torsdag den 13. november 2014

Kyllinge stew med sennep og vindruer

Jeg har tidligere på bloggen fortalt om min forkærlighed for kyllingeoverlår. Udover den hele kylling har jeg på fornemmelsen, at mange forbrugere kun vælger bryst og så måske en sjælden gang lår. Jeg synes det er lidt synd, for i overlåret får man det skønneste, smagfulde og møre kød. Nej, jeg er ikke blevet betalt af nogle for at sige det ;o)

For nyligt røg denne skønne og velsmagende ret på bordet. Jeg blev lidt inspireret af den fantastiske kyllinge stroganoff jeg har liggende her på bloggen, men valgte en anden smags sammensætning. Det gjorde bestemt ikke retten værre - bare anderledes. Mums!

Kyllinge stew med sennep og vindruer
3-4 pers.

4 kyllingeoverlår
2 spsk mel
1 spsk olie
1 løg
1 fed hvidløg
1 porre
100g grønne druer
2-3 tsk sennep - jeg brugte denne skønne en med krydderier, men ikke alt for stærk
1/4 liter kyllingefond
1 dl fløde
salt og friskkværnet peber
Ris og valgfrie grøntsager

Pil skindet af overlårene og læg det til side. Fjern benet fra overlårene og skær kødet i tern. Vend det sammen med mel, salt og peber i en skål eller en pose, så det hele bliver blandet godt sammen.

Tænd ovnen på 160 grader. Skær kanten af kyllingeskindet og læg derefter skindet på en bageplade beklædt med bagepapir. Læg evt. et stykke bagepapir ovenpå og stil et tungt fad ovenpå. Stil pladen i ovnen og steg skindet sprødt - det tager ca. 15 minutter. Fjern fad og det øverste lag bagepapir når der er et par minutter tilbage.

Varm olien op i en sauterpande og steg kyllingen heri i en 5-7 minutter indtil det er brunet på alle sider. Tag stykkerne op og læg til side på en tallerken. Hak hvidløg, løg og porre fint og steg det i sauterpande indtil det er mørt. Hæld kyllingen tilbage i gryden - også evt. kødsaft fra tallerkenen. Tilsæt sennep, kyllingefond og fløde og skyllede vindruer (fjern eventuelle sten først!) og lad det simre i yderligere 10 minutter.

Tilbered sideløbende ris og grøntsager.

Server stew'en sammen med de sprøde skind og ris og grøntsager.

Denne ret er perfekt til en mørk efterårsaften og smager som om du har slavet i køkkenet i timevis, selvom den faktisk er ret simpel at lave. Man kan naturligvis også servere den med kartoffelmos eller lidt god pasta - ja, eller endda blomkålsris, hvis man er dertil inklineret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...