mandag den 5. november 2012

Spaghetti 'n' Meatballs á la Newyorkerbyheart

Nå, sygdom igen! Junior er syg igen :o( Men mon ikke han snart er ovenpå igen :o)

I lørdags havde vi som nævnt besøg til eftermiddagskaffe og aftensmad. Eller dvs. halvdelen af parret, som er husbondens kammerat og hans kæreste, var til aftensmaden - kæresten skulle besøge sin kusine.

Anyway, vi kørte lidt af et tema, baseret på søde Birthes kogebog - Newyorkerbyheart: Amerikansk Homecooking, som jeg jo fik til min fødselsdag. Her smider jeg lige en VARM tanke ind til Birthe, hun har desværre ikke fået så gode nyheder om sin sygdom... Et stort virtuelt kram herfra!

Menuen stod på Spaghetti 'n' Meatballs, og senere på aftenen Rocky Road Ice Cream (men den får et indlæg for sig selv...) Det ligner for øvrigt på billederne, at jeg har taget en bid af en af kødbollerne, men det er vist bare en ske ;o)


Spaghetti 'n' Meatballs (Newyorkerbyheart - Amerikansk Homecooking)
4 pers.

Kødboller:
250g hakket svinekød
250g hakket oksekød
2 skiver hvidt toastbrød, befriet for skorpe
1 æg
1 dl mælk
1 skalotteløg, finthakket
2 tsk. hvidløgspulver (jeg brugte 2 alm. fed hvidløg)
2 tsk. dijonsennep
1½ dl friskrevet parmesan
fintrevet skal af ½ økologisk citron
1 spsk. tørret oregano
½ dl persille, finthakket
½ dl basilikum, finthakket
salt, friskkværnet peber
olivenolie til stegning

Tomatsauce:
3 stilke bladselleri, i meget små tern
3 gulerødder, i meget små tern
2 store løg, i meget små tern
3 fed hvidløg, let knust og så finthakket
1 bakke San Marzano tomater, skåret i tern
2 spsk. balsamico
1 tsk. rørsukker
ca. ½ flaske rødvin
1 dl vand
1 stykke skorpe fra en parmesanost
1 dåse hakkede tomater
salt, friskkværnet peber
olivenolie til stegning

Desuden:
lidt frisk basilikum til pynt (jeg brugte persille)
lidt fintrevet parmesan
500g spaghetti

Pluk brødet i mindre stykker, og rør det sammen i en skål sammen med mælk, æg og tørret oregano. Lad det stå i 5 minutter, til det meste af væsken er opsuget. Tilsæt de resterende ingredienser, og rør godt sammen til en fars. Hæld olivenolie i en pande, til bunden er dækket, og varm op ved middel varme. Form farsen til kødboller i din foretrukne størrelse, og steg dem i olien. De skal ikke gennemsteges og blot tages af panden, når de er brunet over det hele.


Varm lidt olivenolie op i en stor gryde til saucen, og sauter løg, bladselleri og gulerødder med et drys salt og peber. (Jeg blendede for øvrigt de 3 slags grøntsager, så de var MEGET finthakket). Når de bliver blanke og let gennemsigtige, kommes der hvidløg i og røres rundt. Tilsæt de friske tomater, og lad dem sautere med i et lille minuts tid under omrøring. Kom en sjat balsamico ved, og lad det koge ind, til det er næsten væk. Tilsæt de hakkede tomater sammen med rødvin, vand, sukker, skorpen fra parmesanosten og lidt salt og peber. Lad det koget på, skru så ned, og lad det småkoge uden låg i en halv times tid. Læg låg på, og lad det simre videre i en times tid. Kom nu de halvfærdige kødboller ned i sovsen, og lad dem simre med i ca. 8-10 minutter, alt efter størrelse. Server med friskkogt spaghetti, og drys med friskrevet parmesan og basilikum (eller persille).


Det er en SKØN ret! Det smager virkelig lækkert, og saucen er dejlig krydret og smagfuld. Ikke kun tomat, men mange andre smagsnuancer også. Jeg synes nok desværre at min sauce blev lige tynd nok, selvom den ellers stod længe, men måske det skyldtes at jeg som nævnt blendede basis grøntsagerne. Meg jeg kan helt sikkert anbefale retten - for den smager skønt. For at gøre det hele bedre, var der lidt rester tilbage, som jeg i dag brugte til en lækker reste ret... men den får I ikke i dag ;o)


6 kommentarer:

  1. Har lige vundet kogebogen og glæder mig SÅ meget til at komme i gang med at afprøve opskrifterne, og denne ret ser virkelig god ud. Mere tid efterlyses...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ikke dårligt :o) Du kan bestemt godt glæde dig til denne ret, for den er altså enormt lækker :o)

      Slet
  2. GOSH, det ser yummi ud... Og sikke smukt en så "ikke-fotogen" ret kan se ud når den er i dine hænder :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det VAR også yummi :o) Tak for roserne, men jeg kan nu godt afsløre at det blegner i forhold til de smukke billeder i Birthes kogebog :o)

      Slet
  3. Uhm, spaghetti & meatballs er en fantastisk ret, og det kan tage lang tid at finde den perfekte opskrift på kødboller, så jeg bliver nødt til at prøve denne version. :)
    Jeg laver forresten altid dobbeltportion af kødboller og tomatsauce, så man har til en omgang rester eller pizza med kødboller. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig en skøn ret :o) Jeg har også eksperimenteret med forskellige opskifter, men kan klart anbefale denne udgave :o)

      Hvis vi kun havde været os selv, havde der også været en del rester ud af en portion til 4, men med 3 voksne var der ikke så meget tilbage... ellers er jeg nemlig også stor fan af rester :o)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...