Farvel Mor ...

Som nævnt i forrige indlæg kom den virkelig verden i vejen for enhver lyst til at opdatere på de sociale medier.

Fredag d. 19. december døde min mor nemlig ... 68 år gammel.

Jeg har tit overvejet at skrive om det herinde, men har alligevel holdt tilbage. Nu kan det dog ikke holdes tilbage længere, så jeg bliver nødt til at få det ud ... ikke at det kommer til at gøre nogen forskel. Jeg får alligevel aldrig min mor tilbage, og min far får ikke sin hustru gennem 48 år tilbage :o(

For knap 3 år siden fik min mor konstateret uhelbredelig cancer, men hun kæmpede alligevel alt hvad hun kunne for at se, om ikke hun på en måde kunne overvinde den møg-sygdom. I 2 år gik det rigtig godt, og hende og min far levede næsten helt som de havde gjort før, pånær lige omkring kemo. Det sidste halve år begyndte det dog at gå ned ad bakke og forrige fredag var der ikke mere at gøre. Hun var indlagt på sygehuset i et par dage, og fredag eftermiddag ringede min far og sagde, at jeg skulle komme. Det gjorde jeg så hurtigt som muligt og blot 2 timer senere sov hun stille ind med mig i den ene hånd og min far i den anden.

Det var en overvældende oplevelse, og desværre var hverken min storebror eller storesøster der, men jeg er så uendelig glad for, at min far ikke behøvede at gå igennem det alene, og at selvom jeg ikke havde kontakt med min mor i de timer, så nævnte hun mit navn på et tidspunkt, så hun vidste godt, at jeg var der.

Jeg er generelt ret pessimistisk anlagt og derfor har jeg frygtet dette siden hun fik diagnosen, og selvom jeg har forsøgt at være optimistisk har jeg ikke helt nemt ved det. Nu har hun dog fået fred, og vi andre kan ikke gøre hverken fra eller til. Noget af det som piner mig mest - udover, at jeg synes det er skide synd for min far og os søskende - så er det nok, at drengene ikke lærer deres fantastiske mormor at kende. Victor kan såmænd nok huske hende lidt, men Felix er desværre helt blank og det er noget af det allerværste :o(

Min mor døde på min storesøsters fødselsdag, men hun vælger at kigge på den positive symbolske tanke om, at det var den dag min mor gav min søster liv.

I går blev min mor bisat og det var en rigtig lorte dag. Jovist, det var også på sin vis en smuk dag - fyldt med tanker, mennesker, blomster og masser af store kram, men det var alligevel en lorte dag ... én jeg hellere ville være foruden, men sådan skulle det desværre ikke gå.

Jeg har indenfor de seneste år mistet alt for mange skønne mennesker til cancer, og jeg hader den sygdom af et godt hjerte, og den giver mig totalt paranoia! Jeg gider ikke mere sygdom og død lige foreløbigt! Men det er jo desværre nok ikke op til mig ...

Julen har ikke været den bedste nogensinde, men heldigvis har der også være positive ting, og vi har i min familie allerede tilbragt meget tid sammen til at forsøge at bearbejde tabet. I morgen bliver endnu en af de dage, der fylder min far nemlig år, så han fik ikke noget andet valg end at få besøg af os allesammen :o)

Smukke blomster, som jeg har fået af mine søde veninder.