tirsdag den 7. maj 2013

Besøg af Cupcakemafiaen

I går var jeg så privlegeret at have besøg af hele Cupcakemafiaen til middag og hyggelig samtale. Det var som altid superhyggeligt at have dem på besøg, men min time-management fejlede en smule, så jeg var lidt forvirret i køkkenet da de ankom, og det lignede, at der var faldet en større bombe derude! Men mad blev der alligevel serveret, og meget ulig mig, var det ikke spor mormor-agtigt. Menuen stod på vietnamesiske forårsruller og nudelsalat, og en læææææækker dessert, som fortjener et indlæg for sig selv ;o)

Vi var allesammen temmelig ringe til at lave rullerne - nogle værre end andre Sabina ;o), men øvelse gør mester, så jeg er sikker på, at næste gang skal det nok gå bedre. Der var en del rester, så derfor er det øverste billede fra i går og det nederste fra i dag, hvor resterne blev smidt en tur i wokken, og derefter i rispapir. Nemt men meget lækkert :o)

Vietnamesiske forårsruller består i sin enkelhed i en masse lækre ingredienser rullet i rispapir og spist uden at tilberede dem. Det gør dem friske og lækre, og man kan lave dem så de kan tilpasses næsten enhver smag. Derfor havde jeg lavet store fade med masser af grønt, så de søde piger selv kunne vælge.

Fyldet bestod af:
Hoisin-marineret, pandestegt andebryst
Kyllingeinderfilet i små stykker
Stegte tigerrejer
HJEMMEDYRKEDE agurker :o)
rød peber
sukkerærter og slikærter
fintskåret kinakål
gulerødder
risnudler 
peanuts
samt sweet chili sauce og hoisin-sauce til at dyppe rullerne i.

I dag smed jeg resterne af grøntsager og risnudler i wokken sammen med et par sammenpiskede æg, og puttede der som sagt derefter i rullerne. Det var også super lækkert!

Som tilbehør (som jeg et eller andet sted nok tror vi godt kunne have undværet) fik vi en lækker nudelsalat med peanutsauce som dressing.

Nudelsalat med peanutsauce

100g peanutbutter
1 tsk olie
2 spsk soyasauce
2 dl vand
1 spsk risvineddike
1 spsk sirup
1 lille løg
2 fed hvidløg
1 tsk chiliflager
saft af ½ lime

250g nudler

1/2 dåse vandkastanjer
1 rød snackpeber
1 gul snackpeber
1 bundt forårsløg

Hak løg og hvidløg fint og sauter det i olie i en lille kasserolle. Tilsæt peanutbutter, vand og risvineddike. Lad det simre ved svag varme i 5-10 minutter. Tilsæt sirup og lime og tag det af varmen. Lad det køle lidt af inden det vendes sammen med de kogte nuder. Rengør grøntsagerne, skær dem i passende stykker og den det i nudel-sauce-blandingen. Stil det på køl indtil det skal serveres.


De søde piger havde også medbragt skønne gaver - ikke så ringe endda :o) Jeg blev begavet med en pakke cakepop-pinde og -poser, en passionsfrugt/ingefær sauce, Poul Pava lakrids og chokolade-overtrukken lakrids, samt nogle chokolader med citron og en lille portion slik. Mums, I love it! Faktisk tænker jeg, at passionsfrugt/ingefær saucen ville passe ret godt til en portion vietnamesiske forårsruller :o)

Tak for en super hyggelig aften piger, for de skønne gaver og for de søde ord både på instagram og blogs :o) I er SÅ søde :o)

søndag den 5. maj 2013

Club Sandwich

Dag 2 i en forholdsvis travl weekend er gået med at forberede lidt til i morgen, hvor Cupcakemafiaen kigger forbi - jo mere i dag, jo mindre i morgen ;o) Derudover har vi haft besøg af juniors mormor og morfar til frokost, og det var bare såååå hyggeligt :o) Til eftermiddagskaffen fik vi nogle af de lækre Nürnbergsnitter, som havde været i fryseren, og de var stadig SÅ lækre!

Vi havde snakket lidt om at tage ud at spise, men da det ikke ville passe super godt med juniors frokost og lur (som dog ikke var noget at råbe hurra for, så vi kunne faktisk godt være taget afsted!) valgte vi i stedet at tage frokosten derhjemme. Jeg tænkte, at når vi ikke kom på café kunne vi ligeså godt få caféen til at komme til os, og derfor stod menuen på en lækker club sandwich med ovnstegte kartofler til, og hvis jeg selv skal sige det, var det ret vellykket ;o)

En club sandwich er der jo som sådan ikke rigtigt nogen opskrift på, men jeg prøver at skrive en alligevel, og lægger ud med det hjemmebagte sandwichbrød, som var baseret på den samme opskrift fra Claus Meyer, som jeg brugte sidste år til min fødselsdag, men hvor jeg tilføjede en smule fuldkornshvedemel.

Sandwichbrød 2 stk.


6 dl lunken mælk
30g gær
900g hvedemel
100g fuldkornshvedemel - eller 100g hvid hvedemel-fuldkorn
20g havsalt
40g sukker
100g blødt smør
lidt smeltet smør til formene

2 forme på 1 1/2 liter

Hæld mælk i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt de 2 slags med, salt og sukker, ælt lidt, og tilsæt så det bløde smør. Ælt dejen godt sammen - enten i hånden i ca. 5-6 minutter eller på røremaskine, først i 2 minutter ved lav hastighed og derefter 3 minutter på fuld hastighed.

Lad dejen hvile 1 time i skålen på køkkenbordet med et klæde over.

Vend dejen ud på et melet bord, den den i 2 stykker, og så dem op som brød - forholdsvis stramt. Kom brødene i 2 forme smurt med smeltet smør, og lad dem hæve næsten op til kanten, det tager 2-3 timer. Læg en bageplade som ligeledes er smurt med smeltet smør over formene, og læg lidt en masse ekstra vægt oven på pladen (jeg brugte 2 mursten :o), så brødene ikke hæver mere op, når de bages.

Sæt brødene i ovnen ved 180 grader, og bag dem ca. 50-60 minutter. Tag eventuelt bagepladen på toppen af de sidste 10 minutter, så de bliver brune på toppen. Tag dem straks ud af formene, og lad dem afkøle på en bagerist.

Sandwichbrød grov udgave:
Hvis du har lyst til en lidt grovere udgave, så tilsæt 200g kerner, fx. hvedekerner, rugkerner, solsikkekerner eller hørfrø, som har stået i blød natten over.

Clubsandwich 4 stk.

12 skiver sandwichbrød
8-10 kyllingeinderfileter
6 skiver (kalkun)bacon
6 cherrytomater
4 store salatblade
1 tsk olie
4 æg
salt og friskkværnet peber

Dressing:
1dl god mayonnaise
2 spsk fromage frais
½-1 tsk karry
½ tsk gurkemeje
1 nip sukker

12 små kartofler
1 spsk olie
lidt krydderi efter smag
salt og peber

Varm ovnen til 200 grader. Rens kartoflerne, vend dem i olie og krydderi og bag dem i ovnen i et ildfast fad i 40-50 minutter alt efter størrelse. Bland ingredienserne til dressingen og stil på køl.

Steg baconen på en varm pande og stil til side. Steg derefter kyllingen på panden i lidt olie og skær den i mindre stykker, når den der stegt.

Skyl salat og tomater, og skær tomaterne i halve. Steg 4 spejlæg i lidt olie og krydr med salt og friskkværnet peber.

Smør 4 skiver med lidt af dressingen, læg salat og kylling og tomat ovenpå, smør yderligere 4 skiver med dressing og læg ovenpå. Top med bacon og spejlæg, og læg de sidste smurte skiver brød på toppen. Stik et træspyd igennen sandwichen for at holde styr på den, og server straks med de bagte kartofler, lidt ekstra dressing og evt. en kold øl her i det gode vejr :o)




lørdag den 4. maj 2013

Grillet banan(a split)

I dag har været den første del af en skøn og lidt travl weekend. Det som om jeg igen sætter pris på weekend og at kunne sove lidt længere end til 5.45!

I formiddags var junior og jeg på besøg hos søde Agnethe og hendes nuttede lille Elias. Vi havde selskab af skønne Karin og hendes skønne store dreng Christian og lækre lille My :o) Det var SÅ hyggeligt!

Bagefter mødtes junior og jeg med husbonden inde i byen, hvor vi fik en sandwich og derefter handlede ind til hele ugen. Det er SÅ skønt, når det er gjort :o)

Her til aftensmad har vi grillet for første gang i år - I love it! Vi fik ostepølser, salat og grillspyd og til dessert fik vi, hvad vi aaaaaltid får når vi griller - grillede bananer. Det er i min optik en stor del af at grille, og jeg føler næsten som om det ikke har været en rigtig grillning, hvis ikke jeg har fået en grillet banan. Hos min mor og far får vi det også altid, og det er naturligvis der jeg har det fra. Vi plejer hos dem altid at få det med flødeskum og måske en anelse spritus. Herhjemme er det lidt blandet hvad vi får i, selvom favoritten stadig er flødeskum. Men i dag fik vi is i, og derfor mindede det lidt om en grillet banana split, såååå godt :o) Det er næsten for fjollet at skrive en opskrift, men nu gør jeg det alligevel :o)

Grillede bananer

1 banan per person
1 grill
flødeskum, is og/spiritus

Når det sidste kød tages af grillen lægges bananerne på grillen som de er og griller i 15-20 minutter alt efter hvor varm grillen er. De skal blive helt sorte og være bløde og dampede indeni.

Tag dem af grillen, spræt dem op og fyld din favoritfyld i... og nyd!

torsdag den 2. maj 2013

Egen høst

Uh, det går stærkt! Som man måske kan ane på nedenstående billede, så er der for alvor gang i planterne i vores udestue... dem udenfor sker der indtil videre hat med, men det er måske meget normalt - jeg aner intet ;o) Men tomatplanterne er blevet kæmpe store, og agurkeplanten har i dag givet sin første høst af en fin - og meget velsmagende - skoleagurk :o) Yay!

Jeg er for øvrigt i dag startet på et "job med løntilskud". Det er ikke rigtigt noget jeg har råbt højt om, for et eller andet sted er det bare ikke hvad jeg gerne vil. Jovist, jeg vil gøre mit bedste i de 4 måneder det varer, også selvom det ikke har meget relevans for mine kompetencer. Jeg håber og tror stadigvæk på, at jeg nok skal finde et "rigtigt" arbejde på et tidspunkt, men lige nu tror jeg mest af alt, at jeg har godt af at komme lidt ud af huset :o)


tirsdag den 30. april 2013

Risotto med torsk og tigerrejer

I går kom Juniors farmor en tur på besøg. Hun havde i julegave fået et gavekort på hjælp til at oprette en blog, og det blev indløst i går. Derfor stod menuen i går på en fiskeret, da hun er vegetar. Mine kompetencer indenfor vegetarkøkkenet er ikke så gode, så derfor laver jeg som regel fisk, når hun er på besøg :o)

Det gik op for mig, da jeg skulle til at lave risottoen, at jeg kun havde kyllinge-bouillon, så for at sikre lidt smag til risottoen lavede jeg en enkel reje-bouillon. Den kommer der også opskriften på her i indlægget. Det smagte SÅ godt!


Risotto med torsk og tigerrejer (3-4 pers.)

200g ukogte tigerrejer med skal
250g torskefilet
1 stort løg
3fed hvidløg
1 nip chiliflager
350g risottoris
1 liter vand
2 tsk Seafood & Fish, eller en anden blanding der passer til fisk
evt. 1 dl hvidvin
250g champignon
100g ærter
25g parmesan
2 tsk smør
4 tsk olie
Salt og friskkværnet peber

Tø rejerne op, pil dem og smid skallerne i en lille gryde med 1 tsk olie. Steg dem lidt indtil de bliver lidt karameliserede. Tilsæt 1 liter vand, lidt af løgskallerne og 2 tsk Seafood & Fish. Lad det simre i 10 minutter og sigt det ned i en kande.

Rens champignons, skær dem i skiver og steg dem let på en pande, og stil dem til side. Pil løg og hvidløg og hak det fint. Varm 2 tsk olie og 2 tsk smør op i en tykbundet gryde, og svits løg og hvidløg ved mellem varme, til de er klare. Tilsæt ris og steg med i et par minutter, til de også begynder at blive lidt klare. Tilsæt hvidvin, hvis du bruger det, og rør i risottoen indtil vinen er helt kogt ind. Begyndt så at tilsætte fiksebouillonen én suppeske ad gangen, lad det koge ved god varme og rør mere eller mindre hele tiden. Det er vigtigt for at risottoen får den rigtige tekstur! Tilsæt de forstegte champignon. Bliv ved med spæde op med fiskebouillon indtil risottoen er ved at være klar - ca. 15 minutter. Steg de pillede tigerrejer på en pande med lidt olie og lidt chili og hvidløg. Når risottoen næsten er færdig, tilsæt ærter, torsk i tern og revet parmesan. Vend rundt, skru næsten helt ned, læg et låg på og lad risottoen stå i 3-4 minutter, til fisken er færdig. Server straks, evt. med lidt ekstra parmesan på toppen.



mandag den 29. april 2013

Buzzador: Duplo

Jeg har i efterhånden lang tid været medlem af Buzzador, men må indrømme, at det ikke er super tit, at jeg tester noget for dem. Mest fordi det ikke altid er lige spændende eller relevant. Men da jeg fik en mail, om "jeg" havde lyst til at teste Duplo, så kunne jeg bestemt ikke sige nej, for Junior eeeeelsker Duplo.

Jeg greb naturligvis kameraet, så snart han fik kassen i hænderne, og jeg beklager på forhånd de mange billeder, men jeg syntes, at de blev så gode :o) Heldigvis kan jeg berette, at Duplo stadig er et hit herhjemme og Junior var meget begejstret!


søndag den 28. april 2013

Jordbærsirup og pandekager

I går var den lille familie på en lille shopping tur. Først en tur på McD til deres morgenmad - som er MEGET ulig os - derefter en tur i Ikea, og til sidst en tur i Metro... så kunne dankortet vist heller ikke mere! ;o) I Metro købte vi egentlig ikke så meget, men det blev bl.a. til en stor pose med 2,5kg jordbær.

Efter den seneste tids ramaskrig om frugt og beskidte forhold, og kogning af bær er jeg lidt bange, så jeg valgte at tø bærrene op, koge dem og så nedfryse dem i små portioner (i små engangsbøtter ligeledes fra Metro), lige parat til en smoothie til morgenmad. Ja, noget besværligt, men så behøver jeg i hvert fald ikke være bekymret. Da bærrene var tøet op kunne jeg se, at der jo egentlig var en helt masse væske, så jeg fik pludselig den idé at lave lidt lækker jordbærsirup.


Jordbærsiruppen blev her til morgen brugt på pandekager, SÅ godt! I det hele taget, blev det en super lækker sirup, hvis jeg selv skal sige det. Mængderne til opskriften er dog lidt på gefühl, for jeg ved ikke præcist hvor meget jeg brugte af de forskellige ting.

Jordbærsirup (ca. 1/4 liter)

3-4 dl saft fra optøede jordbær eller 3-4 dl bær fra frost*
ca. 300g rørsukker
1 vaniljestang

Put sukker, saft og vanilje - korn + stang - i en lille kasserolle og lad det simre i ca. 20 minutter indtil det er tykt, lækkert og sirupsagtigt. Tilsæt evt. lidt mere sukker, hvis det ikke er sirupsagtigt nok. Test evt. med at hælde en lille klat på en tallerken og se på konsistensen.

Si siruppen igennem en meget fin sigte i en kande, og brug derefter en tragt til at hælde siruppen over i en lille flaske, som er steriliseret og skyllet med atamon. Opbevar på køl og nyd på pandekager, is, eller hvad man ellers kan finde på af lækkerier!

*Uden at være sikker, så tænker jeg, at ens sirup bliver mere klar, hvis man kun bruger saft og ikke bær, men man skal have mange optøede bær for at få den mængde saft. Men jeg tror, at smagen bliver ligeså skøn med bær


Banan- og havregrynspandekager

3 små, modne bananer
3 æg
1 dl havregryn
3/4 dl boghvedemel
1/2 tsk salt
korn fra 1 vaniljestang eller 1 tsk. vaniljetwister
lidt olie eller smør til panden

Mos bananerne godt og pisk dem sammen med æg, havregryn, boghvedemel, vanilje og salt. Varm en pande op og kom olie eller smør på. Kom pandekagedejen på med en spiseske. og steg dem på begge sider.

lørdag den 27. april 2013

Hjemmelavet is #12: Honeycomb

Okay, jeg var måske ikke såååå opsfindsom med min honeycomb fra forleden. Men udover den rene vare og den chokolade-overtrukkede, så blev den resterende mængde brugt til en lækker omgang is. Mums!

Honeycomb is
1 liter

1 dåse kondenseret mælk
4dl piskeflæde
1dl mælk
korn af 1 vaniljestang
ca. 1/4 portion honeycomb
evt. 1 håndfuld fudge i små tern - jeg havde stadig lidt tilbage fra England i sommers.


Pisk fløden til skum, tilsæt mælk, kondenseret mælk og korn fra vaniljestangen og vend det hele sammen. Kør det i ismaskinen og put den fint-knuste honeycomb og fudgetern i til allersidst. Smid i fryseren indtil den skal spises... og glæd dig :o)


fredag den 26. april 2013

Hjemmelavet Crunchie

Min absolutte favorit chokolade-bar hedder Crunchie. Den kan ikke umiddelbart fås i Danmark, måske har jeg set den i SuperBest, men den er i hvert fald ikke let tilgængelig. Mine svigerforældre bestiller tit varer fra Abigails, og plejer som regel at bestille et par stykker med til mig :o) Når jeg er i England sørger jeg også altid for at få mig et par stykker. Men det var egentlig pga. Crunchie, at jeg forleden dag gav mig i kast med at lave Honeycomb, så jeg kunne lave mine helt egne Crunchie. De er oprindeligt med lys chokolade overtræk, men jeg valgte at lave med både lys og mørk.

Honeycomb - James Martin

350g sukker
2 spsk glykosesirup
100ml flydende honning
100ml vand
1½ tsk natron
(spray)olie til at smøre formen med

100g lys chokolade
100g mørk chokolade

Spray en bageplade eller en mindre metal-bradepande med lidt olie.Mål de 1½ tsk natron op i en lille skål, så du har hele mængden klar på én gang.

Put sukker, honning, glykosesirup og vand i en tykbundet gryde, sæt et sukkertermometer i og bring det i kog. Når karamellen når 160 grader tages den af varmen.

Tilsæt natron og bland det hurtigt sammen, og hæld derefter straks blandingen ud på den smurte bageplade. Det begynder at boble op med det samme, lad være med at fedte for meget med det, men sørg for, at natronen bliver blandet ordentlig i.

Lad det køle helt af, og bræk det derefter i mindre stykker.

Smelt først den ene slags chokolade over vandbag og overtræk stykkerne af honeycomb, og drys med en smule fint knust honeycomb på den stadig våde chokolade. Smelt derefter den anden slags og gentag.

Stil dem evt. i fryseren i et par minutter for at chokke chokoladen og opbevar dem derefter køligt.

Åh, de smager SÅ godt! Men ikke kun smager de godt, jeg synes også, at de ser meget eksklusive ud med de lidt tilfældige faconer. Jeg er STOR fan, og synes det er skønt, at der findes et alternativ når jeg ikke kan få fat i originalen... som måske endda er bedre :o)

torsdag den 25. april 2013

Varme Hveder

Så blev det atter Store Bededag, og tid til varme hveder. Jeg har for første gang givet mig i kast med at bage dem selv, og jeg kan godt afsløre, at resultatet er super godt :o) På en måde smager de ligesom købte, men alligevel kan man godt smage, at det er hjemmebag. Det var faktisk ikke så besværligt, så hvis du ikke har nået at bage nogle selv, så er der stadig tid :o)

Jeg fandt opskriften hos Anne, og fulgte den faktisk til punkt og prikke. Jeg turde ikke andet ;o) Jeg brugte også hendes metode med at hæve dem i ovnen med damp - det fungerede til UG. Så opskriften kan KLART anbefales! Fordi jeg fulgte den 100% har jeg heller ikke valgt at skrive den her i indlægget, så hop og til Anne og find den hvis du er blevet inspireret :o)
Fine forårsblomster fra haven :o)
Alle 25 stk. efter bagning

onsdag den 24. april 2013

Honeycomb karamel

Jeg tror faktisk ikke umiddelbart at denne skønne, knasende lækkerbisken har et dansk navn?!? Men på engelsk hedder det i hvert fald honeycomb og er noget af det lækreste hvis du spørger mig :o)

Jeg kan godt huske da jeg for mange år siden så en kok lave det i tv, jeg var helt ovre det og tænkte, at det skulle jeg helt sikkert prøve en dag! Den dag er så endeligt kommet, og resultatet blev ligeså skønt som forventet. Den kunne måske godt have været en anelse højere, men er sprød, knasende og lækker.


Jeg tog udgangspunkt i en opskrift af James Martins, som altid har været min dessert-guru, og den kan bestemt anbefales. I dag kommer honeycomb'en i sin rene form, men jeg har haft gang i 2 andre ting med den, så de kommer på bloggen snarest :o)

Honeycomb - James Martin

350g sukker
2 spsk glykosesirup
100ml flydende honning
100ml vand
1½ tsk natron
(spray)olie til at smøre formen med


Spray en bageplade eller en mindre metal-bradepande med lidt olie.Mål de 1½ tsk natron op i en lille skål, så du har hele mængden klar på én gang.

Put sukker, honning, glykosesirup og vand i en tykbundet gryde, sæt et sukkertermometer i og bring det i kog. Når karamellen når 160 grader tages den af varmen.

Tilsæt natron og bland det hurtigt sammen, og hæld derefter straks blandingen ud på den smurte bageplade. Det begynder at boble op med det samme, lad være med at fedte for meget med det, men sørg for, at natronen bliver blandet ordentlig i.

Lad det køle helt af, og bræk det derefter i mindre stykker.

Opbevar i en lufttæt beholder, da det ellers klister helt sammen.





tirsdag den 23. april 2013

Mormor-mad: Blomkålsgratin

I sidste uge købte jeg et blomkålshoved, som jeg ikke fik brugt, og for at undgå for meget madspild, måtte jeg finde en opskrift, hvor der indgik en masse blomkål :o) Det blev til en blomkålsgratin - med en smule broccoli i. Jeg er helt pjattet med gratin, men har vist egentlig aldrig prøvet at lave det før, så jeg valgte en meget klassisk udgave. I mange udgaver putter man kød i gratinen, men fordi vores rest af skinke fra fryseren var ret stor valgte jeg at servere den ved siden af. Desuden fik husbonden og junior også pasta ved siden af. Denne opdeling viste sig at være ret heldig, for junior var bestemt ikke fan af gratinen, men spiste glæde pasta og skinke :o) Vi andre var til gengæld ret begejstrede

Blomkålsgratin (Frøken Jensen)
4 pers. 

1 blomkålshoved
evt. 5-6 broccolibukketer, alt efter størrelsen på blomkålen
50g smør
75g mel
3dl blomkålsvand
2 1/2 dl sødmælk
4 æg
salt og peber
rasp
lidt ekstra smør til at smøre formen med

Forvarm ovnen til 175 grader.

Del blomkålen i buketter og kog dem og broccolien i letsaltet vand i 5 minutter. Hæld vandet fra og stil til side, og lad kålen dryppe af i et dørslag.

Smelt smørret i gryden og rør det sammen med melet. Spæd op med blomkålsvand og mælk lidt efter lidt. Det skal være meget tykt! Kog blandingen igennem i et par minutter, mens der røres. Del æggene, blommer og hvider for sig. Tag gryden af varmen og rør æggeblommerne i en efter en.

Smør en ovnfast form godt med smør og drys derefter med raps. Pisk æggehviderne helt stive og vend halvdelen i blandingen sammen med blomkål og broccoli. Krydr med salt og peber og vend forsigtig resten af æggehviderne i.

Hæld blandingen i den smurte form og drys med lidt rasp. Bag gratinen nederst i ovnen i ca. 1 time og server straks.

Vi fik som nævnt skinke til, men den kunne ligeså godt have været skåret i små tern og puttet i gratinen. Det samme med lidt kogt pasta eller næsten hvilken som helt kogt grøntsag. Det er også en god vegetarret, hvis man naturligvis undlader skinken ;o) Mums, det bliver ikke sidste gang vi får gratin herhjemme :o)


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...