søndag den 31. marts 2013

Gaver fra blomsterbryllup

Jeg har nok nævnt det før, men husbonden og jeg eeeelsker gaver :o) (Hvem gør ikke det?!?) For at udfordre os selv og hinanden lidt, plejer vi at give hinanden bryllupsgaver efter dagens navn. 4 år er som nævnt blomsterbryllup, så derfor stod gaverne i år i blomsternes tegn. Det var nok på mange punkter nemmere for husbonden end for mig, men det lykkedes da alligevel for os begge.

Jeg ved, at husbonden var på jagt efter en kjole med blomsterprint til mig, men kunne ikke finde en han kunne lide, men jeg er nu ganske tilfreds med hans valg :o)
En Viktor&Rolf flowerbomb, en smuk bakke med roser på, et skønt skilt med roser og nogle yndige servietter. Så bliver det ikke meget bedre og meget mere blomsteragtigt :o)


Husbonden fik blomster til sin togbane og en skjorte med nogle ret diskrete blomster i kraven. Ret godt gået af mig synes jeg :o)

Både husbonden og jeg har ferie i et par dage i næste uge, så der burde være tid til at blogge lidt mere mad :o)




lørdag den 30. marts 2013

Påskefrokost

Som nævnt have vi i torsdags hele min familie til påskefrokost. Vi havde bare den hyggeligste dag, og selvom min tidsplan skred en smule, så fik vi da også en masse god mad (hvis jeg selv skal sige det ;o) Det var en meget traditionel menu der bestod af: indbagt laks med flødestuvet spinat til forret. Skinke, kalkunbryst, oksecuvette, salat, hjemmebagte boller og flødekartofler til hovedret. Samt isbar med 6 slags hjemmelavede is til dessert. Efter påskeægsjagt var der kaffe med nougat-lagkage, men den får nu et indlæg for sig. Dette indlæg indeholder derfor ingen opskrifter, men blot en masse billeder :o)

Til isbaren var der som sagt 6 slags hjemmelavet is: jordbær, choko/marcipan, smarties, rom/rosin, chokolade og nougat. Så var der naturligvis, flødeboller, hjemmelavet guf og en masse forskellig krymmel :o)

Min storebrors vaffel

Junior nød sin første isvaffel :o)

Husbonden havde lavet en high-tech påskeægsjagt, hvor der skulle findes brikker, der blev til en QR-kode, som henviste til hvor skatten var gemt :o) Der blevet gået op i det med liv og sjæl

Folk var også så søde at medbringe værtinde-gaver/indflytter-gaver

Desuden fik vi også 2 store flag til at stille udenfor. Her på vores vej, viser det sig nemlig at hele vejen flager, når der bliver flaget! Hvor hyggeligt er det ikke lige!?! :o) Vi skulle jo nødigt være udenfor, så flagene faldt i god jord.

torsdag den 28. marts 2013

Blomsterbryllup

I dag har husbonden og jeg været gift i 4 år! Dagen i dag er åbenbart blomsterbryllup :o)

Vi får ikke den store tid til at fejre det, for som nævnt i går kommer hele min familie til påskefrokost, så vi har meget andet at se til.

Endnu et år er gået, og endnu en gang tænker jeg, at det føltes som om det er 100 år siden vi blev gift, og alligevel som om det var i går.

Foto: Thorhauge fotografi

onsdag den 27. marts 2013

Forberedelser...

I morgen kommer hele min familie til påskefrokost. Der skal vi have en påskeægsjagt, så kurven med godterne er blevet forberedt.



På fredag skal vi til 18-års fødselsdag, der er jeg ved at lave en kage til. Der er dog ingen fotodokumentation :o)

På søndag skal en fra min mødregruppe holde barnedåb for lillesøster. Der skal jeg lave en kage og den har jeg lavet pynt til.

Også på søndag skal min kusine holde barnedåb for sin lille søn. Der skal jeg også lave en kage og der har jeg også lavet pynt til.

Så jeg har nok om ørerne i disse dage... for ja, der skal jo også laves en masse mad, gøres en masse rent og tage sig af den lille familie.

tirsdag den 26. marts 2013

The Unofficial Harry Potter Cookbook

Jeg eeeelsker kogebøger, som mange andre madinteresserede, og jeg ville ønske, at jeg brugte dem meget mere end jeg egentlig gør. Ikke desto mindre er samlingen i dag blevet udvidet med "The Unofficial Harry Potter Cookbook". Totalt HP-nørdet, men jeg elsker det :o) Ej, såvidt jeg lige har kigget er rigtig mange af opskrifterne blot typisk engelske retter, men der er også nogle lidt mere specielle. 

Alle opskrifterne er ledsaget med et citat fra en af bøgerne, som fortæller hvorfor lige netop den opskrift er en del af bogen. Jeg glæder mig til at kigge lidt nærmere på bogen, og til at lave menuer i HP-stil :o)






lørdag den 23. marts 2013

Velkommen til kvarteret :o)

Dagen i dag startet med den sødeste gestus. Selvom det efterhånden er et par måneder siden vi flyttet ind i vores nye hus har vejret ikke rigtigt været til nabo-snakkerier, da der har været sne og kulde det meste af tiden. Men her til morgen ringede vores nabo på og gav os denne fine påskeblomst, og ønskede os velkommen til kvarteret. Det var husbonden der åbnede, men så vidt jeg kunne forstå, sagde hun også at hvis vi manglede noget eller havde brug for noget hjælp skulle vi bare sige til :o)

Det er så dejligt at være flyttet til et kvarter, hvor der er søde og hjælpsomme mennesker, og det gør det nok heller ikke værre, at det er lidt af et sølv-/guldbryllupskvarter.

Men nu ved jeg da, hvad der skal på bordet på torsdag når hele min familie kommer til påskefrokost :o)



fredag den 22. marts 2013

På visit hos Agnethe

Som det sig hør og bør, bliver jeg jo nødt til at lave et indlæg om at have været på visit hos en anden (mad)blogger :o) Det plejer jeg jo, så derfor handler dette lille indlæg om i mandags (hvor blev den uge af?!?) hvor jeg var til lyn-frokost hos søde Agnethe.

Jeg var indkaldt til møde hos AF, og skulle først hen til hende bagefter, og fordi jeg skulle hjem og bage boller til vi fik gæster om aftenen, blev det ikke et særlig langt besøg, men det var ikke desto minde super hyggeligt :o)

Da Agnethe jo venter en lille baby-pige, blev jeg nødt til at medbringe en værtindegave der var til den lille, for der er da ikke noget så skønt som at købe babytøj :o) Jeg skulle desuden afhente noget fondant, som vi havde bestilt sammen, så der var meget der skulle nås på et kort visit. Ja, for der skulle jo også spises - mums!

Agnethe diskede op med en LÆKKER torskerognssalat (som jeg glææææder mig til at få opskriften på), godt brød og en lækker salat med kiwi-sirup ovenpå. Det var SÅ godt, især for en fiskefan som jeg :o)

Til dessert fik vi butterdejskurve med jordbær-kompot og vaniljefløde samt frisk passionsfrisk - uh, det var også godt! Så er det ikke så ringe endda at blive inviteret på frokost :o) Tak søde Agnethe :o)

torsdag den 21. marts 2013

Mormor-mad: Boller i Karry med oksekød

Som det nok snart er åbenlyst her på bloggen, så eeeeelsker jeg traditionel mad, og en af favoritterne er boller i karry. Det er egentlig ikke noget jeg har fået så tit som barn, jeg tror ikke at min far er den store fan. Men vi får det jævnligt nu, og junior er for det meste også fan. Tit har jeg lavet det med æble og/eller porre i saucen, og det smager super skønt, men denne gang blev det til en 100% traditionel udgave - og det var heller ikke så ringe endda :o)


Boller i karry - 4 pers.
500g hakket oksekød
1 løg
1 æg
1/2 dl mælk
2-3 spsk mel, rasp eller havregryn, eller til det har en passende konsistens
salt og friskkværnet peber
2 spsk olie
2 spsk hvedemel
1 tsk karry
ris og grøntsager efter ønske

Kødboller til suppe og boller i karry synes jeg godt må være ret fine i det, og derfor plejer jeg at lave dem vha. foodprocessoren, dem her er ikke så kønne... Du kan vælge at rive løget og røre det sammen med håndkraft, men jeg plejer at gøre følgende:

Pil løget og skær det i store stykker. Put dem i en foodprocessor sammen med mælk og æg og kør til det er godt blendet. Tilsæt kød, salt, peber og mel eller rasp og kør til det er en samlet fars. Hvis farsen er lidt for lind kan du tilføje en ekstra spsk mel eller rasp.

Stil farsen på køl i 15-30 minutter.

Sæt en stor gryde over med rigeligt saltet vand. Form kødbollerne med en teske og kog dem igennem i 2-4 omgange. Tag dem op med en hulsi og læg dem til side.

Kog ris efter anvisning på pakken. Tilbered din ønskede grøntsager.

Sigt kogevandet fra kødbollerne og stil det til side. Varm olie op i en gryde, tilsæt karry i 10 sekunder og derefter melet. Tilsæt lidt efter lidt kogevandet indtil det har en passende tykkelse. Lad det koge godt igennem og smag til med salt, peber og karry. Tilsæt kødbollerne og varm godt igennem og server straks med ris og grøntsager.

Som nævnt tilsætter jeg nogle gange pureret æble og/eller porre til saucen, når den er færdig. Det giver en skøn smag, og giver også en anelse flere grøntsager. Det er super lækkert med råkostsalat til synes jeg, men da junior er bedre til kogte grøntsager var det hvad der landede på menuen denne gang :o)

onsdag den 20. marts 2013

Senneps- og honningmarineret Laks

Jeg har de sidste par år haft et lidt anstrengt forhold til laks i portionsstykker, jeg elsker gravat, røget og rå. Jeg tror det stammer fra, en overgang hvor vi fik det HELE tiden! Så jeg blev godt træt af det. Men forleden så en jeg opskrift på Sofies Blog, som gave mig lyst til et stykke ovnbagt laks igen, så det måtte jo prøves :o) Jeg ændrede dog lidt i opskriften, så jeg skriver den her som jeg lavede den.


Senneps- og honningmarineret laks (2 stk.)

25g smeltet smør
1½ spsk dijonsennep
2 tsk flydende honning
1 håndfuld rasp
1 håndfuld persille

Tænd ovnen på 200 grader.

Bland smeltet smør, sennep og honning i en lille skål. Vend laksen i blandingen. Blend rasp og persille, og drys det over laksen.
Bag laksen i ovnen i 12-15 minutter og server straks med dit valgte tilbehør.

Sofie serverede det med ris og bønner, vi fik pasta med spinat og fløde. Jeg tror også, at nogle ovnbagte kartofler ville gøre sig godt til laksen. Det smager i hvert fald skønt, og er helt sikkert noget vi skal prøve igen. Der er oprindeligt nødder i opskriften, men husbonden er ikke så pjattet med nødder, så derfor undlod jeg dem, men jeg tror bestemt ikke, at det gør retten ringere!

tirsdag den 19. marts 2013

French Toast eller arme riddere

Når jeg har set film hvor folk har spist French Toast, eller læst om det i kogebøger eller på blogs, har jeg altid haft en enorm lyst til at prøve det. Men faktisk var i sndags første gang nogensinde, at jeg smagte french toast... Heldigvis smagte det ligeså skønt som jeg havde håbet :o) Jeg var nær ved at sige at jeg "naturligvis" tog udgangspunkt i 'NewYorker by Heart - Amerikansk Homecooking', men det var under alle omstændigheder sandheden :o) Jeg tilføjede dog lige en tsk. sukker til æggene, hvorfor ved jeg ikke helt - det havde jeg bare lyst til, og det smagte uanset hvad skønt :o)

French Toast - 4 stk. (NewYorker by Heart - Amerikansk Homecooking)

4 skiver grov sandwichbrød - gerne lidt tørt
2 æg
½dl sødmælk
1 tsk vaniljeekstrakt
1 tsk sukker
smør til stegning

Cremefraiche
Ahornsirup
Friske bær - blåbær, brombær, hindbær eller jordbær eller hvad du synes :o)

Slå ægget ud i en dyb tallerken, og pisk det sammen med mælk, vaniljeekstrakt og sukker. Smelt lidt smør på en varm pande. Dyp brødskiverne én ad gangen i æggemassen. Hold skiverne nede i masse i et par sekunder på hver side, så de får tid til at suge masse op. Steg dem ca. 1½-2 minutter på hver side, til de er lækre og gyldne.
Tag dem af panden og server med cremefraiche, bær og ahornsirup, og server straks.


Som jeg allerede har nævnt et par gange, så smagte det virkelig skønt! Jeg er jo en rigtig morgenmadsgris, så jeg formåede faktisk at spise 2 skiver! Samtidig var junior også helt pjattet med det, dog uden cremefraiche, og spiste en hel stor skive. Det er jo altid rart når de små også kan lide en kokkerier :o)

Jeg tænker, at man nok nærmest kan variere det i en uendelighed... hvad er jeres favorit-tilbehør til French Toast?

søndag den 17. marts 2013

Happy St. Patrick's Day! Guinness & Baileys cupcakes


Jeg stiftede første gang bekendtskab med St. Patrick's Day i det herrens år 1997 da min veninde og jeg boede i London. Vi havde boet der i 6 måneder og efter 6 måneders arbejde på en lokal pub, kan man jo ikke lade en helligdag som St. Patrick's Day gå ens næse forbi. For på vores pub var det som rigtig mange andre steder - det går ud på at drikke dagen lang :o)

Det er ikke fordi det er noget jeg fejrer, men hvert år smiler jeg lidt for mig selv når dagen oprinder og tænker på min veninde og jeg og vores pub :o) Desuden behøver man ikke gå længere end til Guinness bryggeriet i Dublin, hvor der er et stort skilt med teksten "Everybody's Irish on March 17th" :o)

Nå, men da jeg alligevel skulle bage lidt til weekenden, tænkte jeg at det var oplagt med en irsk inspireret cupcake. Opskriften har jeg set hos Cakeateer og har vist lige siden jeg så den, at de måtte prøves en dag, og nu var dagen her.
Guinness og Baileys Cupcakes - 12 stk. (Cakeateer)

Cupcakes:
1,25dl Guinness
115g smør
50g kakao
130g mel
130g sukker
3/4 tsk bagepulver
1 nip salt
1 stort æg
1dl cremefraiche

Baileys ganache:
120g finthakket mørk chokolade
1dl piskefløde
15g smør
2 tsk Baileys Irish Cream

Baileys frosting
115g stuetempereret smør
ca. 200g flormelis, alt efter hvilken konsistens du synes frostingen skal have
4-8 tsk Baileys Irish Cream

Cupcakes:
Opvarm ovnen til 180 grader. Klargør en cupcake-form med 12 papirforme.

Smelt smørret i en gryde og tilsæt Guinness. Tilsæt kakao og pisk det sammen indtil det er ensartet. Tag det af varmen og lad det køle lidt ned.

Bland sukker, mel, bagepulver og salt. Pisk æg og cremefraiche sammen i en anden skål. Tilsæt øl-smør blandingen og rør det sammen, Tilsæt de tørre ingredienser og rør det sammen til det er helt blandet.

Fyld cupcake-formene 2/3 op, bag dem i 16-17 minutter, indtil de ikke hænger fast i en tandstik. Sørg for ikke at bage dem for længe, da de ellers bliver tørre. Lad dem køle helt af inden du fylder dem med ganache.

Ganache:
Kom den hakkede chokolade og smørret i en skål. Opvarm fløden i en lille gryde indtil det når kogepunktet, og hæld den over chokolade og smør. Lad det stå et øjeblik og rør så rundt indtil det er ensartet og chokoladen er smeltet. Tilsæt Baileys og rør det sammen.
Sæt ganachen i køleskabet indtil den har den rigtige konsistens.
Skær huller i toppen af cupcakesne på størrelse med en 2-krone og fyld derefter med ganache. Læg evt. låget på igen bagefter.

Frosting:
Kom smørret i en skål og pisk det i et par minutter. Tilsæt flormelis lidt efter lidt indtil det er godt blandet. Tilsæt Baileys indtil det har en passende konsistens og smag. Pynt cupcakesene og spis :o)


-


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...