torsdag den 30. august 2012

Gnocchi med peber-tomatsauce

Siden jeg for 1 måneds tid siden første gang lavede en peber-tomatsauce, har vi fået den et par gange herhjemme. Men allerede den første gang snakkede vi om, at den nok ville passe rigtig godt til en om gnocchi, og som sagt - så gjort :o)

Opskriften på gnocchi har jeg fra "My Kitchen" af James Martin. De blev rigtig gode, men kartoflerne måtte nok godt have været en anelse mere melede, men det er jo ikke opskriftens skyld ;o)
Gnocchi (My Kitchen af James Martin) 4 pers.

1kg melede kartofler, i nogenlunde samme størrelse
1 æg
300g stærk mel (jeg brugte bare alm. hvedemel
semolina til at drysse med, eller mel hvis du ikke har semolina
salt og peber

1 portion peber-tomatsauce

Placer kartoflerne med skræl på i en gryde, og bring den i kog. Tilsæt salt og lade dem koge i 20-30 miutter indtil de er kogte, men ikke falder fra hinanden. Hæld vandet fra, og lad dem købe lidt af, inden du piller kartoflerne og moser dem godt i bruden. Stil til side indtil de er kølet helt af.

Når de er kølet af, tilsættes ægget, 1 tsk salt og melet, og det blandes godt sammen. Drys lidt semolina eller mel ud på bordet, og rul dejen ud i lange tynde pølser. Skær små kugler ud, og kør en gaffel hen over den ene side af den, så de får små riller. Læg dem på en tallerken (eller flere) og stil dem i køleskabet i mindst 30 minutter (eller natten over).

Bring en stor gryde med vand i kog og tilsæt salt. Tilsæt gnocchi, af flere gange, og lad dem koge i 2 minutter, eller indtil de flyder til toppen. Tag dem op med en hulsi og dræn godt inden de tilsættes i saucen, og serveres.




tirsdag den 28. august 2012

Tortillas med kylling og flødeost

Efter den fine Tapas-fest, som Cupcakemafiaen arrangerede sammen med Santa Maria, fik vi lidt rester med hjem. Her forleden dag kunne jeg se, at de lækre Quesadilla Bread var ved at nærme sig sidste holdbarhedsdato. Så måtte jeg jo se, om jeg ikke kunne finde på et eller andet at lave med dem. Vi havde ikke rigtigt lyst til tapas, eller quesadillas for den sags skyld. Ej heller en helt standard tortilla med salat osv. Derfor fik vi lunt fyld i stedet for, og det var faktisk rigtig lækkert! Jeg fandt en rest hvidløgsmarineret kylling i fryseren, så det var også i bedste stop spild af mad - stil :o)


Tortilla med kylling og flødeost

en pakke Quesadilla Bread
en rest kylling - vores var hvidløgsmarineret - eller ca. 1 kyllingefilet
1 rød peber
1 porre
1 majskolbe
250g champignon
50-75g flødeost
50g revet ost
salt og peber

Varm brødene i ovnen, pakket ind i stanniol ved 150 grader i 10 minutter.

Rens og skær champignon og porre i stykker. Steg det i en sauterpandei 5 minutter. Tilsat peberfrugt, majskerner skåret af majskolben, og kyllingen i mindre stykker, og sauter i 10 minutter til alle delene er møre. Sluk for varmen, vend ost og flødeost i, læg låg på og lad det stå i 5 minutter.

Fordel fyldet i de lune brød, og spis :o)



mandag den 27. august 2012

Brød med hvid hvede

I øjeblikket gider Junior ikke rigtigt havregrød til morgenmad, ej heller øllebrød, så derfor må der noget andet til. I denne omgang blev det andet til nogle skønne franskbrød med hvid hvede. Jeg fulgte opskriften på Amo-pakken, men valgte at bage dem i form, da skiverne bliver lidt mere ensformige, og det er nu meget rart når det er til ham den bette :o)

Hvid hvede fuldkornsbrød (2 stk) 

6 dl vand
50g gær
2 tsk salt
500g hvid hvedemel
500g hvedemel
50g margarine

Rør gæren ud i tempereret vand og kom derefter de øvrige ingredienser i. Ælt dejen godt. Lad den hvile tildækket og lunt i 20 minutter. Del dejen i 2 stk. og form dem som boller. Lad dejkuglerne hvile i 10 min. lunt og tildækket.

Form et brød af hver kugle og læg dem enten i rugbrødsforme eller direkte på en bageplade beklædt med bagepapir.

Lad brødene hæve lunt og tildækket i 30-40 minutter. Brøden kan med fordel snittes med en skarp kniv inden de sættes i ovnen.

Bagetid: Bag brødene i en forvarmet ovn på 220 grader i ca. 30 minutter.


Det er et skønt brød, som minder meget om et helt almindelig lyst brød, men hvor man alligevel fornemmer den hvide hvede. Det kan klart anbefales :o)

Brunch på Café Spiret

I går søndag var hele Aalborgs Cupcakemafia inviteret ind på Café Spiret for at teste deres nye brunch. Caféen fik ny ejer i juni 2011, og han har forsøgt at ændre lidt på både menu og brug af råvarer. Hvis jeg skal være helt ærligt, så er det faktisk også kun det nye koncept der fik mig til at sige ja, for jeg har for efterhånden mange år siden fuldstændig boycottet Café Spiret. Efter at have været derinde og KUN oplevet dårlig service gang på gang var det slut for mit vedkommende! MEN hvis gårsdagens tur derind var noget at sige, så har det i hvert fald hjulpet GEVALDIGT på servicen, og nu tør jeg godt sætte mine fødder derinde igen :o)

Der vil også være en vis sandsynlighed for, at det bliver til en brunch, for den var bare såååå lækker. Mit eneste kritikpunkt er nok, at for en lille familie med små børn der vågner tidligt, så er åbningstiden med kl 11 en smule sent ;o)

Nå tilbage til dagen i går. Der var virkelig kræset for os, der lå små fine breve til os, med forklaringen på det nye koncept, og en udvidet beskrivelse af de forskellige elementer af brunch-tallerkenen.

Med i brunchen, som står til 137,- er en varm drik - jeg valgte, som jeg næsten altid plejer hvis muligheden er der, en Chai Latte. Jeg ville nogle gange ønske, at jeg drak kaffe fordi man kan få så mange smarte og fancy udgaver, og det er ikke altid tilfældet med te. Til gengæld elsker jeg den søde og krydrede Chai Latte, og den jeg fik i går var næsten lige i skabet - sød og dejlig krydret. Mange steder er de for søde og ikke krydrede nok til min smag, og det er til trods for at jeg ellers er til sød te, men det krydrede skal ligesom også være der.

Desuden lokkede den søde tjenerinde med friskpresset juice eller en smoothie - jeg blev nødt til at prøve en Piña Colada shake, lavet af ananasjuice og vaniljeis - muuuums :o) Jeg var stor fan!

Selve brunch tallerkenen bestod af:
Scrambled eggs med bacon og krydret brunchpølse
Øllebrød
Comté ost med serano skinke og salami
Ristet rugbrød med varmrøget peberlaks med wasabi
og 
Nødde/krokantcreme med pandekage og frugt 

Det smagte altsammen rigtig lækkert, der var en passende mængde og god variation. Jeg syntes godt, at det kunne smages, at der var kræset for råvarerne. Når jeg tænker øllebrød, så tænker jeg på det jeg nogle gange laver til Junior, og jeg er ked af at sige det - men det har jeg ikke meget lyst til at spise! Den som er på Spirets brunch tallerken er SLET ikke ligesom Juniors - den smager skønt! Sød og blød og med lækre kerner i.

De scrambled eggs tilsat kørvel og med pølser og bacon til var også rigtig lækker. Jeg elsker æg i næsten alle afskygninger, og kan slet ikke forestille mig en brunch uden rigeligt med æg. Mums. Ost,  skinke og salami var dejlig salt og smagfuldt, som det jo helst skal være til en brunch. Den lune leverpostej var måske en kende anonym, men det kan også skyldes, at mange af de andre ting var meget smagfulde. Men det var en lækkerbisken med et stykke godt brød med lun leverpostej ovenpå.

Men der var et par ting på tallerkenen, som jeg må fremhæve som mine favoritter. Den ene var det ristede rugbrug med varmrøget peberlaks og wasabi. Jeg var vil med den lille sprøde, salte, fede og stærke lille hapser. Der var virkelig dørmt smagseksplosion for ganen. Jeg var helt pjattet med den. Det var en lille hapser, men så smækfyldt med smag, at det faktisk passede helt perfekt med mængden.

Den anden ting jeg bliver nødt til at fremhæve, og som nok ikke kommer bag på mange der kender mig, var den ualmindelig lækre nødde/krokantcreme... mmmmmmmmmmm. Den var SKØN! Jeg spiste den sammen med pandekagen, men jeg er ret overbevist om, at den også ville have været helt fantastisk på brød. Skålen var i hvert fald TOM, da jeg var færdig :o) Desværre er opskriften hemmelig, men det kan også godt tænkes, at min badevægt er glad for det, hihi :o)

Alt i alt synes jeg, at det var en rigtig skøn brunch. Det er egentlig ikke så tit, at jeg får brunch. Det er egentlig lidt mærkeligt, for jeg eeeelsker morgemad og morgenmadsretter. Men det kan være at jeg snart skal lokke Junior og husbonden en tur med derned - for som nævnt tidligere tør jeg godt sætte mine ben på Café Spiret igen nu :o)



søndag den 26. august 2012

Cannelloni med sommerporrer, fennikel og æble

Jeg har været en meget dygtig Skagenfood-kunde i denne uge, og har lavet alle opskrifterne fra ugens kasse :o) Både fisk og grøntsager. Derfor kommer her den sidste, nemlig en lækker vegetar-opskift, som jeg tilføjede en smule kød til, men som faktisk slet ikke var nødvendigt!

Normalt er jeg ikke den helt store fan af fennikel, jeg synes det kan være noget overvældende i sin smag. Men denne ret var virkelig lækker, og havde en tilpas diskret fennikel smag... og Junior var endnu en gang stor fan, ligesom både husbonden og jeg. Lad mig være helt ærlig - en ret Junior kan lide er en god ret herhjemme, så ved vi at vi er på rette spor :o)

Jeg brugte grønne lasagne-plader, og satte tomatsaucen over først, men ellers var det ret meget ligesom opskriften, som jeg dog alligevel poster herunder.


Cannelloni med sommerporrer, fennikel og æble (Skagenfood
1 bundt sommerporrer
1 stk fennikel med top
2 fed hvidløg
2 stk æbler
1 pk friske lasagneplader
100 g flødeost (naturel)
30 g smør
3 spsk hvedemel
5 dl mælk
1 dåse flåede hakkede tomater
1 tsk sukker
0,5 tsk oregano
olivenolie
salt og peber
evt. en rest kylling, lidt hamburgerryg eller skinke - men det er også godt UDEN

Kom de flåede tomater i en lille kasserolle med sukker, oregano, salt og peber og lad det simre til en cremet sauce.Snit porrerne i skiver og rens dem grundigt i koldt vand. Skær fenniklen (med top) i små tern og hak løg og hvidløg fint. Befri æblerne for kernehus og snit kødet i tynde både. Sauter porrer, fennikel, løg og hvidløg med salt og peber i lidt olie til de er møre og væden er fordampet. Vend æblebådene og evt. lidt kød i og smag til. Skær lasagnepladerne i 8-10 cm brede stykker og smør lidt flødeost på hver. Fordel grøntsager/æbler på pladerne og rul dem sammen til rør. Læg rørene med samlingen nedad i et ildfast fad. Smelt smørret i en gryde og rør melet i. Tilsæt mælken lidt ad gangen under kraftig piskning og kog saucen op - den skal være cremet, men ikke for tyk. Fordel saucen over cannellonierne, så den dækker helt. Smag tomatsaucen til, fordel den i en bred bane ovenpå cannellonierne og bag ved 200 grader i ca. 30 min. til de er møre og overfladen gylden.




torsdag den 23. august 2012

Rød couscous og krydrede oksekødsfrikadeller

Nu pralede jeg af forleden, at junior var helt vild med fiskeretten vi fik. Dagen efter fik vi couscous-salat og krydrede oksekødsfrikadeller - der var han helt pjattet med frikadellerne, men salaten var IKKE et hit! (hverken uden eller med halvdelen af ingredienserne). Til gengæld var både husbonden og jeg fan :o)

Rød couscous med crispsalat, blommetomater, peberfrugt, vild nektarin og feta (Skagenfood)
3 dl grøntsagsfond
2 spsk tomatpuré
400 g couscous
2 spsk sukker
1 pk crisp salat
250 g blommetomater
1 stk rød peberfrugt
2 stk vilde ferskner
2 fed hvidløg
4 spsk olivenolie
2 spsk citronsaft
100 g feta
50 g sorte oliven uden sten
salt og peber

Kog fond og tomatpuré op i en gryde. Bland couscous og sukker i en skål, hæld fonden over og rør hurtigt rundt. Dæk skålen til med film og lad det trække 5 min. Skyl imens salaten og slyng den tør. Skær tomaterne i kvarte og snit den rensede peberfrugt og nektarinerne i små tern. Tag filmen af couscousen, løsn den med et gaffel og lad den lige dampe lidt af. Kom tomater, peberfrugt, nektariner, presset hvidløg, olie og citronsaft ved og smag til med salt og peber. Vend salaten i lige inden servering, anret og drys med letsmuldret feta og grofthakkede oliven.


Som tilbehør fik vi krydrede oksekødsfrikadeller a la Camillas hoved

Krydrede oksekødsfrikadeller
350g hakket oksekød
1 løg
1 æg
2 fed hvidløg
1/2 dl mælk
1-2 spsk grahamsmel
salt og peber
1/2 tsk røget paprika
1/2 tsk karry
1/2 tsk kardemomme
1/2 tsk allehånde

Kør alle ingredienserne sammen i en foodprocessor. Hvis du ikke har en foodprocessor, rives løg og hvidløg fint, og røres sammen med alle de andre ingredienser med en håndmixer med dejkroge indtil du har en fars.

Steg frikadellerne på en pande med lidt olie, og server dem sammen med couscous salaten.



tirsdag den 21. august 2012

Baby Steps...

Der er nogle her i huset, der har lært at gå nu :o)


Hvidvinsdampede rødtungefiletter

Jeg kan nogle gange godt se på min blog, at hvis man ikke så godt kan lide fisk så er der godt nok mange fiske opskrifter! Beklager :o) Vi elsker fisk her i huset, og sætter stadig stor pris på vores ugentlig fiskepakke fra Skagenfood. Ja, den er temmelig dyr, men nuj det er skønt at få leveret til døren + vi får mere variation end hvis vi selv skal vælge.

Anyway, her er en fiske opskrift mere :o) og den er SKØN!
Hvidvinsdampet rødtungerulle med spinat, svampe og cherrytomater (Skagenfood)
600 g rødtungefilet
2 dl hvidvin
2 spsk smør
2 fed hvidløg
250 g cherrytomater
2,5 dl fløde
olivenolie
salt og peber
250 g blandede svampe
40 g pinjekerner
200 g babyspinat

Fisk: Krydr fileterne med salt og peber, rul dem sammen og læg dem i et passende størrelse ovnfast fad. Læg smørret på i små klatter og hæld hvidvinen i fadet. Dæk til med stanniol og damp fiskerullerne i en 200 grader varm ovn i ca. 15 min. til de er netop møre.

Grønt: Skyl spinaten godt, fjern evt. grove stilke og slyng den tør. Rens svampene, bræk dem i mundrette bidder og hak hvidløgene fint. Rist svampe og hvidløg i lidt olie på en pande og krydr med salt og peber, når svampene er gyldne og lige knap møre tager du dem af panden. Sauter spinaten på den samme pande med lidt salt og peber til væden er fordampet og tag også den af panden.

Samling: Hæld væden fra den dampede fisk over i panden, kog den ind sammen med fløden til saucen tyknerog smag til med salt og peber. Fordel spinaten oven på fisken og hæld saucen over. Drys med svampe, halve cherrytomater og pinjekerner og stil igen fadet i den 200 grader varme ovn i 5-10 min. til pinjekernerne har taget lidt farve.

Server straks sammen med små kogte kartofler og en sprød grøn salat.

Det smagte virkelig skønt - junior var STOR fan, og jeg tror bestemt vi laver noget lignende igen. Dog skal fløden tykne lidt mere næste gang, den fik desværre lidt for lidt, og derfor var saucen en smule for flydende.



søndag den 19. august 2012

Fisketallerken

Når vi en gang imellem får mad fra den lokale Kina-grill Jin Shing, så får vi naturligvis kinesisk mad, men det faktisk ligeså tit, at vi får burger. Det forlyder sig også på hjemmesiden, at den er blevet kåret til Nordjyllands bedste burger. Hvis man vurderer burgeren og spekulerer på hvordan den kan opnå den ære, så kan der kun være én årsag. Bollen er standard, bøffen er standard, salaten er kinakål, agurk og tomat er som det plejer... men dressingen... åh dressingen! Den er helt forrygende, og absolut det der gør burgeren god. Som regel vælter burgeren i dressing, og den kan klare det - for det er en virkelig god dressing. Jeg går også ud fra, at det er årsagen til at Kina-grillen har sat dressingen i produktion og sælger den i de lokale Super Best butikker.

Ja, bevares - en hjemmelavet dressing kan være skøn, men skal jeg spise en købe-dressing, så er der intet i nærheden! Derfor var forrige uges fiske-kasse mest af alt arrangeret efter dressingen :o) De blev til en slags fisketallerken som var lidt en stjerneskud-rejecocktail-fusion.

Tallerkenen indeholdt:
1/2 burgerbolle efter den sædvanlige opskrift
dampede grønne asparges
hjertesalat
cherrytomater
gul snackpeber
grillede jomfruhummerhaler
dampede rødspættefiletter
dressing
og Cavi-art

Simpelt, men MEGET lækkert! Mums




lørdag den 18. august 2012

Hjemmelavet is #10: Likør is med fudge

På turen til England købte jeg som nævnt i et tidligere indlæg en lille flaske "Fresh Cream Fudge Liqueur og nogle små fudge tern. Begge disse dele blev mere eller mindre brugt til en LÆKKER omgang is.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift på en Baileys is fra Cigarloungen, og tilsatte i stedet likøren fra Cornwall.

Fudge likør is (1/2 liter)
50 g sukker
2 pasteuriserede æggeblommer
1/4 l piskefløde
3/4 dl Baileys
75g fudge i små tern

Pisk sukker og æggeblommer lyst og luftigt.
Pisk fløden til skum.
Bland æggemasse og flødeskum.
Vend Bailey’en ned i ismassen.
Kør isen i ismaskinen. Når den er færdig tilsættes fudge tern, og den stilles i fryseren indtil den skal spises.
Pga. alkoholen i isen fryser den ikke helt hårdt op, og skal derfor spises direkte fra fryseren.

Hvis jeg siger, at det er den bedste is jeg nogensinde har smagt, så lyver jeg måske... men den er SUPER god, og nu græder jeg en lille bitte smule snot over, at jeg ikke købte noget mere likør i England :o(


Nå, ja - som det nok kan ses, så har jeg købt de mest nuttede isbægere nogensinde. De var ikke billige når der bliver lagt porto oveni, men jeg blev NØDT til at eje dem - I love them! De kan købes her. Portoen er £7,50, men det er jo det samme som danske butikker.


Food Festival i Aarhus

I weekenden 7.-9. september 2012 er der Food Festival på Tangkrogen i Aarhus. Aalborgs Cupcakemafia laver en lille roadtrip ud af det, og besøger sammen festivalen om søndagen. Programmet for weekenden ser super spændende ud, og jeg glæder mig helt vildt til at komme derned :o) De siger selv, at de har ambitioner om at blive nordens største madbegivenhed, og det hele handler om mad og oplevelser.

Food Festival'en har en masse forskellige temaområder, så det bliver vist svært at se alt det spændende på én dag, så jeg kan godt være lidt misundelig på dem, som kan komme derned alle festivalens 3 dage:
Planteriget
Nordiske Dråber
Havet
Mad for Børn
Samtalekøkkenet
Kokkeskolen og Madskolen
Mad Eksperimentariet
Kornmarken
Kødet
Mejeriet
Forskning og Innovation
Konkurrencescenen
Food Biograf
Foderbrættet

Men udover alle disse spændende temaområder er der også en masse workshops, som man kan købe sig en plads på, inde på "Billetter"-siden. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig, at deltage i dem allesammen, men det kan desværre hverken min kalender eller pengepung holde til. Jeg har godt kigget dem igennem, og hvis jeg skulle vælge et par stykker ud og sætte fokus på ville det nok være følgende:

Lakrids med Johan Bülow og Konditorlandsholdet:

Tag med Food Festival på rejse ind i et univers af kageruller, bageforme samt de lækreste kager og desserter med lakrids, når Konditorlandsholdet og Johan Bülow leger med lakrids og chokolade.
På denne lakrids-skole introducerer Konditorlandsholdet dig til historien bag landsholdet og dets eksistens. Derefter skal der trylles med lakrids og chokolade, når Konditorlandsholdet kreerer tre kager/desserter. Sammen med Johan Bülow vil de give dig en introduktion til, hvordan de arbejder med chokoladen, og hvordan den passer sammen med lakrids. Og så skal der smages…. !
Tag med på lakrids-skole og lad Konditorlandsholdet og Johan Bülow guider dig ud i smagen af lakrids sammen med chokolade.

BONUS: Du får den nye Fine Liquorise Powder fra Lakrids by Johan Bülow med hjem gratis, så du er klar til at eksperimentere i køkkenet og til at give dine gæster en stor smagsoplevelse.

Nuj, hvor det lyder godt - men der er desværre vist allerede udsolgt, og hvem forstår ikke det! Det lyder helt faltastisk. Jeg har dog et lille håb om at få fingrene i sådan en Fine Liquorise Powder på festivalen.

En anden workshop, som ikke er udsolgt endnu, og som jeg totalt ville ønske jeg kunne deltage i er:

Kager i Børnehøjde:

Store kager, små kager, fyldte kager, sjove kager – vi elsker dem alle. Kom og lav skønne kager med alt det gode, som kun børn kan drømme om. Konditorlandsholdet vil sammen med dig lave nogle skønne kager, som du både kan lave alene og sammen med en voksen. Du vil sammen med Konditorlandsholdet lære, smage, dufte og udforske en masse gode og ikke mindst søde råvarer. Sidst i skolen vil der selvfølgelig også være mulighed for at smage på de lækre kager.

Som enhver læser af denne blog ved, elsker jeg at lave kager. Jeg har høje forhåbninger om, at junior skal hives med i køkkenet når han bliver bare en lille smule større. Så denne workshop ville sikkert indeholde en masse lækker inspiration til når han er stor nok. Jeg kan se, at den henvender sig til børn, men aldersgruppen er jeg ikke helt klar over. Men det kommer selvfølgelig an på barnet :o) Men hvis der sidder nogle derude med bageinteresserede børn, som skal afsted på festivalen, så overvej denne spændende workshop :o)

Er der nogle af jer derude, der skal afsted og på nogle workshops?

fredag den 17. august 2012

52. kage: Filmrulle

I efterhånden 8-9 år har husbonden og jeg gået til en månedlig filmquiz. For et par år siden blev det efterhånden til at vi kun var 2 hold, men vi har ufortrødent quizzet videre. Det er dog sjældent, at vores hold har vundet, men det er jo heller ikke det der er vigtigt - vi har nydt det lige meget alligevel. Siden junior blev født har han så været med, og det er egentlig gået okay, men de sidste par gange har han krævet mere og mere, og være mere og mere besværligt. Derfor blev vi desværre nødt til at tage den beslutning at stoppe (midlertidigt) med quizzen, og i og med vi kun var 2 hold gik det jo også ud over de andre :o(

Jeg syntes dog, at det krævede en kage, når du det sådan var sidste gang. Temaet var naturligvis film, og derfor lavede jeg en lille filmrulle-kage. Jeg ved godt, at der burde have været små firkanter øverst og nederst på rullen, men den kreative frihed tog jeg mig :o) Det er helt sikkert ikke den mest imponerende kage jeg nogensinde har lavet, men jeg havde ikke så lang tid :o)


Kagen indeholdt:
lyse lagkagebunde
hvid chokolade mousse
blomme-rabarber mousse (lavet af Blomme/rabarber marmelade fra Frk. Anna)
imbc med chokolade
overtrukket med fondant





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...