I sidste weekend var vi en tur i Bilka og handle, og junior havde håbet at score sig en chokoladebolle til at klare turen med. Men udover, at de nu kun udleverer gratis grovboller, så var det desuden udsolgt af chokoladeboller, så selvom vi havde villet betale kunne det ikke lade sig gøre. Hvorom alting er, så tænkte jeg, at det måske var på tide at prøve at bage nogle selv. Som sagt, så gjort - og resultatet blev SUPER godt :o)
I Aalborg kan man næsten ikke komme udenom Slotsbagerens chokoladeboller. Aldrig har en chokoladebolle været så snasket, lækker og fyldt med chokolade. Jeg ville gerne se om jeg kunne lave nogle lidt á la deres. Det lykkedes ikke 100%, men i en snæver vending (eller blot for lang en afstand) kan disse helt sikkert anbefales! Jeg fandt en opskrift hos søde Bitten, men ændrede en smule i den, så min version kommer herunder. Junior, som hjalp med at lave dem, var også stor fan og har snakket om chokoladeboller lige siden ;o)
Chokoladeboller
12 store
50 g gær
2 dl sødmælk
100 g smør
2 æg
60 g sukker
½ tsk salt
500-550 g hvedemel
150 g grofthakket chokolade - en god mørk en, som dog ikke er alt for bitter
1 æg til pensling
Smuldr gæren i en stor skål. Smelt smørret og bland mælken i det smeltede smør, så væsken er lillefingervarm. Hvis det er lidt for koldt, kan et par sekunder i mikrobølgeovnen hjælpe lidt på det. Det må endelig heller ikke være for varmt! Rør smør og mælk godt ud i gæren. Tilsæt æg, sukker og salt og rør godt rundt.
Tilsæt melet lidt ad gangen under omrøring, indtil det har en passende konsistens. Det skal slippe skålen næsten helt, men skal ikke have for meget mel. Ælt dejen godt igennem. Tilsæt den grofthakkede chokolade og sørg for, at det er fordelt godt i dejen.
Dæk skålen med dejen til med et viskestykke og sæt det til hævning et lunt sted i ca. 1/2 time, eller indtil dejen har dobbelt størrelse. Form 12 store boller og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem hæve yderligere 40-50 minutter. Pensl med sammenpisket æg og bag dem i en forvarmet ovn ved 190 grader i 10-12 minutter.
Server dem let lune - evt. med et stort glas mælk til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar