + evt. bouillon og Worchestersauce. Lad det koge op og stil det derefter i ovnen ved 160 grader i 3-4 timer. Tjek en gang halvvejs om der er nok væske.

Når der er et kvarters tid tilbage af tiden i ovnen skrælles kartoflerne og skæres i tern. Kog dem i en stor gryde i USALTET vand. Tilsæt broccoli i de sidste 7 minutter. Når kartofler og broccoli er møre drænes de godt. Mos kartoflerne og broccolien med en håndmikser, tilsæt derefter smør, mælk indtil mosen har en passende konsistens og smag til med salt og peber.

Imens kartoflerne koger tages kødretten ud af ovnen, sættes på blusset og tilsættes fløde, ærter, cocktailpølser og evt. kulør. Lad det stå en 10 minutters tid mens kartoffelmosen laves færdig og server straks.


tirsdag den 24. oktober 2017

Boganmelselse: Salattøsen - kål hele året rundt

Indlægget er lavet i samarbejde med 
Politikens forlag, men alle meninger
og holdninger er mine egne

Dygtige Mette aka Salattøsen har for kort tid siden udgivet sin anden kogebog, og som den store kål-elsker jeg er, skulle den naturligvis kigges nærmere på. Jeg elsker som nævnt kål, og faktisk er resten af familien også ret begejstrede. Dog er husbonden ikke så glad for rosenkål og jeg er ikke svært begejstret for broccoli, men som vi også siger til de to store drenge, så er det okay, at der fx. er én ud af 10 ting man ikke bryder sig om, problemet opstår, hvis men kun kan lide én ting ud af 10 - så er det at en nok ville blive betegnet som kræsen.

Denne skønne kogebog er fyldt op med lækre varme og kolde retter med diverse slags kål. Både nogle der passer til sommer og vinter og til hverdag og fest. Jeg har allerede mentalt sat en note ved adskillige af opskrifterne som jeg skal prøve.

Fx. er der denne Mortens aften salat, som jeg overvejer at smide på bordet til vores årlige sammenkomst med vores gode venner, hvor der altid er and på menuen.

Og ja, som nævnt, så ELSKER jeg rosenkål - rå, dampet, kogt - men er altid på udkig efter nye spændende måder at tilberede det på

Udover at være mega smukt - selvom nedenstående godt kunne have været et mere frisk ekspemplar - så smager romanescokål også mega godt! Så jeg skal bestemt prøve opskriften med den smukke grøntsag en dag

Der er små piktogrammer i bogen, som viser hvilken slags kål der indgår i opskriften, samt hvilet slags tilbehør Salattøsen anbefaler. Det gør det dejlig ment og overskueligt. Bagerst i bogen er der desuden, udover den "almindelige" indholdsfortegnelse, en indholdsfortegnelse baseret på ingredienser, hvilket er dejligt. Så hvis du er faldet over fx. et lækkert hvidkål i supermarkedet, så kan du nemt finde inspiration bag i bogen, da alle opskrifter med hvidkål samlet samme sted.

 Som måske kan læses ud fra ovenstående, så er jeg ret begejstret for Salattøsens bog. Hvis du ikke kan lide kål er det måske en mindre god investering, med mindre du har et brændende ønske om at blive bedre venner med kål. I så fald kan den klart anbefales. Hvis du er kål elsker ligesom jeg er, så vil du uden tvivl kunne finde god inspiration i bogen.

Anmeldereksemplar: "Salattøsen - kål hele året rundt" af Mette Løvbom
vejl. udsalgspris: 250,-
udgivet af Politikens Forlag i september 2017.


torsdag den 28. september 2017

104. kage: Lynet McQueen

Tilbage i sommers blev søde Artin, som Victor har fået i dagpleje med, 5 år og han ønskede sig rigtigt meget en Lynet McQueen kage. Så det måtte jeg jo lave. Der er ikke nogen tvivl om, at han var rigtig stor fan af Lynet McQueen, for hele hans værelse var dækket i Lynet - selv hans seng var en Lynet McQueen seng - sejt!.

Som altid, når der ligger noget meget genkendeligt til grundlag for en kage, så er presset lidt større. Jeg synes dog, at jeg slap rimeligt godt fra det, han er nok måske en anelse bred i det, men jeg synes sagtens, at man kan se, at det er Lynet McQueen, og Artin blev da efter sigende også meget glad for kagen :o) Det kunne naturligvis sagtens have haft en masse flere detaljer, men de vigtigste ting for at man kan genkende Lynet er til stede.

Det var blot en simpel chokoladekage med smørcreme der var indeni, og det gør det jo da noget lettere at lave en 3D kage.





fredag den 22. september 2017

Legoland 2017

Nogle af vores gode venner bor nede i nærheden af Kolding. Vi har et efterhånden et par faste ritualer med dem hvert år, som både de (forhåbentligt!) og vi ser frem til hver gang. Fx. spiser vi altid Mortens and med dem, det er ikke sikkert, at vi ligger helt tæt på den rigtige dag, et par gange har vi fx blevet nødt til at udskyde det til januar, men vi plejer at forsøge at finde en weekend lige før eller efter Mortens Aften og få lækker and med det hele. Det er en tradition, som vi startede for efterhånden mange år siden, da vi boede på samme kollegie, så den tror jeg bestemt at vi holder ved. Det er også lidt hyggeligt, at da vi startede var i kun 4 og nu er vi efterhånden 9 personer :o)

En anden tradition vi har haft de sidste par år er at tage en tur i Legoland, hvor vi dukker op dagen før hos vores venner, overnatter og så kører vi alle afsted om morgenen, så vi er ved Legoland når de åbner (eller så godt som det kan lade sig gøre med et hav af små børn ;o) Så tilbringer vi hele dagen i Legoland, spiser aftensmad og kører tilbage til vores venner hvor atter overnatter. Det plejer at være sådan nogle hyggelige dage, og alle ungerne får sig en på opleveren. Så det regner vi bestemt med at fortsætte med i fremtiden. Vi har faktisk også snakket om at tage en tur til Disneyland Paris om nogle år, men der er nogle, som er lidt bekymrede for den lange tur - så det må vi se på :o)

Anyway, de sidste par gange har vi valgt at tage afsted lidt udenfor sæsonen. Det betyder næsten helt sikkert dårligere vejr (selvom det næsten ville have været hip som hap i år!), lidt kortere åbningstid og risiko for lukkede restauranter, men også meget færre mennesker og det synes vi er vigtigere, for de færre mennesker betyder kortere kø og det betyder altså en del med små børn. Et år stod vi fx i kø til brandbilerne i omkring 45 minutter, hvor vi denne gang nærmest gik direkte derhen.

I år var vejret dog ret ringe, og med en stor gravid mave og koldt vejr var det en hård omgang, men også en dejlig omgang, og især når man ser børnenes glade ansigter (næsten) hele dagen. Vi plejer altid at tage en hulens masse billeder når vi er afsted, men det er begrænset hvad der kan vises frem herinde uden at få fremmede børn/voksne på. Så derfor kan jeg kun vise lidt skønne billeder af drengene.
En meget stolt guldgraver :o) Da Victor fik en medalje forrige år vidste den søde Legoland medarbejder ikke helt hvad hun skulle sige da han satte store spørgsmålstegn ved forskelling mellem pressen og medaljen :oD Det påvirkede heldigvis ikke Felix

 Klar til at sprøjte vand på de andre!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...