Viser opslag med etiketten børnekage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten børnekage. Vis alle opslag

søndag den 7. oktober 2018

113. kage: Dåbskage med Batman logo

Tilbage i starten af året spurgte en af mødrene fra min mødregruppe om jeg ville lave en dåbskage til hendes søns barnedåb. Det ville jeg naturligvis gerne. Hun havde selvfølgelig set billeder af Sofus' kage, og var vist blevet lidt forelsket i skiltet. Så sådan et sejt Batman skilt skulle der på. At den skønne baby så skulle døbes Alfred gjorde ikke symbolikken værre :o)

Hun ville gerne undgå fondant, men inkludere marcipan. Kagen blev egentlig ret simpel, men også meget sød og temmelig elegant hvis jeg selv skal sige det.






søndag den 13. maj 2018

112. kage: Marcus og Martinus

Tilbage i november ønskede min kusines lille datter sig en kage me Marcus og Martinus ... og det er der jo da heldigvis ikke noget spor kompliceret ved!!! Not! Jeg er ikke glad for at modellere mennesker, og især ikke når det skal ligne noget genkendeligt. Jeg valgte dog at lave de unge herrer som jeg forestillede mig, at de måske ville se ud hvis de var en dukkefilm :) Jeg er nemlig ikke så begejstret for sukkerprint, men heldigvis var fødselaren slet ikke i tvivl om hvem det skulle forestille - og så var jeg sådan set glad :) Jeg synes egentlig at jeg slap okay fra det. Kagen i sig selv var måske ikke så spændende at se på, men når det er en kage til en begrænset mængde mennesker er der også begrænsninger for kagens udseende.

Jeg kunne ikke tage billederne af kagen og figurerne sammen herhjemme, da jeg ikke turde at køre i en time med figurerne på kagen.

Indholdet var til gengæld helt i orden - jordbærmousse og skildpaddecreme. Yum!


søndag den 15. april 2018

111. kage: Sofus' dåbskage

Da Sofus blev døbt tilbage i oktober måned skulle der naturligvis være en af morens hjemmelavede kager til den efterfølgende fest.

Det var første gang jeg har lavet en dobbelt lags kage i 2 etager, og også første gang jeg har lavet en ombre opsmøring. Desuden kunne drip-delen også have været lidt bedre ... men i det store hele var jeg ganske godt tilfreds :o) Der var naturligvis alt for meget kage, men jeg havde det look jeg ville have i hovedet og så måtte kagen blive derefter. Det passede dog med, at jeg kunne skære nogle pæne stykker og smide i fryseren - så var der til dessert til nytår :D

Kagen var meget klassisk - lyse bunde, skildpaddecreme og hindbærmousse. Men det blev den bestemt ikke værre af!

Husbonden fik sidste år en stiksav af mig i fødselsdagskage, så det gav sig selv, at han skulle lave det fine Batman/Sofus skilt. Det var krydsfiner, som blev malet sort og guld, og så med sort og guld glitter. Det hænger nu som navneskilt udenpå hans dør, så selvom det var lidt besværligt at lave, så var det det hele værd.


Storebrødrene ville også gerne med på billederne af kagen :D


onsdag den 21. marts 2018

110. kage: Vulkankage

Nå, jeg kan vist ligeså godt erkende, at bloggen er død. Men jeg vil gerne stadig have et sted at lægge billeder op af mine kager, så det fortsætter altså med at være her på bloggen - der er bedst mulighed for gode billeder og det kan jeg stadig god lide.

Tilbage i efterårsferien sidste år lavede jeg nedenstående lille kage til storebroren til en fra Felix' mødregruppe. Jeg blev faktisk RET godt tilfreds med den, hvis jeg selv skal sige det!

Det var en lille kage, som kun indeholdt chokoladekage i lag og lidt smørcreme. Udenpå er der blendede Oreos udenpå smørcremen og lavaen er lavet af hvid chokolade-ganache farvet i forskellige farver. Der hørte også et marengs 8-tal med, men jeg turde ikke at sætte det ovenpå kagen til når den skulle fragtes. Så det kom først på senere - og så hørte jeg fra min veninde, at de også satte stjernekastere på, hvilket var en fabelagtig idé!

Navnet og det manglende 8-tal blev lavet i marengs, så det også kunne få lidt vulkan-agtige farver. Det forlyder at fødselaren blev glad for den, hvilket jo altid er dejligt, og når jeg så også selv var glad for den, er det en klar win-win :o)




tirsdag den 16. januar 2018

108. kage: Monsterbogen (og en børne fødselsdag med Nexo Knights tema)

Da Victor fyldte 6 år sidste sommer havde han hele stuen fra børnehaven med til fødselsdag. De plejer åbenbart ALTID at have skattejagt, men da han gerne ville have et Nexo Knights tema, fandt husbonden i stedet på at lave ridder træning. Dvs. der var Lance: Ringridning på kæphest, Macy: Sæt hestehalen på hjelmen, Clay: Ringkast, Aaron: Armbrystskydning, og sidst men ikke mindst Axl: ædegilde/spisning. Når børnene havde klaret alle disciplinerne fik de så en slikpose som bevis på at have klaret det. Det blev faktisk en rigtig stor succes :o)


Som kage havde Victor ønsket sig Monsterbogen fra Nexo Knights, så det fik han i en mere eller mindre vellykket udgave :o) Det var bare en chokoladekage indeni og en smule smørcreme. En af drengene fra børnehaven kunne dog ikke lige chokoladekage, så derfor var der også bagt lidt cupcakes, som så også var pyntet som Nexo Knights Globlins.

Her kan man ane ring og lanse fra Ringridning
Flasker med Nexo Knight etiketter og sugerør

lørdag den 9. december 2017

Kokosmakroner forklædt som Rudolf

Forleden lavede Victor og jeg disse kokosmakroner. De blev så søde, og smagte (for en som ellers ikke bryder sig om kokosmakroner) ret godt. Set i bakspejlet burde vi nok have givet Rudolf nogle øjne, men både opskrift og udseende er stjålet direkte fra en opskrift i Bilkas Billie hæfte. Victor gik helt i koma da han så dem, og ville vildt gerne lave dem, så det måtte vi jo gøre :o)

Opskriften findes hos Arla her - vi valgte at undlade safran, mest fordi jeg ikke gad at købe det ;o)

Inden de fik sne på :o) 

mandag den 13. november 2017

105. kage: Konfirmationskage med fodbold

Da jeg for 1 1/2 år siden kom tilbage for at arbejde samme sted som jeg 7 år tidligere havde været som elev, var en af de første ting en kollega spurgte mig om, hvorvidt jeg ville lave en kage til hans datters konfirmation året efter! Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, og den blev derfor skrevet i kalenderen nærmest med det samme :)

Sisse er en rigtig sportspige, og derfor ville hun gerne, at temaet var fodbold, og det blev det uden tvivl. Jeg var faktisk ret tilfreds med fodbolden, som faktisk blev ret realistisk. Det var dejligt nok ikke at lave en kage med en masse fondant på, men det værste var, at der var totalt grøn glasur ALLE steder!!!





torsdag den 28. september 2017

104. kage: Lynet McQueen

Tilbage i sommers blev søde Artin, som Victor har fået i dagpleje med, 5 år og han ønskede sig rigtigt meget en Lynet McQueen kage. Så det måtte jeg jo lave. Der er ikke nogen tvivl om, at han var rigtig stor fan af Lynet McQueen, for hele hans værelse var dækket i Lynet - selv hans seng var en Lynet McQueen seng - sejt!.

Som altid, når der ligger noget meget genkendeligt til grundlag for en kage, så er presset lidt større. Jeg synes dog, at jeg slap rimeligt godt fra det, han er nok måske en anelse bred i det, men jeg synes sagtens, at man kan se, at det er Lynet McQueen, og Artin blev da efter sigende også meget glad for kagen :o) Det kunne naturligvis sagtens have haft en masse flere detaljer, men de vigtigste ting for at man kan genkende Lynet er til stede.

Det var blot en simpel chokoladekage med smørcreme der var indeni, og det gør det jo da noget lettere at lave en 3D kage.





mandag den 11. september 2017

103. kage: Robotkage

Til Felix' 3 års fødselsdag var vi så heldige, at han ikke rigtigt havde nogle ønsker til hvordan kagen skulle se ud - ej heller smage. Så pga. lidt mangel på overskud blev det til en forholdsvis simpel robot kage. Jeg kan desværre ikke huske hvad der var i, men det var nu nok nogle med nogle bær og noget chokolade - as usual!

Det var husbonden som fik æren af at pynte kagen. Dvs. jeg overtrak den, men han lavede dekorationerne. Jeg tænkte, at han nok var lidt mere inde i hvordan seje robotter ser ud end undertegnede, og som altid når han giver en hånd, så blev den helt fantastisk :o)


Fødselaren syntes heldigvis også, at den var helt fantastisk - og så kan man som kagebager jo ikke forlange meget mere!

tirsdag den 29. august 2017

Lækker og svampet chokoladekage

Nogle gange er man så heldig at falde over en opskrift som lynhurtigt bliver en fast del af ens repetoire, og som erstatter hidtige opskrifter. En sådan har jeg fundet for nyligt, så nu vil jeg dele den med jer :o)

Jeg elsker chokoladekage, og det gør de fleste jeg kender også. Dog synes jeg tit, at de kan have en tendens til at blive meget tørre og triste. Opskiften, som kommer her i indlægget, er ikke en af den slags! Den er mega lækker og svampet, og skal endda også helst bages dagen før - hvor skønt er det lige? Det er i realiteten ikke rigtigt en chokoladekage, men nærmere en kakaokage, da der ikke er chokolade i, men det lød bare lidt bedre :o)

Cremen som jeg plejer at komme ovenpå kan laves i et hav af variationer, og er derfor også hurtigt blevet en favorit i mit køkken. Det gode ved at lave kagen på den måde, som jeg har vist her i indlægget er også, at der ikke er nogle begrænsninger og man har muligheden for mere eller mindre at "pynte" med det man har lyst til/har til rådighed.


Svampet chokoladekage
1 kage ca. 25x35cm

200g hvedemel
325g sukker
50g ægte kakao
1 1/2 tsk bagepulver
1 1/2 tsk natron
1 tsk fint salt
1 spsk vanilje sukker

2 æg
225ml mælk
125ml olie (ikke olivenolie, en neutral olie)

225ml kogende vand

Bland alle de tørre dele sammen i en stor skål. Bland æg, mælk og olie sammen i en ande skål. Bland derefter 2 to blanding sammen i en stor skål. Tilsæt derefter kogende vand og bland sammen - dejen bliver meget tynd, men det er rigtigt nok. Hæld dejen i en bageform beklædt med bagepapir og bag i ca. 1 time ved 135 grader varmluft. Test med et grillspyd om kagen er færdig, ellers giv den lidt mere tid. Der skal ikke sidde noget fast på grillspydet, når det stikkes i kagen.

Tag kagen ud, lad den køle let af, dæk den til og stil den i køleskabet til dagen efter.


Mascarponecreme (med bær)

250 ml piskefløde - koldt
125g mascarpone - kold
100g sigtet flormelis
2 tsk vaniljesukker

Put alle ingredienserne i en skål og pisk indtil du har en lækker luftig creme. Tilsæt evt. smag - som fx knuste oreos, ca. 100ml pureret bær, 100g friske jordbær/hindbær i små stykker eller lidt smeltet chokolade - og vend det forsigtigt i cremen.


Put cremen ovenpå kagen og pynt med hvad du måtte have lyst til. Som det kan ses på billederne her i indlægget er jeg glad for friske jordbær, blåbær, hindbær, granatæble, marcipanbrød, Daim, Toffifee og oreos, men kun fantasien sætter grænser. Jo mere der kommer ovenpå, jo mere lækker bliver kagen. Men man kan faktisk også vælge "bare" at bruge mascarponecremen. Ja, man kan endda også undvære cremen og blot spise kagen som den er eller pynte med lidt friske bær.




tirsdag den 1. august 2017

102. kage: Spiderman

Tilbage i januar lavede jeg en lille kage til søde Christian fra Felix' mødregruppe. Det er første gang jeg har lavet en kage ala denne, men selvom den naturligvis ikke var perfekt, så synes jeg nu alligevel, at den blev okay. Bortset fra, at den ikke er helt symmetrisk med edderkoppespindet.

Jeg kan naturligvis ikke huske hvad der var i ... udover, at jeg kom til at gøre noget, som jeg aldrig har gjort før. Vi havde aftalt, at der skulle være mørke bunde i kagen, men jeg kom til at bage lyse og kom først i tanke om det lige inden jeg skulle pynte den!! Skrækkeligt! Men heldigvis var vi ikke ude i noget bryllupskage/bridezilla værk, så det gik alligvel. Jeg har egentlig altid frygtet at komme til at gøre noget lignende - fx. tabe en helt færdig kage på gulvet (gisp!), men nu har jeg da prøvet den ene ting, og håber inderligt, at jeg aldrig oplever den anden :)




mandag den 17. juli 2017

101. kage: kage med diverse figurer

Noget af det som jeg allermest har manglet min blog til det sidste halve års tid er et sted til mine kager. Javist, jeg smider nogle af dem på instagram eller facebook, men jeg synes bloggen er et af de bedste steder at vise dem frem/gemme dem til senere erindring.

Tilbage i november sidste år fik jeg en forespørgsel fra min kusines datter på en kage med både Simba og Nala fra Løvernes Konge og Arlo fra Den Gode Dinosaur. Jeg er jo ikke en til at fortælle en sød lille pige, at det ikke kunne lade sig gøre at kombinere dem på den samme kage, så der måtte lidt tankevirksomhed ind over. Jeg endte med nedenstående, som "naturligvis" ikke blev som jeg forestillede mig, og løver bør jeg nok holde mig fra at modellere i fremtiden :) Husbonden klarede Arlo, og han slap endnu engang bedre fra det med at modellere end jeg gjorde :)


Det jeg forsøge at få det til at ligne var lidt en form for et børneværelse eller noget. Dvs. figurerne, nogle legoklodser og en malebog med farver. Om det lykkedes ved jeg ikke helt, men Melissa blev glad for kagen og det er jo det vigtigste :)

Jeg har ikke den fjerneste anelse om hvad der var i, for det er simpelthen for længe siden :)





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...