fredag den 1. november 2013

Pumpkin Pie - græskartærte

Jeg havde egentlig ambitioner om, at denne opskrift skulle have været på bloggen i går.

Det er ikke fordi vi går sindsygt meget op i Halloween, men jeg synes alligevel at det er meget hyggeligt med lidt græskar og sager, og Junior ELSKER græskarene - de bliver kommenteret hvor end han ser et og han synes det er så spændene når vi tænder op i dem.

Hvert år til både fastelavn og halloween plejer vi også at købe lidt slik ind i tilfælde af, at det dukker nogle udklædte børn op. Denne gang havde jeg til gengæld ikke gjort det, da der aldrig plejer at dukke nogle op... og hvad sker der så?... hele 8 børn kom forbi i går, så de måtte nøjes med en frugtstang og et marengsspøgelse...

Anyway, jeg brugte udskæring fra græskarene til at lave en SKØN græskartærte, som husbonden endnu en gang roste og spiste med stor velbehag. Jeg har før på bloggen nævnt, at han som barn i Australien tit fik græskartærte, men at han sidenhen ikke har været så heldig, så han har tit plaget mig om at bage en, og det blev der så lige overskud til i år :o)

Jeg har før bagt efter denne opskrift fra Maduniverset, men jeg lavedet et par ændringer denne gang, så jeg skriver opskriften som jeg lavede den.


Græskartærte
8-10 stykker
(Maduniverset)

Tærtedej:
225g hvedemel
1 æggeblomme
75g sukker
125g koldt smør i tern

Græskarpuré:
700g græskar i små stykker, uden skal og kerner

Tærtefyld:
3dl græskarpuré
1 1/2 dl fløde
1 dl mælk
1 dl ahornsirup
1/2 dl brun farin
1/2 dl sukker
4 æg
2 spsk hvedemel
1/4 tsk stødt muskatnød
1 tsk kanel

Start med at lave græskarpuréen, evt. dagen før, eller længere i forvejen og smid den færdige puré i fryseren.

Fordel græskarstykkerne i et ovnfast fad med lidt bagepapir i og bag dem i ovnen ved 125 grader i 2 timer. Sluk ovnen og lad dem tørre i en times tid. Lad dem køle af, og blend dem derefter til en puré i en foodprocessor eller med en stavblender.

Tærtedej:
Hæld mel, sukker, æggeblomme og smør i en foodprocessor og kør til det har tekstur ligesom strandsand. Hæld det ud på bordet og ælt det godt sammen til en glat dej og form som en kugle. Stil på køl i 30 minutter.

Du kan også springe foodprocessoren oven, men jeg synes det er lettere at ordne den første del af proceduren i en foodprocessor.

Tryk tærtedejen ud i en smurt tærteform på ca. 25cm. Prik med en gaffel og bag den ved 200 grader i ca. 12-14 minutter, indtil tærten er gylden.

Tærtefyld:
Hæld mælk, fløde og græskarpuré i en gryde. Varm op under oprøring, indtil det er en homogen masse, men vær sikker på, at det ikke kommer i kog!

Pisk æg og de 2 slags sukker godt sammen i en skål. Tilsæt kanel og muskatnød og rør igen. Tilsæt mel og ahornsirup og bland igen. Tilsæt den varme græskarblanding i en tynd stråle, mens der røres i æggemassen. Det er lettest at gøre dette, hvis du bruger en røremaskine.

Hæld fyldet i den forbagte tærtebund og bag i midten af ovnen ved 160 grader i ca. 50-60 minutter. Hvis du ikke kan få alt fyldet til at være der, så sæt tærten ind i ovnen og fyld lidt mere på, mens den er på plads.

Lad tærten køle af på en bagerist, når den er færdigbagt og server med lidt lækker vaniljeis, flødeskum eller cremefraiche.

Det passede lige med, at siden opskriften kræver en æggeblomme, kunne der laves marengsspøgelser af æggehviden. Vi var svært begejstrede for dem herhjemme, og alle børnene der kom forbi var også helt vilde med de søde spøgelser. Som en pige sagde "Det er det eneste flotte vi har fået" :o)

Jeg vil naturligvis også gerne lige vise vores græskar frem. Det var "naturligvis" husbonden, som skar dem mens Junior sad på sidelinjen og var meget betaget :o)

Disse 2 blev lavet herhjemme og det nedenunder blev lavet i sidste weekend, hvor vi var på weekendophold med min mor og far, søster og bror og deres familier. Min mor og far havde medbragt 5 græskar - et til hvert af børnebørnene og så blev der eller skåret til den store guldmedelje. Husbonden valgte "at arbejde med det assymetriske i græskaret" :o)



6 kommentarer:

  1. Årh, jeg gad altså så gerne smage græskartærte en gang! Elsker krydder/kanel-kager og så ser de jo bare ekstra svampede ud, når der er græskar i.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det smager supergodt synes jeg. Ikke så meget af græskar som man kunne frygte ;o) Så jeg kan kun sige "prøv det"! :o)

      Slet
  2. Kors hvor er de seje jeres græskar :D Og den ser nu lækker ud den tærte der... Jeg har heller aldrig haft fornøjelsen af at smage og da slet ikke modet til at kaste mig ud i en græskartærte, men måske det bliver til næste år, hvor overskuddet forhåbentlig er noget større ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :o) Jeg synes også, at husbonden klarede det ret godt, og fik mere og mere blod på tanden med opfindsomheden :o)

      Hvis du er heldig ligger der et stykke i fryseren, som vi kan prøve næste gang du kommer på besøg :o)

      Slet
  3. Jeg havde heldigvis købt slik i år. Sidste år have jeg ikke købt noget og så kom der selvfølgelig nogle, så det måtte ikke ske i år.
    Er vild med græskarrene det ser så hyggeligt ud når der er lys i dem.
    Er græskartærten meget sød? kan ikke udmiddelbart forestille mig hvordan den smager....

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har i hvert fald også lært af det, og køber HELT sikkert til næste år :o)

      Jeg elsker også græskar med lys i - det er så hyggeligt!

      Nej, ikke super sød. Det er svært at forklare hvordan det smager, men det smager ikke så meget af græskar, den giver mere konsistens end smag tror jeg :o)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...