Krydderkage med æblekagemousse
ca. 20 stykker
Kagen skal påbegyndes dagen inden den skal serveres!
Krydderbunde:
175g blødt smør
200g brun farin eller muscovadosukker
1 æg
1 tsk natron
250g hvedemel
2 dl mælk
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt allehånde
1 spsk kanel
1/2 spsk kardemomme
1 tsk stødt nellike
Forvarm ovnen til 160 grader varmluft.
Rør smør og sukker godt sammen til det bliver lyst og luftigt. Tilsæt ægget og rør godt igen. Bland de tørre ingredienser sammen og sigt dem ned i sukkerblandingen. Tilsæt mælken og rør forsigtigt rundt. Sørg for at det hele er blandet godt sammen, men uden at røre for meget.
Hæld i en smurt springform på ca. 23 cm og bag i ovnen indtil en kødnål kommer ren op ad kagen. Det varer cirka 50 minutter, men afhænger naturligvis af ovnen.
Tag kagen ud og lad den køle godt af i formen (evt. lidt i fryseren) inden den vendes ud på en bagerist. Jeg bagte faktisk 2 kager og den ene tog jeg for tidligt ud, så den gik fuldstændigt i smulder! Så vær forsigtig!
Del kagen i 3 bunde og sæt til siden.
Italian Meringue Butter Cream (IMBC)
60 ml vand
265 ml sukker
5 pasteuriserede æggehvider
340g smør
1½ tsk vaniljepasta
Bring vand og sukker i kog. Efter 5 minutters kogning startes piskning af æggehviderne. Efter 2 minutters piskning er hviderne stive og sukkersiruppen har dermed kogt i alt 7 minutter. Det er meget vigtigt at sukkersirup og de piskede æggehvider er færdige samtidig.
Under piskning ved høj hastighed tilsættes sukkersiruppen til æggehviderne. Det er bedst at tilsætte siruppen, så den løber ned tæt på siden af skålen. Pisk ved høj hastighed til skålen føles kold (det tager mindst 10 minutter).
Når skålen føles kold skiftes der fra piskeris til K-spade, og smørret tilsættes i terninger. Pisk videre indtil smørcremen samles. Skulle den gryne / skille undervejs, pisk da blot videre. Den skal nok samle sig igen. Ellers stil den på køl i 10 minutter og pisk igen. Når cremen er samlet tilsættes vaniljepastaen.
Æblekagemousse:
1 kg æbler
korn af 2 vaniljestænger
2 spsk vand
ca. 75 g sukker
6 blade husblas
1/2 liter piskefløde
15 makroner
Skræl æbler, fjern kernehuset og skær dem i tern. Hæld ternene i en gryde sammen med vaniljekorn (og -stænger) sukker og vand. Kog op og lad det simre indtil æblerne er møre og kogt næsten ud. Der må gerne være en anelse struktur, men ikke hårde. Sæt imens husblasen i blød i koldt vand i 5 minutter. Tag gryden med æblegrød af blusset, kram vandet fra husblassen og rør det i æblerne. Stil det på køl indtil det er helt kølet af (men inden det sætter sig)
Pisk fløden til skum og vend den afkølede æblegrød i.
Samling af kagen:
Læg en bund på et fad med en bagering omkring. Sprøjt en kant hele vejen rundt med IMBC, og læg halvdelen af æblemoussen på, knus makronerne groft og fordel halvdelen oven på moussen.
Læg bund 2 ovenpå og gentag med IMBC, resten af moussen og makroner og læg derefter den sidste bund på toppen. Stil kagen på køl natten over.
Pynt:
Kan evt. laves et par dage før
Marengssvampe:
1,5 æggehvider
70g sukker
30g flormelis
2 tsk vaniljesukker
50g chokolade
Tænd ovnen på 120 grader varmluft. Put hviderne i en helt ren og tør skål. Pisk dem enten med en håndmixer eller i en røremaskine indtil de danner halvstive toppe og tilsæt derefter sukkeret en spiseskefuld ad gangen. Rør grundigt imellem hver skefuld. Tilsæt vaniljesukker og flormelis igen en skefuld ad gangen og rør til sidst indtil massen er blank og skinnende og sukkeret er opløst.
Put massen i en sprøjtepose med en glat tyl. Sprøjt toppe (flade og brede) og bunde (høje og slanke) ud på 2 bageplader beklædt med bagepapir på en størrelse. Lav evt. lidt ekstra bunde, da nogle af dem måske vælter.
Sæt svampene i ovnen på de 2 midterste riller og skru ovnen ned på 90 grader. Bag dem i 1 1/2 timer og sluk så for ovnen og lad svampene tørre færdigt inde i ovnen - gerne natten over.
Smelt chokoladen, pensl en smule på bunden af "toppen" og sæt sammen med "bunden". Jeg lavede huller i toppene med et grillspyd for lettere at kunne sætte dem sammen. Lad chokolade stivne.
Karamel
125 g sukker
1/2 spsk. vand
40 g smør
1/4 tsk. vanilje essens
65 ml fløde
Sørg for, at alle ingredienserne har stuetemperatur inden du starter.
Hæld sukker og vand i en tykbundet gryde og rør rundt indtil det er helt opløst og flydende. Det skal være fint brunt, men pas på, at det ikke brænder på. Tilsæt smør og vanilje og rør rundt indtil smørret er helt smeltet. Tag gryden af varmen og tilsæt langsomt fløden. Det bobler meget op, men det er helt okay. Lad karamellen køle af i en halv times tid inden den sættes i køleskabet indtil den er helt afkølet.
Hæld den afkølede karamel i en sprøjteflaske og stil til side.
Karamel-"skår":
250ml sukker
2 spsk vand
Hæld vand og sukker i en tykbundet gryde. Varm det op indtil det bliver lysebrunt og lækkert. Hæld det ud på en bageplade beklædt med bagepapir og sprayet med lidt olie. Lad det stivne og bræk karamellen i lange stykker.
Tag kagen ud af køleskabet dagen efter, fjern bageringen og smør kagen op med IMBC. Det gør ikke noget, at det er lidt rustikt - det er meningen :o)
Pynt med karamellen, svampene og æblechips eller hvad du nu synes passer til efterårstemaet.