onsdag den 3. september 2014

Gateau Marcel med passionsfrugtsirup

Som nævnt fik vi i lørdags til portvinsklub en super lækker kage til dessert, og derfor får den et indlæg for sig selv. Der var flere ting, som tiltalte mig ved at prøve en Gateau Marcel. 1- Det er chokolade :o) 2- Den skulle lave i god tid i forvejen. 3- Der kunne modificeres en udgave, som kunne gå til min kusine, der er allergiker. 4- De gange jeg har smagt Gateau Marcel, har jeg syntes, at det var super lækkert. 5- Det er chokolade :o)

Jeg fandt en opskrift fra Torvehallerne, men puttede passionsfrugtsirup i kagen i stedet for appelsinmarmelade og det var altså RET godt! Så opskriften kommer her.

Gateau Marcel med passionsfrugtsirup
12-16 stykker

350g mørk chokolade
350g smør
350g sukker
225g pasteuriserede æggeblommer
250g pasteuriserede æggehvider

8-9 passionsfrugter
4-5 spsk sukker

Kakao eller 100% chokolade til at putte ovenpå

Kom chokolade og smør i en skål og smelt det over vandbad. Lad det køle af til lillefingervarmt. Pisk æggeblommer og 230g sukker lyst og luft i en stor skål. Brug gerne en røremaskine, så det bliver rigtig godt pisket. Put æggehviderne i endnu en skål og pisk dem luftige, tilsæt de resterende 120g sukker en skefuld ad gangen og pisk det til sidst rigtig godt igennem.

Vend forsigtigt den smeltede og afkølede chokoladeblanding ned i skålen med æggeblommerne og vend det derefter ned i de stiftpiskede æggehvider og bland til det lige netop er rør sammen.
Hæld halvdelen af blandingen i en stor springform, som er smurt med smør og drysset med sukker (evt. også med bagepapir på bunden) og bag kagen i ovnen i ca. 30 minutter ved 175 grader.

Stil den anden halvdel af moussen i køleskabet og lav i mellemtiden passionsfrugtsiruppen.

Skrab kødet ud af passionsfrugterne og hæld det igennem en sigte, så kernerne bliver sorteret fra. Hæld det i en lille gryde sammen med sukker og lad det koge i nogle minutter, indtil det begynder at tykne. Tag gryden af blusset og sæt siruppen i køleskabet.

Når kagen er bagt, sæt da også den i køleskabet, så den kan køle af. Den behøver ikke være helt afkølet, men det er vigtigt, at den ikke er varm, så moussen ikke smelter. Det er muligt, at kagen ikke ser helt færdig ud, når den kommer ud af ovnen og vil falde sammen, men det er meningen.

Tag den afkølede kage ud af køleskabet og smør siruppen ovenpå. Sørg for, at det ikke kommer helt ud til kanten, men er et pænt jævnt lag. Fordel derefter resten af moussen ovenpå kagen, og glat det ud. Stil den tilbage i køleskabet, og lad den sætte sig - gerne natten over.

Inden servering, drys da kagen med enten kakao eller riv lidt 100% chokolade ovenpå.

Det er en virkelig lækker og fyldig kage, men den kan klart anbefales. Hvis man har lyst, kan man naturligvis dele opskriften på moussen op i 2 fra starten af, og så først lave den del af moussen der ikke skal bages lige inden det kommer på. Men jeg syntes ikke, at det var noget problem i mit tilfælde. Passionsfrugtsiruppen sørgede for, at kagen ikke blev alt for vammel og gav et syrligt touch, som var super lækkert!

7 kommentarer:

  1. hej, man skal være rigtig glad for chokolade, for at kunne spise denne kage :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - det skal man helt sikkert være :o) Men er man glad for chokolade, er den også helt perfekt :o)

      Slet
  2. Passion og chokolade er SÅ godt sammen! Den må have smagt godt den kage :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig en super god kombination! Den smagte sååååå godt, yum :o)

      Slet
  3. Hold da op, den står skarpt! :) Elsker den kage :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :o) Den var også ualmindelig god! Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg laver den!

      Slet
  4. Lyder super lækkert! Ville jeg godt kunne bage kagen imorgen søndag, hvis den først skal spises tirsdag, så længe den er på køl?

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...