tirsdag den 28. januar 2014

Trøffelpinde...

Jep - i Randers for næsten 20 år siden var der i hvert fald én bager, der var helt fremme i skoene og lavede cakepops inden det blev trendy. Dengang blev de dog kaldt trøffelpinde (romkugler hedder trøffelkugler i Randers :o) og var ikke så fancy pyntet som de små reste-kager er nu om dage. Ikke desto mindre bestod de af en trøffelkugle/romkugle på en pind og overtrukket med chokolade... og så et ordentligt lag krymmel på bunde/toppen :o)


Forleden dag da jeg var ved at forsøge at rydde lidt op i vores fryser faldt jeg over en pose med rester af brunsviger og et par forskellige chokoladekager. Jeg fik ualmindelig stor lyst til trøffelkugler/romkugler og hev dem derfor straks ud af fryseren. Da var det, at jeg kom til at tænke tilbage på trøffelpindene og valgte derfor at lave halvdelen til disse skønheder :o)

Det er egentlig ganske simpelt, men giver lige lidt ekstra i forhold til en helt almindelig trøffelkugle. En decideret opskrift er ikke så let, da det jo nok er lidt individuelt hvad man kan lide og de du kan bruge nærmest alle former for kagerester, men her kommer der en lille en alligevel

Trøffelpinde
ca. 12 stk.

En pose kagerester - brug hvad du har, men chokoladekage, brunsviger, chokoladecupcakes m.m. er super godt
En rest smørcreme - jeg brugte noget af denne skønhed
Romessens - eller evt. lidt ægte rom, hvis det kun er til voksne
Hindbær-pasta, hindbæressens eller lidt hindbærmarmelade uden kerner
200g mørk chokolade
1 pose krymmel

Blend kagerester og smørcreme sammen, tilsæt romessens og hindbær efter smag. Juster teksturen og tilsæt mere kage eller smørcreme til den er passende - skal være fast, men ikke tør.

Tril kugler af massen på størrelse med en golfbold.

Temperer chokoladen, dyp en pind i chokoladen, og sæt den i trøffelkuglen - lad det tørre et par minutter. Dyp derefter trøffelpindene i chokoladen og derefter i krymmel inden de stilles til tørre.

Kan holde i køleskabet i hvert fald i en uge... hvis de ikke er spist ;o)

I forhold til de almindelige romkugler, kan disse med chokoladeovertræk godt klare lidt mere smagstilsætning, da chokoladen tager lidt af opmærksomheden. Men igen, det er lidt et spørgsmål om smag.

Er der nogle andre (halv-gamle læsere ;o), der er rendt på trøffelpinde i tidernes morgen, eller var det kun ham bageren i Randers??





9 kommentarer:

  1. Hvor er de fine med krymlen på - elsker romkugler (som man vist som aaalborggenser bare kalder det :p)

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Enig, de ser super skønne ud!
      Og vi kalder dem altså også romkugler her i vestjylland ;-)

      Slet
    2. De smagte også dejligt :o) Selvom jeg har boet heroppe siden 1997 er jeg åbenbart stadig en Randers pige inderst inde, når det kommer til navnet på denne type kager ;o)

      Slet
  2. Normalt gider jeg ikke spise trøfler/romkugler, men så fint forklædt som dem her ville jeg ikke kunne stå for dem :)
    Manden og Junior må ha været ret begejstret for dig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg gider dem heller ikke normalt, men får alligevel en lille bitte craving en sjælden gang imellem, og fint forklædt er de bare lidt bedre :o)

      Husbonden var helt ovre det, men junior var traditionen tro ikke begejstret!

      Slet
  3. Jeg har altid kendt dem under træfler (og er oprindelig fra Skjern) og jeg ELSKER dem, når de er ordentlig lavet og ikke bare ligesom Føtex stammer! De ser så lækre ud, dem du har bixet sammen her og sådan en kunne jeg da godt lige fortære nu ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes også, at de klart er bedst, når de er lavet ordentligt :o) De smagte SÅ godt, så det er nok meget heldigt, at jeg ikke har flere tilbage ellers var jeg rendt i køleskabet med det samme ;o)

      Slet
  4. Her syd på hedder det romkugler og jeg har ikke set dem på pind før i tiden....Men hold nu op hvor er de fine :-) sidder og overvejer om det mon er kagerester i fryseren til at lave en portion :-D bliver helt kagesulten...

    SvarSlet
    Svar
    1. De er lidt som om det alligevel bliver en anden oplevelse, når de er på en pind - men uanset navnet, så synes jeg det er en dejlig måde at bruge kagerester på - mums :o)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...