tirsdag den 30. november 2010

Pakkekalender!

I mange år har husbonden og jeg givet hinanden adventsgaver, som jeg synes er sådan en hyggelig tradition. Til gengæld er det MANGE år siden jeg har fået pakkekalender, men i år hoppede jeg med på en pakkekalender på et forum jeg bruger. Det gik i sin enkelthed ud på, at jeg kom i en gruppe sammen med 3 andre, og så skulle vi hver især sende 8 gaver til hver, og selv modtage 24 fine gaver. Jeg fik en smule association til Misses slumretæppe i Matador, hvor hun kun fik 8 lapper og ikke 128 :o) Men nej, jeg har modtaget alle mine 24 gaver - så nu glæder jeg mig bare til i morgen

Stew med oksekød og ris

Dagens ret i søndags stod på en rigtig lækker vinter-simreret. Stew med ris til - yummy!


Som regel når jeg laver stew har jeg ikke nogen opskrift (til trods for at jeg har en helt bog kun med stew-opskrifter!) Men den vi fik søndag bestod af:

Oksekød i tern
2-3 Løg
500gr. champignon
ca. 5 tørrede karl johan svampe
1 dåse flåede tomater
4 gulerødder
en sjat cremefine
fine ærter
og ris til.

Brun kødet rigtig godt i en gryde som kan tåle at komme i ovnen. Tilsæt finthakket løg og gulerod, samt champignon og flåede tomater og en lille halv liter vand + cremefine/fløde. Tilsæt salt, peber og en smule paprika. Bring det i kog, og sæt det derefter i en 150grader varm ovn. Lad det stå så længe du gider - det bliver kun bedre, men vær sikker på at det ikke koger helt tør. Når du synes det er ved at være ved tiden at spise sættes gryden igen på blusset, og du tjekker om det evt. skal jævnes en smule. (Det skulle jeg nok have gjort med min :o)

Hvis du vil have en mere fyldig stew kan du tilsætte et revet glaskål, eller en håndfuld røde linser i den sidste halve time.

Spis det med ris, mos eller evt. for sig selv.

søndag den 28. november 2010

1. søndag i advent

Her 1. søndag i advent er dagen gået med lidt husarbejde, indkøb, vi har fundet julepynten frem (men den kommer dog nok ikke op i dag) lavet adventskrans og bagt.

Vi fik Georg Jensen adventsstagen i bryllupsgave, og jeg ELSKER den. Jeg synes er så flot og elegant. Jeg faldt dog over nogle blomster af en slags da jeg var i Føtex, så dem har jeg valgt at sætte i samlingerne, bare for at prøve lidt nyt. Jeg synes egentlig resultatet er meget sødt.


Husbonden har nærmest i flere år snakket om pumpkin pie, og siden vi fik et græskar med vores grøntsagskasse, har det derfor været bestemt til en ægte amerikansk pumpkin pie.


Opskriften er fundet på nettet, og jeg vi valgte en dansk opskrift for at der ikke var bøvl med ingredienser eller mængder. Opskriften er herfra Pumpkin Pie - Maduniverset. Jeg har aldrig fået pumpkin pie før, men det smagte nu rigtig dejligt.

Den søde nisse, og de to bamser er adventsgaven fra husbonden, vildt søde, jeg elsker dem. Han fik et par lækre juleøl af mig - jeg elsker adventsgaver :o)

Risengrød og medister med rødkålssalat

I går var heller ikke en vanvittig god dag, så derfor fik jeg ikke blogget dagens ret, og men jeg kiggede på kameraet opdagede jeg en anden dag jeg heller ikke har fået skrevet om.

Forleden dag fik vi medister med rødkålssalat. Det var enkelt og meget lækkert


Medisteren var slagterens, og var meget lækker. Rødkålssalaten var rødkål (kørt på foodprocessorens pommes frites jern) appelsin filetter, revet æble og rosiner. Det var meget en meget frisk salat, som også smagte dejlig dagens efter til frokost.

I går stod menuen på risengrød, og selvom jeg havde bestemt mig for at lave en stor portion, så det kunne blive til klatkager eller ris a la mande i dag, så var det INTET tilbage da vi var færdige :o) Jeg elsker risengrød, men får det måske kun 3 gange om året. Jeg bruger altid pama grødris, og koger det efter anvisningen på pakken.

fredag den 26. november 2010

Min ultimative "comfort food" - pasta, tomatsauce og røde pølser

I går var en ualmindelig lang dag - pga. det gode vejr var min arbejdsdag næsten 12 timer - altså 8 timer og 4 timers transport - lækkert! Da jeg samtidig ikke kunne få det jeg skulle have i supermarkedet blev jeg lidt Camilla 12år-sur, og husbonden foreslog at vi tog den gamle gode pasta med tomatsauce og pølser, som er min absolutte "comfort food" og som jeg kunne spise hver dag hvis det skulle være :o)



Det er nok ikke verdens sundeste og kalorielette ret i verden, men pyt - det smager dejligt :o)

1 løg hakket og sauteres i lidt olie, tilsæt 1 dåse flåede tomater, evt. en smule paprika, et nip sukker og salt. Lad det simre så længe du har tålmodighed til. Tilsæt en sjat fløde eller cremefine, som jeg er begyndt at bruge (det smager måske ikke helt så godt, men det er nu alligevel en del færre kalorier). Når fløden har kogt med lidt, blendes saucen med en stavblender og vendes sammen med færdigkogt pasta. Som sagt fik vi det i går med røde pølser, men smager også dejligt med medister eller et stegt kyllingebryst. Yummy :o)

torsdag den 25. november 2010

Bagt kartoffel med champignon, asparges og bacon

I det er "fantastiske" vejr bliver arbejdsdagene lidt længere pga. længere transport tid. Derfor bliver aftensmaden lidt enkel i denne uge. Derfor stod menuen i går på bagt kartoffel med champignon, asparges og bacon


Det var meget, meget simpelt. Bacon stegt på panden, derefter champignon i fedtet, når de er næsten klar kommer aspargesene i. Når det er færdigstegt og smagt til, er det blevet vendt i en omgang fromage frais.

Det var simpelt, men ret lækkert :o)

Nu vil jeg se "4 stjerners middag" færdig - jeg så nemlig ikke den med Baronessen sidste gang, så nu fanger jeg genudsendelsen. Hende kan jeg nu egentlig ret godt lide :o)

onsdag den 24. november 2010

Tortilla med kylling og hjemmelavet guacamole

Dagens ret i går stod på en lækker og simpelt omgang tortilla med kylling og hjemmelavet guacamole.


Tortilla, hjemmelavet guacamole, tomat, revet gulerod, fintsnittet salat, kylling med schwarma-krydderi og en smule revet ost.

Guacamolen var blendet avocado, fromage frais, hvidlog og et nip chili.

Det smagte rigtig dejligt, og så var der nok til at kunne få med til frokost i dag - yay.

søndag den 21. november 2010

32. kage - dekoration til blomsterbinding

Sikke en weekend! I går startede jeg med et glo-bryllup i Århus, hvor min kusine blev gift, derefter til Randers til blomsterbinding og bagefter middag med mine forældre tilbage i Nørresundby. I dag på café med venner og derefter i biffen og se Harry Potter. Den var VILDT god, lige som jeg havde forventet :o) Så det har været en god og hektisk weekend.

Nå, men jeg skulle endelig lave en kage igen - det er desværre alt for sjældent at jeg laver kager, men ikke desto mindre synes jeg stadigvæk at det er den dejligste hobby. Jeg bestemte mig for at lave en kage som skulle forestille en rigtig juledekoration. Den blev ikke 100% som jeg havde tænkt mig (den var ret høj, så jeg kæmpede lidt med folder forneden), men jeg er MEGET tilfreds med resultatet, og synes nok at det er min flotteste kage indtil videre :o)



2 lyse bunde
2 mørke bunde
1 lag skildpaddecreme
1 lag jordbærmousse
1 lag lemoncurdcreme
imbc
fondant

Alt på kagen er spiseligt - pånær lyset, som er en tom køkkenrulle med fondant beklædt med fondant. Den smagte vanvittigt godt, hvis jeg selv skal sige det :o)

tirsdag den 16. november 2010

Kotelet m/ ovnkartofler og salat med granatæble

Endnu engang kan jeg desværre ikke blogge om andet end dagens ret... men i weekenden kommer der kage :o)

Anyway dagens ret blev til en kotelet m/ ovnkartofler og salat med granatæble.


Det bestod af en pandestegt kotelet, halverede/kvartede kartofler bagt i ovnen med lidt olie og frisk timian (ca. 45 min. ved 200gr.) samt en salat med granatæble, hvor opskriften var så venligst udlånt af Skagenfood


  • 1 stk mizuna
  • 1 stk granatæble
  • 2 stk æbler
  • 1 stk (rød)løg - ingen rå løg tak :o)
  • 85 g gorgonzola - det kan jeg ikke lide, så vi fik mozarella i stedet
  • 1 dl ristede nødder efter eget valg - det droppede vi
  • 4 spsk olivenolie
  • 3 spsk rødvinseddike
  • 1 spsk Honning
  • salt og peber
Skyl salaten, bræk den i mundrette stykker og anret det på et fladt fad. Halver granatæblet og befri kernerne fra skal og de bitre hvide "skillevægge". Skær æblerne i tynde både, halver løget og snit det i tynde skiver. Fordel æble og løg på salaten, smuldr osten over og drys med granatæblekerner og nødder. Pisk olie, eddike, honning, salt og peber sammen, smag til og dryp dressingen over salaten.

Det var en ekstremt lækker salat, yummy! men nu er jeg også helt vild med granatæble - det smager fantastisk. Kartoflerne var også vellykkede, men koteletten var måske en smule kedelig

mandag den 15. november 2010

Jul i Tivoli

Lørdag var jeg på tur til Tivoli med min mor, søster og svigerinde. Vi tog med toget lørdag morgen kl. 8.15 og tog hjem igen kl. 19.50. Vi startede i toget med rundstykker, morgenbrød og juice. Vi fik også en kop kaffe/te og et stykke chokolade.

Vi havde ikke alverden af tid i Kbh. derfor blev frokosten også indtaget i toget - den var bare en simpel rugbrød og sandwich, og et lille glas vin. Ikke noget videre spændende, men det betød at vi slap for at skulle skynde os at finde noget mad i Kbh.

Ved ankomsten blev vi modtaget af en af mine mostre, som gik en lille tur med os i Tivoli. Vi startede med at gå en lille smule rundt og kigge, og jeg fik besøgt Specialkøbmandens bod, hvor jeg købte et par småting.


Efter en omgang varm kakao og æbleskiver, valgte vi at gå et smut på strøget. Der gik totalt lemminger i os allesammen - vi købte alle (mere eller mindre frivilligt :o) en Georg Jensen julebroche, og en dejlig lun kashmir cardigan fra H&M's børneafdeling!

Efter shopping mødtes vi med svigerindens søster til spisning (lavede vi egentlig andet end at spise??). Vi var ved at løbe en smule tør for tid, så vi skulle hurtigt tage en beslutning med mad. Valget faldt på den kinesiske restaurant i/ved Axelborg.

Jeg fik en lækker forårsrulle og en rigtig vidunderlig omgang stegte nudler med tigerrejer. En anelse fed, men eller rigtig lækker - jeg tror jeg kunne leve af tigerrejer :o)


Derefter var det tilbage til Tivoli, hvor alle de flotte lys nu var tændt. Det var bare sååååå smukt. Desværre evner mit kamera ikke helt at vise hvor flot det egentlig var, men I får da alligevel et par eksempler.






Efterfølgende var det tilbage til toget, og hjemad - med lidt mere kaffe og en aftensnack :o) Det var en fantastisk hyggelig tur, den kunne simpelthen ikke have været bedre. Alt var perfekt :o)

Flødestuvet toscanakål med porrer + frikadeller

Dagens ret i går var en lækker, nem lille ret, som endnu en gang var fra Skagenfood.

Flødestuvet toscanakål med porrer (4 pers.)

  • 1 pk toscanakål
  • 3 stk porrer
  • 1 fed hvidløg
  • 25 g smør
  • 2,5 dl fløde
  • muskatnød
  • salt og peber
Skyl kålen godt, skær det groveste af ribberne af og rens porrer og hvidløg. Snit kålen i brede strimler, porrerne i ½ cm tynde skiver og hak hvidløget fint. Sauter porrer og hvidløg i smørret uden at det tager farve. Kom kålen ved og sauter videre til al væde er væk. Tilsæt så fløde og revet muskatnød og lad stuvningen koge sammen i et par minutter. Smag til med salt og peber og server straks til fx fisk, kød eller fjerkræ. Vi fik det med frikadeller til, og det smagte rigtig godt!

lørdag den 13. november 2010

Madblog-kup! eller husbondens aftensmad?

Mens Camilla er ude og male byen rød, er Coco og jeg efterladt herhjemme. Det er jo en passende mulighed for at lave et lille madblog-kup. Det er dog ikke mere kup, end at det stadig handler om mad, netop min aftensmad.
Den er ikke så spændende da det bare skulle være nemt efter at have været på arbejde.

Ingredienser:
2 x 150g engelsk bøf
En halv pose frosne kartoffelskiver

Tilberede begge dele efter anvisning på pakken. Server med ketchup til (Jeg havde håbet på at lave en dressing ved hjælp af en af mine sennep fra Paris, f.eks. min Limited Edition Chokolade sennep, men vi havde ingen mayonaise i huset).
Jeg beklager det dårlige billede kvalitet men Camilla har også taget kameraet med sig, så det blev med computerens webcam.

fredag den 12. november 2010

Cuvettesteg med ovngrønt og kartofler

Jeg har efterladt husbonden derhjemme og draget på et hyggeligt besøg hos mine forældre. Derfor er dagens ret helt ude af mine hænder og efterladt trygt i min mors. Menuen stod på cuvettesteg med ovngrønt og kartofler

Det smagte rigtig dejligt, men en opskrift kan jeg desværre ikke klare. Jeg er ret sikker på at min mor bare tog den på rutinen. Men jeg kan da fortælle at grøntsagerne indeholdt gulerødder, rød peber, porrer og spidskål. Jeg har ikke prøvet at få spidskål før i ovngrønt, men det smagte rigtig dejligt :o)

torsdag den 11. november 2010

Alligevel Mortens And :o)

I mange år har vi fejret Mortens Aftens sammen med nogle af vores gode venner, som mest startede for at afprøve en ovn og vores evner til at lave and :o) Men efter de er flyttet fra byen er det lidt svært at ses på en hverdag. Desuden har vi alle for mange ting på programmet, så i år får vi faktisk først fejret det i januar næste år! Dog fik jeg virkelig lyst til and, nu hvor der har været and her der og alle vegne, så med en enkelt dags forsinkelse fik husbonden og jeg alligevel and :o)


Tallerkenen bestod af andebryst-steg, brunede kartofler, alm. kartofler, franske kartofler, rødkål (som jeg må skam må sige jeg ikke selv har lavet!) og brun sauce. Det smagte rigtig dejlig og saucen var, hvis jeg selv skal sige det, SUPER god :o)

mandag den 8. november 2010

Salat af bagte rodfrugter

Endnu en ret fra sidste uge - og endnu engang med opskrift fra Skagenfood. Det var husbonden der lavede maden, og det smagte rigtig dejligt! Menuen stod på salat af bagte rodfrugter med græske oksekødsfrikadeller


  • 1 pk rodfrugtemix
  • 2 fed hvidløg
  • 0,25 tsk timian
  • 2 spsk Honning
  • 4 spsk olivenolie
  • 1 stk frillicesalat
  • 2,5 spsk balsamico
  • 75 g feta
  • 50 g ristede græskarkerner
  • salt og peber
Skræl rodfrugterne og skær dem i ensartede og ikke for store tern. Snit hvidløgsfeddene i tynde skiver og bland dem med rodfrugter, hvidløg, timian, honning, olie, salt og peber. Fordel rodfrugterne på en bageplade, så de ligger i ét lag og bag dem ved 225 grader i ca. 20 min. til de er møre. Skyl salaten, slyng den tør og bræk den i mundrette stykker. Lad rodfrugterne køle lidt af og anret dem på ovenpå salaten. Dryp med balsamico og drys med smuldret feta og ristede græskarkerner.

Dertil oksekødsfrikadeller tilsat lidt feta og soltørrede tomater.

Alt i alt smagte det bare rigtig lækkert! Dog vil jeg en anden gang putte en smule mindre balsamico på - der var en smule i overkanten. Ikke at det smagte dårligt, men lidt mindre næste gang :o)

Svampesuppe med ristede kastanjer

Det var da forfærdeligt! Endnu engang må jeg undskylde at jeg har været så dårlig til at opdatere bloggen. Den er ellers i mine tanker hver dag, men jeg har endnu engang haft en uge hvor der bare har været alt for meget run på!

Jeg kan se at jeg har nogle billeder liggende af noget af det mad vi fik i sidste uge, men jeg har glemt hvad dag det var... men de kommer nu alligevel med :o)

Suppen var en opskrift fra Skagenfood, og yummy - den var bare SÅÅÅÅ god.

Svampesuppe med soltørrede tomater, timian og ristede kastanjer (4 pers.)

  • 300 g svampe (gerne blandede)
  • 175 g kastanjer
  • 1 stk skalotteløg
  • 4 stk soltørrede tomater
  • 2 spsk smør
  • 0,5 tsk timian
  • 5 dl hønsefond
  • 0,5 dl sherry - vi havde ingen sherry, så i stedet brugte vi lidt mere vand
  • 2 dl fløde - brugte kun 1 dl, og supplerede med vand
  • salt og peber
Tænd ovnen på grill og fyld et fad med salt. Rids et kryds i kastanjernes spidse ende. Sæt kastanjerne i saltet med den spidse ende op og rist dem i 10-20 min. til skallen begynder at revne. Pil kastanjerne, hak dem og svampene groft og klip tomaterne i tynde strimler. Snit skalotteløget fint og sauter det i smørret. Kom svampene ved og rist dem let gyldne. Rør kastanjer, tomater og timian i, hæld fonden over og krydr med salt og peber. Lad suppen simre under låg i 25 min. Blend suppen glat med en stavblender og rør sherry og fløde i. Varm suppen igennem, smag til med salt og peber og server rygende varm fx med en skefuld pesto og et drys parmesan på toppen. Giv godt groft brød til, gerne med valnødder i. 

Suppen smagte som sagt VILDT godt - den smagte på en måde af "mere" end jeg havde forventet. Jeg er sikker på, at hvis den blev serveret for gæster ville de - når de havde vænnet sig udseendet! - tro at man havde slavet i køkkenet hele dagen. Den kan virkelig anbefales.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...