Viser opslag med etiketten cookies. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cookies. Vis alle opslag

lørdag den 18. oktober 2014

Double Chocolate Cookies

Victor har været i børnehave et par dage i denne uge, da vi ikke som sådan holder efterårsferie, men i går var han hjemme. Da Felix var kommet ud at sove formiddagslur spurgte jeg Victor, hvad han allerhelst ville lave og da han sagde "Bage småkager" blev jeg jo nødt til at lytte til hans ønsker :o) Så småkager blev det til - eller cookies, men kald dem hvad du vil.

Valget faldt på nogle lækre double chokolade cookies fra Hummingbird-bogen. De var virkelig lækre og skønne og chokoladede og yum! Vi halverede dog opskriften og fordoblede mængden af cookies, så de blev halv størrelse af opskriften og det passede super fint til små børnehænder - ellers tror jeg, at de ville have været for store. Men vil du have cookies i samme størrelse som på caféerne skal de i halveres i størrelsen.

Double Chocolate Cookies
12 mellem store eller 6 MEGET store

25g smør
225g grofthakket, mørk chokolade
1 æg
85g lys muscovadosukker
korn fra ½ vaniljestang
45g hvedemel
1 nip salt
1/4 tsk bagepulver

1 bageplade med bagepapir.

Forvarm ovnen til 170 grader/160 grader varmluft.

Kom smør og halvdelen af chokoladen i en metalskål over en lille gryde med lidt vand i. Sørg for, at vandet ikke rører bunden af skålen. Smelt blandingen og stil til side, så det ikke er for varmt.

Bland æg, sukker og vanilje i en røremaskine med K-spaden eller med en håndmikser. Pisk det til det er godt blandet. Tilsæt chokoladeblandingen og kør ved lav hastighed indtil det er godt blandet.

Sigt mel, salt og bagepulver sammen i en lille skål og vend det derefter i chokoladeblandingen af et par omgange. Sørg for, at det er rørt helt sammen og tilsæt derefter det sidste chokolade.

Fordel dejen i 12 klatter på bagepladen - med god afstand imellem, da de flader ud - og bag dem i ovnen i ca. 8-10 minutter. Kagerne er klar, når de begynder at sprække og bliver skinende på overfladen. Lad dem køle let af på pladen inden de puttes på en bagerist og køler helt af.

Spis dem sammen med et stort glas mælk - den perfekte kombination!

torsdag den 10. april 2014

Cookies med marcipan og chokolade

I sidste uge kom der en skøn pakke fra Odense Marcipan med lidt lækkert til Påske-bagningen. Der var blandt andet nogle nye Chocolate Chunks, som med det samme fik mig til at tænkte på cookies... jeg tænker faktisk ret tit på cookies, men det er en helt anden historie ;o) Jeg sprang i køkkenet og bagte nogle skønne cookies, som var væk i løbet af ingen tid!

Junior var også stor fan, og det sker jo ellers ikke så tit. Derfor opfordrede jeg ham og husbonden til at tage lidt billeder lørdag eftermiddag, da jeg var ved at lave dåbskage, og det kom der nedenstående billeder ud af :o) Efterfølgende har junior rendt rundt med sit kamera (som ikke virker) og et stativ og været lynfotograf og bedt vi andre om at smile og sige appelsiiin :o)

Men lad jer ikke snyde af de usædvanlige billeder - de her cookies var SÅ gode!!! Opskriften stammer helt tilfældigvis også fra Odense Marcipan, men er oprindeligt med hvid chokolade.


Cookies med marcipan og chokolade
9 stk.

75g chokolate chunks
75g marcipan
25g grofthakkede hasselnøddekerner
75g sukker
75g blødt smør
1/2 æg
100g hvedemel
1/2 tsk bagepulver

Rør sukker og smør godt sammen. Tilsæt æg og rør igen godt. Bland mel og bagepulver sammen, sigt det i skålen og tilføj nødder chocolate chunks og marcipan. Vend det hele sammen. Det skal være blandet ordentligt sammen, men skal ikke blandet for meget.

Tril kugler af dejen, sæt dem på en bageplade med bagepapir, tryk dem lidt fladere og bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 10 minutter.

Lad dem køle af på en bagerist og nyd dem gerne hurtigt. Men det giver helt sig selv, for det er svært at lade dem være!

Nedenfor er i øvrigt mit til sammenligning triste cookie billede ;o)


søndag den 2. februar 2014

Cookies med peanutbutter og chokolade

Forleden dag kom junior ud i køkkenet og sagde, at han ville bage og fandt straks sin kagerulle frem... Så måtte jeg jo straks finde på en løsning. Kagerullen taget i betragtning var der naturligvis nogle slags bagværk der egnede sig bedre end andre, men jeg blev mest af alt nødt til at kigge på, hvad jeg havde i køkkenet at gøre med. Derfor faldt valget på disse cookies, som faktisk blev rigtig gode.

Ifølge opskriften skulle de trilles til kugler og så på bagepladen, men jeg lavede 2 plader en med kugler og en med nogle, som junior fik lov at lave lidt fladere med sin kagerulle. Det viste sig så faktisk, at dem som han lavede med kagerullen var bedre, så lidt bredes ud skal de vist for at lykkes ;o)

Cookies med peanutbutter og chokolade
ca. 25 stk

70g stuetempereret smør
55g sukker
60g brun farin eller mørk muscovadosukker
1 æg
125g peanutbutter - enten crunchy eller creamy
125g mel
1/2 tsk bagepulver
90g chokolade "chips" eller grofthakket chokolade

Forvarm ovnen til 180 grader eller 160g varmluft.

Rør smør og de 2 slags sukker lyst og cremet i en røremaskine med k-spaden eller med en håndmixer. Tilsæt ægget og sørg for at det er godt blandet i. Tilsæt derefter peanutbutter og rør igen indtil det er godt blandet.

Sigt mel og bagepulver i blandingen, og vend det rundt. Brug gerne håndkraft og en dejskraber, sådan at du ikke rører for meget i dejen. Tilsæt derefter chokoladen og vend rundt igen.

Rul kugler af dejen og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk dem en anelse flade, da de ellers bliver for høje og ikke til at bage.

Bag i ovnen i 15-20 minutter alt efter størrelse, indtil de er netop gyldne i kanten og midten ikke er helt fast.

Tag dem ud af ovnen og køl dem af på en bagerist.

Server allerhelst med et stort glas koldt mælk!





søndag den 21. oktober 2012

Cookies med tranebær eller "Sikkert salg cookies"

Ja, det er hvad vi omtaler disse cookies som herhjemme i det lille hus, for vi er nemlig overbevist om, at disse skønne og meget velduftende cookies er skyld i, at vores lille hus blev solgt :o) Jeg bagte nemlig en omgang vil åbent hus for en lille måned siden, og næsten med det samme var der en som var villig til at købe :o)

Dvs. efter lidt tids venten med underskrifter og diverse godkendelser osv. er vi nu ENDELIG parate til at fortælle hele omverdenen, at huset ER solgt :o) Vi har samtidig skrevet under på en SKØNT hus, men der skal også lige lidt godkendelser osv. på plads, før jeg kan fortælle mere om det.

Anyway, BAG DISSE COOKIES! De er skønne!

Normalt når jeg bager efter amerikanske opskrifter omregner jeg cup målene, men i dette tilfælde brugte jeg faktisk et cup målebæger... jeg er altså bare mere til mit køkkenvægt ;o)

Cookies med havregryn, mørk chokolade og tranebær (fra Satisfy My Sweet Tooth)

½ cup stuetempereret smør
½ cup brun farin
½ cup sukker
1 æg
1 tsk vaniljesukker
3/4 cup hvid hvede mel
1/4 cup hvedemel
3/4 tsk stødt kanel
½ tsk natron
½ tsk bagepulver
2 cups havregryn
3/4 cup tørrede tranebær
3/4 cup chocolate chips, eller grofthakket chokolade

Forvarm ovnen til 175 grader.
Beklæd 2-3 bageplader med bagepapir
Rør smør og de 2 slags sukker lust og luftigt i en stor skål med en elpisker eller en røremaskine.
Tilsæt æg og vaniljesukker og bland godt.
Tilsæt de 2 slags mel, natron, bagepulver og kanel og bland godt.
Tilsæt havregryn, tranebær og chokolade og bland godt.
Sæt bordtennis-bold størrelse kugler af dejen på bagepladerne - sørg for et godt mellemrum. Det kan evt. være nødvendigt at trykke kuglerne en smule flade, mine blev i hvert fald liiiiige høje nok.
Bag i ca. 10 minutter, indtil de er færdige men stadig en smule bløde at røre ved på midten.
Når de er færdige, sæt dem til at køle af på en bagerist. 

Jeg fik vist omkring 20-22 styk ud af opskriften, og de var ganske passende i størrelsen.







torsdag den 8. marts 2012

Oatmeal Raisin Cookies - cookies med havregryn og rosiner

Min kære søster beklagede sig sidste gang hun var på besøg over, at der ikke var hjemmebag - eller endda kage fra bageren - meeen hun fortalte om sit besøg 45 minutter før ankomst, og der stod jeg i kø på posthuset! Nå, men da hun i lidt bedre tid meldte sin ankomst i går, ja så skulle det da ikke hedde sig, at der ikke var hjemmebag :o)

Valget faldt på cookies med havregryn og rosiner fra Hummingbird Bakery-bogen - uh, de er gode!


Cookies med havregryn og rosiner - Hummingbird Bakery Cookbook
ca. 28-30 stk

275g smør, stuetemperatur
175g sukker
175g mærk farin eller mørkt muscovadosukker
2 æg
1/4 tsk vaniljeekstrakt
375g hvedemel
1 tsk salt
1 tsk natron
1/2 tsk stødt kanel
100g havregryn
225g rosiner

3-4 bageplader, beklædt med bagepapir


Forvarm ovnen til 170 grader.

Pisk smør og 2 slags sukker let og luftigt i en røremaskine med en flad spartel (eller brug elpisker). Tilsæt æggene et ad gangen, rør godt, og skrab evt. ublandede ingredienser ned fra siderne af skålen med en gummidejskraber efter hvert æg. Skru ned til lav hastighed, og rør vanilje i.

Si mel, salt, natron og kanel sammen i en anden skål, tilsæt havregryn, og bland det godt. Kom det i smørblandingen og bland det godt. Fordel rosinerne jævnt med en træske.

Læg lige store klatter dej (jeg brugte som altid med isske til at få dem ens i størrelsen og for lethedens skyld). Sørg for, at der er god afstand imellem, så kagerne kan flyde ud under bagningen. Bag kagerne i den forvarmede ovn ca. 12 minutter (mine fik nærmere 18 minutter) eller til de er gyldne og faste. Check regelmæssigt for at sikre, at de ikke brænder på. Tag kagerne ud af ovnen, når du er sikker på, at de er gennembagte, og lad dem køle lidt af på pladerne, før de vendes ud på en bagerist og køler helt af.

De er virkelig lækre, og smager allerbedst når de er nybagte, men sådan er det jo så tit:o)

lørdag den 28. januar 2012

Chocolate Chunk and Raspberry Cookies

Da min søde mødre-gruppe skulle på besøg i onsdags, fik jeg en uimodståelig trang til at bage lidt :o) Det blev til nogle helt fantastiske hindbær og chokolade cookies, som jeg KLART kan anbefale - mums! Husbonden mener sågar, at de næsten kan betegnes som "Verdens Bedste Cookies" :o)

Chocolate Chunk and Raspberry Cookies (Women's Weekly - Macaroons and Biscuits)
24-36 stk.

125g blødt smør
165g light brown sugar
1 æg
1 vanillestang
185g mel
1/4 tsk bagepulver
35g kakao-pulver
1/2 tsl natron
90g chokolade, grofthakket
125g friske eller næsten optøede, frosne hindbær

1. Opvarm ovnen til 180 grader. Læg bagepapir på 2 bageplader.
2. Pisk smør, sukker, æg og vanille godt sammen i en skål med en håndmixer (eller i en røremaskine). Vend sigtet mel, kakao, bagepulver og natron i af 2 omgange, og bland så chokolade og hindbær i.
3. Sæt spiseske størrelse cookies 5 cm fra hinanden på bagepladerne, og tryk dem let flade. Bag cookies ca. 12 minutter. Lad dem stå på pladerne i 5 minutter inden de bliver overflyttet til en rist for at køle af.

Note: Mix forskellige slags chokolade og bær, hvis du har lyst. Cookies'ne kan holde i op til en uge i køleskabet i en tæt-lukket kage-dåse.

I opskriften står der, at der bliver 24 stk, jeg lavede omkring 35-36 og jeg synes de fik en god størrelse. Bør nydes med et stort koldt glas mælk til :o)




lørdag den 16. april 2011

Chocolate Chip Cookies

I onsdags da vi skulle have sundhedsplejersken på besøg mente min indre husmoder, at der naturligvis blev nødt til at være hjemmebag på bordet :o)

Jeg prøvede en opskrift mere fra min lækre Women's Weekly - Macaroons & Biscuits.

Chocolate Chip Cookies (36 stk.)

250gr. blødt smør
1 tsk. vanille-ekstrakt (jeg brugte 2 tsk vanillesukker, da jeg var løbet tør for ekstrakt)
165gr. sukker
165gr. 'light brown sugar' (jeg brugte 'light brown muscavado sugar' fra Dansukker)
1 æg
335gr. mel
1 tsk. natron
375gr. grofthakket chokolade (jeg brugte en blanding af mørk, lys og hvid)

1. forvarm ovnen til 180C (170C ved varmluft)
2. pisk smør, vanille, begge slags sukker og æg sammen i en røremaskine eller med en håndmikser indtil det er lyst og luftigt. Rør sigtet mel og natron i af 2 omgange. Rør chokoladen i.
3. rul kugler af spiseske-størrelse og placer dem på bageplader med 5 cm. mellemrum. Bag dem ca. 15 min., og afkøl på en rist.

Jeg tror jeg gav dem lige et minut for længe i ovnen, for de blev en smule for sprøde, og så fik jeg naturligvis ikke placeret dem langt nok fra hinanden, så de flød lidt sammen. Derfor vil jeg anbefale 3 plader med 12 stk. på hver... men gode - det var de :o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...