tirsdag den 24. maj 2011

Hvide asparges med ostesauce og dyrekølle

Efter en dejlig St. Bededags ferie, hvor vi var en tur omkring Nordsjælland, for at besøge husbondens farmor og farfar, skulle middagen i går være let og enkelt at gå til. Derfor faldt valget naturligt nok endnu engang på en "salat" fra Skagenfood, som dog blev en smule ændret baseret på hvad vi havde af råvarer.

Det blev til hvide asparges med røget dyrekølle og ostesauce

Hvide asparges med røget dyrekølle, æg, ostesauce og karse

500 g hvide asparges
4 stk hårdkogt æg
2 spsk smør
1,5 spsk hvedemel
2,5 dl mælk
0,25 tsk dijonsennep
75 g ost (brugte halv havarti og halv Castello Präst, som stammer fra Goodiebag)
100 g røget dyrekølle (opskriften sagde parma-skinke, men havde fået et lækkert stykke af svigerne, som skulle bruges)
1 pk karse
salt og peber

Skyl aspargeserne godt og skræl hver asparges fra lige under hovedet og hele vejen ned til roden. Bræk den træede ende af og kog dem netop møre i letsaltet vand i 5-6 min. Pil æggene og skær dem i skiver. Smelt smørret i en kasserolle, rør melet i og lad det lige samle sig 1 min. Pisk mælken i lidt ad gangen, så der ikke kommer klumper, og kog saucen op. Rør dijonsennep og revet ost i, sluk for varmen og lad det trække til osten er helt smeltet. Smag til med salt og peber og fordel saucen i bunden af 4 varme, dybe tallerkner. Anret aspargeserne deri og læg en skive skinke "krøllet"ovenpå. Top med æg i skiver og drys med groftkværnet sort peber og masser af karse (eller dild). Server som frokost- eller forret med godt brød til.

Vi fik det som aftensmad, hvor husbonden fik brød til... men det smagte virkelig lækkert, og jeg kunne bestemt godt finde på at lave noget lignende til forret engang. Mums :o)

2 kommentarer:

  1. Ej, Camilla hvor ser det fantastisk ud! Det må da klart prøves en dag :-)

    KH
    Birthe

    SvarSlet
  2. Hej Birthe,

    tak for de søde ord :o) Det kan godt anbefales i hvert fald :o)

    knus
    Camilla

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...