fredag den 30. august 2013

Tværfaglig konference i Århus

Ja, det er noget af en titel! Det er ikke desto mindre hvad vi var til i onsdags med junior. Bag den fine titel gemmer sig et ganske kort møde med plastikkirurg, tandlæge, talepædagog og specialsundhedsplejerske. Denne gang handlede det om lukning af restspalte i juniors gane.

Men det endte med at komme til at handle ligeså meget om den knop junior har haft på næsen siden den dag han blev født. Vi har tit spekuleret over hvad det var, for den ligner lidt en lille bitte heksevorte med 3-4 små lyse hår i. Det er dog åbenbart hvad man kalder en fistel. Det er til gengæld lidt spøjst, at selvom junior er blevet undersøgt masser af gange har det indtil nu ellers kun været narkoselægen på Riget der har bemærket den. Det viste sig, at plastikkirurgen lige havde udgivet en artikel om emnet, så han var ikke i tvivl.

En sådan fistel har højst sandsynlig rod helt inde ved kraniet eller hjernen. Så nu skal junior inden længe MR scannes og så bliver begge ting sandsynligvis opereret på samme tid ovre på Riget her i efteråret.

Vi har jo hele tiden vist at restspalten skulle opereres, men lige nu synes jeg sgu det er lidt træls med det andet :-(


Vi havde dog ellers en hyggelig tur til Århus, for vi prøver altid at gøre en tur ud af det, og denne gang inkluderede det frokost, lidt shopping og efterfølgende eftermiddags kaffe og aftensmad hos mormor og morfar... Men så var vi også godt trætte da vi landede hjemme igen!

Det sidste minder mig for øvrigt om - er der nogle, som kan anbefale nogle gode, børnevenlige frokoststedet i Århus? Jeg synes vi kæmper lige hver gang vi er dernede :o)

søndag den 25. august 2013

AMO Økologiske Grynstykker

Alle der kender mig ved, at bagning ikke er min spidskompetence... altså i hvert fald ikke brødbagning. Jeg synes selv, at jeg er okay til kager osv., men brød og boller er ikke noget af det, jeg er allerbedst til. Derfor var jeg ikke sen til at sige ja tak, til at prøve AMOs nye økologiske brødblandinger. Den første jeg prøvede var Økologiske Grynstykker.

Vi havde gæster på besøg til overnatning og dermed også morgenmad, så grynstykkerne der er langtidshævede passede perfekt til, at jeg blot skulle i køkkenet i nogle minutter om aftenen og så var der lune og friskbagte boller til morgenmaden.

På pakken foreslår AMO, at man kan smide lidt godt, hakket chokolade i bollerne, og det valgte jeg at gøre i den ene halvdel. Det var ikke så ringe endda. Faktisk synes jeg, at det var nogle lækre boller både med og uden chokolade - god smag og fin struktur. Jeg kan godt se, at "man" ligeså godt kan lave nogle selv, men for folk, som ligesom mig, er nogle spader til langtidshævet brød, eller som ikke tør give sig i kast med at bage fra bunden, der synes jeg bestemt, at denne brødblanding er rigtig god.





lørdag den 24. august 2013

Pasta med blomkålssauce

Det lyder som en meget mærkelig ret, men det smagte virkelig skønt! Det smagte også bedre end jeg troede det ville mens, jeg stod og lavede det :o) Så til trods for den mærkelige titel vil jeg anbefale jer at prøve denne lækre pastaret, som samtidig er ganske sund (hvis man ser bort fra de store mængder hvid pasta ;o) Det er også en god måde at snige lidt grøntsager ind i børnene, uden at de opdager det...

Pasta med blomkålssauce
ca. 3 pers.
fra Healthy. Delicious

½ blomkålshoved i små buketter.
½ tsk olie
125ml skummetmælk
125ml hønsefond
35g friskkrevet parmesan
½ spsk mel
100g ærter
50g skinke - en god en af slagsen! men ellers den type du har lyst til
5 soltørrede tomater, finthakket
250g pasta - gerne fettuccine eller lignende, men i vores hjem i øjeblikket skal det være håndterbar pasta ellers går junior helt i koma!
salt og friskkværnet peber

Forvarm ovnen til 200 grader. Put 1/4 af blomkålsbuketterne på et stykke bagepapir på en bageplade og hæld olien over. Bag dem i ovnen i ca. 30 minutter, eller indtil de er let brunede... og ikke halvsorte som mine ;o)

Bring en gryde med vand i kog, tilsæt resten af blomkålsbuketterne sammen med lidt vand og kog i ca. 20 minutter, indtil de er helt møre. Hæld vand fra og lad dem dampe lidt af. Kog samtidig pastaen. Tilsæt mælk, kyllingefond og parmesan til blomkålen, og blend det fint med en stavblender. Skru op for varmen og bring det i kog, rør melet i og pisk det godt, så melet ikke klumper. Lad det simre i nogle minutter indtil ærter, soltørrede tomater, skinke og ovnbagt blomkål tilsættes. Bland til sidst den kogte pasta i, smag til med salt og peber og server straks.

Som sagt kom det faktisk bag på mig, hvor lækkert denne ret smagte. Den smagte tyk, cremet og ret syndig, men indeholder ikke en masse fedt og fløde. Jovist der er lidt ost i, men det er jo det gode ved parmesan - det giver meget smag for meget lidt ost :o)

fredag den 23. august 2013

Der bages...

I dag har jeg min sidste dag i mit job med løntilskud... tænk sig, at der allerede er gået 4 måneder. Jeg kommer til at savne mine søde kolleger, men ikke at arbejde 37 timer om ugen uden at tælle timer eller få en rigtig løn. Så nu skal jeg blot til at være helt almindelig arbejdsløs igen. Men i guder, hvor jeg stadig hader det!!!

I sidste weekend lokkede jeg junior med en tur i køkkenet. Han sidder tit derude, når jeg laver aftensmad, men i weekenden tog han mere aktivt del i det. Vi bagte omgang blåbærmuffins efter Birthes fantastiske kogebog - de var SÅ gode... men ikke at den unge herre ville have dem! Men så er der bare det flere til husbonden og jeg ;o) Men hyggeligt det var det i hvert fald.

Det var for øvrigt den unge mand, der selv insisterede på at få sin kokkehue på :o)




tirsdag den 20. august 2013

Laks med japanske ris

I mit evige forsøg på at få brugt nogle af de maaaaange kogebøger jeg ejer, fik vi forleden endnu en ret fra Kitchen af Nigella Lawson. Det var på nogle måder velkendt og på nogle måder meget nyt, men det smagte uanset hvad super lækkert :o)

I opskriften skal men bruge japansk ris vin, både en almindelig og en sød. Jeg kunne finde nogle af delene, og søgte derfor på internettet efter en erstatning. Der stod de "sædvanlige" som vin, sherry osv., men et sted stod der ufiltreret æblejuice, og da jeg ved at vi ikke får drukket hverken vin eller sherry, så prøvede jeg med æblejuice, og det blev faktisk super godt :o)

Laks med japanske ris 2-3 pers.
fra Kitchen af Nigella Lawson

400g sushiris
250g fersk laks uden skind
3-4 forårsløg
1 fed hvidløg, presset
1 lille chili, finthakket
2 spsk fishsauce
3 spsk ufiltreret æblejuice
1 spsk limesaft

Bland hvidløg, chili, fishsauce, æblejuice og limesaft i en lille skål.

Kog risene efter anvisning på pakken, og lad dem stå under låg når de er kogte.

Skær forårsløgene i stykker og steg dem på en pande til de er møre. Steg laksen på en stegepande i 4-5 minutter på den ene side, inden den vendes og steges tilsvarende på den anden. Den skal være gennemstegt, men kun lige.

Server straks, mens laksen stadig er godt varm. Mængden af "sauce" afgør hvor stærk retten bliver, men prøv jer frem til en passende styrke :o)



lørdag den 17. august 2013

Chicken Pizzaiola

Lige siden jeg første gang så opskriften på Chicken Pizzaiola hos Birthe, har jeg vidst at den skulle prøves. I sidste uge, hvor husbonden havde ferie, men jeg var på arbejde, bad jeg ham om at lave madplan og handle ind... så skulle jeg nok lave maden. Han kiggede i min inspirationsmappe og valgte, at vi skulle have denne ret :o) Jeg fulgte næææsten Birthes opskrift helt, men ændrede lidt, så derfor kommer opskriften også her på bloggen.

Chicken Pizzaiola, 3 pers.
efter Birthes opskrift

3 kyllingebrystfileter
400g champignon i skiver
1 løg i tern
2 fed hvidløg, finthakket
3 stilke frisk oregano
1 tsk tørret basilikum
salt og friskkværnet peber
680g purerede tomater, eller 1 1/2 dåse - jeg brugte en af flaskerne fra Urtekram
125g frisk mozzarella
9 skiver chorizo
pasta

Forvarm ovnen til 200 grader.

Bank kyllingefileterne ud, så de bliver lidt tyndere og har samme tykkelse over det hele. Krydr dem med salt og peber og steg dem på en pande med lidt olie i ca. 3 minutter på hver side. Tag dem af panden, og læg dem til side.

Sauter derefter løgene på panden i et par minutter, og tilsæt derefter champignon. Krydr med salt og peber og lad det stege indtil væsken fra champignonerne er ved at være forsvundet. Tilsæt de finthakkede hvidløg, de purerede tomater, basilikum og oregano. Lad det simre i 15-20 minutter og smag til.

Kom tomatsaucen i et ildfast fad og læg kyllingefileterne ovenpå. Skær mozarellaen i skiver og fordel skiverne ovenpå kyllingen og læg chorizo på. Sæt fadet i ovnen, og lad det bage imens der koges pasta som tilbehør. Tag det derefter ud af ovnen og server straks.


Det smagte SÅ godt, mums! I modsætning til Birthe valgte jeg at bruge frisk mozzarella, simpelthen fordi jeg havde noget i køleskabet, og frisk mozzarella er jo altid godt :o) Ligeledes blev der der i opskriften brugt pepperoni, men da jeg tilfældigvis havde noget chorizo i køleskabet valgte jeg at bruge det. Det er jo fra det "forkerte" land, man smagte alligevel skønt :o)


torsdag den 15. august 2013

Fuldkornspizza med skinke og rucola

Ja, jeg må endnu en gang konstatere, at det ikke går for godt med at få blogget. Det er ikke fordi jeg har mistet lysten til at blogge, men synes bare, at der er så meget andet i øjeblikket, der gør at overskuddet ikke rigtigt er der.

Her forleden dag havde vi bestemt, at menuen skulle stå på en omgang hjemmelavet pizza. Da vi stod og skulle købe med faldt husbonden over en Økologisk fuldkorns durummel fra Il Fornaio. Den blev vi enige om at prøve, og valgte også derfor at prøve en ny opskrift på pizzabund - nemlig den fra posen. Den var super god, og jeg tror helt bestemt, at den bliver lavet herhjemme igen.

Fuldkornspizza - 2 stk. på ca. 30 cm i diameter
fra Il Fornaios pose

8g gær
2dl lunkent vand
150g. hvedemel, tipo 00
150g fuldkornsdurummel
1½ spsk olivenolie
½ tsk middelhavssalt

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt mel, olie og salt. Ælt dejen rigtig godt igennem - jeg gav min ca. 10 minutter på Kitchen Aid'en - og lad den derefter hæve tildækket i 1½ time.

Rul dejen meget tyndt ud, læg fyld på og bag ovnen i en forvarmet ovn ved 220 grader i ca. 12 minutter.

Som fyld fik vi tomatsauce, skinke, friske champignon, ananas, rigelige mængder frisk mozzarella og til frisk rucola, da pizzaen kom ud af ovnen.

Det var tossegodt :o)








lørdag den 10. august 2013

Meatloaf

Beklager endnu en gang den lange pause fra bloggen. Der har som sagt været computerproblemer og manglende telefon herhjemme. Nu har jeg heldigvis fået min telefon tilbage og computerproblemerne ser ud til at kunne blive overstået her i weekenden :o)

Til gengæld er jeg i denne uge startet på "arbejde" igen efter sommerferien, det har været lidt hårdt, men det er det altid efter en ferie synes jeg :o)

En af dagene i sidste uge fik vi denne super lækre omgang mad, fundet i en af mine maaaange kogebøger, som jeg desværre ikke bruger nok, men jeg har en plan (igen!) om at det snart skal ændres :O)

Jeg ændrede en smule i tilberedningen og valgte en anden form for tilbehør, men ellers er opskriften meget lig den oprindelige, som dog for god ordens skyld kommer herunder.


Meatloaf 
ca. 4 personer - med rigeligt rester :o)
(Kitchen - Nigella Lawson)

4 æg
4 store løg
5 spsk smør
1 tsk flagesalt
1 tsk Worcestershire sauce
900g hakket oksekød
100g friske brødkrummer, dvs. 100g brød er bliver til rasp i foodprocessoren
2 pakker bacon

Forvarm ovnen til 200 grader. Kog de 3 af æggene, næsten helt hårdkogte, og hæld kold vand over dem.

Pil og hak løgene fint, og opvarm smøret i en gryde. Steg løgene, drysset med salt, ved svar varme i 20-25 minutter, indtil de bliver gyldne. Put dem i en skål til at køle af.

Put oksekød og Worcestershire sauce i en stor skål, og hæld de let afkølede løg i også. Bland det hele godt sammen. Tilsæt de sidst æg og brødkrummerne og bland det atter godt sammen.

Del farsen i 2 og læg den ene halvdel i bunden af et ovnfast fad. Flad det lidt ud og form det aflangt med en længde på ca. 25cm. Pil de 3 kogte æg, og læg dem ovenpå farsen i en række. Læg resten af farsen ovenpå og luk sammen rundt om æggene, så der ingen huller er.

Overtræk med baconen og fold enderne ned under, så de ikke vipper op, når det steger.

Sæt meatloaf'en i den forvarmede oven, og bag det i ca. 1 time. Efter 15 minutter, kan man tilsætte et par deciliter vand til fadet, så der er lidt af lave sauce af bagefter :o)

Mens meatloaf'en er i ovnen, tilberedes det tilbehør man ønsker. Jeg valgte kartoffelmos og grønne bønner, som passede super godt synes jeg. Nigella gider ikke rigtigt lave kartoffelmos til, men laver i stedet polenta. Jeg tror dog også, at nogle lækre roast potatoes kunne være godt til

Efter 1 times tages meatloaf'en ud af ovnen og sættes til at hvile på et skærebræt i 10-15 minutter. Lav imens en lækker brun sauce ud af stegeskyen fra fadet, her er min fremgangsmåde.

Server og nyd!

Som Nigella pointerer i sin bog, så lav gerne rigeligt og hav tilovers til rester. Det smager nemlig mindst ligeså godt dagen efter på en rugbrød eller som fyld i en sandwich, mums!

søndag den 4. august 2013

Junior vandt :o)

For efterhånden et stykke tid siden testede junior og jeg Duplo for Buzzador. Ved at lave et blog indlæg kunne man vinde en fin Duplo præmie, og den var vi så heldige at vinde (dog ikke som de eneste kan jeg se ;o)

Men glade blev vi i hvert fald for den fine præmie :o)




onsdag den 31. juli 2013

Lidt fra vores sommerferie

Jeg kører på min sidste ferieuge nu, mens husbonden og junior også har ferie i næste uge.

Vi har ikke rigtigt lavet det helt store i denne ferie, det har der ikke rigtigt været finanser til. Men lidt er det da blevet til, og her følger lidt blandede billeder fra lidt af vores ture (ja, endnu en gang er det mest bettemanden der er genstand for fotografering ;o)

Et par dage i forrige uge var junior og jeg på besøg ved min mor og far. Vi tog toget derned, og det var første gang junior kørte i tog, hvor han rigtigt registrerede det tror jeg. Han klarede det heldigvis helt uden problemer :o)

I sidste uge var vi et par dage på besøg hos vores søde venner. Det var som altid hyggeligt, og ungerne legede super godt sammen. Billederne reflekterer ikke hvad der var på kameraet da vi kom hjem, for det var jo ikke kun junior der var til stede, men han er den eneste der kommer billeder af ;o)

Der blev leget i haven...

Der blev blæst sæbebobler til den store guldmedalje (vi skal så meget have sådan en sæbleboblepistol)

Der blev cyklet (juniors første gang udenfor) og leget på legeplads


og sidst men ikke mindst fik vi lækker mad :o)

Bl. a. skøn Løgismose kylling med lækre salater

og en helt vidunderlig rabarbertrifli, som jeg stadig drømmer om :o)

Jeg/vi var også så heldige at få en lille gave med hjem. Nemlig dette fine lille glas med sten i... som i virkeligheden er slik :o)

Ydermere var vi i sidste uge en tur på besøg hos min søster og svoger i hans forældres sommerhus (de var der også :o) hvor junior var ved stranden for første gang nogensinde! Han var så nuttet og synes det var super spændende.

Efter en tur på stranden var det tid til lidt afslapning i hængekøjen (tak for det søde billede, far :o)

I denne uge har vi ikke de store planer, vi skal en tur på besøg hos mine forældre for at fejre deres 47 års bryllupsdag og i næste uge tager husbonden og junior en tur til hans forældre, som inkluderer en tur i Jesperhus Blomsterpark.

Men uanset hvad, har vi indtil videre haft en dejlig sommerferie og det må jo være det vigtigste :o)

tirsdag den 30. juli 2013

Salat med kylling og croutoner

I går aftes fik vi denne dejlige sommeagtige salat. Desværre er junior, som før nævnt, ikke den store fan af salat, hvilket jeg egentlig også godt kan forstå - det er ikke nok for sådan en bette størrelse. Til gengæld synes han, at det altsammen var MEGET spændende da han sad på køkkenbordet, mens jeg lavede maden :o)

En salat som denne har ikke som sådan nogen opskrift og er som de fleste salater jeg laver baseret på hvad jeg lige har lyst til og hvad jeg har i køleskabet.

Derfor kommer der heller ikke rigtigt nogen opskrift, kun på croutonerne, som smagte SÅ godt! Mums! Men salaten bestod af:

Hjertesalat
Grønne druer
Æble
Tomater - hjemmedyrkede!
Lidt sprødstegt parmaskinke
Stegt kyllingebryst i skiver
Croutoner
og en enkel dressing


Croutoner
2-3 skiver daggammelt brød, så lyst eller groft som du har lyst til
1 spsk olie
25-50g smør
2 fed hvidløg
salt

Skær brødet i tern. Varm olie og smør op på en pande og tilsæt presset hvidløg. Tilsæt derefter brødternene og steg dem ved mellem varme indtil de er sprøde og gyldne. Man kan lave dem mere eller mindre usundt, der er dog ingen tvivl om, at rigeligt smør gør bedre :o) Hæld dem til sidst over på lidt køkkenrulle og put dem derefter ovenpå salaten.


mandag den 29. juli 2013

Dyreryg

Jeg kææææmper i øjeblikket!

Min telefon er til reperation!
Vores lille bærbare pc døde for et par måneder siden!
Min stationære slukker uanmeldt i tide og utide og husbonden har svært ved at finde problemet!

Så er der husbondens stationære tilbage, men han har fået et nyt spil og så nænner jeg ikke rigtigt at smide ham væk, for at jeg kan blogge!

Desværre er der ikke finanser til en ny til mig, så jeg må nøjes :o(

Anyway, det var dagens omgang af undskyldninger :o)

For et stykke tid siden fik jeg lidt hjemmeskudt vildt af min kusines mand. Jeg er ret begejstret for vildtkød, men har ikke prøvet at lave det selv før. I går fik vi en meeeeeget lækker omgang aftensmad, som dog ikke passede vildt godt til det varme vejr, men det smagte ikke desto mindre helt fantatisk!

Menuen stod på dyreryg, waldorfsalat, kartofler og brun sauce med rigeligt fløde... yum!

Dyreryg 2-3 pers

1 stykke dyreryg, ca. 20 cm langt
25g smør
salt og friskkværnet peber
1/2 liter vand
1 tsk andefond (eller naturligvis helst vildtfond, hvis du har det)

Forvarm ovnen til 250 grader.

Rengør dyreryggen for sener mm. Læg den på en rist over en lille bradepande, gnid den med salt og friskkværnet peber, put smørret på i tynde skiver på oversiden og stil den i den forvarmede oven i 10 minutter. Hæld derefter vand og fond i bunden af bradepanden, reducer varmen til 170 grader og steg dyreryggen i ca. 50-60 minutter (et stegetermometer skal stå på 75-77 grader). Sørg for jævnligt at dryppe stegen med væsken fra bradepanden.

Tag stegen ud, læg den til side dækket af stanniol i mindst 10 minutter.

Hæld væsken fra bradepanden i en lille gryde, tilsæt ca. 2 spsk mel, og rør det godt sammen. Bring det i kog, og tilsæt derefter kogevand fra kartoflerne indtil det har en passende konsistens. Lad det koge godt igennen, tilsæt en god sjat fløde (ca. 1 dl), kog atter op, smag til og tilsæt evt. en dråbe kulør.

For at skære dyreryggen ud, skærer du ned langs rygraden på begge sider og skærer filetterne af benet. Husk også mørbraden (?!) på undersiden.

Server med kogte kartofler og evt. en lækker waldorfsalat, som efter min mening er det perfekte tilbehør til denne slags retter :o)

Waldorfsalat 2-3 pers.

1dl piskefløde
50g god mayonnaise
1 tsk citronsaft
1 tsk sukker
lidt salt
1 æble
2 stængler bladselleri
1 lille klase druer
5-6 valnødder

Pisk fløden til skum og vend den sammen med mayonnaise, citron, sukker og salt. Rengør æble og selleri, og skær dem i stykker. Del vindruerne og fjerne eventuelle kerne. Hak valnødderne groft eller fint efter smag, og vend det hele sammen. Stil det på køl indtil det skal serveres.


lørdag den 27. juli 2013

Blogger middag hos Line

Jeg er lidt bagud, men mere om det senere... men i torsdags var hele Cupcakemafiaen samlet hos Line i hendes fine nye hus. Det er længe siden sidst, men det gjorde det bestemt ikke mindre hyggeligt. Der var nemlig også anledning til at hilse på Bittens lækre lille søn (suk, små babyer!)

Vi fik den lækreste og sommerlige mad, og jeg glæder mig allerede til at opskrifterne forhåbentligt dukker op inde hos Line :o)

Til hovedret blev vi trakteret med lækre kalkunspyd med ananas og chorizo, en coleslaw-agtig salat og en skøn foccacia med druer, mums!

Desserten var en lækker, lækker omgang af brioche med hjemmelavet nutella-is, jordbær, fudgesauce, og knuste Crunchie og M&Ms. Det var SÅ godt! Tak for crunchien endnu en gang Line - jeg glæder mig allerede :o)



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...