lørdag den 30. juni 2012

1

Så mange år bliver junior i dag :o) Jeg kan slet ikke forstå at det er et helt år siden han kom til verden! Der er sket så meget, og han er blevet så stor og dygtig - Han bruger det meste af tiden herhjemme på at kravle op og ned fra sofaen, det synes han er helt fantastisk sjovt!

Vi holder først fødselsdag i morgen for familien, så i dag har gået med at gøre klar, handle det sidste ind, lave kage og fejre vores lille gut, som her inspicerer sin gave fra os :o)


torsdag den 28. juni 2012

Omelet med forårsløg og champignon

I går fik vi risengrød, og af resterne skulle der i dag laves risalamande. Derfor skulle aftensmaden i dag være lidt enkel, og valget faldt på en omelet. Vi spiser forholdsvis mange æg herhjemme, men det er ikke særlig tit vi får omelet. Det er egentlig en skam, for det smager skønt, og så kan man bruge næsten hvad som helst til fyld. Vi fik forårsløg, champignon og en rest forloren hare - i skøn stop spild af mad-ånd :o)

Jeg læste lige et tip hos CopenhagenDaily om stegning af omelet, og jeg må sige - det fungerede rigtig fint :o) Fluffy, let og smuk i farven.


Omelet 1 pers.
2-3 æg
100g champignon
1-2 forårsløg
evt. en rest kød
olie
salt og friskkværnet peber.

Rengør champignon og løg, og sauter dem møre i lidt olie på en pande. Tilsæt kødet, lad det stege et par minutter mere, og hæld det over i lille skål. Rengør panden og varm den GODT op. Tilsæt godt med olie og varm også det GODT op. Pisk æggene sammen i en skål, og hæld dem på panden, når den er var. Skru lidt ned, men ikke for meget. Skrab lidt ind fra siderne, og hæld panden i den retning, hvor der bliver trukket ind, så det flydende æg kommer i berøring med panden. Når omeletten næsten er færdig, krydr med salt og peber, og læg fyldet på den ene halvdel. Fold den sammen og server straks.

Mums! Jeg kan godt se på billederne, at jeg nok burde have fundet en grøn dusk, men det glemte jeg, og heldigvis smagte det ligeså godt uden :o)

onsdag den 27. juni 2012

Risotto med lyssej og spinat

I fredags, hvor vi fik vores sædvanlige fiskekasse, skulle det være lidt let, da jeg var midt i at lave bryllupskage. Derfor stod dagens menu på en omgang risotto. Det skønne ved risotto er, at det er hurtigt at lave, smager vidunderligt, og så kan du putte nærmest hvad som helst deri :o) Hele familien, inkl. junior nød i hvert fald denne omgang.


Risotto med lyssej og spinat (2-3 pers.)

1 løg
2 fed hvidløg
1-2 spsk olie
1/2 liter hønsebouillon
5 håndfulde risottoris
1 bakke svampe - vi fik bella gomba og alm. champignon
1-2 lyssej filet
100g optøet spinat
30-40g pecorino ost
salt og friskkværnet peber

Forbered bouillon (hvis det skal være helt rigtigt, skal den småsimre hele tiden), hak løg og hvidløg fint.   Rens champignon og sauter dem på en pande med lidt olie indtil de er møre. Stil dem til side. Sauter løg og hvidløg godt i en tykbundet gryde, når de gyldne og klare tilsættes risene og sauterer med indtil de ligeledes er blevet lidt klare. Tilsæt bouillon suppeske for suppeske, og lad det koge ind mellem hver. Sørg for at røre i gryden hele tiden. Når risottoen næsten er færdig tilsættes champignon, spinat og fisk. Lad det stå et par minutter inden osten tilsættes og der røres godt rundt. Krydr med salt og peber og server straks.

Buon appetito :o)

Jeg ved godt, at der rigtigt skal hvidvin i en risotto, men det er meget sjældent at jeg putter det i. Mest fordi vi aldrig har noget hvidvin ;o) Men uanset synes jeg, at det er en skøn ret.

tirsdag den 26. juni 2012

Hvor heldig har man lov at være? :o)

Dagens bedste nyhed, til trods for, at dagen endnu er ret ny, må være den mail der lå i min inbox her til morgen, som fortalte mig, at jeg havde vundet den fiiiiineste lampe inde hos guld.log - yay, glæder mig såååå meget til at modtage den. Den kommer dog nok først op at hænge, når vi en gang flytter, men det skal nok blive godt :o)


Hvis der er nogle, som bare ikke kan leve uden denne flotte lampe, så kan den findes her: ShapingYourDay.com

mandag den 25. juni 2012

Baby Bear Grylls...

I går havde vi åbent hus med ejendomsmægleren, men der kom desværre ikke nogle :o( Piv! Især fordi vi har fundet et hus vil gerne vil købe...

Men mens der var åbent hus begav hele den lille familie sig en lille tur i parken, hvor junior rigtigt kunne boltre sig - vi mistænker at han bliver den nye Bear Grylls når han bliver stor :o)

søndag den 24. juni 2012

50. Kage: Mette og Oves bryllupskage

Først beklager jeg den lange blogpause... hvis der da er nogle der har savnet mig ;o) - men ugen har været enorm travl og det har også betydet at vores mad har været langt fra blog-værdig! Det har som regel blot blevet smidt på bordet og skovlet ned samtidig med at vi har forsøgt at klemme noget i junior! Jeg kan afsløre at tarteletter med høns i asparges IKKE passede den unge herre!

Nå, men da junior var på Riget for at blive opereret var han indlagt samtidig med den mest nuttede lille pige, Emma. Jeg har holdt kontakten ved lige med hendes mor siden vi kom hjem, og i går skulle Emmas mor og far så giftes. De havde spurgt om jeg ville lave en kage til dem, og det ville jeg naturligvis gerne :o)

Derfor var vi i går til bryllup og reception, og det var så yndigt og smukt - men jeg kunne desværre ikke rigtigt komme til at koncentrere mig om at synge med på salmerne. Junior mente nemlig, at det var bedre at vælte rundt mellem sin mor  og far og tigge om det eneste der er garanteret til at få ham til at tie stille - rosiner! Det er ikke så tit han får rosiner, men de er gode til at bruge som bestikkelse en gang imellem :o)

Kagen... endelig en rigtig bryllupskage, og derfor beklager jeg på forhånd billedstormen. Men jeg var selv okay tilfreds med resultatet - den bulede lidt i siden, men til gengæld synes jeg at mine blomster var meget vellykkede!

De første billeder blev taget herhjemme, og derfor er topfiguren ikke på endnu. 

Kagen bestod af:
Lyse lagkagebunde
Jordbærmousse
Tobleronecreme
IMBC
og fondant 

søndag den 17. juni 2012

48. og 49. kage - Anton Emils dåbskager

I dag skulle en af mine bekendtes lille søn Anton Emil døbes, og det krævede lidt kage! Jeg aftalte med hans mor, at temaet skulle være ænder, og det var lidt en overraskelse til hans far, for han vidste det nemlig ikke - og han er helt pjattet med badeænder :o)

Kagen indeholder:
Lyse lagkagebunde
Lys chokolademousse
Hindbærmousse
IMBC
Fondant

Fondanten krakelerede lidt nogle steder, og anden på toppen er lidt buttet, men ellers er jeg nu ganske tilfreds:o)

lørdag den 16. juni 2012

Lækre Lagkagebunde

Det gik for nyligt op for mig, at i alle de lagkager jeg bager bruger jeg næsten altid den samme opskrift på bunde. Men det er meget old school-agtigt, for den sidder i en mappe med et udprint fra internettet. Derfor tænkte jeg, at jeg hellere måtte huske at tage lidt billeder og smide opskriften næste gang jeg stod for at skulle bage bunde. Som sagt, så gjort :o) Jeg har fundet opskriften hos Kagekonen.com, men har tilføjet lidt noter til opskriften.

Billederne snyder dog en lille smule, for umiddelbart ser kagen, som skal deles i 3 bunde, ikke så høj ud, men det er blot fordi det er en dobbelt portion bagt i en større form. Men den bliver altid lækker, luftigt og flad på toppen - det er sjældent at den er for høj eller for lav på midten.


Lækre Lagkagebunde - 3 stk  (fra Kagekonen.com)

4 æg
160g sukker
1 stor spsk. vand
1 tsk vanilje med top
1 knivspids salt

120g hvedemel
1 tsk bagepulver

Pisk æggene heftigt med vand, vanilje, salt og sukker til en fin mousse. Det skal piskes længe, men det er det værd i den sidste ende.
Sigt mel og bagepulver i, vendes med let hånd, kun til melet lige er opsuget. Men vær omhyggelig, da der kan gemme sig lommer af mel i dejen.

Hvis man har lyst til kakaobunde tilsættes 3 spsk. kakao inden melet, og piskes godt ind.

Hældes i en springform på 20-22cm og bages ca. 20-30 minutter ved 200 grader. Køl derefter bundene af på en bagerist, inden den deles i 3 bunde.


torsdag den 14. juni 2012

Crispy Chicken Burger

Efter at vi i sidste uge fik tortillas med Crispy Chicken Bites, havde jeg gemt en halv pakke krydderi, og den blev taget i brug i dag, hvor vi fik en burger med de lækre stykker kylling.

Kyllingen blev lavet efter anvisning på pakken og puttet i burgerboller sammen med salat, tomater, rød peber, cremefraiche og salsa-dip.

Burgerbollerne har jeg blogget om før, men jeg smider lige opskriften igen, for det er altså bare en SKØN opskrift. De er lækre, bløde, mættende og luftige.

Stor MAXI burgerboller (Amo - Den Store Fødselsdags Bagebog) 12 stk.
50 g gær
3 dl lunkent vand
½ dl olie
100 g fuldkornshvedemel
500 g hvedemel
1 æg
3 spsk sukker (kan evt. undlades, hvis du spørger mig)
1 tsk salt

pynt:
1 sammenpisket æg
sesamfrø

1. Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt de øvrige ingredienser.
2. Ælt dejen til den er glat. Lad dejen hæve tildækket lunt, ca. 30 minutter.
3. Form 12 boller, og tryk dem flade. Prik dem med en gaffel.
4. Lad bollerne hæve tildækket og lunt til dobbelt størrelse ca. 40 minutter.
5. Pensl med æg og drys med sesam.
6. Forvarm ovene til 225 grader (varmluft 210 grader) og bag bollerne ca. 10-14 minutter afhængig af størrelse. 


Chokoladecupcakes med flødeostfyld

I anledningen af husbondens fødselsdag i tirsdags skulle han i dag have noget kage med på arbejde. Jeg havde ikke den store lyst til at lave en lagkage, så jeg fik lov at lave cupcakes i stedet for :o) Valget faldt endnu en gang på en opskrift fra Hummingbird Bakery Cookbook.


Chokoladecupcakes med flødeostfyld (Hummingbird Bakery Cookbook) 12 stk.

Chokoladedej:
200g hvedemel
125g sukker
40g kakaopulver
½ tsk natron
knap ½ dl majsolie
1½tsk hvidvinseddike
½ tsk vaniljeekstrakt
1 1/4 dl vand

Flødeostfyld:

150g flødeost
60g sukker
1 æg
½ tsk vaniljeekstrakt
et nip salt
100g mælkechokoladeknapper

Forvarm ovnen til 170grader

Chokoladedej:
Bland mel, sukker, kakao og natron i en stor skål med elpisker til alle de tørre ingredienser er godt blandet.
Pisk olie, eddike, vaniljeekstrakt og vand sammen i en kande og hæld derefter langsomt indholdet langsomt over i skålen med de tørre ting, mens der piskes. Fortsæt til det hele er godt blandet og skarb evt ublandese ingredienser ned fra siderne på skålen.
Fyld papirsforme 2/3 med dejen og sæt dem til side.

Flødeostfyld:
Pisk flødeost, sukker, æg, vanilje og salt sammen med en elpisker og pisk til det er jævnt og luftigt.
Vend chokoladekanpper i med håndkraft.
Læg ca 1 spsk af fyldet ovenpå kageblandingen i formene og bag dem i den forvarmede ovn ca 20 min eller til kagerne er faste at røre ved og flødeostfyldet har fået en jævn gylden farve.
Bag dem ikke for længe da fyldet kan blive tørt og smuldrende.


Flødeostglasur (Cream Cheese Frosting) nok til 10-12 cupcakes

300g siet flormelis
50g blødt usaltet smør
125g afkølet flødeost

Pisk flormelis og smør sammen til det er godt blandet. Tilsæt alt osten på een gang og pisk til det er rigtig godt blandet. Pisk yderligere 3-4 min til glasuren er let og luftig men pisk ikke for længe, da det kan skille.

Dekorer cupcakes med flødeostglasur og drys med lidt kakaopulver på toppen, og nyd! Mums!


onsdag den 13. juni 2012

Jordbærtærte - vol. 2

Husbonden siger tak for lykønskningerne :o)

Her kommer så jordbærtærte - vol. 2, som jeg bagte til at have med til filmquiz i mandags. Denne udgave var fra Meyers Kager, og den eneste ændring jeg lavede var at tilføje en smule af den overskydne creme fra søndagens kage - det gjorde den bestemt ikke dårligere!


Jordbærtærte - Meyers Kager
½ portion Meyers mørdej udrullet (den er MEGA god :o)

Pistaciemasse
250 g lyst rørsukker
240 g blødt smør
kornene af ½ vaniljestang
165 g mandelmel eller fintblendede smuttede mandler
75 g usaltede pistaciekerner
3 mellemstore æg
lidt salt
10 g hvedemel

1 bakke jordbær
1/2 glas ribsgelé

Beklæd en tærteform med løs bund med mørdejen – det er nemmest hvis du har ladet dejen temperere en smule på køkkenbordet, så den ikke kommer direkte fra køleskabet. Buk forsigtigt dejen rundt om formens kant. Kør med en kagerulle hen over formens øverste kant, så du trimmer dejen af, og ret til med fingerspidserne. Prik bunden flere steder med en gaffel, og lad derefter tærtebunden hvile i 30 minutter, mens du laver fyldet.

Forvarm ovnen til 190° ved varmluft. Bland sukker, smør og vaniljekorn sammen i en røreskål med et piskeris. Tilsæt mandelmel. Formal pistaciekernerne i en blender til en fin masse, og bland dem i smørblandingen. Tilsæt æggene, 1 ad gangen, og pisk 1 minut mellem hvert æg. Tilsæt salt, og sigt hvedemelet i. Vend det hele rundt med en gummidejskraber, til det er en ensartet masse.

Tag tærteformen ud af køleskabet. Fordel pistaciemassen i tærteformen – jævn overfladen med en spiseske. Bag nu tærten i midten af ovnen i ca. 45 minutter. Fyldet skal være hævet en smule op på midten, og mørdejskanten skal være gylden og ikke for lys. Tag tærten ud, og lad den køle af i formen på en bagerist.

Her puttede jeg så en smule creme, og stillede den på køl indtil jordbærrene skulle på.

Skyl jordbærrene. Dup bærrene tørre i et rent klæde. Ifølge opskriften skal de på hele eller halve, men jeg valgte at kvarte dem, og vælte dem på tærten i en stor pærevælling. Jeg synes faktisk det gave en flot effekt, og fyldte alle huller ud. 


Varm ribsgeleen i en lille kasserolle, og pensl derefter tærten med den smeltede gele.


Uh, den var god! Den var mere dessertagtig end den anden, men mængden af mazarin er også betydeligt større i denne. Vi fik et stykke mandag, som var rigtig godt, men det stykke vi fik i går var faktisk bedre - det var som om kagen havde sat sig mere. Mums. Jeg kan dog godt se her på billederne, at jeg skulle have haft smidt en grøn dusk på, men jeg lå desværre med et migræne-anfald det meste af eftermiddagen, så det skulle gå lidt stærkt!

tirsdag den 12. juni 2012

Jordbærtærte - vol. 1

I dag har husbonden fødselsdag - tillykke min skat :o) Han bliver 33!! Nå, men i anledningen af det lavede jeg i går en jordbærtærte til at tage med til filmquiz. Men dette indlæg handler faktisk om den jeg lavede til i søndags, hvor min mor havde inviteret hele familien til fødselsdag. Den jeg lavede i går, kommer først i morgen eller nogen :o)

I hvert fald spurgte min mor og far om jeg ville bage noget kage til i søndags, og jeg havde ikke rigtigt lyst til at lave en af mine "normale" kager, derfor foreslog jeg en jordbærtærte. Så kunne det da være lidt sommer, i hvert fald i menuen.


Opskriften fandt jeg hos Birthe. som har den fra Go' Morgen Danmark i sin tid, og fulgte den mere eller mindre til punkt og prikke. Men jeg tilføjede et par enkelte ting, derfor skriver jeg opskriften, som jeg lavede den.

Jordbærtærte - set hos NewYorkerbyHeart

Smørdej:
125 g blødt smør
125 g mel
25 g flormelis
½ stang vanilje

Marcipanmasse:
50 g blødt smør
50 g marcipan
50 g sukker
2 æg

Kagecreme:
3 æggeblommer
3 spsk. sukker
1½ stang vanilje
½ liter letmælk
1-2 spsk. Maizena

desuden
1dl fløde
100g god, mørk chokolade
½ glas ribsgele

Bland ingredienserne til marcipanmassen til en jævn masse.

Bland ingredienserne til smørdejen, saml det til en dej og stil dejen kold.
Dejen rulles ud, så den passer til tærteformen. Kom marcipanmassen over den ubagte dej.
Bages i forvarmet ovn ved 200 grader i 15-20 minutter.

Tag lidt af mælken fra og kom Maizena i. Bland det godt sammen. Æggeblommer, sukker, vanilje og mælk kommes i en gryde og koges op. Tilsæt Maizena-blandingen lidt efter lidt, til konsistensen er passende. Cremen koges igennem et par minutter.Rør hele tiden, og sæt derefter cremen på køl. Pisk fløden til forholdsvis stiv flødeskum og vend det i cremen, når den er kold.

Kom smeltet chokolade på den afkølede tærtebund og vent til det er størknet. Kom så cremen på den kolde bund og pynt med hele eller halve jordbær efter smag.

Varm ribsgeleen op i en lille gryde til den er helt flydende, og pensl den derefter ovenpå bærrene. Det gør den flot blank og smager dejligt.




Det er en virkelig lækker tærte! Mums! Jeg tror dog måske at jeg skulle have haft den bagt et par minutter længere, da smørdejen virkede lidt underbagt. For øvrigt så bagte jeg tærterne lørdag, puttede smeltet chokolade på da de var afkølede, og opbevarede dem således i køleskabet indtil søndag. Der lavede jeg så cremen, og gjorde tærten færdig. 


Marmelader fra Frk. Anna

Det er efterhånden længe siden, jeg modtog de lækre maremlader fra Frk. Anna, som nogle af jer læsere også fik glæde af. Men nu har jeg endelig fået smagt dem allesammen, så jeg må hellere komme med en lille anmeldelse :o) Inden jeg går i gang, må jeg lige advare om, at der nok er vel rigeligt superlativer i dette indlæg, for jeg er STOR fan af disse marmelader. Det er dog helt min egen holdning :o)

Ifølge Frk. Annas hjemmeside har disse marmelader nogle klare fordele, som er:


Naturlig frugtsmag
Alle Frk. Annas marmelader er baseret på naturlige produkter af fineste kvalitet. Vi udvælger de bedste bær og frugtsorter og fremstiller marmeladen ved lav varme. På den måde bevares den naturlige frugtsmag, farve og vitaminerne i produktet.

Uden konserveringsmidler
En mild pasteurisering af de fyldte marmeladeglas gør det muligt at undgå tilsætning af konserveringsmidler.
Idet marmeladen ikke indeholder konserveringsmiddel og sukkerindholdet samtidig er forholdsvist lavt, er det vigtigt at behandle produktet med omtanke. Opbevar derfor glasset på køl efter åbning. På en varm sommerdag, ved brunch eller lign. anbefales det at tage en mindre portion frem af gangen. Det er ligeledes vigtigt at anvende en ren ske i marmeladen og efterfølgende smøre den ud med en anden ske, kniv eller lign..

Meget frugt, lidt sukker
Frk. Annas marmelader har et højt frugtindhold og et lavt indhold af sukker i forhold til andre produkter på markedet. Marmeladen er sødet med økologisk rørsukker, der giver en behagelig og naturlig sødme. Til at fremme frugtsmagen er marmeladerne tilsat citron frem for kemisk fremstillede syrer.
Blød og lækker konsistens
Marmeladen strutter af frugtens egen farve og smager af frisk frugt. Konsistensen er blød og lidt flydende, og er dermed meget nem at smøre ud på brød, eller at røre ud i eksempelvis lagkagens flødeskum.
Generelt vil jeg sige, at de er helt sikkert nogle rigtigt lækre marmelader. Marmelade er ikke noget vi spiser hver dag, men med disse lækkerier i køleskabet er der altså ikke fået længe imellem :o)

Økologisk Hindbær marmelade:
Tit synes jeg, at hindbærmarmelade smager af hindbær marmelade... denne smager faktisk af hindbær og sommer. Jeg synes det er en enormt lækker marmelade, og den kan bruges til uendelig mange ting - jeg er ret sikker på, at den er ligeså lækker i en lagkage som den er på et stykke brød.
Nogle gange, når jeg laver en lagkage og det skal være MEGET nemt, laver jeg bærmousse ved at blande (hjemmelavet ) marmelade med flødeskum - det tror jeg, at denne ville passe super godt til, og alligevel være en smagsoplevelse.

Økologisk råsyltet appelsin marmelade:
Normalt kan jeg ikke lide appelsin marmelade, da jeg synes det som regel er meget bitter. Denne her er MEGET mindre bitter end hvad jeg ellers har smagt, så selvom jeg nok aldrig bliver den helt store fan af appelsin marmelade, så kunne jeg sagtens se mig selv spise denne. Agnethe, som var en af vinderne, der vandt marmelader her på bloggen, forslog en hvid chokoladesauce med appelsin marmelade i... jeg venter stadig på opskriften ;o) for det tror jeg kunne være et hit.

Blomme/rabarber marmelade:
Uh, dette er absolut en LÆKKER marmelade. Jeg har for det meste blot spist den på brod, hvor den går sååå godt. Til gengæld så tror jeg, at en klat af denne i den rabarberis jeg lavede for nyligt, ville lige have givet isen det sidste tvist. Mums. Den smager frisk og lækker, og nærmest som en hjemmelavet.

Stikkelbær marmelade:
Af de marmelader vi har testet, så er det KLART stikkelsbær marmeladen, der er favoriten her i det lille hjem. Både husbonden og jeg var fan fra første mundfuld. Den smager så enkelt og lækkert, at den smager fuldstændig som en hjemmelavet marmelade. Det er virkelig ikke meget marmelade jeg har smagt der er bedre. Normalt ville det nok ellers ikke være stikkelsbær jeg ville hive ned fra hylden, men uh - denne er god. Jeg har slet ikke nænnet at bruge den til andet en brød, men jeg overvejer stærkt at teste den sammen med noget kylling, som Anne, der var den anden vinder her på bloggen, foreslog.


Det var så min lille anmeldelse. Denne test har gjort det klart for mig, at når det skal være, så kan det altså godt betale sig, at betale lidt ekstra og få noget bedre, når det kommer til marmelade :o) Tak Frk. Anna :o)

mandag den 11. juni 2012

Brasede kartofler og skærising

Så blev det skisme mandag igen! Det er utroligt som dagene bare flyver afsted. Nå, men i fredags hvor vi jo som sædvanligt modtog vores fiskekasse fra Skagenfood, var det meningen af vi skulle have haft en salat, men jeg synes bare overhovedet ikke det passede til det elendige vejr! Jeg var lidt træt efter at have endevendt hele huset, da fotografen var her for at tage billeder af huset fredag formiddag, så jeg overtalte husbonden til at gå i køkkenet og lavet noget som ikke var en salat, og det klarede han som sædvanligt rigtig godt :o)



Brasede kartofler og skærising ruller (2-3 pers.)

500g nye kartofler
250g friske ærter, bælget og skyllet
2 løg, i tern
1 bundt radiser, renset og skåret i skiver
2 kviste citrontimian
olie og smør
salt og peber
5-6 skærisingfileter

Forvarm ovnen til 180 grader.
Vask kartoflerne og kog dem næsten møre i letsaltet vand.
Krydr isingfiletterne med salt og peber, rul dem sammen, og læg dem i et smurt ovnfast fad og bag dem i 15-20 minutter.
Hæld vandet fra kartoflerne, lad dem dampe af og skær dem i mindre stykker.
Varm lidt olie op i en sauterpande, steg løgternene indtil de er møre. Tilsæt kartoflerne, citrontimian, og lidt smør og steg det i nogle minutter. Når fisken er færdig tages den ud af ovnen og hviler overdækkert. Tilsæt ærterne til kartoflerne, lad dem stege med et minuts tid. Smag til med salt og peber, tag panden af varmen og tilsæt radiserne. Server straks.


På en eller anden måde synes jeg det næsten er synd at tilberede friske ærter, for jeg eeeeelsker dem som de er, men det smagte faktisk SUPER lækkert, at de lige havde fået et minuts varme. Det var i hvert fald lige hvad vi havde brug for, og ikke en eller anden kold salat :o)

Dog tror jeg hver gang vi får skærising, at vi ender med ruller i ovnen, så næste gang må jeg hellere finde på noget andet - nogle gode forslag?

fredag den 8. juni 2012

Svensk Pølseret

Ja, ja - så bliver det ikke meget mere old school end det - det må åbenbart være lidt af et tema jeg kører i øjeblikket ;o) Nå, men junior får jo, i kraft af sine 11 måneder, mere og mere det samme mad som vi gør. Men der er altså et eller andet med, at han kan jo blive spist af med en salat eller noget, så desværre sker det ret tit at han får sin egen mad, og vi får vores. Jeg prøver så tit som muligt at lave det samme til os alle, men det bliver det ikke altid til. Desuden er han mest til kartofler og vi er nok egentlig mest til pasta og ris - altså jeg elsker kartofler, men de er lidt besværlige og kræver en god sauce ;o)

Sikke en smøre! Men forleden dag fik vi altså svensk pølseret, og det kunne vi bestemt allesammen godt lide :o) Kønt er det ikke, men det smager møg-godt :o)


Svensk Pølseret - 2-3 pers.

750g kolde, kogte og pillede kartofler
3 frankfurtere
2 løg
20g smør
½-1 tsk paprika
3-4 spsk koncentreret tomatpure
1½ dl sødmælk
½ dl fløde
salt og peber
hakket purløg

Skær pølserne i skiver, evt. på langs først. Skær løget i små tern. Skær kartoflerne i tern. Varm smørret op i en gryde, tilsæt løg og lad det simre indtil løgene er møre. Tilsæt pølserne, rist i et par minutter og tilsæt derefter kartoflerne. Skru ned for varmen, tilsæt mælk, paprika og tomatpure. Lad det simre i 5 minutter. Tilsæt fløde, lad det igen simre i 5 minutter, og server derefter med et drys purløg.

torsdag den 7. juni 2012

Crispy Chicken Bites

Forleden dag stod den endnu engang på mexikansk mad i det lille hjem. Det er lækkert, nemt og kan jo varieres temmelig meget. Vi prøvede for første gang en omgang Crispy Chicken Bites, og jeg kan ligeså godt sige det som det er - jeg er fan :o) Jeg synes det er dejligt med noget fyld i (yndlings)tortillas, som er lidt anderledes. De var lidt krydrede, men uden at det blev for meget, og enormt lette at lave. Selv junior var fan, da han prøvede dem :o)


Tortillas med Crispy Chicken Bites (2 pers)
4 Corn Tortillas
250g kyllingeinderfilet
1 spsk olie
½ pose Crispy Chicken Bites - krydderi
1 hjertesalat
8 Cherrytomater
50g Revet ost
1/4 glas Salsa
Hjemmelavet guacemole
1dl Creme fraiche
1dl majs

Forvarm ovnen til 225 grader. Skær inderfileterne i mindre stykker på skrå (ca. 4 af hver inderfilet), læg dem i en skål og bland med olie og Crispy Chicken Bites - krydderi. Fordel kyllingestykkerne på et stykke bagepapir og bag dem i ovnen i 15-18 minutter.

Varm tortillas efter anvisning på pakken, og server sammen med de færdigbagte Chicken Bites, strimlet salat, kvarte cherrytomater, revet ost, salsa, guacamole, creme fraiche og optøede majs.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...