onsdag den 28. september 2011

Chili con Guinness

En eller anden dag faldt husbonden over en gratis opskriftsamling i Føtex - "Godt Øl til Lækker Mad" fra Carlsberg. Der ser faktisk ud til at være mange lækre retter deri - nogle indeholder øl, og andre gør ikke. Men derfra fik vi i hvert fald Chili con Guinness i går til aftensmad.


Chili con Guinness - 4 pers. (Godt Øl til Lækker Mad)
400g oksekød i tern
1 dåse Guinness
1 løg
olie
1 dåse flåede tomater (?!?)
2 stk. røde peberfrugter
1 dåse brune bønner
salt
1 tsk chilipulver
2 tsk paprika
2 fed presset hvidløg
creme fraiche
Flütes
Grøn salat el. lidt grøntsager

Pil løget og hak det. Opvarm olien i en gryde og steg løg og kød i den. Brun det godt i 4-5 min. Krydderier, bønner, tomat (der stod ikke noget i ingredienslisten, så jeg smed en dåse flåede i), Guinness og hvidløg tilsættes. Rør godt rundt og kog i ca. 20 min.
Skær peberfrugterne i strimler og kom i gryden. Smag til med salt og peber - kog i yderligere 2 min.
Server retten med creme fraiche, lidt grønt og flütes.

Det smagte faktisk ret godt - efter noget tid blev det dog måske en anelse bittert, men det er jo heller ikke så mærkeligt, da Guinness jo er ret bittert. Men på en måde smagte det som om man havde en milliard ingredienser i, og at det havde stået for evigt på komfuret! Jeg tror helt bestemt godt, at jeg kunne finde på at lave det igen, men ville så nok vælge kun at komme en halv dåse Guinness i :o)

søndag den 25. september 2011

Cupcakes fra Bakgaards Bageri - tilbud fra Downtown

Ja, jeg havde jo allerede købt tilbuddet fra downtown, så jeg måtte jo hellere få det brugt, selvom jeg havde et lidt lunkent forhold til det efter at have læst Bittens anmeldelse. Men i går, hvor vi var på et lille visit hos min mor og far tænkte jeg, at det var en god mulighed for at få hentet mine 4 cupcakes og 2 Vitamin Well.

Jeg syntes bestemt, at det så fint ud - en sød kasse, og nogle mere eller mindre fint pyntede cupcakes. De 4 varianter jeg valgte var: Jordbær med jordbær-frosting, jordbær med marshmellow, chokolade med jordbær og chokolade med pistacie (opfindsomheden fra min side var vist ikke så stor).


Vi valgte at dele dem allesammen i 4 kvarte, så vi kunne smage dem allesammen, og det var vist en rigtig god idé for de var godt nok en smule søde! Jeg er lidt en sukkergris, så jeg syntes ikke det var så slemt, men jeg tror at jeg var gået kold, hvis f.x. jeg skulle have spist en hele jordbær med jordbær selv :o) Cupcakes'ne i sig selv var okay, men en smule kedelige, og frostingerne var okay, men meget grynede og meget søde.


Alt i alt var det et okay tilbud - halv pris er jo altid godt, men jeg tror bestemt at jeg kunne lave nogle selv som var bedre, og flottere... hvad jeg dog et eller andet sted synes er mest vildt, er hvad de jo nok ville kost hvis man skulle købe dem til fuld pris, måske 15kr stykket - så ville jeg skisme hellere have en makronsnitte eller en sarah bernhard eller noget :o)

fredag den 23. september 2011

Blomkålssuppe med chorizo

Vores uge har bare være TOTALT booket op - flere dage med 2 forskellige ting, og det er lidt hårdt for både husbonde og jeg, men også for junior (som i denne uge har prøvet både at blive vaccineret og være i biografen :o), som godt kan blive lidt pylret, hvis ikke han får sine sædvanlige lure. Men til gengæld er vi ved at eksperimentere med hans sengetid, og det går indtil videre rigtig godt :o)

Nå, men den meget travle kalender har betydet at vi nærmest ikke har fået varm mad i denne uge, men det blev der for alvor lavet om på i går, hvor vi rigtigt gik ind i efteråret i det lille hjem og fik suppe :o) Det blev til en blomkålssuppe med chorizo, som blev ledsaget af lidt lækkert brød fra Salling, og var generelt et hit.

Blomkålssuppe med chorizo (2 pers.)
1 blomkålshoved
1 løg
1 fed hvidløg
3/4 -> 1 liter grøntsagsbouillon
1 dl cremefine/fløde
50g chorizo
lidt revet parmesan
salt og peber

Rens blomkålet og del det i små buketter. Pil og hak løg og hvidløg groft. Sauter blomkål og løg i lidt olie i en gryde i 5 minutter. Hæld bouillon og fløde ved og lad det simre under låg i ca. 25 minutter. Blend suppen - enten ved at putte den i en blender (og derefter tilbage i gryden) eller med en stavblender - og smag den til med salt og peber. Riv lidt frisk parmesan ned i suppen og varm den godt igennem.

Skær chorizo'en i små stykker og steg det gyldent på en tør pande. Server suppen med chorizo-tern i og med godt brød til.

torsdag den 22. september 2011

Luk munden og let røven!

I tirsdags var min kære søster på besøg, og var barnepige for lille junior, for husbonden og jeg skulle nemlig i byen... Det var dog ikke så vildt som det måske lyder, for vi var bare til et foredrag, men hvilket foredrag! Igennem husbondens fagforening var vi nemlig til foredrag med Christian Bitz.


Luk munden og let røven! hed foredraget, og handlede jo sjovt nok om mad. Et eller andet sted er alt hvad han siger jo bare sund fornuft - hvis du spiser mindre og laver mere, så taber du dig. Hvis du spiser for meget og ikke bevæger dig, så tager du på. Du kan spise hvad som helst, hvis bare ikke det er for meget... ja, det er jo som sagt egentlig bare sund fornuft.


Jeg har altid godt kunnet lide Christian Bitz, når jeg har set ham i TV, og det gør jo bestemt heller ikke noget at han er lidt af en snack ;o) Det kom dog i den grad bag på mig, HVOR god han var til at holde foredrag - han var simpelthen bare sååååå sjov, tit lidt under bæltestedet og god til at tage pis på både sig selv og andre.

Nå, ja - der var også "en let anretning" med i arrangementet, som sjovt nok bestod af sandwiches på grovbrød, frugt og kildevand :o) Men det ville jo ligesom også have været lidt mærkeligt, hvis vi fik pommes frites og grillkylling eller lignende. 

Jeg ved ikke om jeg egentlig lærte noget nyt og revolutionerende (men der er jo heller ikke nogle der ved så meget om at tabe sig, som folk der er på kur efter kur ;o), men vi var så heldige at få hans bog med også (Bitz din sundhed), så den glæder jeg mig til at læse og prøve nogle af opskrifterne. Dog vil jeg helt klart anbefale alle at tage ind at høre ham, hvis man får muligheden, for det var VIRKELIG godt :o)

TEST: Santa Maria, igen :o)

Santa Maria var så søde at kontakte mig for at spørge om jeg havde lyst til at teste lidt nye produkter, og jeg sagde ja af 2 grunde: 1. Jeg elsker gratis ting :o) 2. med en lille baby er der (som jeg evig og altid nævner efterhånden) ikke altid tid til de helt store kulinariske eksperimenter, og så er det skisme dejligt at have noget i køkkenskabene, som er let at gå til.

Derfor fik jeg forleden dag en fin kasse med 8 saucer - 4 forskellige slags, en pakke nudler, nogle brochurer og 2 Julia Roberts film. Min Bedste Vens Bryllup har jeg _naturligvis_ set, men Eat Pray Love har jeg endnu ikke set, og har faktisk villet se den længe, så det var jo bare dejligt. Nu er spørgsmålet så bare, hvornår jeg skal få tid - lol.

Nå, men dette indlæg handler faktisk om nogle andre Santa Maria-produkter, som jeg endnu ikke havde fået testet - nemlig  "Hot Habanero & Passion Salsa"og "Vegetarian Taco Mix. Derfor fik vi tortillas med fyld forleden dag.
Salsaen var VILDT stærk, i hvert fald for mine stakkels smagsløg, husbonden syntes at den var god. Vi fik udover salsa og veg.taco-mix salat, tomat, majs, ost og fromage frais i vores tortillas. Taco-mixen lavede jeg blot efter henvisning på pakken, dog smed jeg en håndfuld majs deri, for bedre at kunne holde dem inde i brøddet. Min svigermor er vegetar, så hun ville egentlig være den ideelle kandidat til denne mix, men jeg er næsten i tvivl om hun ville tro på at det ikke var kød, for det ligner totalt. Smagsmæssigt smager det meget ala almindelig taco-mix som er lavet måske med svinekød eller fjerkræ - det er ikke så kraftigt som oksekød fx. Men jeg syntes faktisk, at det smagte okay, og var let at tilberede, men som kød-spiser tror jeg ikke at jeg ville købe det selv, og jeg ved ikke helt om svigermor fx. egentlig er interesseret i et "kød-lignende" produkt når hun skal have en tortilla... men jeg får besøg af hende i næste uge, så måske jeg skulle prøve at servere det for hende :o)

Lige et kig i gryden med Vegetarian Taco Mix - som I kan se, så ligner det meget hakket kød, men det er jo nok også meningen :o)

søndag den 18. september 2011

Spinatpandekager med krabbefyld + nye visitkort

Jeg har spekuleret længe på at få lavet visitkort, og nu har jeg endelig fået taget mig sammen. Som regel når jeg skal forsøge at fortælle folk hvad min blog hedder, så går de kold cirka halvvejs, så derfor syntes jeg, at det kunne være rart med nogle visitkort. Jeg faldt over nogle hos Vistaprint, uden det helt stor hurlumhej, men dog heller ikke specielt opfindsomt fra min side - men jeg synes det er superflotte, og lige min stil - så hvorfor skulle jeg bøvle med at designe en helt masse når nogle andre har gjort det for mig :o)


Dagens ret forleden dag var endnu en lille sag fra "Fedtfattige Retter" af Kathryn Hawkins. Resultatet blev vist ikke helt som ønsket, for panden jeg brugte til pandekagerne var vist både lidt for lille og lidt for ringe, så de sad lidt fast og blev ikke rigtigt brune, men ud over det, så smagte det faktisk ganske godt :o)


Spinatpandekager med krabbefyld og karry (4 pers.)
115g boghvedemel
1 stort æg, sammenpisket
3 dl skummetmælk
125g frossen spinat, optøet, afdryppet og hakket
2 tsk olie

Fyld:
350g hvidt krabbekød
1 tsk mild karry
1 spsk mangochutney
1 spsk let mayonnaise
2 spsk letmælksyoghurt - jeg brugte fromage frais i stedet for
2 spsk friskhakket koriander - brugte jeg ikke.

1. Sigt melet ned i en skål og fjern evt. urenheder.
2. Lav en fordybning i melet og hæld ægget i. Pisk mælken i lidt ad gangen og bland derefter spinaten i. Hæld dejen over i en kande og lad den stå i 30 min.
3. Lav fyldet ved at blande alle ingredienser med undtagelse af koriander i en skål. Dæk skålen til og stil den koldt.
4. Pisk dejen. Pensl en lille pandekagepande med lidt olie, varm den op, til den er godt varm, og hæld så meget på panden, at bunden er dækket med et tyndt lag. Steg den 1-2 min, indtil dejen er fast, vend den og steg den 1 min, indtil den er gylden. Læg på en varm tallerken. Lav 8 pandekager på denne måde og læg dem oven på hinanden på tallerkene med bagepapir imellem.
5. Rør koriander i krabbeblandingen. Læg fyld på den ene halvdel af pandekagerne og fold dem over. Serveres varme.

Vi fik dem med en smule flødestuvet spinat til...

torsdag den 15. september 2011

Pasta, Pesto et Portobello

I mit næste liv vil jeg være italiener, eller i hvert fald bo i Italien, for selvom jeg er en ægte angloman, så ville jeg elske at spise pizza, pasta, risotto og italiensk is hele tiden :o) Til gengæld ville det nok betyde, at min livvidde ville være KÆMPE - lol. Nå, men forleden dag faldt jeg over en kæmpe basilikum i Føtex, og opfandt en hurtig lille ret baseret på basilikum - nemlig pasta med pesto og portobello-svampe. Det var let og meget lækkert.

Pasta, pesto og portobello - 2 pers.
1 pk. frisk pasta - jeg brugte Levevis fuldkorns-linguini
1 pk. portobello-svampe
2 fed hvidløg
150g friske tomater
1 bundt basilikum
20g frisk parmesan
15g pinjekerner
olivenolie
salt og peber

Pluk og skyld basilikum, pil hvidløget. Blend basilikum, hvidløg, parmesan, pinjekerner og olivenolie i en lille blender. Mængden af olie skal bare være når det er passende - ikke for tyk, ikke for tynd. Steg svampene ved ret hård varme i lidt olie i en sauterpande. Når de er gennemstegte tilsættes tomaterne i et par minutter. Kog pastaen efter anvisning på pakken. Tilsæt pastaen til svampe og tomater - dræn den ikke for meget, der må gerne hænge en smule pastavand ved. Tilsæt pestoen, varm det hurtigt igennem, og server straks. Mums siger jeg bare... jeg er rigtig glad for kød, men jeg må indrømme, at jeg savnede det slet ikke - for her blev man mæt i smag :o)


tirsdag den 13. september 2011

Gratineret pasta med rejer og tun

Gad vide hvorfor jeg ikke har blogget siden fredag? Faktisk har jeg svært ved at huske, hvad jeg har lavet siden sidst... Er det mon et tegn på ammehjerne selvom jeg ikke ammer? Jo, jeg var til fødselsdag hos min svoger lørdag, men ellers har det vist bare været en lille ret utilfreds baby, der har optaget det meste af min tid :o)

En eller anden dag i sidste uge lavede jeg en rigtig lækker ret fra min madplan, men et eller andet siger mig, at det var den forkerte dag, men det betyder heldigvis ikke så meget :o)



Gratineret pasta med rejer og tun ("Fedtfattige retter" af Kathryn Hawkins)
4 pers.

225g pasta i tre farver
1 spsk olie
1 bundt forårsløg, istandgjort og hakket
175g champignon i skiver (brugte 1 glas)
400g tun i vand, afdryppet og i flager
175g pillede rejer, optøet hvis frosne (jeg bruger bare frosne!)
2 spsk maizena
4 1/4dl skummetmælk
4 mellemstore tomater, i tynde skiver
25g rasp
25g revet ost - fx. cheddar eller parmesan
salt og peber

1. Varm ovnen til 190gr. Bring en stor gryde letsaltet vand i kog og kog pastaen efter pakkens anvisning. Lad den dryppe godt af.

2. Varm imens olien på en pande og sautér de hakkede forårsløg - minus en håndfuld - og champignonerne under omrøring i 4-5 minutter til de er bløde.

3. Hæld den kogte pasta i en skål og bland den med forårsløg, champignon, rejer og tun. Sæt den til side.

4. rør maizena ud i lidt mælk til en jævning. Hæld resten af mælken i en gryde og rør jævningen i. Varm mælken op under omrøring, indtil den tykner. Krydr saucen med salt og peber.

5. Hæld saucen over pastaen og bland alle ingredienser godt. Hæld pastablandingen i et ovnfast fad og sæt det på en plade eller rist.

6. Anbring tomatskiverne oven på pastaen og drys rasp og revet ost over. Bag retten i 25-30 min., til den er gylden. Drys med resten af forårsløgene (som jeg glemte - lol).



Jeg kan helt klart anbefale denne ret - det smager super dejligt, og det er helt sikkert en af favoritterne her i det lille hjem.

fredag den 9. september 2011

Test til Lyserød Lørdag

Jeg er gået i test-mode herhjemme, for det er egentlig ikke det helt store jeg har gjort i cupcakes, så derfor troede jeg også at jeg havde den perfekte opskrift til den type cupcakes jeg skal bare til Lyserød Lørdag, men det har jeg vist ikke alligevel. Så nu er jeg ved at teste en hulens masse opskrifter igennem, men synes ikke at jeg har fundet den helt rigtige endnu...



Men i går fik junior og jeg besøg af min mor, far og storesøster, så de kunne jo under alle omstændigheder ligeså hjælpe med at teste. Frostingen er en "købe" fra Wilton, som var lækker at arbejde med, og som også smagte ganske fint (lidt ligesom ikke frossen is :o), men til Lyserød Lørdag bliver det naturligvis hjemmelavet topping. Cupcakesne var fine, men jeg tester videre... så I må gerne smide et link til jeres absolut bedste chokolade-cupcakes

Gratis glæder vol. 2 - Buzzador og Vanish

Jeg meldte mig for et stykke tid siden som testperson hos Buzzador, og for en uges tid siden fik jeg min første pakke derfra - nemlig en ordentlig omgang Vanish. Så nu er jeg i gang med at fjerne pletter, og med en lille junior i huset, så må jeg indrømme at der er nok af dem - lol

Jeg var faktisk ikke klar over, at de fleste af deres produkter er uden parfume og svanemærket... så her jeg også lært noget nyt i dag :o)


Hvis du kunne tænke dig at blive tester for Buzzador, så kig nærmere her (jeg tror nok, at det var meningen, at jeg kunne sætte et link ind, som henviser på en eller anden måde til mig, men det kan jeg vist ikke finde ud af, lol)

torsdag den 8. september 2011

Mørbradgryde med ris + Rødbedesalat

Hov, jeg vidste jo egentlig godt, at det ville ske, og jeg er jo heller ikke den eneste det sker for, men den madplan jeg postede forleden endte med at ændre sig lidt på dage og sammensætninger ;o)

Nå, men i går fik vi mørbradgryde med ris. Det var lavet efter mit eget lille hoved, men smagte nu ganske godt :o)



Mørbradgryde á la Camilla (2 personer)
1 stk. svinemørbrad
1 løg
250g champignon i kvarte
1 dåse flåede tomater
1/4 dl cremefine / fløde
1 tsk. mild paprika
1/2 tsk. røget paprika
1 dl ærter

Brun kødet i en gryde, tilsæt hakket løg og champignon og sauter i et par minutter. Tilsæt flåede tomater, cremefine/fløde og begge slags paprika. Læg lå på og lad det simre i ca. 1 time. Kog ris efter anvisning på pakken. Et par minutter inden maden skal serveres tilsættes ærterne. Smag saucen til med salt og peber, og server med de nykogte ris.


På madplanen stod også noget med rødbedesalat, men i forgårs hvor jeg ikke lige gad til at bage naan-brød fik vi i stedet for kyllingbryst-filet og rødbedesalat. Jeg er helt vild med at rå rødbedesalat, som i bund og grund er det samme som en råkostsalat med gulerødder - i stedet er der bare brugt rødbeder.

Rødbedesalat (2 pers.)
3-4 rå rødbeder
3 nye danske æbler
1 spsk. citronsaft
evt. lidt rosiner.

Skræl rødbederne, skyl dem, skær enderne af og riv dem fint på et rivejern (jeg bruger rivejernspladerne til min foodprocessor). Del æblerne i kvarte, fjern kernehuset, og rive dem ligeledes fint. Bland det hele sammen i en skål, og tilsæt citronsaft. Server med kød, fisk eller fjerkræ og evt. kartofler.

tirsdag den 6. september 2011

Krydrede kødboller med spidskålstzatziki

Dagens ret i går var lidt et eksperiment fra min side, og det gik egentlig okay. Opskriften på spidskålstzatziki kommer fra Skagenfood, mens kødbollerne er fra mit eget lille hoved :o) Vi skulle egentlig også have haft ovnkartofler til, men jeg havde fået for mange usunde ting i går, så det var ikke rigtigt plads til kartofler, og så droppede husbonden dem også.



Spidskålstzatziki (4 pers.) - Skagenfood:
1 spidskål
1 (skalotte)løg
2 fed hvidløg
1½ dl drænet yoghurt
Salt og peber

Trim spidskålen, fjern stokken og snit bladene i fine strimler. Skær løget i meget tynde skiver og hak hvidløgene fint. Vend det hele sammen med yoghurt, salt og peber og smag til. Server til fisk, kød eller fjerkræ.

Camillas krydrede kødboller (2 pers.):
250g hakket oksekød
1 æg
1 løg
2 fed hvidløg
½ tsk spidskomme
½ tsk allehånde
½ tsk gurkemeje
1/4 tsk kanel
1/4 tsk stødt ingefør
1 nip saffran
salt og peber.

Hak løg og hvidløg meget fint, evt. i foodprocessor. Tilsæt resten af ingredienserne og rør/kør til en ensartet fars (jeg brugte foodprocessor til det hele). Form til 6-7 kødboller, og steg dem i lidt olie på panden.

mandag den 5. september 2011

Cherrytomater med avocadocreme - og gratis glæder vol. 1

I går til aftensmad fik vi en bøf - det er meget lang tid siden, at jeg sidst har fået en rød bøf! Det er heller ikke helt let at få til at hænge sammen med en lille baby, som ikke altid vil lade en spise når maden er klar! Nå, men sammen med bøffen fik vi en tomatsalat fra Skagenfood.  Det så ikke for kønt ud, men det smagte dejligt :o)


Cherrytomater med avocadocreme (Skagenfood)

8 cherrytomater
2 forårsløg (ups, dem glemte :o)
1 avocado
2 spsk citronsaft
3 spsk creme fraiche
1 fed hvidløg
1 spsk balsamico
God olivenolie
salt og peber

Skær tomaterne i tynde skiver og snit forårsløgene fint. Anret tomaterne i ét lag på en flot tallerken og dryp med balsamico og lidt olie. Krydr med salt og peber og lad tomaterne marinere, mens resten laves. Befri avokadoen for skal og sten og mos kødet sammen med citronsaften. Rør cremefraiche, presset hvidløg, salt og peber i og smag til. Fordel cremen ovenpå tomaterne og drys med forårsløg. Server straks til kød, fisk eller fjerkræ.

Vi fik en bøf og ovnkartofler til. Det er som sagt ikke så smukt ud - jeg valgte også at blende avocadocremen, så den blev nærmest ligesom guacamole, men det smagte ikke så ringe endda.


Jeg fik forleden en stor kasse med vaskepulver tilsendt... mere om den senere (gratis glæder vol. 2 kommer snart :o) Men gratis glæder vol. 1 er lige noget for en semi-shopaholic som mig. Vi fik et gavekort fra husbondens arbejde til H&M, så det fik vi brugt det meste af her forleden - yay, at hive ned fra hylderne uden at komme af med penge, så bliver det da ikke meget bedre. Så nu kan den lille mand vist klare sig det næste stykke tid, ergo næste gang må det være morens tur :o)



Madplan uge 36

I går var vi ude at handle ind til hele denne uge, og for at det kan lade sig gøre, bliver man nødt til at lave en madplan... Så nedenstående er hvad vi skal have at spise i denne uge :o)

Mandag: Krydrede kødboller med spidskålstzatziki og ovnkartofler
Tirsdag: Kyllingbryst med fennikelsalat og hjemmebagt naanbrød
Onsdag: Pastafad med rejer og tun
Torsdag: Mørbradsgryde med ris
Fredag: Medister med rødbedesalat
Lørdag: Kylling med "fløde"kartofler og grønt
Søndag: Gratineret fisk med spinat





søndag den 4. september 2011

Pasta med fersk laks og frisk spinat

Jeg var en tur på torvet i fredags, hvor jeg købte fersk laks, som til aften blev til en lækker pasta-ret sammen med den store pose spinat jeg fik i min grøntsagskasse.

Pasta med laks og spinat (2 pers.)
2 stykker laks
ca. 250g fuldkornspasta
1 bakke champignon
1 pose frisk spinat
2 1/2 dl cremefine el. fløde
3 fed hvidløg
revet parmasan
lidt olie
salt og peber.

Hæld en smule olie på laksen og krydr med salt og peber. Bag i ovnen ved 180 gr i ca. 10-15 minutter (efter størrelse).
Kog pastaen efter anvisning på pakken.
Svits hvidløg og champignon i en sauterpande, tilsæt cremefine og kort før pasta og laks er klar tilsættes den skyllede spinat. Læg låg på og lad spinaten falde sammen. Tilsæt pastaen og lad det simpe i 1 minut.
Server straks med den bagte laks.



fredag den 2. september 2011

Ganeråd, dårlig service og en lækker smoothie...

Ganeråd: I onsdags var vi i Århus, da vi skulle til et såkaldt "ganeråd" med junior, hvor en plastikkirurg, en specialtandlæge og en talepædagog skulle møde den lille mand. Vi tog til Århus allerede om morgenen, da jeg også skulle se om jeg kunne finde en fin kjole til barnedåben, jeg havde jo et gavekort til en, og heldigvis lykkedes det mig at finde en, yay :o) Derudover spiste vi frokost ved åen og var en tur på kirkegården for at se min mosters grav. Bagefter var vi på besøg hos nogle af vores venner i Hornslet, hvor vi fik en bid mad... Heldigvis havde vi alle disse andre gøremål, for "ganerådet" tog kun 5 minutter! De kiggede kort på junior, fortalte en masse ting vi vidste i forvejen, og spurgte om vi havde nogle spørgsmål!

Dårlig service: Jeg fik en opgradering af min prinsesse-ring af husbonden i barselsgave. Vi var dog først nede at bestille den engang midt i juli. Det viste sig, at dem som laver ringene havde ferie - fair nok. Men de ville nok tage en 3 uger, men de ville ringe når den kom hjem. Fredag i uge 32 - altså for 3 uger siden - smuttede jeg forbi butikken for at høre. Det viste sig, at dem som laver ringene havde haft vandskade i København - fair nok... Jeg kunne forvente den sidst i uge 33 eller starten af 34. I dag smuttede jeg forbi IGEN. Det viste sig, at den var kommer i går, men dem som laver ringene havde kommet til at lave den i forkert størrelse - fair nok. Så nu skulle den sendes tilbage, og der ville komme en ny, nok i løbet af 10 arbejdsdage!!!! Jamen, helt ærligt - det kan da ikke passe at alle de ting sker uden at de gider at informere mig?!? Jeg ved godt, at de har meget andet at bruge tiden på end at ringe til kunder og fortælle om forsinkelser, men jeg synes godt nok at deres service kan ligge på et meget lille sted. Jeg ved godt, at der er ikke nogle af omstændighederne, som man kan gøre noget ved, men jeg er altså lidt mopset! Desværre er jeg bare ikke så god til at tackle sådan nogle ting, hvor jeg egentlig mest har lyst til at få pengene tilbage og gå et andet sted hen... men jeg vil jo gerne have min ring :o)

Lækker smoothie: Min frokost i dag blev påvirket af en sur junior og venten på en håndværker, så derfor blev jeg nødt til at få noget protein-holdigt til eftermiddagssnack. Det blev til en lækker smoothie. Siden sidste gang, hvor jeg blev anbefalet af tilføre lidt mere protein til mine smoothies, har jeg købt en omgang protein-smoothie pulver med jordbær og hindbær, som jeg supplerer en smule med - det smager godt og gør samtidig smoothie'en tyk og luftig.


1 smoothie:
100g jordbær
150ml skummetmælk
10g protein-smoothie pulver
10g nesquick-cacao (ups, det fik jeg lige lyst til, hehe)

torsdag den 1. september 2011

Kom og køb - kom og køb... til Lyserød Lørdag

Som MissMuffin "afslørede" i går, så skal Line, Bitten, Kristine, Sabina, Anna og jeg sælge cupcakes  lørdag d. 8. oktober på Nytorv i Aalborg i forbindelse med lyserød lørdag til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
Vi kommer til at sælge cupcakes vi selv har bagt derhjemme, og alt hvad vi tjener går til Kræftens Bekæmpelse.
Vi håber naturligvis, at der er nogle som vil komme forbi og købe, sådan at vi ikke ender med at skulle spise dem allesammen selv :o)



Dette lille projekt er sket i samarbejde med Christian fra Helping Hands.dk. Helping Hands tilbyder massage lørdag d. 8. oktober til yderst fordelagtige priser, hvor al indtjening også går til Kræftens Bekæmpelse. og hvis I kigger ind på hjemmesiden kan I booke en tid til massage.

Nå, ja - så kan man jo altid indtage en cupcake før/under eller efter massagen :o)

Jeg håber, at vi ses :o)

Men hvis du bor tættere på Odense, så kan du også vælge at tage dertil og få massage... men det er dog uden bloggere og cucpakes :o( Til gengæld er det billigere :o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...