onsdag den 3. april 2013

Boghvedepandekager med fyld

Nu lovede jeg jo, at der ville komme mere mad på bloggen i disse dage, hvor både husbonden og jeg har ferie, men junior er endnu en gang løbet ind i lidt sygdom, så vores feriedage, hvor han ellers skulle i DP, er endt lidt anderledes end planlagt. Men sådan er det jo nu engang at have små børn :o)

I sidste uge en eller anden dag, stod menuen på en omgang pandekager med fyld. Det er altså en skøn opfindelse, og altid en favorit herhjemme. Vi er ikke altid så gode til at variere fyldet, men hvorfor også gøre det, når det virker ;o)

Jeg fandt for lang tid siden en basisopskrift på pandekager hos Femina, og det er også ud fra denne, at disse er blevet lavet. Det er en skøn opskrift :o)

Boghvedepandekager med fyld 
ca. 8 pandekager og fyld til 5-6 stykker

pandekager:
100 g boghvedemel (eller hvede-, grahams-, eller kikærtehvedemel)
1 nip salt
3 æg
ca. 2½ dl mælk
1-2 spsk. olie

Pisk mel, salt, æg og mælk godt sammen - gerne med en elpisker. Rør olien i, og lad dejen stå ½-1 time. Rør den igennem. Er den meget tyk, så rør lidt mere mælk i, ellers er det svært at få pandekagerne tynde.

Kom lidt olie på panden til de 2 første, ellers er det ikke nødvendigt, især ikke med slip let-pande. Hæld dejen langsomt på, mens du vipper panden rundt. Bag et par minutter på hver side, til de er færdige.

fyld:
250g hakket oksekød
100g flødeost
1 tsk karry
1 tsk paprika
3-4 forårsløg
2 gulerødder
salt og peber
lidt revet ost eller lidt feta
evt. lidt spidskål eller hvidkål


Brun kødet i lidt olie i en gryde. Rens og skær forårsløg i skiver, skræl gulerødderne og riv dem på den grove side af et rivejern og tilsæt begge dele til kødet Hvis du har en rest spidskål eller hvidkål kan du også snitte det fint og tilsætte det. Tilsæt karry og paprika og lad det simre i 5-10 minutter.

Når grøntsagerne er møre smages der til med salt og peber, og flødeosten røres i, og smelter ind i saucen. Tag blandingen af varmen, og fyld derefter pandekagerne med fyldet. Hvis du har tid kan du fylde alle pandekagerne og så lige give dem 5 minutter i en varm ovn. Ellers kan man også blot holde pandekagerne varme ved 100 grader indtil fyldet er klar til servering.

Læg evt. lidt revet ost ovenpå pandekagerne hvis de varmes med fyldet i ovnen, eller også kan du lægge en smule lækker feta ind i pandekagerne sammen med fyldet.

Mht. grøntsager kan det nærmest varieres i det uendelige, og er derfor en god resteret i bedste Stop Spild af Mad-stil :o)


2 kommentarer:

  1. Ihh det ser lækkert ud! Nu sidder jeg og bliver totalt lækkersulten efter forårsruller, det ligner nemlig lidt en åben forårsrulle synes jeg - GUF! :P

    SvarSlet
    Svar
    1. Uhm, forårsruller... jeg lavede for nogle år siden den skønneste udgave af forårsrulle, må vist hellere kigge lidt efter opskriften!

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...