mandag den 29. september 2014

Fødselsdagsønsker

Der er ikke så længe til min fødselsdag og jeg har tænkt lidt over, hvad jeg ville blive rigtig glad for, at der lå på pakkebordet. Jeg er dog ikke sikker på, at der er nogle af tingene i nedenstående collage, som rent faktisk lander der, men man kan vel have lov at håbe ;o)

På selve dagen bliver det dog ikke til så meget fejring, for der skal vi til en af mine søde veninders fødselsdag. Til gengæld bliver den pukkelryggede inviteret et par uger senere til lidt fødselsdagshygge.


* Et smuk Jane Kønig halskæde med et V og et F
* En smuk Pip etagere
* En ny K-spade til min elskede Kitchen Aid
* En håndmikser, som ville se enormt køn ud ved siden af ovenstående
* En lækker radio til at have stående i køkkenet
* Glee sæson 4
* Opbevaringkrukker fra Ib Laursen (egentlig helst store og lyserøde)


lørdag den 27. september 2014

69. kage: Piratskibet Tumle fra Jake og Ønskeøens Pirater

Jeg har lige lavet en kage til en lille dreng, som jeg håber han kunne lide. Han var blevet lovet en kage med Tumle - Piratskibet fra Jake og Ønskeøens Pirater. Hans mor og far regnede med en firkantet kage med et billede, men det var ikke hvad lille Malthe mente, så jeg havde i sidste uge hans far, som jeg kender fra Lyserød Lørdag, i røret i lettere panisk tilstand. Han mente nemlig ikke, at hverken han eller hans kæreste have evnerne, så jeg tilbød naturligvis at hjælpe.

Der er naturligvis taget lidt kreative friheder (jeg skulle jo også være sikker på ikke at blive anklaget for plagiat ;o), men da jeg spurgte Victor her til morgen, om han kunne se hvad kagen forestillede var han slet ikke ikke i tvivl om, at det var Tumle, og så var jeg glad :o) Carsten - faren - blev også meget glad, da han hentede den, så jeg håber meget, at Malthe også blev glad for den.

Jeg var som sædvanligt ikke 100% tilfreds, men nu har jeg heller aldrig lavet et piratskib før, og al begyndelse er jo som bekendt svært, men i det store hele er jeg tilfreds med kagen. Beklager i øvrigt på forhånd de mange billeder. Der er i øvrigt ikke nogle figurer på, for der havde de allerede købt nogle.

Kagen indeholdte chokolade mudcake og IMBC smagt til med mørk chokolade.

mandag den 22. september 2014

Så er det snart tid til Lyserød Lørdag

Ja, det nærmer sig igen den tid på året, hvor der er Lyserød Lørdag. I år vil Cupcakemafiaen atter været at finde på Nytorv i Aalborg, hvor vi sælger lækre hjemmebagte cupcakes. Vi har i år været succesfulde i at få en del sponsorer, men som altid er det ikke alt vi har kunnet skrabe ind. Dog vil det som tidligere være ALT hvad der kommer i kassen lørdag d. 4. oktober, der ryger direkte i indsamlingsbøtterne. Dvs. vi 5 piger betaler selv for de ting, som vi ikke har fået sponsoreret.

Der har været meget snak om priserne på vores kager, men vi regner helt bestemt med, at prisen bliver som den plejer. Det ville naturligvis være skønt hvis vi kunne hæve priserne og stadigvæk sælge alle kagerne, men vi er bekymrede for om det kan lade sig gøre, og derfor bliver det som det plejer.

Til gengæld vil der i år med stor sandsynlighed være mulighed for at købe en kop kaffe samtidig, og så har min søde svigermor været ved at lave nogle fine vimpel-ranker, som vi pynter op med, men også sælger, hvis der er nogle der skulle have lyst.

Husk nu, at hvis du læser dette indlæg og kommer forbi lørdag d. 4., så sig til og giv dig til kende :o) Vi vil så gerne hilse på jer læsere, men ved også, at en del af jer ikke rigtigt vil indrømme det.

Håber vi ses!



Karrysuppe med ferskner og rejer

Denne suppe har jeg hørt om mange gange og tit overvejet, om jeg skulle prøve den. Det blev dog først til her i weekenden, da jeg syntes, at vi trængte til at prøve en suppe, som var anderledes end de gamle travere, vi plejer at få hver gang ;o)

Det smagte super godt og det bliver bestemt ikke sidste gang vi laver den. Jeg valgte at lave en blendet suppe, da jeg tænkte, at den nok ville falde i bedre jord hos Junior, og det synes jeg bestemt gjorde suppen godt :o)

Karrysuppe med ferskner og rejer
4 pers.

1 fed hvidløg
1 porre
2 løg
3 spsk karry
25-50g smør
1 dåse flåede tomater
5 dl grøntsagsbouillon
1/4 liter fløde, madlavningsfløde eller kokosmælk
1 dåse ferskner
500g rejer - optøede
salt og friskkværnet peber

Pil, rengør og snit hvidløg, løg og porre. Smelt smørret i en stor grude og svits hurtigt karryen deri. Tilsæt løg, hvidløg og porre og sautér det i 10 minutter uden at det tager farve. Tilsæt evt. en anelse af grøntsagsbouillonen, så det har lidt væske at arbejde med. Tilsæt derefter tomater, bouillon og fløde og lad det simre i 15-20 minutter. Blend suppen og hæld væden fra ferskenerne i suppen lige inden servering. Smag til med salt og friskkværnet peber

Skær fersknerne i små stykker og læg fordel dem i bunden af en dyb tallerken sammen med de optøede rejer og hæld den varme suppe over. Server straks evt. med lidt godt brød til.

Jeg synes ikke, at rejerne behøver at komme i suppen, men er fine bare ved at blive varmet ganske let fra den varme suppe. Hvis man ikke har lyst til rejer, er jeg sikker på, at en omgang stegt kyllingefilet i strimer ville fungere fint også. Eller måske lidt dampet, hvid fik i store stykker. Man kan som nævnt også lade være med at blende suppen, men jeg synes det gjorden den super lækker. 



søndag den 21. september 2014

Den første gang ...

I dag var en stor dag - i dag var Junior i biografen for første gang :o) Vi har snakket om det i et lille stykke tid, og har været meget i tvivl om, hvornår det mon var det rette tidspunkt. Det blev vi enige om var nu, for han ELSKER filmen Flyvemaskiner og hvad kunne så være mere passende end at tage ind og se efterfølgeren.

Vi var så heldige, at det lykkedes os at få passet Mini, så både husbonden og jeg var der til at dele oplevelsen. Det gik super godt, og udover, at han nærmest proppede popcornene i hovedet, så klarede han oplevelsen til UG. Han holdt fokus på filmen ca. 98% af tiden, men sad så også fra tid til anden på mors eller fars skød.

Som den søde mor jeg er, blev turen naturligvis foto-dokumenteret, selvom der var nogle stykker der kiggede mærkeligt på mig, da jeg stillede mig op og tog billeder inde i salen - det var vel at mærke mens der var helt sort skærm, så det forstyrrede altså ikke nogle :o)





onsdag den 17. september 2014

Blomme- og nektarin crumble

Jeg er i mødregruppe med en af mine genboer, som jeg nærmest aldrig havde set inden vi landede i gruppen sammen, og her for et par uger siden var jeg forbi med et lille stykke kage til hende. Der faldt jeg over deres blommetræ og fik lov at få lidt med hjem. De blev forvandlet til den lækreste crumble, som passende blev indtaget i selskab med mødregruppen :o)

Blomme- og nektarin crumble
(tilpasset fra American Pie)
ca. 6 pers.

crumble:
100g hvedemel
90g lys muscovadosukker
100g sukker
90g havregryn
korn af 1 vaniljestang
2 tsk kanel
125g smeltet smør

fyld:
10-12 store blommer
2 nektariner*
40g lys muscovadosukker
20g sukker
2 spsk hvedemel
1 tsk citronsaft

Bland alle ingredienserne til crumble-blandingen i en stor skål, der skal være små klumper i. Dæk til og stil på køl indtil fyldet er klar. Det kan evt. laves dagen før, og kan faktisk også holde omkring 3 måneder på frost.

Forvarm ovnen til 175 grader og smørt et ovnfast fad.

Skyl blommer og nektariner og skær dem i både og bland dem i en stor skål med sukker, muscovado, citron og mel. Sørg for, at frugten er helt dækket. Hæld frugtblandingen i fadet og strø crumble-blandingen på i et jævnt og tykt lag.

Bag i ovnen i ca 50 minutter, eller til toppen er gylden og frugten bobler let.

Server varm eller ved stuetemperatur med en kugle is eller en skefuld cremefraiche


*eller ene af blommer eller nektariner eller en anden slags frugt - der er næsten frit valg på alle hylder :o)

Jeg elsker crumble, og denne er klart blandt favoritterne! Toppingen er SÅ god - yum! Som en af pigerne i mødregruppen sagde - den ville også være god som topping på skyr eller lignende. Det må vist prøves :o)



tirsdag den 16. september 2014

Vindere af biograf-billetter

Beklager det sene tidspunkt disse vindere bliver annonceret på, men sådan kan det gå ;o)

Tusind tak til alle, der har deltaget - jeg har da fundet ud af, at jeg snart skal prøve Butter Chicken! Tak også til Nordisk Film, som har sponsoreret præmierne.

Jeg har nu trukket 2 vindere via Random.org, og den første som blev udtrukket og dermed vinder 2 fribilletter og godter er:



Frk stoffer!

Vinderen af 2 fribilletter er:
Natascha!

Der er ingen af de 2 vindere, som har opgivet en mailadresse, og derfor kan jeg ikke komme i kontakt med dem. Derfor skal I selv melde jer og skrive en mail til mig på camillamhj @ gmail.com

Hvis jeg ikke hører fra de 2 vindere inden torsdag morgen, trækker jeg nogle nye!


mandag den 15. september 2014

Banancupcakes med chokolade

For nyligt skulle husbonden atter en gang til møde på arbejdet, og da der var nogle kollegaer, der spurgte om ikke snart at det var hans tur til at tage kage med *hint, hint* blev jeg nødt til at være en sød hustru og bage lidt til ham :o)

Valget faldt endnu en gang på cupcakes, for det er noget af det nemmeste for de stakkels nørder midt i deres møder. Jeg havde et par bananer i køleskabet, som trængte til at blive spist, så derfor blev det til en omgang banancupcakes - dog pimpet med chokolade og et et lille bær-agtigt indslag i form af fyld og frosting. Opskriften stammer oprindeligt fra Hummingbird, men jeg har lavet lidt om på den, så den kommer naturligvis også her

Banancupcakes med chokolade, marmeladefyld og hindbærfrosting
ca. 16 stk

125g hvedemel
150g sukker
1 spsk bagepulver
75g stuetempereret smør
1 1/4dl sødmælk
2 æg
125g moset banan
50g hakket, mørkt chokolade

ca. 1/2 glas hindbærmarmelade af god kvalitet

Hindbær frosting
500g siet flormelis
150g stuetempereret smør
3 spsk sødmælk
1 spsk hindbærpasta eller 1-2 tsk hindbærekstrakt

Forvarm ovnen til 170 grader.

Kom mel, sukker, bagepulver og smør i en røremaskine og pisk ved lav hastighed med K-spaden indtil det har en sandet tekstur.

Tilsæt langsomt mælken og rør godt indtil det hele er blandet. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk godt imellem hvert æg. Skrab ned fra siden af skålen, hvis det er nødvendigt.

Rør banan og hakket chokolade i dejen med håndkraft og fordel derefter dejen i muffinsforme (papir i metalforme) - fyld dem ca. 2/3 op. Bag kagerne i ovnen i ca. 20 minutter, indtil de er let gyldne og en kødnår kommer rent ud, hvis du stikker den i kagerne.

Sæt dem til afkøling på en rist - lad dem blive i metalformene de første 10 minutter inden de tages ud og køler helt af.

Brug en lille rund udstikker til at fjerne det øverste i midten af de afkølede cupcakes. Drej den forsigtigt, men pas på ikke at ødelægge kagen. Det er ikke svært, men kræver en smule øvelse. Put en lille teske marmelade ned i kagen og sæt låget på igen. Dette fyld gør dem mere lækre og saftige.

Pisk flormelis og smør sammen i en røremaskine med K-spaden ved middel hastighed indtil det er godt blandet. Kom mælk og hindbærpasta i lidt ad gange og skru derefter op til høj hastighed og piske det indtil det er helt luftigt og lækkert.

Dekorer de fyldte cupcakes med en fin swirl og pynt evt. med lidt (lyserød) krymmel.

Jovist, disse cupcakes ser meget feminine og pigede ud, men de smager skønt - også selvom man skulle være en mand ;o) Lækre, smagfulde og svampede.

torsdag den 11. september 2014

Store fremskridt!

Det går rigtigt stærkt med Mini i øjeblikket! Han lærer nye ting hele tiden, og for nyligt blev han truet med udelukkelse fra mødregruppen, da de mener, at han er for dygtig! Men der er jo det med børn, at det varierer SÅ meget hvornår de kan hvad og i hvilken hastighed de udvikler sig fysisk. Fx. fik han sin først tand, da han var 4 1/2 måned, mens storebroren var 6 1/2 måned.

Men på det seneste har han: lært at sidde, at kravle, at rejse sig op på knæ ved ting og at række med det yderste af sine små fingre op at tage ting der måtte være udenfor kanten af sofabordet, samt fået tand nummer 3 :o) Han elsker at kigge på sin storebror, og heldigvis er det meget gensidigt - junior er meget begejstret for sin lillebror! Det er så sødt nede i børnehaven, der siger han: se, jeg har en baby!

Børnehaven går i øvrigt stadigvæk super godt, og de er enormt søde til at fortælle lidt om højdepunkterne, når jeg kommer og henter ham.




tirsdag den 9. september 2014

Vind biografbilletter - Hundredefodsrejsen

Jeg ELSKER at gå i biografen - det er en skøn luksus, som jeg nyder enormt. Engang gik husbonden og jeg meget tit i biografen, men efter drengenes ankomst er det ikke helt så tit mere. Dog nyder jeg stadig meget, når jeg får muligheden. Derfor kunne jeg heller ikke sige nej, da jeg blev spurgt om jeg ville ind at se den nye "madfilm" Hundredefodsrejsen og om jeg havde lyst at give billetter væk til mine søde læsere også :o)

Filmen handler om en indisk familie, der åbner en restaurant lige overfor en Michelin-restaurant, drevet af skønne Helen Mirren, i en lille bjergby i Frankrig. Det udvikler sig nærmest til en åben restaurant-krig i den lille by! Den er instrueret af Lasse Hallstrøm, som også har lavet Chocolat og Æblemostreglementet.

Se traileren HER (nej, jeg kunne ikke få det til at virke med at sætte den ind!)

Som sagt har jeg fået lov at udlove et par gaver her på bloggen. Der er 2 vindere. Én der vinder 2 fribilletter til filmen, og én der vinder 2 fribilletter og lidt franske og indiske lækkerier.

Billetterne skal bruges imellem d. 15. september og 13. oktober, så der er heldigvis god tid.

For at vinde enten det ene sæt fribilletter eller det andet skal du blot være fast læser via bloglovin' og så skrive en kommentar, hvor du fortæller mig, om du er fan af indisk mad - og i så fald, hvad din favoritret er.
(Personligt elsker jeg indisk mad, men er ikke så vild med alt for stærk mad, så derfor er min favorit prawn korma)

Jeg trækker en vinder allerede på søndag d. 14. september, så husk at melde dig til inden :o)

Give away er lavet i samarbejde med Nordisk Film


onsdag den 3. september 2014

Gateau Marcel med passionsfrugtsirup

Som nævnt fik vi i lørdags til portvinsklub en super lækker kage til dessert, og derfor får den et indlæg for sig selv. Der var flere ting, som tiltalte mig ved at prøve en Gateau Marcel. 1- Det er chokolade :o) 2- Den skulle lave i god tid i forvejen. 3- Der kunne modificeres en udgave, som kunne gå til min kusine, der er allergiker. 4- De gange jeg har smagt Gateau Marcel, har jeg syntes, at det var super lækkert. 5- Det er chokolade :o)

Jeg fandt en opskrift fra Torvehallerne, men puttede passionsfrugtsirup i kagen i stedet for appelsinmarmelade og det var altså RET godt! Så opskriften kommer her.

Gateau Marcel med passionsfrugtsirup
12-16 stykker

350g mørk chokolade
350g smør
350g sukker
225g pasteuriserede æggeblommer
250g pasteuriserede æggehvider

8-9 passionsfrugter
4-5 spsk sukker

Kakao eller 100% chokolade til at putte ovenpå

Kom chokolade og smør i en skål og smelt det over vandbad. Lad det køle af til lillefingervarmt. Pisk æggeblommer og 230g sukker lyst og luft i en stor skål. Brug gerne en røremaskine, så det bliver rigtig godt pisket. Put æggehviderne i endnu en skål og pisk dem luftige, tilsæt de resterende 120g sukker en skefuld ad gangen og pisk det til sidst rigtig godt igennem.

Vend forsigtigt den smeltede og afkølede chokoladeblanding ned i skålen med æggeblommerne og vend det derefter ned i de stiftpiskede æggehvider og bland til det lige netop er rør sammen.
Hæld halvdelen af blandingen i en stor springform, som er smurt med smør og drysset med sukker (evt. også med bagepapir på bunden) og bag kagen i ovnen i ca. 30 minutter ved 175 grader.

Stil den anden halvdel af moussen i køleskabet og lav i mellemtiden passionsfrugtsiruppen.

Skrab kødet ud af passionsfrugterne og hæld det igennem en sigte, så kernerne bliver sorteret fra. Hæld det i en lille gryde sammen med sukker og lad det koge i nogle minutter, indtil det begynder at tykne. Tag gryden af blusset og sæt siruppen i køleskabet.

Når kagen er bagt, sæt da også den i køleskabet, så den kan køle af. Den behøver ikke være helt afkølet, men det er vigtigt, at den ikke er varm, så moussen ikke smelter. Det er muligt, at kagen ikke ser helt færdig ud, når den kommer ud af ovnen og vil falde sammen, men det er meningen.

Tag den afkølede kage ud af køleskabet og smør siruppen ovenpå. Sørg for, at det ikke kommer helt ud til kanten, men er et pænt jævnt lag. Fordel derefter resten af moussen ovenpå kagen, og glat det ud. Stil den tilbage i køleskabet, og lad den sætte sig - gerne natten over.

Inden servering, drys da kagen med enten kakao eller riv lidt 100% chokolade ovenpå.

Det er en virkelig lækker og fyldig kage, men den kan klart anbefales. Hvis man har lyst, kan man naturligvis dele opskriften på moussen op i 2 fra starten af, og så først lave den del af moussen der ikke skal bages lige inden det kommer på. Men jeg syntes ikke, at det var noget problem i mit tilfælde. Passionsfrugtsiruppen sørgede for, at kagen ikke blev alt for vammel og gav et syrligt touch, som var super lækkert!

mandag den 1. september 2014

Portvinsklub

Jeg er med i en portvinsklub, eller dvs. husbonden og jeg er begge med. Nu siger jeg godt nok portvinsklub, men det er faktisk mere en fætter-kusine klub. Men vores allesammens store forkærlighed for portvin har ført til, at vi de sidste mange år har holdt fætter-kusine fest med rigelige mængder portvin og derfor er det nu en portvinsklub. Det startede i det små for over 20 år siden, da min far blev 50 år - det mindes vi som den første gang, hvor vi allesammen så portvinens glæder. Det holder stadig ved og ca. en gang om året - når vi kan få det til at passe - holder vi en ordentlig fest med masser af mad, snak, dans og portvin. Det er min bror og søster, 3 kusiner og en grand-kusine der er medlemmer sammen med vores bedre halvdele. En gang drak vi gerne bare billig portvin, men med årene har vi efterhånden lært at sætte pris på et virkelig godt glas, og jeg smider gerne lidt ekstra penge efter en flaske portvin.

Dette års fest var i lørdags i vores ydmyge bolig, og desværre var der et par afbud, men for os, der var samlet, var det en skøn fest!

Er der i øvrigt nogle af jer søde læsere, der deler min forkærlighed for portvin?

Jeg havde forsøgt at gøre tingene lidt lettere for mig selv og vælge en menu, hvor der ikke var alt for meget der skulle laves når gæsterne var ankommet. Derfor stod menuen på sushi til forret, cuvettesteg med salat og kartoffelroulader til hovedret og en lækker kage til dessert, som dog får et indlæg for sig.

Sidste år til min fødselsdag fik jeg jo en diskokugle i gave af husbonden og den er endelig kommet op, så der kan virkelig danses igennem :o)

Mine stakkels instagram-følgere blev hele aftenen spammet med billeder af de forskellige portvins m.m. som vi drak, så det håber jeg ikke, at jeg mistede for mange følgere på - haha. Men her kommer billederne lige igen - det er jo alligevel meget praktisk, at have fotodokumentation af drikkevarerne.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...