tirsdag den 3. april 2012

Ruperts første og eneste brød!

Forrige gang blogger-flokken mødtes var jeg så privilegeret at få en kop surdej af Sabina, som jeg efter grundig overvejelse døbte Rupert - hun sagde nemlig, at hvis man gav dem et navn, er man mere knyttet til sin surdej. Jeg var MEGET knyttet og så virkelig frem til at bage en masse brød i samarbejde med Rupert... men ak, jeg formåede at slå ham ihjel efter blot et enkelt brød - snøft :o( Dog overvejer jeg at se om jeg skulle prøve igen...

Men se lige hvor smuk han ser ud! Han smagte også dejligt, så hans korte liv var bestemt ikke forgæves.

Opskriften blev en en fra "Meyers Bageri", men med mel fra min dejlige AMO-pakke, så det var en god blanding af, og som sagt var resultatet også rigtig godt. Jeg tror dog måske nok, at det skulle have været bagt i 5 minutter mere, men det må jeg huske næste gang jeg laver noget lignende. Desuden fik jeg også endelig mulighed for at teste min hævekurv, som jeg "kom til" at købe, da jeg var ved at købe en til min veninde i fødselsdagsgave :o)

Ruperts Brød (Efter opskrift på Koldhævet hvedebrød fra Meyers Bageri)
1 stk.

6dl koldt vand
7,5g gær
0,75dl surdej, Sabinas opskrift og guide
22,5g havsalt
150g grahamsmel
750g hvedemel, fx. AMO Vinjett Hvedemel

Dag 1: Hæld det kolde vand i en skål. og rør gæren ud heriu. Tilsæt surdej, salt, grahamsmel og hvedemel, og ælt dejen godt sammen til den er glat og smidig. Hvis du bruger røremaskine, tager det ca. 10 minutter, til dejen er færdigæltet og slipper skålens kanter. Kom dejen i en plastikskål smurt med koldpresset rapsolie, dæk den med husholdningsfilm, og sæt den i køleskabet til næste dag.

Dag 2: Vend dejen ud på et meldrysset bord, form det til en rund kugle og læg det i en godt melet hævekurv. Lad det stå og hæve lunt og tildækket et par timer.

Sæt en bagesten i ovnen, og varm ovnen op til 250 grader. Vend forsigtigt brødet ud på den brandvarme bagesten. Bag brødet i 35-40 minutter, og lad det derefter afkøle på en bagerist.

4 kommentarer:

  1. Rupert døde trods alt med værdighed:)

    SvarSlet
  2. He, det er godt vi kan købe lidt til os selv når vi køber gaver til hinanden. Det er næsten sikkert at jeg også lige køber noget til mig selv når der skal købes gave til dig :-)

    Det ser ud som et rigtig godt brød og jeg er altså vild med det smukke mønster som hævekurven giver. Har ikke prøvet den opskrift fra bogen. Men det må jeg hellere, det er nemlig lykkes mig at lave og holde liv i min egen surdej :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hihi - ja, vi er skisme dygtige til at købe både til den ene og den anden :o)

      Stort tillykke med den nye og livsfulde surdej :o) Jeg kan godt anbefale dig at prøve opskriften, den var rigtig god

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...