mandag den 16. januar 2012

Pasta med butternut squash, salvie og pinjekerner

Forleden faldt jeg over en butternut squash i Føtex, som jeg faktisk aldrig har prøvet kræfter med, så jeg tænkte at det måtte jeg hellere ændre på :o) Jeg kiggede lidt på nettet for at finde inspiration, og fandt rigtig mange opskrifter på suppe, men det havde vi ikke rigtigt lyst til, så valget faldt på en lille pastaret.


Pasta med butternut squash, salvie og pinjekerner (2 pers.) 
1 medium butternut squash
1 løg, pillet og skåret i tern
3 fed hvidløg, presset
olivenolie
salt og peber
½ pakke frisk salvie
250g tørret pasta
100g ristede pinjekerner
revet parmesan


Tænd ovnen på 190 grader. Del butternut squash'en i to og fjern kerner og snask i midten. Skræl de to halvdele, og skær squashen i 1cm tern. Bland det sammen med løg, hvidløg, en sjat olivenolie og salt og peber. Hak salvien og bland den i.


Bred blanding ud på en bageplade eller i en stor bradepande og stil det i ovnen i ca. 40 minutter eller til squashen er mør.

Kog pastaen efter anvisning på pakken. Dræn pastaen og sæt den til side. Når squash blandingen er ved at være færdig varmes 2 spsk olie i en stor sauterpande. Tilsæt pastaen og grøntsagsblandingen og sauter i ca 5 minutter, mens du rører jævnligt. Tilsæt pinjekerner og parmesan og server straks.


Opskriften er lavet efter denne opskrift, men dog med en del ændringer. Fx. har den noget med friteret salvie og en masse mere pasta, så den egentlig passer til 4 personer, men jeg synes grøntsag/pasta-fordelingen passede rigtig fint i det vi fik, så jeg tror der ville være for meget pasta, hvis man lavede dobbelt så meget. Men alt i alt var det en meget velsmagende ret :o)

4 kommentarer:

  1. Jeg er ikke den store græskar-spiser, men jeg falder altid i hvert efterår når de første, smukke græskar dukker op:) Den her ret ser lækker ud!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hihi, sådan kan det gå. Jeg er heller ikke den store græskar-spiser, men jeg kunne faktisk godt lide smagen af denne ret :o)

      Slet
  2. Her har vi også for første gang smagt butternut græskar. Vi brugte den til at lave ovnbagte pommes af.

    Din ret lyder absolut lækker!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det overvejede jeg også da jeg skulle vælge, men det må blive næste gang at jeg prøver pommes. Retten var faktisk også ret lækker :o)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...