fredag den 21. november 2014

Mormor-mad: Tarteletter med skinke og grønt

Jeg kan se, at stegt flæsk med persillesovs er blevet kåret som Danmarks nationalret. Hvad synes I om det? Det ville ikke være den jeg havde valgt, men er klart noget meget traditionelt dansk mad synes jeg.

Jeg kan se, at an vis fru Plum har anklaget danskerne for alle mulige ting, siden det er en svinekødsret, der er blevet valgt. Personligt synes jeg lidt, at det er noget pjat. Sådan som jeg tit ser det, så er langt de fleste "traditionelle" danske retter med svin og det er vel ikke rigtigt noget religiøst, så meget som det er historisk?

Nå, men sådan en ret som tarteletter kan nok også betegnes som en meget traditionel dansk ret. Jeg har før lavet tarteletter her på bloggen, og det er altså stadigvæk en af de helt klassiske retter, som jeg et eller andet sted aldrig bliver træt af. Jeg ved godt, at det både er gammeldags og farveløst, men jeg elsker det ikke desto mindre :o)

For en uges tid siden spurgte husbonden om ikke snart vi skulle have tarteletter igen. Men i stedet for høns i asparges som fyld ville han gerne have skinke, gulerødder og ærter. Jeg kan allerede nu sige, at selvom det smagte godt så var det bare ikke det samme i min verden ;o) (omend den i hvert fald ikke er farveløs). Men den kære mand nævner ikke særlig tit noget han gerne vil have at spise (måske fordi han har kantine på sit arbejde!), så hans ønske skulle naturligvis opfyldes.

Der er dog ikke som sådan så meget opskrift over det, men opskriften kommer nu alligevel :o)

Tarteletter med skinke og grønt

8-10 tarteletter
200-250g (hjemmekogt) skinke i tern
3 gulerødder
200g ærter
1 spsk olie
1 spsk mel
salt og friskkværnet peber

Hvis du har muligheden, så kog selv skinken og gem et par deciliter af kogevandet til at lave sauce ud af.

Skræl gulerødderne og skær dem i små tern. Kog dem i en lille gryde med letsaltet vand indtil de er møre. Tilsæt ærterne og bring atter i kog. Så snart vandet er i kog hældes det fra og gemmes til at lave sauce.

Varm olien op i den tomme gryde, tilsæt mel, pisk det godt sammen og tilsæt derefter kogevand fra grøntsagerne og/eller skinken lidt efter lidt, mens der piskes kraftigt. Fortsæt indtil det har en passende tykkelse. Skru ned og lade det koge godt igennem i 5 minutter. Varm tarteletterne efter anvisning på pakken. Smag saucen til med salt og friskkværnet peber inden skinke og grøntsager tilsættes. Varm godt igennem, og hæld derefter fyldet op i de lune tarteletter. Server straks.

2 kommentarer:

  1. Jeg synes også den med høns i asparges er det bedste men skinke, ærte, gulerodversionen er et ok og nemt alternativ.

    Rædslen over alle tarteletrædsler er dog min svigermors, med FISKEBOLLER og rejer. Det eneste pæne der er at sige om dem er at fiskebolleproducenten laver dem små nok til man kan sluge uden at tygge

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt at høre, at jeg ikke er den eneste der er mest til høns i asparges :o)

      Uh, fiskeboller - ellers tak! Dog kunne jeg godt forestille mig udgave med lidt rejer og lodt GOD fisk... det må jeg prøve en dag :o)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...