Bedre sent end aldrig kommer nu dag 3 i vores "Planlagt Restemad" uge fra i sidste uge. Det her var helt sikkert en favorit - men tærte er nu også næsten altid godt :o)
Grahamstærte med laks, porrer og spinat (Mad! 02/2011)
4 pers.
Tærtebund:
60g hvedemel
140g grahamsmel
1 tsk salt
60g smør
100g fromage frais
evt. 1 spsk vand
1 stor tærteform (eller 2 mindre på ca. 18 cm i diameter)
lidt olie til formen
Fyld:
2 porrer
250g frisk spinat
2 pocherede laksefileter (fra dagen før)
25g smør
4 æg
2½dl cremefraiche 18%
salt og friskkværnet peber
1. Tærtebund: Bland hvedemel og grahamsmel, og sigt det ned i en skål sammen med salt. Skær smørret i små tern, og smuldr det i melet med fingrene.- Tilsæt fromage frais, og saml dejen hurtigt. Er dejen svær at samle, kan du tilsætte lidt vand. Lad dejen hvile i 30 minutter i køleskabet. (Jeg valgte i stedet at smide de 2 slags med, salt og smør i foodprocessoren, og køre det helt fint. Tilsæt fromage frais og kør igen. Tilsæt en smule vand indtil dejen samler sig i en klump)
2. Tænd ovnen på 180 grader. Smør formen med lidt olie. Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord, og læg den over i formen, så den dækker bund og kanter. Pisk dejen med en gaffel, og bag tærtebunden i ovnen i 10 minutter.
3. Fyld: Rens porrerne, og skær dem i tynde ringe. Skyl og tør spinaten. Skær laksen i mindre stykker.
4. Steg porrerne i smør i en gryde ved lav varme i 5 minutter. Tilsæt spinat, og lad den lige falde sammen. Tag panden fra varmen.
5. Slå æggene ud i en skål, og pisk dem sammen med cremefraiche, salt og peber. Vend porrer, spinat og laks i æggemassen og fordel den i den forbagte tærtebund.
6. Bag tærten færdig i ovnen i 30 minutter.
Husk: Tag plastboksen med chili con carne ud af fryseren, og lad den tø op i køleskabet til i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar