onsdag den 31. juli 2013

Lidt fra vores sommerferie

Jeg kører på min sidste ferieuge nu, mens husbonden og junior også har ferie i næste uge.

Vi har ikke rigtigt lavet det helt store i denne ferie, det har der ikke rigtigt været finanser til. Men lidt er det da blevet til, og her følger lidt blandede billeder fra lidt af vores ture (ja, endnu en gang er det mest bettemanden der er genstand for fotografering ;o)

Et par dage i forrige uge var junior og jeg på besøg ved min mor og far. Vi tog toget derned, og det var første gang junior kørte i tog, hvor han rigtigt registrerede det tror jeg. Han klarede det heldigvis helt uden problemer :o)

I sidste uge var vi et par dage på besøg hos vores søde venner. Det var som altid hyggeligt, og ungerne legede super godt sammen. Billederne reflekterer ikke hvad der var på kameraet da vi kom hjem, for det var jo ikke kun junior der var til stede, men han er den eneste der kommer billeder af ;o)

Der blev leget i haven...

Der blev blæst sæbebobler til den store guldmedalje (vi skal så meget have sådan en sæbleboblepistol)

Der blev cyklet (juniors første gang udenfor) og leget på legeplads


og sidst men ikke mindst fik vi lækker mad :o)

Bl. a. skøn Løgismose kylling med lækre salater

og en helt vidunderlig rabarbertrifli, som jeg stadig drømmer om :o)

Jeg/vi var også så heldige at få en lille gave med hjem. Nemlig dette fine lille glas med sten i... som i virkeligheden er slik :o)

Ydermere var vi i sidste uge en tur på besøg hos min søster og svoger i hans forældres sommerhus (de var der også :o) hvor junior var ved stranden for første gang nogensinde! Han var så nuttet og synes det var super spændende.

Efter en tur på stranden var det tid til lidt afslapning i hængekøjen (tak for det søde billede, far :o)

I denne uge har vi ikke de store planer, vi skal en tur på besøg hos mine forældre for at fejre deres 47 års bryllupsdag og i næste uge tager husbonden og junior en tur til hans forældre, som inkluderer en tur i Jesperhus Blomsterpark.

Men uanset hvad, har vi indtil videre haft en dejlig sommerferie og det må jo være det vigtigste :o)

tirsdag den 30. juli 2013

Salat med kylling og croutoner

I går aftes fik vi denne dejlige sommeagtige salat. Desværre er junior, som før nævnt, ikke den store fan af salat, hvilket jeg egentlig også godt kan forstå - det er ikke nok for sådan en bette størrelse. Til gengæld synes han, at det altsammen var MEGET spændende da han sad på køkkenbordet, mens jeg lavede maden :o)

En salat som denne har ikke som sådan nogen opskrift og er som de fleste salater jeg laver baseret på hvad jeg lige har lyst til og hvad jeg har i køleskabet.

Derfor kommer der heller ikke rigtigt nogen opskrift, kun på croutonerne, som smagte SÅ godt! Mums! Men salaten bestod af:

Hjertesalat
Grønne druer
Æble
Tomater - hjemmedyrkede!
Lidt sprødstegt parmaskinke
Stegt kyllingebryst i skiver
Croutoner
og en enkel dressing


Croutoner
2-3 skiver daggammelt brød, så lyst eller groft som du har lyst til
1 spsk olie
25-50g smør
2 fed hvidløg
salt

Skær brødet i tern. Varm olie og smør op på en pande og tilsæt presset hvidløg. Tilsæt derefter brødternene og steg dem ved mellem varme indtil de er sprøde og gyldne. Man kan lave dem mere eller mindre usundt, der er dog ingen tvivl om, at rigeligt smør gør bedre :o) Hæld dem til sidst over på lidt køkkenrulle og put dem derefter ovenpå salaten.


mandag den 29. juli 2013

Dyreryg

Jeg kææææmper i øjeblikket!

Min telefon er til reperation!
Vores lille bærbare pc døde for et par måneder siden!
Min stationære slukker uanmeldt i tide og utide og husbonden har svært ved at finde problemet!

Så er der husbondens stationære tilbage, men han har fået et nyt spil og så nænner jeg ikke rigtigt at smide ham væk, for at jeg kan blogge!

Desværre er der ikke finanser til en ny til mig, så jeg må nøjes :o(

Anyway, det var dagens omgang af undskyldninger :o)

For et stykke tid siden fik jeg lidt hjemmeskudt vildt af min kusines mand. Jeg er ret begejstret for vildtkød, men har ikke prøvet at lave det selv før. I går fik vi en meeeeeget lækker omgang aftensmad, som dog ikke passede vildt godt til det varme vejr, men det smagte ikke desto mindre helt fantatisk!

Menuen stod på dyreryg, waldorfsalat, kartofler og brun sauce med rigeligt fløde... yum!

Dyreryg 2-3 pers

1 stykke dyreryg, ca. 20 cm langt
25g smør
salt og friskkværnet peber
1/2 liter vand
1 tsk andefond (eller naturligvis helst vildtfond, hvis du har det)

Forvarm ovnen til 250 grader.

Rengør dyreryggen for sener mm. Læg den på en rist over en lille bradepande, gnid den med salt og friskkværnet peber, put smørret på i tynde skiver på oversiden og stil den i den forvarmede oven i 10 minutter. Hæld derefter vand og fond i bunden af bradepanden, reducer varmen til 170 grader og steg dyreryggen i ca. 50-60 minutter (et stegetermometer skal stå på 75-77 grader). Sørg for jævnligt at dryppe stegen med væsken fra bradepanden.

Tag stegen ud, læg den til side dækket af stanniol i mindst 10 minutter.

Hæld væsken fra bradepanden i en lille gryde, tilsæt ca. 2 spsk mel, og rør det godt sammen. Bring det i kog, og tilsæt derefter kogevand fra kartoflerne indtil det har en passende konsistens. Lad det koge godt igennen, tilsæt en god sjat fløde (ca. 1 dl), kog atter op, smag til og tilsæt evt. en dråbe kulør.

For at skære dyreryggen ud, skærer du ned langs rygraden på begge sider og skærer filetterne af benet. Husk også mørbraden (?!) på undersiden.

Server med kogte kartofler og evt. en lækker waldorfsalat, som efter min mening er det perfekte tilbehør til denne slags retter :o)

Waldorfsalat 2-3 pers.

1dl piskefløde
50g god mayonnaise
1 tsk citronsaft
1 tsk sukker
lidt salt
1 æble
2 stængler bladselleri
1 lille klase druer
5-6 valnødder

Pisk fløden til skum og vend den sammen med mayonnaise, citron, sukker og salt. Rengør æble og selleri, og skær dem i stykker. Del vindruerne og fjerne eventuelle kerne. Hak valnødderne groft eller fint efter smag, og vend det hele sammen. Stil det på køl indtil det skal serveres.


lørdag den 27. juli 2013

Blogger middag hos Line

Jeg er lidt bagud, men mere om det senere... men i torsdags var hele Cupcakemafiaen samlet hos Line i hendes fine nye hus. Det er længe siden sidst, men det gjorde det bestemt ikke mindre hyggeligt. Der var nemlig også anledning til at hilse på Bittens lækre lille søn (suk, små babyer!)

Vi fik den lækreste og sommerlige mad, og jeg glæder mig allerede til at opskrifterne forhåbentligt dukker op inde hos Line :o)

Til hovedret blev vi trakteret med lækre kalkunspyd med ananas og chorizo, en coleslaw-agtig salat og en skøn foccacia med druer, mums!

Desserten var en lækker, lækker omgang af brioche med hjemmelavet nutella-is, jordbær, fudgesauce, og knuste Crunchie og M&Ms. Det var SÅ godt! Tak for crunchien endnu en gang Line - jeg glæder mig allerede :o)



torsdag den 25. juli 2013

Sommer i min have

Det er for alvor ved at være en fryd at gå en tur i vores have. Det vælter efterhånden frem med spiselige lækkerier, og heldigvis er der flere der endnu ikke er helt klar, så denne skønne periode kan var ved.

Det kom som lidt af en overraskelse for os, da det gik op for os, at der faktisk var flere spiselige afgrøder i vores have. Da vi overtog huset 1. december var det af gode grunde ikke til at se, men flere og flere ting er vi blevet opmærksom på i løbet af forår og sommer. Nogle ting har vi jo også selv plantet, og de fleste af dem har også været en stor succes.

Så her kommer et lille indlæg med nogle af lækkerierne i øjeblikket :o)
Friskplukkede hindbær, mums!
... og buske der bugner
Chili-plante med små og stærke chilier
En portion til at smide i fryseren, så de kan holde længere :o)
Et lille bitte kirsebær træ, der er fyldt med syrlige bær, som skal syltes en af dagene
Et andet og større træ med lækre og søde moreller
Første høst af morellerne, som blev indtaget hos vores venner længere sydpå i landet :o)
Framberries, der ikke er klar endnu, men som breder sig skønt og frodigt :o)
Små og smagfyldte skovjordbær der er plantet som bunddække i nogle af vores bede
Pæretræ der får mig til at glæde mig til efteråret :o) Jeg ved endnu ikke hvilken slags det er, men glæder mig til at finde ud af det og jeg forudser mange pæretærter i fremtiden :o)

mandag den 22. juli 2013

Ben & Jerry's Core

Er I andre også ved at smelte væk i varmen? Jeg kæmper, som dem der følger mig på instagram (cocoogco) ved, med en ond omgang bihulebetændelse. Det harmonerer bare SLET ikke med denne varme, for jeg bliver fuldstændig dvask og kæmper med at drikke nok væske til ikke at få værre hovedpine end jeg allerede har i forvejen!

Men noget af det eneste der kan køle mig ordentlig ned i denne forfærdelige varme (nej, jeg er og bliver aldrig god til meget varme og vores hus er som et drivhus!) er en omgang is. Jeg eeeeelsker is i næsten alle afskygninger, både hjemmelavet og købe, flødeis og sorbet. Derfor tog det mig heller ikke længe at sige ja, da jeg for efterhånden 100 år siden blev spurgt om jeg ville teste nogle af de nye Core-is fra Ben & Jerry's.

De to jeg testede var Blondie Brownie og Karamel Sutra. Jeg skulle egentlig have haft Peanut Butter me up, men den var ikke tilgængelig, så derfor faldt valget i stedet på Karamel Sutra.

Alle Core-isene fra Ben & Jerry's er Fairtrade-certificerede, så selvom man måske forkæler sig selv lidt med at spise isen, kan man da i hvert fald på det punkt gøre det med god samvittighed :o)

Blondie Brownie er chokolade- og vaniljeis med stykker af brownie og blondie. I midten er en kerne af letsaltet karamel.
Både husbonden og jeg var RET begejstrede for denne lækkerbisken. Jeg eeeelsker karamel, og var helt pjattet med den saltede karamel i midten og de store stykker brownie kombineret med en lækker og cremet is... mums!

Karamel Sutra er karamel is og flødechokolade is med stykker af chokolade og med en midte af blød karamel.
Denne is var hverken husbonden eller jeg helt ligeså vild med, som med Blondie Brownie. Hvis jeg skal være helt ærlig blev jeg en lille bitte smule skuffet, for jeg er ellers helt vild med karamel is, men denne faldt ikke helt i min smag. Jeg kan ikke forklare hvorfor, for den var lækker og cremet og fyldt med gode sager, men det ville ikke være den jeg ville vælge en anden gang.

Til gengæld brugte jeg lidt af den til at lave en lækker og læskende milkshake her forleden dag... mmmmmm. Det var tosse godt :o)

Alt i alt var vi ganske begejstrede for isene, men jeg må indrømme, at jeg nok er en kende for nærig til at betale i omegnen af 65,- for et bæger. Det er altså liiiige i overkanten for mig, men det er jo heldigvis smag og behag.

Er der nogle af jer, der har været så heldige at smage Peanut butter me up? For den tror jeg alligevel, at jeg bliver nødt til at have fingrene i... prisen uanset ;o)

onsdag den 17. juli 2013

Kirsebær Clafoutis

Her i weekenden havde vi besøg af husbondens kammerat, hans kæreste og deres nuttede lille datter :o) Det var som altid hyggeligt og krævede også lidt lækkerier. De kom allerede til frokost, hvor vi "bare" fik rugbrød, pålæg og lun leverpostej. Til aftensmaden fik vi grillet kød, kartoffelsalat og grøn salat, så ikke videre spændende.

Til dessert fik vi til gengæld denne lækkerbisken af en kirsebær clafoutis, som jeg ikke har lavet før, men som jeg bestemt skal lave igen. Jeg faldt egentlig oprindeligt for en udgave med blåbær, men jeg blev lidt for nærrig da jeg skulle købe for aaaalt for mange penge blåbær. Derfor lavede jeg den i stedet med kirsebær, som vist også er det mest normale. Dog har jeg planer om en dag at lave den med blåbær :o)

Kirsebær clafoutis 
(efter Hugh Fearnley-Whittingstalls opskrift)

400g udstenede kirsebær (passer med en 500g bakke)
juice fra 1/2 citron
1 spsk honning
75g mel
100g sukker
3 store æg, sammenpiskede
250ml mælk
lidt flormelis

Forvarm ovnen til 180 grader. Smør en 25cm tærteform med smør og hæld de udstenede kirsebær deri. Hæld citronsaft og honning over.

Bland mel og sukker sammen. Lav en fordybning i midten og tilsæt de sammenpiskede æg. Rør rundt og bring mel og sukker ind i ægget lidt efter lidt. Bland godt sammen og tilsæt derefter mælken lidt efter lidt indtil du har en glat dej.

Hæld dejen over kirsebærene og bag i ovnen i 35-40 minutter.

Server lun eller kold, drysset med lidt flormelis og evt. sammen med lidt lækker vaniljeis


søndag den 14. juli 2013

Kyllingebryst med parmesan og skinke

NU har jeg ferie :o) Yay, det bliver såååå godt!

Vi skal ikke rigtigt noget særligt i denne ferie, det er der ikke rigtigt finanser til, men jeg er sikker på, at det nok skal blive nogle dejlige ferieuger aligevel :o)

Forleden dag fik vi nedenstående måltid, som i mit hoved løs som en super idé og som heldigvis blev ligeså godt som jeg havde forestille mig. Det var lækkert og sommerligt og meget appetitligt :o)


Kyllingebryst med parmesan og skinke (3 pers.)

3 stk. store kyllingebryst
6 skiver parmaskinke
100g flødeost
25g friskkrevet parmesan
1 fed hvidløg
salt og peber

Forvarm ovnen til 180 grader

Rens kyllingebrysterne og skær dem lidt ud, for at lave en større overflade. Skær et lille snit på bagsiden i midten, og bevæg dig ud mod siderne med kniven, så det ligesom bliver skåret halvt igennem, men stadig sidder sammen i siderne. Jeg ved ikke helt hvad denne teknik hedder på dansk, men på engelsk hedder det vist butterfly :o)

Rør flødeost, friskrevet parmesan, hvidløg, salt og peber sammen og smør ovenpå bagsiden af kyllingebrysterne. Rul dem sammen og vikl 2 skiver parmaskinke om hvert fryst. Læg dem i et ovnfast fad og steg dem i ovnen i ca. 25-30 minutter, indtil skinken er sprød og kyllingen gennemsteg. Du kan evt. vende dem om efter 20 minutter, så de også bliver brunet på undersiden.

Som tilbehør fik vi en helt enkel Insalata Caprese - altså en tomat og mozzarella salat med frisk basilikum og en sjat balsamico-eddike. Det er bare altid lækkert, og at nogle af tomaterne var hjemmedyrkede gjorde det ikke mindre godt :o)




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...