For et stykke tid siden var jeg så heldig at vinde bogen "Ønskebørns Yndlingsretter" inde hos søde Agnethe. Undertitlen på bogen er "Kys kræsenhed farvel", så da Junior for tiden godt kan være lidt kræsen valgte jeg at kigge bogen igennem med ham og lod ham vælge hvilken ret han syntes vi skulle prøve. Valget faldt på en Afrikansk risret, som trods den lidt alternative sammensætning smagte ganske forrygende. Desuden var han med til selv at lave maden, da han elsker når vi holder maddag. Så han hjalp med at skære alle grøntsagerne og sætte timer til ris og røre rundt i sauterpanden og sådan. Resultatet var ganske vellykket og der blev spist pænt til hos alle 4 familiemedlemmer :o)
Jeg har dog lavet en smule om på opskriften, så derfor kommer den for en god ordens skyld også herunder.
Afrikansk risret
4 pers.
500g hakket oksekød
2 spsk olie
1-2 tsk karry
1 løg
3 gulerødder
1 peberfrugt
3 dl ris + 4 1/2 dl vand
salt og friskkværnet peber
4 æg
3 bananer
1 agurk
ketchup
Hæld vand og ris i en lille gryde. Bring det i kog og skru derefter ned på den lavest mulige indstilling, hvor risene stadigvæk koger. Lad dem koge i 10 minutter under låg, sluk blusset og lad dem stå yderligere 10 minutter.
Pil løget og hak det meget fint - eller blend det i en lille minihakker. Skyl og skær peberfrugten i tern og riv de skrællede gulerødder. Svits karry og løg i olien i en sauterpande og tilsæt derefter det hakkede kød og steg videre indtil det er brunet. Bland gulerødderne i, læg låg på og lad det simre i 20 minutter. Tilsæt derefter de kogte ris og varm det hele godt igennem.
Skær bananer og agurk i skiver og lav spejlæg af de fire æg. Server tilbehøret til den varme ret og nyd :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar