fredag den 20. januar 2012

Wokket squash og snackpebre med chili, hvidløg og lime

En af dagene i denne uge, fik vi en god omgang wok, som var lidt anderledes end hvad vi plejer at få. Det smagte rigtig dejligt, og var simpelt at lave. Dog tror jeg, at retten ville have været pænere, hvis det havde været en grøn squash vi havde fået i vores grøntsagskasse i stedet for en gul, for der manglede i hvert fald lidt grønt :o)


Wokket squash og snackpebre med chili, hvidløg og lime  (Skagenfood)

1 stk squash
250 g snackpebre
2 stk rødløg
1 stk chili rød
1 stk ét feds hvidløg
1 stk lime
1 tsk sesamolie
3 spsk olie
1 tsk sukker
2 spsk soya
salt og peber

Rens squash, snackpebre og rødløg og snit dem i hhv. halvmåneformede skiver, strimler og både, alle ca. ½ cm brede. Rens chilien og hak den groft sammen med hvidløg. Kom det i en morter sammen med revet limeskal og et nip groft salt og mos det til en ensartet pasta. Varm de to slags olie godt op i en wok, kom chili-hvidløgspastaen i og rist 30 sek. Kom alle grøntsagerne ved og rist 2-3 min. til de lige begynder at mørne. Rør sukker og soja i, rist 30 sek. og smag til med limesaft. Server straks som tilbehør til fisk, kød eller fjerkræ.

Jeg har ikke nogen morter mere, så i stedet smed jeg olien i sammen med lime, chili og hvidløg og blendede med stavblenderen, og varmede derefter wokken godt op inden jeg smed det i og ristede i 30 sek. Desuden vendte jeg lidt et par stykker pandestegte inderfileter i, og en plade grov-nudler.

torsdag den 19. januar 2012

Junior på tryk

For et stykke tid siden sendte jeg et link med Junior på Riget til Landsforeningen Læbe-ganespalte, for at de kunne lægge et link ind på deres hjemmeside. De spurgte om, de eventuelt måtte bringe et uddrag i deres medlemsblad, og det er lige kommet med posten i dag :o)



Nå, men jeg ville bare lige prale lidt, for jeg er da lidt stolt over, at de kunne bruge det :o)

onsdag den 18. januar 2012

Pasta med røget svinemørbrad, tomater og sukkerærter

Hov, jeg er en dag bagud med at fortælle om min mad... nå, men jeg når det nok altsammen. Så forleden dag fik vi en lækker nedenstående pastaret. Den var lavet efter en Skagen Food opskrift, dog med en del ændringer i forhold til den oprindelige


Pasta med røget svinemørbrad, tomater og sukkerærter (2 pers.)

1 pk cherrytomater
1 pk sukkerærter
150 g røget svinemørbrad i tern
250 g tørret pasta (gerne penne)
1 porre
1 dl madlavningsfløde
½ dl vand
30g parmesan
salt og peber

Halver cherrytomaterne og vend dem med olie, salt og peber. Sæt dem på bagepapir og bag dem ved 175 grader i 15 min. Sæt en stor gryde velsaltet vand over til pasta. Skær ærterne i ½ cm brede stykker med skrå snit, giv dem et hurtigt opkog i letsaltet vand og skyl under koldt vand. Skær svinemørbraden i tern og rist dem gyldne, men ikke sprøde på en tør pande. Kog pastaen som anvist på pakken. Rens porren, snit den tyndt og kom den ved mørbraden. Sauter til de er bløde og møre og hæld fløde og på. Kog op til fløde tykner let og rør revet parmesan i. Smag saucen til med salt og peber og vend den drænede pasta i. Anret i en skål og drys med bagte tomater og ærter. Server som den er med godt brød til eller som tilbehør til fisk, kød eller fjerkræ.


Det var en virkelig lækker ret, dog temmelig sommeragtig - også på grund af de smukke farver - så det er klart en ret, jeg bliver nødt til at lave igen når temperaturen udenfor bliver lidt højere :o)

tirsdag den 17. januar 2012

En lækker aften snack

Til en spændende håndboldkamp er det nogle gange nødvendigt med en smule næring! Så derfor smed jeg lige husbonden i køkkenet og lave en lille aften snack til mig :o) Han mente naturligvis at det skulle foreviges, så det blev det :o)


En stor kop (kaffeinfri) te og en knækbrød med friskost og hjemmelavet skovbær-syltetøj. Det er ikke så ringe endda... jeg tror dog ikke, at det har hjulpet på resultatet i håndbold kampen, men det har hjulpet på min sult :o)

mandag den 16. januar 2012

Hjemmelavet is #1: Vanilje

Som tidligere nævnt var jeg så heldig at få en ismaskine i julegave af husbonden. Jeg fik den faktisk allerede testet mellem jul og nytår, men jeg hår ikke lige fået taget mig sammen til at blogge om det før nu. Hvorfor først nu? Jeg har ingen anelse, men her kommer det i hvert fald :o)

I samråd med husbonden blev den første is til en simpel vaniljeis, for vi blev enige om, at det var et godt sted at starte, og så kunne vi eksperimentere derfra (husbonden ævler om noget med en øl-is?!?) Opskriften jeg brugte var baseret på den, som var i brugsanvisningen til maskinen, eller dvs. i hvert fald mængderne.

Vaniljeis
3 pasteuriserede æggeblommer
1,5 dl mælk
2 dl fløde
70 g sukker
1 vaniljestang

Varm mælk og fløde langsomt op, til der dannes små bobler. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og tilsæt både korn og vaniljestang til mælken. Pisk æggeblommer og sukker grundigt, til sukkeret er helt opløst og blandingen er lys og luftig. Hæld mælkeblandingen langsomt i æggemassen under konstant omrøring. Hæld blandingen tilbage i gryden og varm blandingen, til den begynder at blive lidt tykkere. Sigt cremen over i en kande og lad blandingen køle af i køleskabet i et par timer. Hæld blandingen i en ismaskine og kør indtil den har den ønskede konsistens. I min maskine var det ca. 35 minutter.


Til isen fik vi lidt frugt og kakao-pandekager.

Kakao-pandekager (Sødt, Sådan!)
til ca. 10 stk.

2 æg
2½ dl mælk
100g hvedemel
25g smeltet smør
2 spsk sukker
korn af 1 vaniljestang
smør til stegning
1 spsk usødet kakao

Har du en blender, så kører du blot alle ingredienserne i et par minutter, indtil dejen er glat. Bruger du en røremaskine eller håndmikser, så rør først æggene og det smeltede smør sammen med alle de tørre ingredienser og tilsæt derefter mælken lidt ad gangen. Lad dejen hvide køligt i mindst ½ time, inden du bager pandekagerne. Bag pandekagerne på en slip-let pande i ca. 1-2 minutter på hver side.

Både isen og pandekagerne var vældigt gode, det var helt fantastisk at få helt hjemmelavet is :o) Jeg glæder mig allerede til næste gang, som nok bliver her i weekenden, hvor jeg tror at jeg skal prøve mig med en sorbet - det er immervæk lidt bedre for kuren :o)

Pasta med butternut squash, salvie og pinjekerner

Forleden faldt jeg over en butternut squash i Føtex, som jeg faktisk aldrig har prøvet kræfter med, så jeg tænkte at det måtte jeg hellere ændre på :o) Jeg kiggede lidt på nettet for at finde inspiration, og fandt rigtig mange opskrifter på suppe, men det havde vi ikke rigtigt lyst til, så valget faldt på en lille pastaret.


Pasta med butternut squash, salvie og pinjekerner (2 pers.) 
1 medium butternut squash
1 løg, pillet og skåret i tern
3 fed hvidløg, presset
olivenolie
salt og peber
½ pakke frisk salvie
250g tørret pasta
100g ristede pinjekerner
revet parmesan


Tænd ovnen på 190 grader. Del butternut squash'en i to og fjern kerner og snask i midten. Skræl de to halvdele, og skær squashen i 1cm tern. Bland det sammen med løg, hvidløg, en sjat olivenolie og salt og peber. Hak salvien og bland den i.


Bred blanding ud på en bageplade eller i en stor bradepande og stil det i ovnen i ca. 40 minutter eller til squashen er mør.

Kog pastaen efter anvisning på pakken. Dræn pastaen og sæt den til side. Når squash blandingen er ved at være færdig varmes 2 spsk olie i en stor sauterpande. Tilsæt pastaen og grøntsagsblandingen og sauter i ca 5 minutter, mens du rører jævnligt. Tilsæt pinjekerner og parmesan og server straks.


Opskriften er lavet efter denne opskrift, men dog med en del ændringer. Fx. har den noget med friteret salvie og en masse mere pasta, så den egentlig passer til 4 personer, men jeg synes grøntsag/pasta-fordelingen passede rigtig fint i det vi fik, så jeg tror der ville være for meget pasta, hvis man lavede dobbelt så meget. Men alt i alt var det en meget velsmagende ret :o)

søndag den 15. januar 2012

Weekend-tur med masser af god mad

I denne weekend har vi været besøg hos vores gode venner, som desværre ikke bor i Aalborg mere. Jeg har fortalt om det før, men mens de boede her i byen plejede vi at få Mortens And sammen,  men det er lidt svært nu til dags, når vi bor så langt fra hinanden. Derfor plejer vi at finde et andet tidspunkt til at mødes til and og hygge, og valget faldt på denne weekend.

NB - før jeg skriver videre, så fik jeg ballade af min veninde som mente, at jeg ikke gav husbonden nok kredit for hans deltagelse i fotograferingen til min blog. Så hermed: Det er MEGET tit husbonden som tager mine billeder :o) Ellers dvs. vi hjælper lidt hinanden, men han sætter kameraet op, og trykker på knappen, mens jeg ordner tallerkener, og kommer med forslag til vinkler/ændringer osv :o)

Det var min søde veninde som gav mig en bog om cakepops til min fødselsdag, så jeg mente bestemt, at jeg måtte forsøge mig med nogle cakepops til at tage med. De blev ikke så pæne som jeg havde håbet, og selvom jeg fortyndede candy melts'ne lidt, så var det stadig meget tykt. Jeg var heller ikke så opfindsom med pyntningen, men de var nu meget søde alligevel :o) Især kunne jeg godt lide den effekt som guldet gav på den ene slags - hvor det faktisk var hvide candy melts farvet med guldfarve, men de blev bare ikke guld-farvede!





Vi pakkede hele bilen, kørte omkring mine forældre, og aflevrede Coco, og kørte videre med en lille madpakke til turen. Vi fik en lækker sandwich, hvor jeg bagte sandwichbrød efter denne opskrift, som er en klar favorit i det lille hus. Som fyld var der pesto, salat, tomat, agurk, kalkunbacon, kyllingeinderfilet og fetaost. Mums. Den blev indtaget i bilen på en kort pause, men smagte godt. Dog kunne en varm kop te dertil have været rart - for der var altså lidt koldt!


Aftenens menu stod som nævnt på and og det var med det hele - og det smagte altsammen fantastisk dejligt. Andebryst, hjemmelavet rødkål, brunede kartofler, hvide kartofler, brun sauce og franske kartofler



Til dessert fik nogle ualmindelig lækre after eight cupcakes med en chokolade ganache på toppen. Hold nu da helt fast, de var virkelig lækre! Det var vist nok en Morten Heiberg opskrift - mums!

fredag den 13. januar 2012

Verdens bedste brød

Ja, det hedder opskriften, og jeg må sige - om det er verdens bedste ved jeg ikke, jeg har ikke prøvet alle, men hold nu da fast det var lækkert!

Opskriften er fundet her, dog vil jeg anbefale lige at tjekke den lille video ud, for så er det endnu nemmere at bage brødet.

Her er det smukke, smukke brød

Brødet skal bages i en gryde, som jo naturligvis skal kunne holde til at komme i ovnen - endnu engang sætter jeg stor pris på min Pillivuyt støbejernsgryde .o)

Overflade er smuk og krakeleret på den helt rigtige måde :o)

Krummen og teksturen er helt eminent :o)
Verdens bedste brød - fra Kvalimad.dk

625 gram mel
5 dl vand
2 tsk salt
gær på størrelse med en ært

Brødet skal startes lang tid før det skal bruges, men der er ikke så meget man egentlig skal lave, så bliv ikke afskrækket af det.
    Rør gær i i vandet i en stor skål. Bland derefter mel og salt ned i vandet og rør rundt. Du behøver kun at røre indtil alt melet er vådt.

    Lad dejen hæve i 12 timer. Du bestemmer selv, om du vil lade det hæve ved stuetemperatur eller i køleskabet.

    Hæld dejen ud på et meldrysset bor og fold det sammen i 3 dele. Læg det i et smurt fad, dæk til med et viskestykke og lad det hæve yderligere 2 timer.


    Brødet skal bage i en støbejernsgryde i ovnen. Låget på gryden holder dampen inde, så det kommer til at minde om et brød bagt i en dampovn.

    Varm ovnen op til 250 grader, og sæt en mellemstor gryde ind. Gryden må ikke fyldes mere end halvt op. Lad den gerne være varm i en halv times tid inden brødet bages.

    Bag i 30 minutter ved 250 grader med låget på. Bag derefter 15 minutter ved 230 grader uden låg.

    Tag brødet ud og lad det købe af i mindst 20 minutter inden servering.

    Til det fantastiske brød fik vi en ikke så fantastisk suppe, så den vil jeg undvære at skrive opskriften på. Jeg tror dog nok, at hvis man er helt pjattet med pastinakker, så var den nok meget god, men det er hverken jeg eller husbonden, så det var næsten dømt til at fejle :o) Men brødet var det hele værd - det er bestemt ikke sidste gang jeg bager det.

    torsdag den 12. januar 2012

    Pasta med rejer

    Vi skulle have haft en suppe til aftensmad i går, men da jeg ikke fik fedtet mig sammen til at sætte noget brød over, så blev jeg nødt til at finde på noget andet. Nogle gange synes jeg faktisk det bliver det allerbedste mad - det som ikke er planlagt. Dette var et af de tilfælde, for det smagte virkelig lækkert. Det er måske ikke den smukkeste ret nogensinde - den er i hvert falde meget rød! Men det smagte dejligt




    Pasta med rejer - 2 pers.
    1 pakke frisk pasta - evt. med tomat og hvidløg
    1 rødløg
    1 bundt forårsløg
    150g frosne rejer
    50g tomatpure
    1dl cremefine
    chiliflager
    salt og peber

    Kog pastaen efter anvisning på pakken og dræn. Hak rødløg og forårsløg og sauter i en sauterpande i 5 minutter. Tilsæt chiliflager, tomatpure og cremefine og lad det simre nogle minutter. Rør den kogte pasta og rejerne i, sluk for varmen og lad det stå med låg på i nogle minutter til rejerne er optøede. Server straks.

    tirsdag den 10. januar 2012

    Tærte med røget laks og spinat

    I dag havde junior og jeg besøg af min mor og søster. Det var superhyggeligt, og tiden fløj afsted :o) Både min søster og jeg er ved at forsøge at smide lidt kilo, så derfor tænkte jeg, at jeg hellere måtte forsøge at lave noget forholdsvist sundt til frokost (altså det var ikke kun sunde sager, for vi fik en gulerodscupcake med CCF til kaffen ;o), derfor stod menuen på en tærte med røget laks og spinat, efter en opskrift fundet hos Kræftens Bekæmpelse, dog med enkle ændringer - jeg havde nemlig tærtedej i fryseren, så jeg droppede at lave den selv, så derfor skriver jeg den, som jeg lavede den. Men det var en virkelig lækker tærte, som jeg sagtens kunne finde på at lave en anden gang.

    Tærte med røget laks (4 pers.)
     
    1 pakke tærtedej

    Æggemasse:
    2 æg
    2 dl letmælk
    1 tsk salt
    1/4 tsk peber

    Fyld:
    350 g frossen, helbladet spinat
    100 g frosne rejer
    125g champignon, renset, skåret i skiver og tørstegt på en pande
    150 g røget laks i strimler


    Fremgangsmåde:

    Tø spinaten op, evt. i en mikrobølgeovn, og knug den for væde. Tø rejerne op og lad dem dryppe af.

    Tænd ovnen på 180°.

    Kom dejen i en smurt tærteform (28 diameter) og tryk den ud med fingrene. Lad dejen gå helt op ad formens sider.

    Forbag tærtebunden i ovnen til den har taget lidt farve, ca. 15 min.

    Pisk æg, mælk, salt og peber sammen.

    Fordel spinat, rejer, gulerod og røget laks på den forbagte tærtebund og hæld æggemassen over. Bag tærten i ovnen til æggemassen er stivnet og tærten har taget lidt farve, ca. 35 min.

    Lad tærten køle lidt af på en bagerist, inden den serveres.
     
    Som tilbehør fik vi en lækker salat med grønne bønner (nippet og blancheret), cherrytomater, feta og granatæble. Der lavede jeg en enkel olie-eddike dressing til.

    mandag den 9. januar 2012

    Coleslaw med spidskål

    Efter aftensmaden i går havde jeg et halvt spidskålshoved tilbage, og da vi først opdagede for sent, at et helt nok var for meget, så var det allerede strimlet i tynde strimler. Så det betød jo, at jeg måtte finde på et eller andet med fintstrimlet spidskål til frokost... valget faldt på en coleslaw.


    Coleslaw med spidskål 2 pers.
    1/2 spidskål i tynde strimler
    3 gulerødder, skrællet og revet groft
    150g creme fraiche 6%
    20g let mayonnaise
    1 tsk honning
    1/2 tsk citronsaft
    salt og peber

    Bland creme fraiche, mayonnaise, honning, citron, salt og peber sammen i en skål. Tilsæt strimlet spidskål og revet gulerod og vend det godt sammen. Stil det i køleskabet i minimum 30 minutter inden spisning.

    Jeg fik det som sagt til frokost med et par stegte inderfileter - og det var ikke så ringe endda :o) Det er lidt lettere at tygge sig igennem end udgaven med hvidkål, men smager ligeså godt.

    søndag den 8. januar 2012

    Wok med oksekød, spidskål og grønne bønner

    Husbonden og jeg har været vældig dygtige i denne weekend, synes vi selv :o) Vi har fået ordnet alle de småting færdige på juniors værelse, som vi manglede (pånær at sætte døren på, men den skal lige males først :o) Derudover har vi været en tur i Føtex og på Genbrugspladsen, så aftensmaden i dag skulle være let at gå til. Den var ganske simpel, lækker og sund. Den stod på en omgang wok med oksekød, spidskål og grønne bønner.


    Wok med oksekød, spidskål og grønne bønner (2-3 pers.)
    300g hakket oksekød 3-6%
    ½ spidskål
    250g friske grønne bønner
    125g champignon
    2 fed hvidløg
    80-100g wholewheat nudler
    soya
    stødt ingefær
    chiliflager
    hoisin-sauce
    rice-wine vinegar

    Kog nudlerne efter anvisning på pakken. Nip bønnerne og del dem en gang på tvært. Fjern de yderste blade på spidskålet. Skær det i 4 dele og fjern stokke. Snit halvdelen i tynde strimler. Rens champignons og skær dem i kvarte.


    Brun oksekødet i lidt smagsneutral olie i en wok, sammen med hvidløg. Når kødet er brunet tilsættes champignon, som svitses. Tilsæt spidskål og bønner og steg det i et par minutter. Tilsæt en lidt soya-sauce, hoisin-sauce og rice wine vinegar samt stødt ingefær og chiliflager. Jeg ved godt, at dette er meget uspecifikke mængder, men jeg tror altid at det kommer an på smag. Nogle er mere til visse smage end andre. Lad det småkoge indtil bønnerne er møre.

    Tilsæt nudlerne til kød og grønt, og lad det stå i minut, og server derefter straks.

    Smagstest: Fansussi

    Som det nok ikke er gået mange forbi, så var jeg sammen med de skønne bloggerpiger i går for at teste FANDANKO'S nye FANSUSSI-koncept. Eller som FANDANKO selv fortæller:

    FANSUSSI” er en videreudvikling af den traditionelle sushi. Alle råvarerne er tilberedte i mere eller mindre grad. Dvs. at man hverken finder rå fisk eller tang i bakkerne, som man gør det ved almindelig sushi. Sussien indeholder kun de bedste råvarer, som bl.a. oksemørbrad, foie Gras terrine, grillede kammuslinger, braiseret kalveskank, frisk trøffelolie m.m. og Kokkene har krydret risen, fyldet er velafbalanceret i forhold til smag og tekstur, og ”toppingen” er sammensat med enkle og smagsfulde råvarer.


    FANDANKO har lavet dette koncept, da de ikke er så pjattet med rå fisk, og de har derfor koncentreret sig om, primært at lave sussi-udvalget med luksus kød – og fjerkræsprodukter.


    ”SUSSIEN” er lavet med smagsneutral, fedt, laktose og glutenfri soja papir i 5 forskellige farver.  FANDANKO anbefaler endvidere, at “SUSSIEN” skal spises som den er og med kniv og gaffel - Altså er pinde bandlyst ;)


    Overordnet set var det rigtig lækkert, og som i kan se på billederne nedenunder var flere af stykkerne nærmest som små stykker kunst. Fabelagtigt flotte. Jeg spiste med velbehag alle stykkerne, naturligvis var det nogle som appelerede mere til mine smagsløg end andre, men overorndnet set smagte de ganske godt.

    Der var dog måske en smule problemer med, at risene virkede lidt tørre, og ikke helt klistrede nok, men jeg bemærkede det mest ved de første, så enten var det ikke dem allesammen eller så vænnede jeg mig bare til det. Ydermere synes jeg at stykkerne var enormt uhandy, for de egnede sig ikke allesammen lige godt til at blive skåret over, så glansen gik lidt af dem, når de nærmest eksploderede i bakken!

    Jeg er personligt helt pjattet med almindelig sushi, så om dette kan være en erstatning for det ved jeg ikke helt. Jeg tror godt, at jeg kunne finde på at prøve det igen, for det var helt klart mange spændende smagsoplevelser i bakken, og den mættede rigtig godt.






    Nå, ja - husbonden ringede midt i det hele og bad mig komme hjem, da han skulle på arbejde... så jeg gik glip af Lines cheese cake - hulk :o( Men for at trøste mig selv lidt fandt jeg nedenstående i fryseren - en chokolade cupcake med brombær-frosting og en vaffel ovenpå. Det var en ringe erstatning, så vidt jeg hører :o(

    fredag den 6. januar 2012

    Kyllingeburger med sprød relish

    Nå, jeg har store planer om at komme af med graviditetskiloene her i 2012, så det kræver jo lidt arbejde. Det er ikke specielt sjovt som blogger, eller i hvert fald ikke som kage-glad blogger, men det skal jo til. I dag fik vi en virkelig lækker omgang burgere, som desuden også var ganske sund.
    Burgeren indeholdt stegt inderfilet, salat og en lækker sprød relish af ananas, tomat og snackpeber. Yum, siger jeg bare :o)

    Bollerne var dem fra Amo Bagebog. som jeg før har bagt. De er altså fantastisk gode - bløde, gode i krummen og med god smag.

    Stor MAXI burgerboller (Amo - Den Store Fødselsdags Bagebog) 12 stk.
    50 g gær
    3 dl lunkent vand
    ½ dl olie
    100 g fuldkornshvedemel
    500 g hvedemel
    1 æg
    3 spsk sukker
    1 tsk salt

    pynt:
    1 sammenpisket æg
    sesamfrø

    1. Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt de øvrige ingredienser.
    2. Ælt dejen til den er glat. Lad dejen hæve tildækket lunt, ca. 30 minutter.
    3. Form 12 boller, og tryk dem flade. Prik dem med en gaffel.
    4. Lad bollerne hæve tildækket og lunt til dobbelt størrelse ca. 40 minutter.
    5. Pensl med æg og drys med sesam.
    6. Forvarm ovene til 225 grader (varmluft 210 grader) og bag bollerne ca. 10-14 minutter afhængig af størrelse.


    Sprød relish af ananas, peberfrugt og tomater (4 pers.) Skagenfood
    • 300 g frisk ananas
    • 1 stk snackpeber
    • 200 g små tomater
    • 1 stk forårsløg
    • 1 fed hvidløg
    • 0,25 tsk tørrede chiliflager
    • saften fra en citron
    • 3 spsk olivenolie
    • salt og peber
    Skær renset ananas, snackpeber og tomater i små fine tern, snit forårsløget tyndt og hak hvidløget helt fint. Vend det hele sammen med chiliflager, citronsaft, olie, salt og peber. Lad relishen trække køligt 20 min. og smag til. Server som tilbehør til stegt fisk, lyst kød eller fjerkræ.


    Det er en rigtig lækker relish, som jeg allerede ser frem til at få resterne af - evt. blot sammen med et stykke kylling.

    tirsdag den 3. januar 2012

    Et stort øjeblik :o)

    Ja, dem var der helt sikkert et af i dag i det lille hjem, og husbonden var heldigvis hurtig med kameraet :o)


    Junior har simpelthen stået på alle 4 i dag, for første gang :o) Det er utroligt hvor hurtigt det går... :o)

    søndag den 1. januar 2012

    Kagen til nytårsaften - chokoladekage med vaffelrør og frisk frugt

    Her kommer lige et hurtigt indlæg om kagen til nytårsaften - jeg har jo desværre måske fået den bygget lidt op i forrige indlæg, så nu får jeg jo nærmest præstationsangst, og den er faktisk ikke så imponerende. Altså den er flot, lækker og appetitlig, men meget simpel at lave. Den er lavet, efter for lang tid siden, at have set et billede inde hos Anne au Chocolat, og vidste bare at det design skulle prøves på et tidspunkt :o) Opskriften jeg har brugt er dog en god blanding af forskellige ting - dog vil jeg sige, at chokolademoussen er den BEDSTE jeg nogensinde har spist - så den har jeg brugt i mange år efterhånden, og kan virkelig anbefale den.


    Chokoladekage med vaffelrør og frisk frugt (6-8 pers.)
    1 pakke choko-vaffelrør
    blandet frisk frugt - fx. jordbær, hindbær, blåbær og granatæble

    Kakaobunde:
    4 æg
    160g sukker
    1 knsp salt
    1 spsk vand
    1 tsk vanillesukker
    120g mel
    1 tsk bagepulver
    3 spsk usødet kakao

    Pisk æg, sukker, salt, vand og vanille rigtig godt sammen - til det bliver helt lyst og luftigt. Tilsæt kakaoen og pisk rigtig godt igen. Sigt mel og bagepulver i æggesnapsen og vend det sammen med en dejskraber. Der kan godt gemme sig lidt mel-lommer, så vær omhyggelig, men forsigtig. Hæld dejen i en springform - ca. 21-22 cm, foret med bagepapir på bunden, og bag den i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 25 min. Test med en kødnål inden du tager den ud.

    Bærmousse:
    2 dl piskefløde
    100-150g hjemmelavet skovbærsyltetøj med reduceret sukker (jeg bruger syltesukker)
    1/4 granatæble

    Pisk fløde godt stiv, vend syltetøjet i og derefter granatæblekerne fra ca. 1/4 granatæble.

    Chokolademousse: fra Bo Bedre: Alt om mad 12/2003
    100g mørk chokolade
    50g smør
    2 æggehvider
    100g flormelis
    1 dl piskefløde
    1 æggeblomme
    (evt. reven skal af 1 appelsin)

    Smelt chokoladen over vandbad. Smelt smørret. Pisk æggehviderne stive med flormelis, der tilsættes lidt efter lidt. Pisk fløden til cremet skum. Hav alle tingene klar nu! Rør den smeltede chokolade og det smeltede smør (ikke for varmt) sammen med æggeblommen. Vend de piskede æggehvider og flødeskummet i massen (sammen med appelsinskal).


    Nu er du klar til at lave lagkagen. Skær kakaobunden ned til ca. 16cm i diameter, og flæk den i tre dele. Hvis du har en samlering kan kagen med fordel samles deri, men du kan også klare dig uden. Fordel næsten al bærmoussen på den nederste bund. Læg en kakaobund på, fordel næsten al chokolademoussen på kagen og læg den øverste bund på.

    Stil kagen (og de to rester mousse) på køl indtil den næsten er klar til at skulle serveres.

    Skyl frugten og sørg for at den er godt tør. Tag kagen ud af køleskabet, smør den kanten rundt med chokolademousse (som tages ud af køleskabet lidt før, så det ikke er helt koldt). Fordel et tyndt lage bærmousse på toppen. Sæt vaffelrørerne hele vejen tæt rundt om kagen. Læg frugten på toppen og server straks.

    Det er en virkelig lækker kage, men hold nu da op vi havde ikke så meget held ved at skære den ud. Det blev dog til et enkelt stykke, som godt kunne vises frem - også selvom det meste af frugten er faldet af :o)

    Godt Nytår...

    Ja, men får da i hvert fald ikke lov at sove længe når man har en lille baby på 6 måneder! Vi var hjemme fra fest omkring kl 04.00 i nat, og junior mente i hvert fald kun, at han skulle sove til kl 8! Men på den anden side, så har man da virkelig noget dag at arbejde med :o)

    Jeg håber, at I alle kom godt ind i det nye år?!? Det gjorde vi helt bestemt - med god mad, masser af drikkevarer og mere snak end man kan klemme ind på en normal aften :o)

    Vi var ligesom sidste år hos min veninde, hendes kæreste og deres søn fra april '10. Junior klarede aftenen med bravur, selvom han jo kun var med til en lille del - mens vi gjorde klar til hovedretten, lagde husbonden ham i seng, og så sov han ellers pænt det meste af aftenen :o)

    Det smukt dækkede bord

    Den fantastisk forret - karrysuppe med rejer - og hjemmebagte boller - lavet af min veninde Karina - mums!

    Den lækre hovedret med roastbeef, hasselback-kartofler, rodfrugter med parmesan og rosmarin - lavet af aftenens værtinde Gitte, og nanny of the day Helle - og "naturligvis" den hjemmelavede bearnaise, som jeg var sååå tæt på at ødelægge, men som jeg heldigvis redede i sidste øjeblik :o)

    Vi fik masser af god vin, både rød og hvid, og denne lækre portvin til desserten - den har stået og ventet på at blive drukket siden jeg fik den sidste (eller nu er det vel egentlig forrige) år i fødselsdagsgave af min mor og far, men hvor jeg af gode grunde ikke kunne drikke den... men den var vældig god

    Hvert år bliver der også købt bordbomber mm. ind, for det hører sig jo ligesom til, men hvorfor er det lige at de altid er så ringe? og hvorfor er det nogle gange affaldsprodukter der er i?

    Klog af skade efter en nytårsaften med KÆMPE oprydning bagefter har vi fået for vane, at spille opvaske-terninger - nærmest en slags omvendt pakkeleg, for når man slår en 6'er skal man i køkkenet og vaske op! Til gengæld betyder det, at det meste af opvasken bliver tager, og vi hygger os stadig rigtig meget, selvom man nogle gange skal i køkkenet :o)

    Den enkle, elegante og lækre kage jeg lavede til dessert kommer i et indlæg for sig, men det bliver nok først lidt senere i dag... nu vil jeg benytte mig af, at junior sover sødt i sin barnevogn og tage mig en slapper på sofaen...
    Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...