søndag den 31. maj 2015

Junior på koloni

For et par uger siden var junior på koloni. Det var hans første gang, og det var meget nervepirrende ... for moren! Han har før været væk hjemmefra, men dette var alligevel en stor begivenhed. Hele hans børnehave (pånær de aller yngste) og alle pædagogerne var afsted. De tog afsted mandag morgen og onsdag eftermiddag skulle de hentes i hytten.

Jeg kunne desværre ikke få fri fra arbejde til at være med til at hente, så husbonden måtte alene afsted. Dog insisterede jeg på, at han tog en masse billeder!

Så vidt vi kan forstå på Victor var det en god tur. Han er endnu mere glad for hende pædagogen der var i hans sovegruppe end før han tog afsted (hun er også super sød!) og så forlyder det, at de fik skumfiduser på bålet og tissede måske i havet ... det er det eneste vi har hørt ;o) Vi gik efter devisen, intet nyt er godt nyt, så hørte intet i de dage de var afsted.

Det er vist ikke så normalt, at børnehave stadigvæk afholder koloni, men vi synes at det er fantastisk og jeg er sikker på, at det er en stor begivenhed for børnene! Ved afhentning havde junior plukket blomster og samlet skaller på stranden og han og husbonden fik sig lidt kage inden turen igen gik hjemad. Næste år håber jeg meget, at jeg kan være med til at hente, men er uanset hvad meget glad for, at det blev taget billeder. Til trods for, at han lovede ikke at gøre det, åbnede han posen med skaller på vej hjem, så der måtte gang i børnearbejde for at han selv kunne få lov at støvsuge alt strandsandet på :oD

Er der nogle af jer børnehave-forældre, hvor jeres børn også er på koloni?

mandag den 25. maj 2015

Vildtburger á la Gastromand

Siden jeg anmeldte Gastromand's kogebog har jeg haft intentioner om at lave noget derfra. Men som det som regel går herhjemme, så har jeg ikke fået taget mig sammen indtil for nyligt. Som jeg har nævnt før elsker jeg kogebøger og har altid intentioner om at bruge dem en masse, men når hverdagen kører på fuldt blus er der ikke altid overskud til at give sig i kast med ukendte opskrifter. Når weekenderne så samtidig er booket med alt muligt er der heller ikke altid tid der.

Nå, men hvorom alting er, så lod jeg husbonden vælge den første opskrift der skulle testes og valget faldt på den spændende Bear Attack - Bjørneburger. Dog kunne vi ikke skaffe bjørnekød, så den blev lavet med krondyr, som mændene også foreslår.

Det var en rigtig lækker burger, men også en anelse tidskrævende at lave pga. de forholdsvis mange elementer i burgeren, men resultatet var rigtig lækkert! Dog syntes jeg, at der var lidt for meget eddike i løg-champignon-blandingen og coleslaw, så til en anden gang ville jeg måske nedjustere mængden lidt og har derfor også gjort det her i opskriften. Desuden er det meningen, at bøfferne skal grilles, men jeg stegte dem altså bare på en pande ... men grill dem endelig, hvis du har lyst - grillet er jo altid godt!

Vildtburger 
(Oprindeligt Bear Attack i "Gastromand")
4 pers.

500g hakket vildtkød
4 løg
250 g blandede svampe
8 skiver bacon
1 spsk vineddike
2 spsk hønsefond
salt og friskkværnet peber
smør og olie

(Hjemmebagte) burgerboller

coleslaw:
500g spidskål
3 gulerødder
1 spsk dijonsennep
½ dl æblecidereddike
2 tsk salt
2 spsk sukker

dressing til coleslaw:
2 spsk cremefraiche
2 tsk sukker
2 spsk Hellmann's mayonnaise eller en anden god mayonnaise
salt og friskkværnet peber

Rør marinaden til coleslaw'en sammen - dvs. dijonsennep, æblecidereddike, salt og sukker. Rengør spidskål og snit det fint. Skræl gulerødderne og riv dem på et rivejern. Bland grøntsagerne i marinaden og stil på køl i en time.

Steg bacon sprødt på panden, sæt til side og steg derefter svampene i baconfedtet, til de er godt stegte og gerne lidt sprøde.

Snit løget i meget tynde ringe og steg løgringene på en pande i et par spsk smør indtil de er møre. Tilsæt eddike og hønsefond og lade det småsimre indtil det er tid til servering.

Krydr det hakkede kød med salt og peber og form 4 bøffer, som er så flade som muligt. Steg dem på en varm pande i en blanding olie og smør og sæt dem derefter til side, og hold dem varme (under stanniol).

Rør cremefraiche, mayonnaise, salt, peber og sukker sammen. Dræn de marinerede grøntsager og bland dem i dressingen.

Lun burgerbollerne, saml burgerne og server straks!

Det er som nævnt en rigtig lækker burger - men jeg synes der er ret mange elementer heri, som kræver pander og timing. Dog kunne jeg sagtens forestille mig, at skulle jeg nogensinde falde over noget bjørnekød, så bliver det denne burger, der kommer på menuen ;o)







torsdag den 21. maj 2015

81. kage: Volleyball kage

En af de forholdsvis mange konfirmationskager jeg lavede i år var til en af husbondens kollegaers søn. Han er en ivrig volleyballspiller, så det syntes de at kagen skulle have som tema. Moren sendte et billede af en inspirationskage og mit hjerte sank, da jeg så at der var figurer på! Jeg er ikke super god til figurer, men det endelige resultat blev heldigvis godt nok alligevel :o) Dog var husbonden og jeg igennem både store diskussioner og skænderier inden det lykkedes os i fælleskab at lave nogle figurer ;o) Husbonden har derfor lavet kroppene og jeg har lavet ansigter og hår :o)

Jeg kan se på billederne, at mine samlinger på hjørnerne ikke er så pæne, men det var faktisk et bevidst valg, at der skulle være samlinger, men jeg må indrømme, at på billederne er de grimmere end de var i virkeligheden! Desuden ved jeg heller ikke, hvorfor det har været umuligt at få de første 2 billeder pæne i lys og farve!

I det store hele er jeg dog meget glad for kagens færdige udseende, og til trods for problemerne var både husbonden og jeg en smule forelsket i de små spillere til sidst :o)

Tallene på trøjerne bliver i øvrigt til konfirmationsdatoen, hvis ikke I havde spottet det ;o) 










tirsdag den 19. maj 2015

Vinderen er ...

Først vil jeg naturligvis gerne sig tak til alle dem, som havde lyst til at deltage i min lille give away og undskylde, at der først kommer en vinder nu, men jeg har været ramt af halsbetændelse!

Der var så mange lækre typer af is, som I havde som jeres favorit - det var til at blive helt sulten af at læse! Min egen personlige er faktisk lidt svær, for der er mange jeg godt kan lide, men blandt de absolutte favoritter er citronsorbet - yum!

Vinderen blev trukket tilfældigt via random.org og blev ...

 

Stort tillykke Line - chokoladeis er bestemt heller ikke det værste der findes!

Skriv mig en mail med din adresse, og jeg skal sørge for, at din gevinst kommer snarest muligt :o)

torsdag den 14. maj 2015

Husk det nu!

Den skønne give away, hvor du kan vinde chokolade og is-bog slutter i morgen. Så har du ikke fået deltager endnu, kan du lige nå det :-)

Deltag HER


tirsdag den 12. maj 2015

Hvor kære er de lige?

I disse dage er Junior på koloni! Jep - hele hans børnehave er afsted på tur med næsten alle børnene og alle pædagogerne. De tog afsted i går og kommer hjem i morgen. Moren var vist ikke helt klar til sådan en stor ting! Men jeg håber, at han nyder det rigtig meget og kommer hjem med en masse skønne oplevelser i bagagen.

Til gengæld er det helt mærkeligt pludselig kun at have Mini hjemme, for han er stadig den alder hvor han egentlig ikke kræver så meget. Han er glad så længe han bare har noget legetøj indenfor rækkevidde og mad at putte i hovedet :o)

I lørdags var de dog begge placeret foran fjernsynet og de så simpelthen så søde ud, at det blev nødt til at blive fotodokumenteret :o)

og hvad fik dem så til at sidde helt stille - udover filmen ... ;o)


torsdag den 7. maj 2015

80. kage: Konfirmationskage med satinbånd og store blomster

Sidste weekend stod i konfirmationernes tegn i det lille køkken. Det blev nemlig til hele 2 forskellige konfirmationskager.

Min fars allerældste kammerats barnebarn skulle konfirmeres og jeg var blevet spurgt om jeg ville lave en kage. Jeg har ligeledes kendt hele familien altid, så det ville jeg naturligvis gerne. Hun havde lavet en hele collage med hvordan hun gerne ville have kage - det var jeg ret begejstret for, så jeg håber bare, at jeg kunne leve op til det :o) Det forlyder dog, at det lykkedes!


Kagen indeholdte:
Lyse lagekagebunde
Jordbær-rabarbermousse
Mørk chokolademousse
Hvid chokolade-smørcreme

Og her er collagen :o)

onsdag den 6. maj 2015

Vind "Lykken er is" og lækker chokolade

Det var held i uheld for jer søde læsere, at jeg kom til at modtage 2 eksemplarer af den skønne "Lykken er is", som jeg jo personligt er helt pjattet med! Derfor blev jeg sammen med forlaget enige om, at det ville være en god idé at forære den ekstra bog væk til en af jer skønne læsere :o) For at gøre præmien lige lidt mere lækker har jeg købt lidt god Valrhona chokolade, som er chokolade-pigernes favorit og smidt med sammen med bogen - nemlig 200g Caraïbe 66% og 200g Ivoire 35%. For selvom "Lykken er is", så er der heldigvis mange opskrifter der inkluderer chokolade :o)

Det er meget simpelt at deltage i min lille give away. Følg bloggen på bloglovin', synes godt om indlægget derinde og skriv en kommentar med din yndlingsis.

Jeg finder en vinder næste fredag - d. 15. maj.

Held og lykke :o)

 Som nævnt i indlægget har Politikkens Forlag sponsoreret bogen,
mens jeg selv har investeret i chokoladen :o)

tirsdag den 5. maj 2015

Cupcakes med marcipan og hvid chokolade

Jeg er som sædvanligt mega langt bagud, for billederne af disse små skønne cupcakes blev allerede lagt op d. 17. marts, da de blev bagt i anledningen af Sct. Patrick's Day. Men her kommer de nu alligevel, for de var ret gode :o)



Cupcakes med marcipan og hvid chokolade
  • 250 g blødt smør
  • 250 g sukker
  • 2 tsk. vaniljeekstrakt
  • 4 æg 
  • 300 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 100 g hakket, hvid chokolade
  • 125 g marcipan i små tern
  • evt. lidt grøn pastafarve, hvis du vil have samme fine farve som mine
Tænd ovnen på 175° C varmluft.
Pisk smør, sukker og vaniljeekstrakt cremet og lyst. Tilsæt æggene i ét ad gangen og rør godt efter hvert æg. Rør sigtet hvedemel og bagepulver i æggemassen. Tilsæt chokolade, og marcipan - og evt. grøn farve - og rør dejen forsigtigt sammen. Fordel dejen i muffinforme.
Bag kagerne 20-25 minutter og afkøl dem derefter på en bagerist.
I dette tilfælde har jeg pyntet dem med Baileys-frosting - det var jo Sct. Patrick's Day :o)

Baileys frosting
  • 125g stuetempereret smør
  • ca.400g flormelis, alt efter hvilken konsistens du synes frostingen skal have
  • ca. 1/3 dl Baileys Irish Cream
Hæld smør og flormelis i en skål og rør det godt sammen. Rør indtil flormelis'en er mere eller mindre forsvundet i smøret. Tilsæt Baileys, rør igen godt og smag til. Tilsæt evt. mere af hvad der lige mangler.



mandag den 4. maj 2015

Boganmeldelse: Lykken er Is

Jeg elsker is! Så er det sagt :o) Så jeg blev næsten en lille smule lykkelig, da jeg hørte at de dygtige chokolade-bloggere Maja fra Chocolat og Anne fra Anne au Chocolat ville udgive en is-bog. Jeg er stor fan af deres chokolade-bog, så jeg tænkte, at jeg nok ville blive det samme med deres nye ... og jeg tog ikke fejl!


Bogen er spækket med skønne isopskrifter, og mange, som jeg helt sikkert skal prøve. Den er delt op i kapitler, og i hvert kapitel er der nogle hovedingredienser, som hver pige så har lavet en opskrift ud fra. Det er en god måde synes jeg at sørge for dejligt meget variation.

Bogen er naturligvis også fyldt med smukke og appetitvækkende billeder og indeholder opskrifter på diverse former for is og fra enkle is til ekstravagante islagkager.

Jeg er meget, meget begejstret, men det er også svært at være andet for en bog, hvor jeg vitterligt har lyst til at prøve 99% af opskrifterne. Så er du is-fan er den næsten ikke til at komme udenom! Jeg har allerede linet de første 10 opskrifter op som skal prøves. Derfor er der ingen tvivl om, at jeg bliver nødt til at give bogen 6 ud af 6 stjerner ... og det er altså ikke noget jeg siger for at fedte :o)

Har du lyst til selv at få fingrene i et eksemplar, så følg med på bloggen en af de nærmeste dag, og du vil få muligheden :o)

Anmeldereksemplar: "Lykken er Is" af Maja Ambeck Vase og Anne au Chocolat
udgivet af Politikens Forlag i april 2015.







søndag den 3. maj 2015

79. kage: Konfirmationskage med teater og musik

Jeg er faktisk stoppet igen med at lave kager hos Fandanko. Der var ikke rigtigt nogle der bestilte dem - jeg ved ikke om det var prisen eller mine manglende evner, der var skyld i det, men med nyt arbejde og lørdags vagter en gang imellem er det nok også okay.

Anyway, jeg nåede lige at lave en enkelt konfirmationskage derude, som var blevet bestilt inden. Den var til en ung pige, som spiller tværfløjte og laver teater, så derfor skulle den naturligvis pyntes derefter. Da der allerede var planlagt en hel dessertbuffet til konfirmationen blev denne kage kun med 2 bunde og et lag jordbærmousse imellem og har derfor ikke den mest imponerende højde.

Men jeg synes nu resultatet blev ganske okay, selvom jeg gik efter en noget forsimplet udgave af tværfløjten :oD




lørdag den 2. maj 2015

Afrikansk Risret

For et stykke tid siden var jeg så heldig at vinde bogen "Ønskebørns Yndlingsretter" inde hos søde Agnethe. Undertitlen på bogen er "Kys kræsenhed farvel", så da Junior for tiden godt kan være lidt kræsen valgte jeg at kigge bogen igennem med ham og lod ham vælge hvilken ret han syntes vi skulle prøve. Valget faldt på en Afrikansk risret, som trods den lidt alternative sammensætning smagte ganske forrygende. Desuden var han med til selv at lave maden, da han elsker når vi holder maddag. Så han hjalp med at skære alle grøntsagerne og sætte timer til ris og røre rundt i sauterpanden og sådan. Resultatet var ganske vellykket og der blev spist pænt til hos alle 4 familiemedlemmer :o)

Jeg har dog lavet en smule om på opskriften, så derfor kommer den for en god ordens skyld også herunder.

Afrikansk risret
4 pers.

500g hakket oksekød
2 spsk olie
1-2 tsk karry
1 løg
3 gulerødder
1 peberfrugt
3 dl ris + 4 1/2 dl vand
salt og friskkværnet peber

4 æg
3 bananer
1 agurk
ketchup

Hæld vand og ris i en lille gryde. Bring det i kog og skru derefter ned på den lavest mulige indstilling, hvor risene stadigvæk koger. Lad dem koge i 10 minutter under låg, sluk blusset og lad dem stå yderligere 10 minutter.

Pil løget og hak det meget fint - eller blend det i en lille minihakker. Skyl og skær peberfrugten i tern og riv de skrællede gulerødder. Svits karry og løg i olien i en sauterpande og tilsæt derefter det hakkede kød og steg videre indtil det er brunet. Bland gulerødderne i, læg låg på og lad det simre i 20 minutter. Tilsæt derefter de kogte ris og varm det hele godt igennem.

Skær bananer og agurk i skiver og lav spejlæg af de fire æg. Server tilbehøret til den varme ret og nyd :o)



fredag den 1. maj 2015

Nymarksminde Farmpark

Vi forsøger at lave noget sjovt og underholdende med drengene hver weekend, men det er ikke altid der er til eller energi til det helt store. Derfor er vi inderligt taknemmlige for, at vi næsten lige i vores baghave har et skønt sted, hvor der er plads til at boltre sig. Lige rundt om hjørnet ligger Nymarksminde. Det er ikke så stort et sted, altså det er areal-mæssigt ret stort, men mest er det åbne vidder og masser af plads. Men der er også en masse dyr, der er gode spisefaciliteter og diverse udendøre aktiviteter og i år er det et nyt legetårn. Vi har valgt at købe årskort, for så gør det nemlig ikke noget, hvis man kun er der et par timer.

I forrige weekend var drengene og jeg afsted mens husbonden var på arbejde. Der var ret mange mennesker den dag - både en børnefødselsdag og en klassefest, så vi sprang fodringen over. Det er ellers et af højdepunkterne, for kommer man kl 10 når de åbner er der spande med foder til alle børnene, som så går med ejeren Ole rundt og fodrer og snakker med alle dyrene. I det hele taget, er man velkommen til at gå ind til alle dyrene - grise, geder, kyllinger og det altid store hit - kaniner.

Der er også mulighed for foldbold-golf, trækketur på hest eller en tur på laddet af en traktor. Ydermere er der en stor hoppepude og som nævnt et nyt stor legetårn. Der er desuden en lille kiosk og en stor lade-agtig ting, hvor man kan spise sine medbragte madpakker.

Skulle man have brug for det er der også Bed & Breakfast på stedet

Vi er her i vores lille familie store fans af stedet! Jeg ved også, at vores skønne dagplejemor var ret begejstret da vi havde introduceret hende for stedet og hun havde været derovre. Selvom fx. Zoo er skønt, så er der altså virkelig mange mennesker og mange steder børn kan rende hen - det er noget mere overskueligt herovre. På deres hjemmeside, kan man se meget mere :o)

Beklager på forhånd de mange billeder - men som den mor jeg nu er (som de fleste andre) kan jeg nogle gange have svært ved at sortere billeder fra af mine smukke drenge :o)

Dette indlæg er i øvrigt på ingen måde sponsoreret!
Pænt mange børn og forældre - vi tog hoppepuden i stedet for!
Medbragt frokost i solen
Kanin-nusning er altid et hit :o)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...