tirsdag den 29. april 2014

Lidt billeder med vores nye kamera

Som nævnt et par gange, så har vi lige været ved at skifte vores kamera ud. Det har betydet en lille periode uden billeder og det dur bare SLET ikke! Heldigvis har jeg et par opskrifter, som snart dukker op på bloggen.

Vi havde før et Sony A-55 og har nu købt et Sony A-58. Det er ikke som sådan et bedre kamera, eller i hvert fald ikke et trin op ad kamera-stigen, men lige nu syntes vi ikke finanserne var til en rigtig upgrade. Men indtil videre er vi nu ganske godt tilfredse :o) Billederne af drengene og (en nyklippet) Coco i dette indlæg er naturligvis taget med det nye kamera imens vi tester nye indstilligner og features.

Det går godt med dem alle 3 - Junior og Coco er begyndt at lege lidt mere sammen og de nyder det begge. Mini bliver større og større og kan nu smile sødt, men ikke så meget andet endnu ;o)

Vi er desuden ved at planlægge Minis barnedåb. Det bliver først i juni måned, da der lige kom en konfirmationsperiode i vejen. Men mon ikke det går ;o) Sidste gang lavede vi indbydelserne selv, men denne gang valgte vi den lette løsning og lave dem på nettet. Jeg synes faktisk, at de blev ret søde - billedet af Mini er et af de absolutte favoritter og er "naturligvis" taget af Torben Thorhauge, som vi plejer at få taget familie billeder hos .








mandag den 28. april 2014

Stegte ris med hamburgerryg og grønt

Der gik heldigvis ikke så længe - så var der et nyt kamera i hus :o) Det var helt forkert ikke at have et, så vi blev nødt til at omprioritere lidt finanser og så købe et. Det vides ikke hvad der tog livet af det andet, for det var kun 3 år gammelt. Til gengæld havde vi fået god brug af det - og taget omkring 26.000 billeder! Det er jo helt grotesk en mængde :o)

Anyway, inden det gik i stykker fik jeg taget et par billeder af denne skønne ret - en perfekt reste ret i bedste Stop Spil af Mad-stil. Det smagte ikke helt som en ægte kinesisk udgave, men det var tæt på :o) Det gode ved stegte ris er at du kan bruge nærmest hvad som helst fyld og det meste smager dejligt deri.

Stegte ris med hamburgerryg og grønt
2-3 pers.

2 dl ris + 3 dl vand
eller en passende rest ris
1 spsk olie
1 æg
150g kogt hamburgerryg og evt. lidt optøede rejer
2-3 kogte gulerødder
125g grønne asparges eller ærter
soyasauce

Kog risene - gerne i god tid og stil dem da på køl.

Skær kød og grøntsager i stykker. Varm olien god op i en wok eller sauterpande. Tilsæt grønt og kød og steg i nogle minutter. Tilsæt risene og varm godt igennem. Slå ægget ud og pisk sammen. Lav et hul i risblandingen i wokken og hæld det sammenpiskede æg derned. Lad det stå i 1/2 minut og rør derefter det hele sammen. Ægget skal sætte sig, men helst ikke være alt for findelt. Smag til med soyasauce og server straks.

torsdag den 24. april 2014

How to - Fondant kage i 2 etager

For et års tid siden lavede jeg en how-to på kager som gæsteindlæg på en blog. Jeg har hele tiden haft intentioner om at have den på min egen blog også, så den kommer her.

Der er i øvrigt en god grund til, at der kommer "gammelt" materiale og ikke nyt - vores kamera er nemlig stået HELT af! Jeg føler mig helt nøgen uden mit elskede kamera, men det ser desværre ikke ud til, at det umiddelbart kan fikses. Derfor er vi nok nødsaget til at købe et nyt...

Anyway, har du nogle gange kigget på ekstravagante og fine fondant kager og tænkt at det nok var meget kompliceret at lave? Heldigvis er det ikke så kompliceret og det er forholdsvis nemt at lave en selv. Det bliver naturligvis lettere, jo flere du laver, men jeg kan kun anbefale, at man giver det en chance :o)


Proceduren, som er beskrevet her er til en kage i 2 etager, men princippet er naturligvis mere eller mindre det samme, hvis du blot har en etage :o)

Til denne guide har jeg ikke inkluderet opskrifter til kagebunde, fyld og frosting, da de jo mest af alt er smag og behag. Så man kan lave kagen lige nøjagtigt, som man gerne vil. Jeg har dog et tilføjelser vedr. opskrifter. Jeg foretrækker at lave lyse bunde smagt til med rigeligt vanilje, eller evt. en variant af samme tilsat lidt ægte kakao. Som regel bager jeg disse bunde.

Som fyld foretrækker jeg at lave en chokolademousse og en bærmousse. Til denne kage var det en chokolademousse med mælkechokolade og en jordbærmousse. Min favorit smørcreme/frosting er Italiensk marengs smørcreme eller IMBC, som ikke kun smager dejligt, men som også er god at arbejde med. Til gengæld kræver den lidt arbejde at lave, så lav endelig din egen favorit. Der er kun én ting, som man skal være opmærksom på mht. smørcremen, det er at den bliver hård, når den kommer på køl. Derfor skal den næsten helt sikkert indeholde smør.

Denne kage består af en 18 cm kager og en 24 cm kage.

Hvad skal du bruge?
3 stk. 18 cm lagkage bunde og 3 stk. 24 cm lagkagebunde
2 slags mousse, hver lags lavet af en portion med ca. ½ liter fløde
1 portion smørcreme - eller i dette tilfælde ½ portion IMBC lavet af 5 æggehvider
ca. 700g fondant eller sugarpaste
1 drejeskrive
1 udglatter
2 justerbare kageringe - eller ringe fra springforme i den korrekte størrelse. (Du kan godt undevære kageringene, men det gør det MEGET lettere at få et pænt resultat)
2 plaststrimler beregnet til kontakt med madvarer
2 (engangs-)sprøjteposer
1 lille stjernetylle til æggehvideglasur
1 pasteuriseret æggehvide
ca. 300g flormelis
pastafarve i yndlingsfarverne
En engangsvaskeklud med maizena indeni, for at undgå at fondanten sidder fast i bordet
1 lille "knækket" paletkniv
1 silikonemåtte
1 bagerulle - ikke træ!
1 lille kniv eller en pizzaskærer
2 sugerør
1 serveringsfad
1 stk. 18 cm kageplade - eller klip en cirkel ud fra en plastik dækkeserviet
pynt efter smag



Start med 3 lagkagebunde - mine er en stor kage, der er blevet delt i 3


Placer en bund i den justerbare kagering, som er foret med plastikstrimlen på indersiden. Når du laver den nederste etage skal kageringen placeret på serveringsfadet. Når du laver den øverste etage, placer da kagepladen (af pap eller et stykke udskåret dækkeserviet) ovenpå et skærebræt, så du har lidt plads udenom kagen. Jeg plejer at sætte et stykke malertape eller lignende på min kagering, så jeg er sikker på, at den ikke går nogle steder. Sæt den oven på drejeskriven for lettere at kunne fylde kagen.

Put lidt smørcreme i en (engangs-)sprøjtepose og klip spidsen af, så hullet er ca. 1½-2cm.

Sprøjt en tynd stribe ovenpå bunden, op ad siden på kageringen hele vejen rundt. Dette bevirker, at fyldet bliver forseglet inden i kagen og giver mere lige sider til den færdige kage.

Fordel den første slags fyld i kagen og sørg for at den er forholdsvis lige. Det skal passe med ca. 1½-2cm fyld, så det flugter med toppen af den smalle stribe smørcreme.

Put nummer 2 lagkagebund ovenpå, kør igen en stribe smørcreme rundt på kanten, fyld med det andet slags fyld og læg den sidste bund på toppen. Det er en god idé at bruge den nederste bund fra kagen til den øverste i den samlede kage, det giver en pænere kant. Gentag proceduren med den anden etage.

Put kagen i køleskabet i 4-6 timer, således at fyld og smørcreme sætter sig. Jeg plejer nærmest at støbe fyldet i kagen, altså det er ret blødt når jeg fylder kagen.

Man kan også lade kagen stå natten over, men jeg foretrækker at lave mine kage på så kort tid som muligt, og giver dem derfor sjælden længere end nødvendigt på køl. Hvis du er tvunget til at lave kagen over 2 dage, er dette dog et fint sted at dele kagen op. Hvis man laver tricket med at putte en smule smørcreme rundt i kanten behøver kager ikke at så helt så længe inden næste skridt, da smørcremen stivner hurtigere end moussen, og derfor holder sammen på kagen alligevel.

Tag kagen ud af køleskabet, fjern bageringen og plaststrimlen, og din kage vil se sådan her ud.

Det næste skridt er at smøre hele kagen op med smørcreme. Det giver en pænere kage at smøre den op, og et eller andet sted bestemmer man helt selv, hvor tykt eller tyndt et lag smørcreme der skal på kagen. Mit yndlingsredskab til denne proces er en knækket paletkniv, og som man kan se på billedet nedenfor, så er den kun en anelse større end en spiseske.


For det bedste resultat, er det en god idé at smøre kagen op med smørcreme 2 gange. Den første gang forsegler kagen og holder på fyld og krummer, og anden gang for at gøre kagen så lige som muligt. I dette tilfælde kunne kanten klart have været pænere, men det gik alligevel ;o) Jeg gav den vist også lige en ekstra tur efter at billedet var taget. Igen - brug gerne en drejeskrive. Stil kagen på køl igen.


Farv din fondant i den farve du ønsker, eller lad den være hvid, hvis kan skal være det :o) Man skal kun bruge en lille smule pastafarve, så brug evt. en tandstikker, som du dypper i farven og derefter smører af på fondanten. Ælt fondanten indtil der ikke er flere striber. Drys maizena ud på silikonemåtten, rul fondanten ud og flyt den over på den afkølede kage. Arbejd fra toppen og ned af siden, og forsøg at undgå folder. Hvis der begynder at komme en fold, forsøg da at trække fondanten væk fra kagen og glat igen ned fra toppen. Det kan være svært at undgå små folder, men forsøg at få så lidt som muligt og så langt nede på kagen som muligt. Men jo flere kage du laver, jo bedre bliver din teknik forhåbentlig :o)

Brug en udglatter til at glatte kagen ud på top og side. Det gør en stor forskel i udseendet af kage, men har du ikke en udglatter, kan du også bruge hænderne og arbejde med kagen.

Når kagen er glattet skæres overskydende fondant af i kanten, enten med en lille kniv eller en pizzaskærer. Gentag med den anden kage, så du nu har 2 kager der er dækket med fondant. Stil dem på køl i en times tid, så de igen bliver helt faste.

Næste trin er at sætte kagerne ovenpå hinanden. Det lyder måske kompliceret eller nervepirrende, men det er faktisk meget simpelt. Det eneste du skal bruge er et par sugerør eller plastikstave beregnet til mad. Tryk sugerøret ned i den underste etage og klip toppen af i højde med kagen. Til en kage på denne størrelse sætter jeg gerne 4 stykker sugerør i, som alle skal være så langt inde på den store kage, at de ikke er synlige, når den lille kommer ovenpå.


Flyt den lille kage over på den store, og din kage vil se således ud.

Lav en forholdsvis stiv æggehvideglasur af pasteuriseret æggehvide og flormelis. Put en lille smule i en sprøjtepose med en lille, fin stjernetyl og lave en en pæn afslutning i bunden af begge kager. Hvis du ikke har prøvet denne teknik før, så prøv evt. på et skærebræt først eller kig på internettet efter en instruktionsvideo, som fx. denne. <- :o="" den="" effektiv="" hurtig="" ikke="" lille="" men="" og="" p="" smukkeste="" video="">


Efter dette trin er din kage mere eller mindre færdig. Det eneste du mangler nu er at pynte den. Denne kage er pyntet meget enkelt med blot en modelleret ugle og lidt forskellig udstukket pynt.
Hvis du har mod på at pynte med flotte roser, kan du se her, hvordan jeg laver dem.

Håber, at det hele var forståeligt, men sig endelig til, hvis der er nogle ting der kræver mere forklaring :o)

torsdag den 17. april 2014

Speltotto på den nemme måde

Her i huset elsker vi risotto, og efter et besøg på Lindholm Høje Café for et par år siden, fik vi øjnene på for speltotto. Det er også tossegodt! Forleden lavede jeg en lækker speltotto, som blev til på en ikke helt autentisk måde, men som til gengæld var super let og stadig smagfuld, så derfor synes jeg, at det er okay at gøre tingene lidt anderledes ;o) Det er naturligvis bedst hvis speltottoen bliver lavet helt som en risotto, men denne metode er god til rester og dage hvor du måske har bedre tid tidligere på dagen end når maden skal laves


Speltotto på den nemme måde
2-3 pers.

3dl perlespelt
100-150g GOD bacon
1 porre
1 fed hvidløg
250g champignon
1/2dl græsk yoghurt/creme fraiche
1/4dl fløde

Kog perlespelten efter anvisning på pakken, dræn og lad stå mens du tilbereder speltottoen.

Skær baconen i stykker og steg det godt igennem på i en stor sauterpande. Tag baconen op og steg derefter presset hvidløg, porre i skiver og champignon i skiver i baconfedtet. Lad det stege godt igennem og tilsæt derefter speltkerner, fløde og creme fraiche og varm det hele godt igennem. Tilsæt til sidst de sprøde bacontern, vend rundt og server straks.


mandag den 14. april 2014

Brød og boller med rugflager

AMO har lanceret nogle nye grove produkter, og det er jo altid skønt med nye ting, især når de lander i postkassen :o) Jeg prøvede forleden at bage nogle boller og et brød fra en af poserne. Ja, opfindsomheden var ikke i top, så derfor opfandt jeg ikke selv en eller anden spændende opskrift ;o) Til gengæld kan jeg også godt lide at prøve opskrifterne på poserne, for hvis ikke de er gode er det jo lidt noget skidt ;o) Heldigvis var den jeg prøvede ganske fortræffelig og junior var også fan! Jeg tilsatte en smule mindre mel end opskriften sagde, men mel mængder varierer jo også altid.

Her i huset kan vi godt lide både lyst og groft brød, men til junior er det bedst med noget som er groft men uden for mange kerner og sådan, for det kan godt være lidt hårdt ved små børnemaver. Derfor var denne skønne opskrift med rugflager lige noget for hele familien. I følge opskriften bliver der 20 boller, men jeg valgte at lave 10 boller og 1 brød, da en skive brød som regel glider hurtigere ned hos den lille herre :o)

Brød med rugflager
20 boller eller 2 brød

4 dl vand
150g rugflager + 50g til pynt
50g gær
1 æg
50g smør
50g sukker
5g salt
ca. 600g hvedemel

Læg rugflagerne i 4dl lunkent vand og lad det stå i en times tid. Opløs herefter gæren i blandingen. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det godt igennem. Hvis du bruger en røremaskine så giv da først 3 minutter ved lav hastighed og derefter 5 minutter ved høj hastighed. Lad dejen hvile i 20 minutter.

Forvarm ovnen til 200 grader varmluft eller 220 almindelig.

Form enten 20 boller eller 2 brød, som lægges i en brødform, eller gør som her hvor jeg har lavet 10 boller og et brød. Træk bollerne flade, pensl dem med vand og dyp dem i rugflagerne. Pensl brødet med vand og drys rugflager over.

Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir og lad det hæve i ca. 45 minutter.

Bag bollerne i ovnen i ca. 10 minutter og brødet en halv times tid, eller indtil det lyder hult når du banker på bunden af det.

Køl af på en bagerist og nyd med lidt koldt smør eller hvad hjertet må begære :o)

Jeg har fået tilsendt et par lille udvalg med henblik på at teste det,
men ord og meninger er naturligvis mine egne.


fredag den 11. april 2014

Operation Smile

Jeg sad lige og kiggede efter et billede af Junior her på bloggen, og faldt så over et efterhånden 2 år gammelt indlæg om Operation Smile. Jeg tænkte, at det godt kunne klare en gentagelse!

Operation Smile er en velgørende organisation, som opererer børn og voksne i udviklingslandene som er født med en spalte. Det rammer mig ekstra hårdt, når jeg ser de skønne børn, som risikerer udstødelse fra samfundet på en helt anden måde end man kan risikere her i Danmark.

Der bliver faktisk født et barn mdn en spalte hver 3. minut et eller andet sted i verden. Af de børn er der 1 ud af 10, som ikke oplever deres 1 års fødselsdag som følge af fejlernæring eller spiseproblemer. Det er meget skræmmende statistik!

Denne lille video fortæller på kun 2 minutter hvad Operation Smile er, og får mig til at tude som en pisket hver gang jeg ser den. Jeg kan ikke lade være med at føle med de stakkels børn og samtidig være ovenud lykkelig for, at Junior er født i Danmark, hvor alt mht. operationer kører helt automatisk


torsdag den 10. april 2014

Cookies med marcipan og chokolade

I sidste uge kom der en skøn pakke fra Odense Marcipan med lidt lækkert til Påske-bagningen. Der var blandt andet nogle nye Chocolate Chunks, som med det samme fik mig til at tænkte på cookies... jeg tænker faktisk ret tit på cookies, men det er en helt anden historie ;o) Jeg sprang i køkkenet og bagte nogle skønne cookies, som var væk i løbet af ingen tid!

Junior var også stor fan, og det sker jo ellers ikke så tit. Derfor opfordrede jeg ham og husbonden til at tage lidt billeder lørdag eftermiddag, da jeg var ved at lave dåbskage, og det kom der nedenstående billeder ud af :o) Efterfølgende har junior rendt rundt med sit kamera (som ikke virker) og et stativ og været lynfotograf og bedt vi andre om at smile og sige appelsiiin :o)

Men lad jer ikke snyde af de usædvanlige billeder - de her cookies var SÅ gode!!! Opskriften stammer helt tilfældigvis også fra Odense Marcipan, men er oprindeligt med hvid chokolade.


Cookies med marcipan og chokolade
9 stk.

75g chokolate chunks
75g marcipan
25g grofthakkede hasselnøddekerner
75g sukker
75g blødt smør
1/2 æg
100g hvedemel
1/2 tsk bagepulver

Rør sukker og smør godt sammen. Tilsæt æg og rør igen godt. Bland mel og bagepulver sammen, sigt det i skålen og tilføj nødder chocolate chunks og marcipan. Vend det hele sammen. Det skal være blandet ordentligt sammen, men skal ikke blandet for meget.

Tril kugler af dejen, sæt dem på en bageplade med bagepapir, tryk dem lidt fladere og bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 10 minutter.

Lad dem køle af på en bagerist og nyd dem gerne hurtigt. Men det giver helt sig selv, for det er svært at lade dem være!

Nedenfor er i øvrigt mit til sammenligning triste cookie billede ;o)


tirsdag den 8. april 2014

Svansø: Blanding til Stenalderbrød

For nogle uger siden fik jeg tilsendt en pose af Svansø's "Blanding til Stenalderbrød", som jeg endelig har fået afprøvet. Jeg har før bagt stenalderbrød og er ret stor fan! Det smager skønt, mætter godt og har lang holdbarhed. Det er smækfyldt med kalorier, men også med sunde fedstoffer og god protein.


Posen, som koster 29,95, består af græskarkerner, hørfrø, sesamfrø, solsikkekerner, mandler og hasselnødder. Så det eneste der skal tilsættes er 5 æg, 2 tsk salt og 1 dl olie. Jeg tilsætter dog kun 1/2 dl, da jeg ellers synes det bliver for fedtet!

Du kan selvfølgelig uden problemer gå ud selv at købe de forskellige frø og kerner og sikkert gøre det billiger pr. brød, men jeg er STOR fan af denne lette løsning, for selvom jeg godt kan lide alle mulige slags frø og kerner, så ender jeg altid med at stå med en halv pose et eller andet, som jeg ikke kan finde inspiration til at bruge. Så for at minimere evt. madspild er denne skønne pose en super løsning :o)


 Jeg har fået tilsendt posen med henblik på denne test,
men ord og holdninger er naturligvis mine helt egne



mandag den 7. april 2014

66. kage: Dåbskage med sommerfugle

I går blev min smukke lille niece døbt.  Hun er uden sammenligning noget af det mest bedårende :o) Der er ca. 10 uger mellem hende og Mini, så det skal nok blive rigtig godt i fremtiden!

Jeg tilbød naturligvis at lave en kage, og min bror og svigerinde sagde heldigvis ja :o) De valgte at give mig kreativ frihed - som jeg faktisk ikke er så pjattet med, for så skal jeg jo netop tænke kreativt og det er der ikke lige overskud til i øjeblikket ;o) - men ville gerne have noget med sommerfugle og i gammelrosa.

Her er resultatet, som blev godt modtaget af både forældrene og alle gæsterne.

Kagen indeholdte:

Lyse lagkagebunde
Brombærmousse
Hindbærmousse
IMBC smagt til med lemoncurd
Fondant 

Den smukke lille pige :o)

Junior insisterede på at prøve sin fars habitjakke - hvor er han nuttet!




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...