I samtlige engelske opskrifter på scones skal man bruge "self-raising flour" eller selv-hævende mel. Altså mel, hvor man ikke behøver at tilføje hævemiddel. Det er normalt ikke så nemt at finde i Danmark, og så kan man lave en substitut selv, men heldigvis har AMO nu lanceret deres egen udgave af "selv-raising flour" og efter at der var landet en pose i min postkasse, var der INGEN tvivl om, at jeg skulle bage scones :o)
Vi havde mine svigerforældre på besøg, og min svigermor som er englænder var meget begejstret og sagde, at det var de bedste scones hun nogensinde havde fået udenfor England :o) Min svigerfar spiste også glædeligt, selvom han normalt ikke er til scones og Junior spiste 2 hele og ødelagde totalt sin appetit til aftensmaden :o)
Opskriften som jeg brugte var lige en jeg har brugt før, men for en god ordens skyld kommer den en gang til. Vi fik dem "naturligvis" med syltetøj og hjemmelavet clotted cream. Det er en langvarig proces at lave clotted cream, men resultatet er til gengæld helt i top!
Scones (12 store)
"The Great British Book of Baking"
500g selvhævende mel
et nip salt
100g sukker
100g smør, afkølet og i tern
2 æg
200ml kærnemælk + lidt ekstra til at pensle med
Forvarm ovnen til 220 grader.
Put mel, salt og sukker i en food processor og kør et øjeblik, til det lige er mixet. Tilsæt smør og kør blandingen til den er ligesom sand eller fine krummer. Det gør ikke noget, at der er en smule smørklumper i blandingen. Tag skålen af maskinen, og fortsæt med at lave scones'ne med hænderne - så risikere du ikke, at de bliver for tunge. Du kan også lave blandingen med hænderne, ved at køre smørret ind i blandingen ved at gnide det mellem fingerspidserne.
Pisk kærnemælk og æg sammen, og rør det i dejen med en kniv. Brug dine hænder til at samle dejen til en kugle, der er en smule fugtig. Hvis der er tørre krummer i bunden af skålen tilsættes en smule mere væske.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord og ælt den let blot i et par sekunder, så det lige hænger sammen. Tryk dejen ud til stor kage omkring 3 cm tyk. Tryk runde scones ud med en udstikker på 6-7 cm - og LAD VÆRE med at dreje rundt - kun ned og op! Tryk resterne sammen og fortsæt indtil du ikke har mere dej. Jeg burde egentlig havde fået 16 styks, men fik kun 12 som til gengæld var dejligt store!
Sæt scones'ne på en bageplade beklædt med bagepapir, pensl dem med kærnemælk, og bag dem i den forvarmede ovn i 10-12 minutter indtil de er gyldne på toppen. Tag dem ud og sæt dem til afkøling på en bagerist og spis dem let lune med masser af syltetøj og clotted cream ovenpå.
Hvis du ønsker at spise dem senere, så giv dem evt. 1 minut eller 2 mindre i første bagning. Put dem i en frostpose når de er kølet af. Når du skal spise dem, tages de ud af fryseren og tør op i posen. Tænd ovnen på 200 grader og bag de optøede scones i 8-10 minutter.
Indlægget er ikke sponsoreret, men AMO har sendt mig
en pose self-raising flour uden at forvente noget af mig.
en pose self-raising flour uden at forvente noget af mig.
Yummy! ELSKER en RIGTIGE engelske scones og skal du have dem herhjemme, så skal du SELV bage dem ;) Sådan er det bare... Jeg har faktisk aldrig smagt clotted cream, men det er nok fordi jeg har taget til takke med lemon curd på mine scones ;)
SvarSletRigtige engelske scones er MUMS! Clotted cream er tosse godt! Jeg har en portion i fryseren ... Den finder jeg gerne frem næste gang jeg har fornøjelsen af dit selskab, selvom det nok bliver lidt mere sjældent når jeg begynder på arbejde :o)
Slet