onsdag den 20. august 2014

Blåbærtærte

Har I spottet min nye header? Jeg har efterhånden haft den anden i lang tid og har egentlig været meget glad for den, men taget i betragtning hvor meget drengene fylder på bloggen, så syntes jeg, at det var på tide, at de også var i min header :o) Det er ikke fordi vi vælter os i gode billeder af dem begge to, så det måtte blive dette :o)

Nå, i øjeblikket kan man være heldig at finde mange billige blåbær i supermarkederne - personligt har min egen avl kun manifesteret sig i 3 blåbær, så det var liiiiige i underkanten til at lave en tærte ;o) Men forleden, hvor jeg havde rigtig meget lyst til at bage blev det til en lille, lækker tærte med skøn, sprød dej og fyldt med masser af blåbær. Det var SÅ godt!

Opskriften er oprindeligt fra den skønne bog American Pie, men med lidt ændringer - bl.a. størrelsen på tærtebunden, så derfor kommer opskriften naturligvis her.


Blåbærtærte
(American Pie)

Tærtedej - til 2 tærter eller én med top og bund
330g hvedemel
1 spsk sukker
1 nip salt
250g smør, meget koldt
ca. 1 dl meget koldt vand

Mål 1dl vand af og stil i køleskabet.

Skær smøret i små tern og stil dem tilbage i køleskabet, mens du finter de andre ting frem. Det skal være så koldt som muligt, det giver det bedste resultat.

Bland mel og sukker i en stor skål, og tilsæt derefter de kolde smørtern til blandingen. Brug en "pastry blender" hvis du har det, eller en gaffel eller fingerspidserne til at blande smør og mel sammen, indtil det bliveren krummet masse. Vær påpasselig med ikke at fordele smøret alt for fint - der må gerne være klumper på størrelse med ærter i dejen, det giver det bedste resultat.

Tilsæt halvdelen af det kolde vand i små stænk og brug en dejskraber til at samle dejen med. Tilsæt mere vand, lidt ad gangen, indtil dejen lige netop har samlet sig. Saml dejen helt færdg, men undgå at ælte for meget.

Del dejen i 2, tryk dem en anelse flade, pak dem ind i film og stil dem på køl i mindst en halv time.

Blåbærfyld
500g blåbær
70g lys muscovadosukker
2 spsk maizena
1 1/2 spsk citronsaft

Rul den ene klump tærtedej ud på et meldrysset bord. Det gør ikke noget, hvis der er forholdvis meget mel, da den helst ikke skal sidde fast. Lad et par centimeter tærtedej hænge ud over kanten og trim resten af med en saks.

Stil tærteformen i køleskabet igen.

Bland sukker og maizena sammen og tilsæt derefter skyllede blåbær og citronsaft. Rør rundt indtil det hele er godt blandet. Hæld blandingen ned i den forberedte tærteform og stil atter på køl.

Rul den anden halvdel af tærtedejen ud, skær i strimler (ca. 2 cm tykke) og flet et møster ovenpå blåbærene. Skær det overflødige af, og buk derefter de 2 ekstra centimeter fra bunden rundt om enderne og tryk godt sammen hele vejen rundt.

Pensl med mælk eller æg og dryk med lidt rørsukker.

Bag i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 55-60 minutter. Tærten er færdig når fyldet bobler og dejen er gylden og lækker.

Tag tærten ud af ovnene og lad den køle af til stuetemperatur på en rist. Server med en kugle god vaniljeis til.

Hvis du forsøger at servere tærten når den er lun, vil fyldet flyde alt for meget ud og gøre bunden blød.

Denne tærte er uden sammenligning den bedste hjemmelavede tærte jeg har fået. Dejen var så sprød og lækker, at det var helt ubeskriveligt. Både husbonden og jeg sad og sagde uhmm ved hver eneste bid :o)




8 kommentarer:

  1. Alene ordene "sprød" og "uhmm" - den tærte vil jeg bage - med brombær, som jeg har tonsvis af (og masser af rifter efter!)
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var SÅ godt en tærte! Åh, ja - jeg kunne godt forestille mig, at den ville være fremragende med brombær - uhmm!

      Slet
  2. Åh, ægte amerikanermanér - yum!

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jep - meget ægte amerikanermanér :o)

      Slet
  3. Åh, en ægte amerikaner - ja, men den bliver bedre, hvis man ikke bruger de amerikanske blåbær, der er hvide indeni. Jeg køber enten en ordentlig posefuld frosne, når jeg på sommerbesøg hos min bror i Sverige, eller køber de frosne i Brugsen. Begge steder er det "de rigtige blåbær" = de små vilde, der er blå hele vejen igennem. De har den helt rigtige blåbær-smag!
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vidste ikke, at de frosne i Brugsen er de "rigtige" - dem må jeg bestemt prøve :o) Jeg vil godt give dig helt ret, i den nok vil være bedre med de helt rigtige blåbær :o)

      Slet
  4. Hej!
    Vil man kunne bruge frosne blåbær og hvad er i så fald fremgangsmåden?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg sagtens, at man kan. Ville nok bare bruge den i frossen tilstand og så tilsætte en spsk eller to ekstra maizena til at sige noget af væsken. Ellers burde man også kunne tø den og og bruge - så ville jeg nok forsøge at dræne dem lidt

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...