søndag den 28. april 2013

Jordbærsirup og pandekager

I går var den lille familie på en lille shopping tur. Først en tur på McD til deres morgenmad - som er MEGET ulig os - derefter en tur i Ikea, og til sidst en tur i Metro... så kunne dankortet vist heller ikke mere! ;o) I Metro købte vi egentlig ikke så meget, men det blev bl.a. til en stor pose med 2,5kg jordbær.

Efter den seneste tids ramaskrig om frugt og beskidte forhold, og kogning af bær er jeg lidt bange, så jeg valgte at tø bærrene op, koge dem og så nedfryse dem i små portioner (i små engangsbøtter ligeledes fra Metro), lige parat til en smoothie til morgenmad. Ja, noget besværligt, men så behøver jeg i hvert fald ikke være bekymret. Da bærrene var tøet op kunne jeg se, at der jo egentlig var en helt masse væske, så jeg fik pludselig den idé at lave lidt lækker jordbærsirup.


Jordbærsiruppen blev her til morgen brugt på pandekager, SÅ godt! I det hele taget, blev det en super lækker sirup, hvis jeg selv skal sige det. Mængderne til opskriften er dog lidt på gefühl, for jeg ved ikke præcist hvor meget jeg brugte af de forskellige ting.

Jordbærsirup (ca. 1/4 liter)

3-4 dl saft fra optøede jordbær eller 3-4 dl bær fra frost*
ca. 300g rørsukker
1 vaniljestang

Put sukker, saft og vanilje - korn + stang - i en lille kasserolle og lad det simre i ca. 20 minutter indtil det er tykt, lækkert og sirupsagtigt. Tilsæt evt. lidt mere sukker, hvis det ikke er sirupsagtigt nok. Test evt. med at hælde en lille klat på en tallerken og se på konsistensen.

Si siruppen igennem en meget fin sigte i en kande, og brug derefter en tragt til at hælde siruppen over i en lille flaske, som er steriliseret og skyllet med atamon. Opbevar på køl og nyd på pandekager, is, eller hvad man ellers kan finde på af lækkerier!

*Uden at være sikker, så tænker jeg, at ens sirup bliver mere klar, hvis man kun bruger saft og ikke bær, men man skal have mange optøede bær for at få den mængde saft. Men jeg tror, at smagen bliver ligeså skøn med bær


Banan- og havregrynspandekager

3 små, modne bananer
3 æg
1 dl havregryn
3/4 dl boghvedemel
1/2 tsk salt
korn fra 1 vaniljestang eller 1 tsk. vaniljetwister
lidt olie eller smør til panden

Mos bananerne godt og pisk dem sammen med æg, havregryn, boghvedemel, vanilje og salt. Varm en pande op og kom olie eller smør på. Kom pandekagedejen på med en spiseske. og steg dem på begge sider.

2 kommentarer:

  1. God ide med lidt sirup :-) De ser rigtig lækre ud de pandekager. Tror også snart jeg skal et smut i metro, skal bare lige have sat god tid af til sådan en tur...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - de smagte også dejligt, både pandekager og sirup!

      Uh, ja - det kræver lidt ekstra tid og penge at tage en tur i Metro :o)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...