mandag den 28. marts 2011

Bomuldsbryllup

Tillykke til mig og husbonden. I dag har vi 2 års bryllupsdag. Det føles som om det var i går, og samtidig helt vild lang tid siden. Men vi smiler stadig begge ved tanken om vores store dag, og taler også stadigvæk tit om den.

Da vi skal spise god mad om ikke så længe kommer der først billeder af min fine gave og blomster i morgen... men her er lige et billede fra for 2 år siden, hvor det er så praktisk at man ikke rigtigt kan se os :o) Vores dygtige fotograf var Torben Thorhauge, som vi aldrig har fortrudt at vi bookede

søndag den 27. marts 2011

37. og 38. kage - Fødselsdagskage til min storebror

Jeg beklager det lange fravær fra bloggen, men overskuddet har ikke lige været der i denne uge. Det bliver forhåbentlig snart bedre, for lige om lidt starter jeg på 7(!) ugers ferie :o)

Min kære storebror blev 40 i februar, og i går holdt han en stor (og rigtig god) fest for familie og venner. Han havde bedt mig lave en kage, og udover indhold havde jeg nærmest fået frie hænder, men han ville gerne at den var lidt maritim da han er orlogskaptajn ved Søværnet.



Kagen indeholdt:

Mørke lagkagebunde
Skildpaddecreme
Hindbærmousse
IMBC
Fondant

Desværre havde jeg endnu engang mine problemer med fondanten, så da den meget gerne ville sprække i hjørnerne var gode råd dyre, og derfor valgte jeg at lave et låg + 4 sider, som blev crimpet med en lidt bølge-agtig crimper.

Jeg må sige, at den smagte rigtig godt, og jeg fik megen ros af alle gæsterne :o) Min storebror som ellers ikke spiser kage normalt, sagde at han synes den var helt perfekt og havde endda også spist et stykke i dag. Ydermere mente han at mit anker, som er Søværnets officielle logo, var lige i skabet, hvilket var rart for jeg synes egentlig også selv at det var ret flot. "Rebene" på siden kunne have været smukkere, men jeg magtede ikke at bøvle mere med dem!

søndag den 20. marts 2011

Løgismose Pålægschokolade

Da jeg sidste søndag stod med de gigantiske goodiebags fra madbloggertræffet, tænte jeg "hvad er det første jeg skal prøve?" Valget faldt ikke underligt på Pålægschokoladen fra Løgismose.


 Som man kan se på ovenstående billede, er det nogle meget tykke skiver.

Vi testede på ristet brød, så det smeltede rigtig lækkert. Jeg har sidenhen prøvet på frisk brød, og her er det også lækkert.

Jeg synes, at det er noget meget lækkert pålægschokolade - det værste er faktisk hvor lidt der er i pakken! Jeg synes det har en lækkert kraftig chokoladesmag, og så kan jeg bilde mig selv ind, at det må være bedre for mig, da det jo både er økologisk har højt kakaoindhold.

Jeg har ingen anelse om, hvad en pakke normalt koster, men det kan klart anbefales.

lørdag den 19. marts 2011

Endelig kom det længeventede kakaopulver...

Tilbage i februar, efter at have læst om det bl.a. hos Line, bestilte jeg kakaopulver fra Whittard of Chelsea hvor de kørte en kampagne med 3 for 2.
Efter næsten 14 dage blev jeg en smule utålmodig og skrev tid dem. Det viste sig at der var sket en fejl, så mine varer var slet ikke blevet afstendt endnu - men de var så søde at refundere portoen (som trods alt var temmelig pebret £15). Det var jeg okay tilfreds med. Endnu 14 dage gik, og mine varer var STADIG ikke kommet. Da jeg skriver igen viser det sig at GLS har været her over 1 uge tidligere, men havde ikke lagt en seddel om at de havde været her! Nå, men efter et par dages venten og snakke med gud og hver man dukkede mine varer ENDELIG op

Jeg valgte 3 slags (Luxury, Rocky Road og Caramel) mens husbonden valgte 3 (Aztec Chili,70% & Raspberry og Tiramisu) - og så smed jeg lige en instant Chai Latte med i indkøbet også. Indtil videre har jeg kun prøve Luxury og Rocky Road (samt en lille smagsprøve af husbondens) og jeg må sige - de er virkelig lækre. Det er selvfølgelig stadig en instant-pulver, men smager af næsten ligeså meget, som hvis man laver en rigtig kakao selv.

I dag var jeg lige et smut nede i byen og købe husbondens bryllupsdagsgave... og utroligt nok kom jeg til at købe en lille ting til junior også - lol!

Men jeg vil altså lige sige, at vi havde snakket om dem herhjemme og var blevet enige om, at sådan et sæt dragter blev vi nødt til at eje :o)

torsdag den 17. marts 2011

Madbloggertræf d. 12. marts 2011 - del 3

Jeg må hellere få skrevet om det sidste af madbloggertræffet fra i lørdags... på en måde kan jeg ikke rigtig "komme videre" før det er sket :o)

Middagen skulle foregå på Restaurant Bedre Byggeskik, som har til huse i en villa overtaget fra en ældre kvinde, og som refererer til Bedre Byggeskik.


Der var dækket rigtigt fint op i de gamle stuer (som var lyserøde!!! :o)


Ejer Allan Lauenblad bød os velkommen, og fortalte om restauranten og bevægelsen, inden vi gik til bords.


 Stemningsbillede!


Jeg kunne af gode grunde ikke vælge vinmenuen... men måtte nøjes med Cola, som jo altid er godt.

1. ret bestod af: Tynde skiver af røgede lamme culotte, karse creme og skum, plukkede salater, brændt hvidløg, yoghurt/ vanilje hvidløgsne.

Jeg er et rigtigt lille kød-hoved, så jeg synes det var en enormt lækker ret! Desuden var der også lækkert brød til, og jeg ELSKER brød.

2. ret bestod af: Pocheret perlehønebryst med kogte porrer, kul på porre toppe og vinegrette på dansk æbleeddike, friteret kapers og "flæskesvær" af skindet.

Perlehønebrystet var vildt lækkert - mørt og saftigt, og porrerne og "flæskesværet" var også helt i vinkel. Men måske er jeg bare ikke gourmet-agtig nok - men porre-kul havde jeg meget svært ved at forstå skulle gøre noget vanvittig godt for smagen?!?

3. ret bestod af: Rosastegt oksefilet med krydderurt top, lun waldorfsalat‚ tærte af selleri, braseret bladselleri foie gras terrin, hjemmelavede rosiner. Tyttebær og "brunede kartofler" og okse glacé
Som nævnt ovenfor er jeg meget glad for kød, så jeg var MEGET glad for at se denne ret - og kødet var virkelig enormt lækkert! Selvom jeg ikke normalt ser mig selv som kræsen, så blev jeg godt nok testet ved denne ret - for jeg er altså bare ikke glad for selleri (hverken knold- eller blad-). Jeg prøvede for mange år siden i Frankrig "pate de foie gras" (altså gåseleverpostej) som jeg syntes var rigtig godt, men den terrin vi fik serveret her var ikke lige min smag. Til gengæld var de hjemmelavede rosiner helt fabelagtige.

4. ret bestod af: Skive blåskimmel ost. Romsyltede solbær. Solbær coullis, pære og pæremarmelade og sprødt rugbrød
Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om jeg må spise blåskimmelost som gravid, så derfor smagte jeg kun en lillebitte bid. Tilbehøret var til gengæld rigtig lækkert - jeg kunne godt lide den syrlige solbær coullis overfor den søde pæremarmelade - mums

5. ret var egentlig 3 retter og bestod af:
  • 1. glas: æblekugler i æblemostsirup, vanilje yoghurt og sprød nougat
  • 2. glas: vanilje vodka med æblesorbet og brombær
  • 3. glas: æbleshot - iskold hjemmelavet æblemost


Altså udover at være et kød-hoved, er jeg også MEGET glad for desserter - lol, så alle de 3 fine glas var lige mig. Jeg kan forstå at der var nogle, som havde for meget karamel i 1. glas, men mit passede fint. Det kom i den grad bag på mig, at det jeg allerbedst kunne lide var æblesorbet'en - er du så færdig den var lækker!

Under desserten kom Jens Gundtoft fra Growers Cup og fortalte lidt om kaffe, og havde smagsprøver med. Nu drikker jeg jo ikke kaffe, så jeg fik mig lidt vand i stedet :o) Men jeg kunne forstå på dem som smagte på det, at det smagte ganske godt.

Efter maden var det tid til at vende snuden mod Nordjylland, og vi havde jeg en temmelig lang tur - jeg var først hjemme efter kl 2.

Men alt i alt, var det er super hyggelig dag - fyldt med lækker mad/kage/drikkevarer og søde madbloggere, og ikke at forglemme de lækre goodies. Jeg er i hvert fald glad for at jeg var med, og håber at få muligheden for noget lignende en anden gang.

tirsdag den 15. marts 2011

Madbloggertræf d. 12. marts 2011 - del 2

Efter besøget på Kageriget til vi allesammen (nogle på en mere direkte rute end andre ;o) til Estrup hovedgaard for at prøvesmage Anitas kager. Hele dagen deltog også søde Julie og Bjørn fra Dolce Gusto, som sammen med kagen serverede kaffe fra deres fine maskiner.

Vi smagte på 5 forskellige, som fra venstre var:

Jamaica:
Mokkamousse lavet på flødechokolade samt creme af Jamaica rom med hakket flødechokolade,
delt af et tyndt lag forfriskende passionspuré.
Står på en let og luftig mandelbund.

Min vurdering: Jeg er jo bestemt ikke til kaffe, og heller ikke noget der smager det mindste af kaffe, men må indrømme at jeg havde svært ved at smage kaffen!?! Den smagte dog frisk og lækkert

Trippel:
Svampet chokoladekage bagt med marcipan og mørk Callebaut chokolade.
Hvid chokolademousse af belgisk Callebaut, smagt til med Haiti vanilje.
Mild skovbærcreme, afsluttet med lys lagkagebund.

Min vurdering: Ualmindelig flot i farverne, og lækker i teksturen, men jeg synes at den hvis chokolademousse var en smule tam i smagen. Men skovbærcrem og chokoladekage var LÆKKER

Sommer:
Består af to slags frugtmousse. En med jordbær tilsmagt med lime.
En anden af lime tilsmagt med vanilje og vendt med citruskandiserede hasselnøddebrud.
Omkranset af lyse lagkagebunde.

Min vurdering: Selvom jeg egentlig er et lille chokolade-hoved, så var denne klart min favorit! Super frisk og alligevel dejlig sød. Jeg tror jeg må eksperimentere med noget lignende snart.

Royal: (samme indhold som til Frederik og Marys bryllup)
Lys chokolade konfekt bund, lys chokolade mousse lavet af den bedste belgiske chokolade. Fromage lavet med hjemmekogt jordbær/rabarber kompot. Øverst en mandelbund.

Min vurdering: Lækker, men ikke så god som "Sommer". Den var klart en kage, som man ikke kan spise så meget af, før den bliver for meget.
Klassisk:
Mørk chokolade mousse, af den gode belgiske chokolade.
Frisk hindbærfromage og afsluttet med en lys lagkagebund.

Min vurdering: Der er en grund til at den hedder klassisk - det var den også - og rigtig god, men på en måde lidt kedelig - nok fordi jeg har fået kombinationen for mange gange :o)

Anita laver kagerne med 2 lag fyld ovenpå hinanden. Det var jeg ret imponeret over, men tør bestemt ikke eksperimentere med det selv - jeg er sikker på at det hele kollaper - lol

Udover de 5 kager havde hun træstammer og små Sarah Bernhard-kager (med kransekage bund) og begge disse var helt fantastiske!! Jeg laver jo en gang imellem romkugler af rester, men jeg tror at jeg må prøve træstammer næste gang :o)

Som sagt serverede Dolce Gusto kaffe til os, men da jeg ikke drikker kaffe, prøvede jeg i stedet en varm kakao, som bestemt var rigtig lækker!


Det var rigtig hyggeligt at de var med, og det var sjovt at prøve maskinen... men vi kan jo ikke allesammen vinde en med hjem ligesom MissMuffin ;o)

Efter Estrup kørte vi i samlet trop hen til Birthe for at hente vores goodiebags. Jeg siger dig, at vi havde problemer med at få glemt det hele ind i Lines bil - lol, men det lykkedes :o) Derefter gik turen til Restaurant Bedre Byggeskik... men den fortælling kommer først i morgen

mandag den 14. marts 2011

Madbloggertræf d. 12. marts 2011 - del 1

Som allerede nævnt mange steder, og som vanen tro lidt forsinket her hos mig, kommer her mit syn på det fabelagtige madbloggertræf i lørdags.

Vi kørte fra Aalborg allerede omkring kl 11 - men det var jo også en temmelig lang køretur forude. Jeg bagte en omgang pizzasnegle og kanelsnegle, så vi kunne få en bid mad på vejen. Men turen var fyldt med grin og underholdende selskab, så den føltes ikke så lang

Men vi startede kl 14.30 hos Kageriget, hvor ejer Anita Nielsen, som bl.a. lavede kronprinsparrets bryllupskage, startede med at vise hvordan hun dekorerer en kage


Hun smurte den op med en lille bitte smule smørcreme, og overtrak den med hjemmelavet marcipan.


og dekorerede med en perlekant, og hold da fast hun var hurtig til det! Der kan man i hvert fald lære noget.

hun brugte en crimper rundt i kanten og pyntede dåbskagen med en baby og blomster, samt bånd på kanten. Så manglede der var røde hjerter og barnets navnet.

Dernæst kreerede hun et fint sugarpaste-brudepar. Det gik enormt hurtigt, og hun havde mange metoder, som jeg har prøvet at skrive mig bag ørerne. Det var i hvert fald meget imponerende, hvor let det så ud for hende.

Til sidst viste hun, hvordan hun lavede marcipan-roser. Det gik ligeledes ekstremt hurtig, og de var meget fine... men jeg tror måske bedre jeg kan lide fondant-roser.

Efter den fine demonstration, var det tid til at smage på hendes kager - men det bliver først i morgen, at jeg får skrevet om det :o)

søndag den 13. marts 2011

Madbloggertræf d. 12. marts 2011 - the goodie-bags!

Efter en hel uge med sygdom, og deraf mangel på bloggen, kan jeg vist ikke komme udenom mere... heldigvis har jeg MASSEVIS af indlæg at kunne gå i gang med efter at have været til madbloggertræf i går.

Men først må gå en tak til Anne og Birthe for en fantastisk dag, og et stort stykke arbejde! Det var simpelthen sådan en god dag, som uden tvivl vil fylde en del i blogverden i den nærmeste fremtid :o)

Jeg må indrømme, at jeg er pænt smadret i dag, så det bliver ikke det helt store jeg får skrevet i dag, men kan da. ligesom alle andre deltagere, lige smide et billede af den MEGET imponerende goodie-bag! Der kommer til at være rigtig mange indlæg om de gode sager der var fyldt med


Jeg fik desværre ikke snakket med så mange forskellige deltager, men nogle stykker blev det da til, og det var uanset rigtig hyggeligt at møde alle.

Desuden skal lyde en lille tak til Line for hendes fine kørsel :o) og til Miss Muffin og Bitten for god underholdning på den lange køretur!

mandag den 7. marts 2011

Leftover-turkey pie og dagens Coco :o)

I dag kæmper jeg lidt med en omgang forkølelse :o( Men i går havde jeg det okay nok til at få lavet en lækker omgang leftover-turkey pie.


Grunden til at det er leftover, er at det er rester fra julekalkunen hos svigerforældrene. Dvs. kød, stuffing og sauce - hvori jeg har smidt en håndfuld ærter og majs i. For at gøre det endnu lettere købte vi dejen... men dejligt det smagte det nu under alle omstændigheder :o) Jeg ved, at det er noget som husbonden glæder sig til hvert år efter jul, men det er første gang jeg har lavet det. Jeg vil måske nok ændre et par ting til næste gang - som f.eks. lave dejen selv

Nå, ja - endnu engang må jeg lige vise et billede fra det nye kamera, som denne gang er "dagens Coco" - og beklager "mås til jer" :o)

søndag den 6. marts 2011

Super gode sager fra morgenstunden...

Husbonden har været forkølet i noget tid, og jeg tror måske jeg er ved at blive det. Derfor fik vi her til morgenmaden en lækker vitamin-bombe af en smoothie


hver smoothie bestod af: 2 æbler, ½ frisk ananas (ikke alt for stor), et par håndfulde frosne jordbær og 1 dl mælk - ih, det var gode sager :o)

ps. har jeg for øvrigt sagt, at jeg elsker vores nye kamera? hihi - vi skal bare lige lære at bruge det ordtentligt - især madbilleder må jeg jo indrømme ligger mig meget på sinde

lørdag den 5. marts 2011

shopping og et lækkrt måltid jeg glemte at tage billeder af

Slemme Camilla - så kommer du til spisning ved dine svigerforældre og de serverer en lækker Fish-Pie og så glemmer du at tage billeder af den!! Men lækkert det smagte den :o)

Nå, men vi var på besøg hos svigerne for at kigge på barnevogn... og endte med at købe halvdelen af BabySam :o) og det er ikke fordi dette skal udvikle sig til kun at være en baby-blog, men siden jeg nu glemte at tage billed af maden, må I nøjes med babystuff :o)
http://www.babysam.dk/img/8868120/mg/odder-victory-sort/raahvid.aspx.jpg 

Vi endte med en meget klassisk og enkelt Oddervogn - som jeg allerede knus-elsker - men fik også liiiige købe lidt mere!


og fik (udover et tilskud til vognen og nogle badedyr) lidt tøj af svigerne . og købte også selv lidt selv...


Nu vil jeg kaste mig over dagens ret - tarteletter - mums!

torsdag den 3. marts 2011

Nyt legetøj!!!

I dag er det kommet et nyt "familiemedlem" i huset...


nemlig et nyt kamera.

Jeg ved godt, at det mest populært at købe Canon eller Nikon, men vi valgte et Sony med en 18-200 linse, og jeg er sikker på at vi bliver meget glade for det! Vi kommer på et lille kursus i butikken på et tidspunkt, så vi forhåbentlig kan lære at få det bedste ud af det. Det bliver dejligt at have et godt kamera, som kan tage nogle gode billeder når junior ankommer. Desuden er vores kære lille Coco svær at tage billeder af, men det bliver forhåbentlig også bedre med det nye kamera - hun står i hvert fald mere klart nu, som kan ses på nedenstående.


og... jeg har fået "lov" at tage det med til madbloggertræf, hihi

onsdag den 2. marts 2011

Thousand Island dressing... med tilbehør :o)

Dagens ret i dag, var næsten så simpel som den kunne være, og den kunne sagtens have været ualmindelig kedelig. Vi fik nemlig blot en reje-cocktail med lidt brød til! Men jeg lavede hjemmelavet Thousand Island dressing til - og wow, det kan gøre næsten hvad som helst til en lækker omgang :o)


Dvs. retten bestod blot af hjertesalat, agurk, tomat, asparges, rejer og dressing. Dressingen er Arlas opskrift


Tilbehør til 10
  • ½ liter cremefraiche 18%
  • 3 tsk citronsaft
  • ½ tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk revet løg
  • 4 spsk tomatketchup
  • 2 spsk hp sauce
  • 2½ dl piskefløde 38%, fx Karolines Køkken®
Ekstra information Fryseegnet: Nej, Tilberedningstid: 15 min
Cremefraiche smages til med citronsaft, sukker, salt, løg, tomatketchup og hp sauce. Fløden piskes til skum og røres i.
Brug denne Thousand Island dressing til et stjerneskud eller en rejecocktail.
 

tirsdag den 1. marts 2011

Kanelsnegle og Chili... courtesy of Klidmoster and New Yorker by Heart

Søndag eftermiddag var min mor og far så søde at køre herop fra Randers for at aflevere Coco, som de passede mens vi var på weekendophold.

Jeg blev selvfølgelig nødt til at bage et eller andet, og da jeg har haft ekstremt lyst til kanelsnegle i et stykke tid, stod menuen på det. Så kunne jeg også teste til turen til Madbloggertræf, hvor jeg har lovet at bage kanelsnegle til køreturen :o)

Siden jeg så Klidmosters opskrift på luksussnegle med marcipan, har jeg vidst at det var dem jeg skulle prøve... og de kan KLART anbefales - mums, de er gode


 Aftensmaden stod også på en omgang "blogger" inspiration. Denne gang New Yorker by Hearts Cowboy Chili. Det smagte også SUPER godt :o) Vi fik dog en omgang ris til - det synes jeg passer, selvom det måske er helt forkert :o)

I anledningen af Oscar-uddelingen, havde både husbonden og jeg fri i går mandag, da vi naturligvis skulle være oppe hele natten og se showet. Det er en tradition vi har haft i mange år efterhånden, og det er lige hyggeligt hver gang :o) For at køre et helt mexikansk tema, var det meningen at vi skulle have haft en omgang nachos til showet... men så sultne var vi ikke :o/
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...