Viser opslag med etiketten gæster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gæster. Vis alle opslag

tirsdag den 16. januar 2018

108. kage: Monsterbogen (og en børne fødselsdag med Nexo Knights tema)

Da Victor fyldte 6 år sidste sommer havde han hele stuen fra børnehaven med til fødselsdag. De plejer åbenbart ALTID at have skattejagt, men da han gerne ville have et Nexo Knights tema, fandt husbonden i stedet på at lave ridder træning. Dvs. der var Lance: Ringridning på kæphest, Macy: Sæt hestehalen på hjelmen, Clay: Ringkast, Aaron: Armbrystskydning, og sidst men ikke mindst Axl: ædegilde/spisning. Når børnene havde klaret alle disciplinerne fik de så en slikpose som bevis på at have klaret det. Det blev faktisk en rigtig stor succes :o)


Som kage havde Victor ønsket sig Monsterbogen fra Nexo Knights, så det fik han i en mere eller mindre vellykket udgave :o) Det var bare en chokoladekage indeni og en smule smørcreme. En af drengene fra børnehaven kunne dog ikke lige chokoladekage, så derfor var der også bagt lidt cupcakes, som så også var pyntet som Nexo Knights Globlins.

Her kan man ane ring og lanse fra Ringridning
Flasker med Nexo Knight etiketter og sugerør

fredag den 8. december 2017

Sofus' store dag

I slutningen af oktober blev sidste skud på stammen døbt. Vi havde en dejlig dag, som gik næsten helt som planlagt :o)

Jeg kæmper VIRKELIG med at kalde mine børn ved deres rette navn, så jeg havde bedt husbonden om ikke han ville bære, så jeg ikke endte med at give barnet det forkerte navn. Dog var den unge man en smule utilfreds da vi lige kom ind i kirken, så jeg fik ham i armene for at få ham til at falde til ro, og så faldt han i søvn. Jeg tænkte at det nok ville ende i skrig og skrål, hvis han pludselig skulle over til faren på vej op til døbefonten, så jeg valgte at bære ham i stedet - og jeg sagde det rigtige navn, yay!

Det var en super hyggelig gudstjeneste, da det var BUSK (børn, unge, sogn og kirke) gudstjeneste, så der var pyntet op, fyldt med børnekor, spejdere, underholdning og en prædiken, som børnene havde været med til at skrive. Det betød også at tiden gik hurtigt - både for børn og voksne.

Bagefter havde vi lejet os ind i den lokale sportshal, hvor vi fik brunch (selvom det var en anelse sent til det) og kage. Det var så dejligt, for vi skulle ingenting lave selv - altså udover kage naturligvis og så havde jeg lavet en hulens masse pompom'er, som jeg troede jeg ville få permanente turkise fingre af :o)

Udover det lokale, som vi sad og spiste i havde vi lejet hele den store sportshal (da der ikke var andre arrangementer), og det var et kæmpe hit for alle de børn, som var med til festen. De løb, spurtede, legede og spillede uden nævneværdige pauser - det var skønt at se. Felix har jeg dog siden hen fået at vide, lignede det meste af tiden et surt løg, som åbenbart var fordi han ikke måtte spille på fars telefon - haha, stakkels barn! Til gengæld kom det vist min søster til gode for hun fik lov at kramme ham det meste af tiden, når han var sur :o) Selvom nedenstående billeder ikke umiddelbart viser hans utilfredshed ;o)

Da gæsterne tog hjem fik vi ryddet op og begav os så de få hundrede meter hjem. Da vi landede hjemme var dåbsbarnet også helt færdig og brugte nærmest resten af dagen på at ligge i sin mors arme.

Vi kæmpede lidt med at få taget billeder af hele familien i kirken, det hjalp så heller ikke, at dåbsbarnet lå med ryggen til fordi han sov - og drengene var bestemt ikke tilfredse med at skulle have taget billeder, men et par stykker, som var nogenlunde blev det da til. Det var til gengæld godt, at vi tog nogle af dåbsbarnet da han var kommet i kjolen ellers havde vi kun haft af ham bagfra :oD


Det er tydeligt at se ud fra de nedenstående billeder, at det ikke lige blev til nogle billeder til indramning ;o)

Alle børnene elskede som sagt den store hal

Dåbsbarnet ude af kjolen. Det var ikke fordi vi på forhånd havde tænkt at vi skulle køre et Batman tema, men (Lego) Batman er lidt et hit i huset, så pga kagens udseende, som jeg snart viser, så tænkte jeg at lidt Batman tøj også ville være passende til dåbsbarnet. Der står i øvrigt "Batman needs naps too" på :o)

tirsdag den 29. august 2017

Lækker og svampet chokoladekage

Nogle gange er man så heldig at falde over en opskrift som lynhurtigt bliver en fast del af ens repetoire, og som erstatter hidtige opskrifter. En sådan har jeg fundet for nyligt, så nu vil jeg dele den med jer :o)

Jeg elsker chokoladekage, og det gør de fleste jeg kender også. Dog synes jeg tit, at de kan have en tendens til at blive meget tørre og triste. Opskiften, som kommer her i indlægget, er ikke en af den slags! Den er mega lækker og svampet, og skal endda også helst bages dagen før - hvor skønt er det lige? Det er i realiteten ikke rigtigt en chokoladekage, men nærmere en kakaokage, da der ikke er chokolade i, men det lød bare lidt bedre :o)

Cremen som jeg plejer at komme ovenpå kan laves i et hav af variationer, og er derfor også hurtigt blevet en favorit i mit køkken. Det gode ved at lave kagen på den måde, som jeg har vist her i indlægget er også, at der ikke er nogle begrænsninger og man har muligheden for mere eller mindre at "pynte" med det man har lyst til/har til rådighed.


Svampet chokoladekage
1 kage ca. 25x35cm

200g hvedemel
325g sukker
50g ægte kakao
1 1/2 tsk bagepulver
1 1/2 tsk natron
1 tsk fint salt
1 spsk vanilje sukker

2 æg
225ml mælk
125ml olie (ikke olivenolie, en neutral olie)

225ml kogende vand

Bland alle de tørre dele sammen i en stor skål. Bland æg, mælk og olie sammen i en ande skål. Bland derefter 2 to blanding sammen i en stor skål. Tilsæt derefter kogende vand og bland sammen - dejen bliver meget tynd, men det er rigtigt nok. Hæld dejen i en bageform beklædt med bagepapir og bag i ca. 1 time ved 135 grader varmluft. Test med et grillspyd om kagen er færdig, ellers giv den lidt mere tid. Der skal ikke sidde noget fast på grillspydet, når det stikkes i kagen.

Tag kagen ud, lad den køle let af, dæk den til og stil den i køleskabet til dagen efter.


Mascarponecreme (med bær)

250 ml piskefløde - koldt
125g mascarpone - kold
100g sigtet flormelis
2 tsk vaniljesukker

Put alle ingredienserne i en skål og pisk indtil du har en lækker luftig creme. Tilsæt evt. smag - som fx knuste oreos, ca. 100ml pureret bær, 100g friske jordbær/hindbær i små stykker eller lidt smeltet chokolade - og vend det forsigtigt i cremen.


Put cremen ovenpå kagen og pynt med hvad du måtte have lyst til. Som det kan ses på billederne her i indlægget er jeg glad for friske jordbær, blåbær, hindbær, granatæble, marcipanbrød, Daim, Toffifee og oreos, men kun fantasien sætter grænser. Jo mere der kommer ovenpå, jo mere lækker bliver kagen. Men man kan faktisk også vælge "bare" at bruge mascarponecremen. Ja, man kan endda også undvære cremen og blot spise kagen som den er eller pynte med lidt friske bær.




søndag den 4. september 2016

Brownie-cheesecake med hindbær-mascarpone creme

En lille sommerferie blev pludselig til næsten to måneders blog pause! Jeg har haft en skøn sommer, og har en masse at fortælle om her på bloggen, men bare for lige at sparke tingene igang starter jeg med en lille kage ... som bestemt ikke var lille i smag eller mæthedsfornemmelse ;o)

Sidste år var jeg og de andre piger ikke med til Lyserød Lørdag, men i år har Bitten og jeg valgt at tage teten op igen, denne gang med selskab af Agnethe og en min søde veninder Karina, som til trods for hun ikke har en blog laver nogle skønne kager!!!

Nå men, en da for et par uger siden skulle vi snakke lidt planlægning til Lyserød Lørdag og man kan jo ikke have kage-damer på besøg og ikke servere kage. Jeg havde tilfældigt den originale opskrift på denne kage stående fremme, da husbonden udbrød - hvorfor har du aldrig bagt den for at jeg kan tage den med på arbejde???

Så jeg bagte den til mig og pigerne, men heldigvis var der en del tilbage, som han så kunne få med på arbejde :o)

Det var en mega god kage, men den var meget overvældende, så det er bestemt ikke de store stykker man kan spise!

Brownie-cheesecake med hindbær-mascarpone creme
Oprindeligt fra Dr. Oetker
12-15 stykker

Kiksebund:
250g digestive kiks
125g smeltet smør

Browniebund:
200g mørk chokolade
150g blødt smør
150g sukker
1 æg
75g mel

Cheesecakefyld:
400g flødeost (ikke light)
150g flormelis
1 stang vanilje eller 2 tsk vaniljesukker
2 æg

Hindbær-mascarpone creme:
1/2 liter piskefløde
250g mascarpone
1 spsk vaniljesukker
100 g sukker
1-1 1/2 dl kold hindbærpuré (eller anden puré af bær)

Tænd ovnen på 175 grader.

Beklæd bunden af en springform på ca. 24 cm med bagepapir. Blend kiks og bland dem med det smeltede smør. Pres det sammen i bunden af en springformen.

Smelt chokoladen over i mikrobølgeovnen eller over vandbad. Pisk smør og sukker godt sammen med en håndmikser. Tilsæt ægget og pisk grundigt. Vend melet i blandingen og tilsæt derefter den smeltede chokolade. Pisk dejen godt op, så den bliver luftig og fordel dejen oven på kiksebunden.

Pisk flødeost, flormelis og vanilje godt sammen. Tilsæt æggene et ad gang og pisk grundigt efter hvert. Pisk til sidst blanding ved høj hastighed i et minut, så det bliver luftigt, men ikke for længe, da blandingen kan skille!

Fordel fyldet ovenpå brownie bunden og bag kagen i ovnen i ca. 35-45 minutter indtil den er fast at røre og let gylden rundt i kanten.

Afkøl kagen, dæk den til og sæt den i køleskabet i minimum 2 timer.

Smid fløden i fryseren i 20 minutter og hæld den derefter i en røremaskine sammen med sukker, mascarpone og vaniljesukker. Pisk blanding indtil den er lækker tyk og cremet. Tilsæt den kolde hindbærpure, rør indtil den er blandet i og fordel cremen oven på den afkølede kage.

Sæt kagen på køl natten over eller indtil den skal serveres. Pynt med hvad du har lyst til at bær og server straks.



fredag den 25. marts 2016

Glædelig påske

Så har vi endelig påskeferie! I modsætningen til rigtigt mange andre havde vi ikke fri her mandag-onsdag, men til gengæld tager vi revanche og holder fri hele næste uge :o) Ferien skal bruges på afslapning, fejring af bryllupsdag, påskefrokoster - en af dem i går - og en tur til Legoland. Så vi får nok at se til.

I går havde vi hele min familie på besøg, samt svigermor og -far, til en omgang påskefrokost med helstegt kalkun, påskeægsjagt og masser af søde sager. Det var en rigtig dejlig eftermiddag, men også lidt hård ... som dog var helt selvvalgt pga. madlavningen. Men det betyder, at vi i dag i hvert fald laver så lidt som muligt!

Hovedretten bestod af helstegt kalkun med traditionel engelsk "stuffing" som fyld, serveret med hvide kartofler, "Roast potatoes" (stegt i andefedt!!), brun sauce, waldorfsalat og gulerødder.
Den helstegte kalkun parteret og serveret med traditionel engelsk "stuffing" som fyld

Til dessert fik vi lækre Spangsberg flødeboller og en skøn pavlova med syltede kirsebær på toppen.

 Efterfølgende var der påskeægsjagt, hvor alle var meget engagerede pånær Mini og hans kusine. Mine valgte i stedet af lege modeltog :o)

Efter gæsterne var taget hjem blev aftenen brugt på sofaen med en god film!

tirsdag den 15. marts 2016

Minis fødselsdag

Vi holdt naturligvis en fødselsdag for den unge mand, da han blev 2. Dagen blev også den, hvor han blev klippet for første gang. Jeg synes han var ret sød, da han sad der, så det var godt, at husbonden tog en masse billeder.

Vi kørte lidt et mini-tema til fødselsdagen. Dvs. menuen bestod af mini-hotdogs, mini-pizzaer, mini-vinger og ikke-så-mini-milkshakes. Husbondens bror pointerede, at det var første gang han havde været til fødselsdag, hvor alle fik en børne-menu ;o)

Der var naturligvis en kage, men den kommer selvfølgelig i et indlæg for sig.







onsdag den 3. februar 2016

2.2

Jeg føler lidt som om jeg ikke kunne lade denne dag gå forbi uden at poste et indlæg. For i dag bliver Mini nemlig 2 år gammel! Det føles næsten som i går, at han blev født og i hvert fald ikke et år siden han fejrede sin 1 års fødselsdag

Dagen i dag er dog nok ikke gået helt som forventet med en syg husbond og en lidt syg Junior, men dagen startede heldvigvis godt med morgensang og gaver og i formiddags var vores dejlige dagplejemor på besøg med de andre børn. Nu ligger han trygt i sin seng ovenpå en begivenhedsrig dag :o)
Gæster og godter
Hvad er dog det for en larm!
I går havde Junior lavet en fin tegning til sin lillebror og skrevet bagpå - SÅ sødt!!!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...