Viser opslag med etiketten cupcakemafiaen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cupcakemafiaen. Vis alle opslag

søndag den 26. juni 2016

96. kage: Dåbskage/bryllupskage med flagranker

I går var jeg til den skønneste fest - barnedåb for søde lille Viktor (fabelagtigt navn!) og bryllup for søde Line og Daniel. De havde arrangeret en dejlig havefest med SKØN mad (uhm, helstegt pattegris, som jeg seriøst kun har fået én gang før), rigeligt med drikkevarer og dejligt selskab. Der var god underholdning og masser af glæde hos brudeparret.

Line havde været så sød at invitere hele Cupcakemafiaen og endda også spurgt mig om jeg ville lave bryllupskagen. Det var noget af en cadeau, og en forespørgsel jeg naturligvis ikke kunne sige nej til. Jeg skulle have været på besøg hos dem en dag, men blev i sidste øjeblik nødt til at aflyse, hvilket var RET heldigt, for det viste sig, at jeg havde skoldkopper og det var da rimelig godt at jeg ikke fik smittet dåbsbarnet!

Derfor måtte vi i stedet nøjes med at gøre det skriftligt, og Line endte med at sende mig en oversigt over hvordan de gerne ville have kagen. Jeg prøvede naturligvis at gøre mit bedste og den blev da også ganske pæn ;o) Jeg fik mange roser af gæsterne og der blev også taget ret godt fra, hvilket jo altid er en dejlig ting. For at undgå fiaskoen fra forrige kage, valgte jeg at samle den på stedet. Det betød også, at der måske lige mangler en smule afslutning lagene imellem, men jeg synes ikke det var så passende, hvis jeg skulle sidde og tylle en kant hele vejen ;o)

De havde ikke bedt om noget med navne eller noget, men jeg valgte at lave en diskret lille ting et par steder - som fx. kan ses på den ene, som er ved at forsøge at slippe væk for neden!!! - og havde præget Viktor eller L+D på nogle af flagene. Det synes jeg selv var en ret sød detalje :o)

Kagen indeholdte:
Lyse lagkagebunde
Mørk chokolademousse med daim stykker
Mascarponecreme med friske, marinerede jordbær
Smørcreme med hvid chokolade
Fondant


Sammen med kagen blev der serveret et overflødighedshorn af slik


Og bordene var pyntet så fint med sølv og blåt og nogle praktiske bordkort, som gjorde at vi kunne holde styr på vores glas :oD


søndag den 5. oktober 2014

Lyserød Lørdag 2014

I går var det tid til Lyserød Lørdag, og endnu en gang var det et rigtig godt år for Aalborgs Cupcakemafia :o) Vi kunne omkring kl. 15 melde fuldstændig udsolgt, og prale af en indtjening på lige knap 7.000,-!! Det er jo helt vildt! Vi var i hvert fald meget stolte og meget trætte bagefter :o)

Vi have i år pyntet ekstra fint op - hvis vi selv skal sige det. Det inkluderede blandt andet et fint banner, nogle fine pompom'er og (selvom de er lidt svære at se på billederne, men på siden af teltet og foran på disken) nogle super søde vimpel-ranker syet af min svigermor. (Men mere om dem senere...)

Cupcakes'ne i år var 3 gengangere - chokolade med nutellafrosting, gulerod med creamcheesefrosting, æble med karamelfrosting og den nye i klassen var citron med (pink) vaniljefrosting.

Alt i alt var det et par dejlige, men også hårde, dage, som dog blev gjort en del lettere af vores søde sponsporer. Så til dem skal der naturligvis lyde en STOR tak!

Fandanko
Fru Ronne
LeChef
HARIBO
Dr. Oetker
Arla
Dansukker

Var der nogle læsere herinde, der var forbi? Uden at give sig til kende?

Er der eventuelt nogle ønsker/forslag til cupcakes, hvis vi giver os i kast med dem næste år?

mandag den 22. september 2014

Så er det snart tid til Lyserød Lørdag

Ja, det nærmer sig igen den tid på året, hvor der er Lyserød Lørdag. I år vil Cupcakemafiaen atter været at finde på Nytorv i Aalborg, hvor vi sælger lækre hjemmebagte cupcakes. Vi har i år været succesfulde i at få en del sponsorer, men som altid er det ikke alt vi har kunnet skrabe ind. Dog vil det som tidligere være ALT hvad der kommer i kassen lørdag d. 4. oktober, der ryger direkte i indsamlingsbøtterne. Dvs. vi 5 piger betaler selv for de ting, som vi ikke har fået sponsoreret.

Der har været meget snak om priserne på vores kager, men vi regner helt bestemt med, at prisen bliver som den plejer. Det ville naturligvis være skønt hvis vi kunne hæve priserne og stadigvæk sælge alle kagerne, men vi er bekymrede for om det kan lade sig gøre, og derfor bliver det som det plejer.

Til gengæld vil der i år med stor sandsynlighed være mulighed for at købe en kop kaffe samtidig, og så har min søde svigermor været ved at lave nogle fine vimpel-ranker, som vi pynter op med, men også sælger, hvis der er nogle der skulle have lyst.

Husk nu, at hvis du læser dette indlæg og kommer forbi lørdag d. 4., så sig til og giv dig til kende :o) Vi vil så gerne hilse på jer læsere, men ved også, at en del af jer ikke rigtigt vil indrømme det.

Håber vi ses!



søndag den 25. maj 2014

Brunch med Cupcakemafiaen

Det var efterhånden ved at være længe siden vi sidst havde været sammen, så da Sabina foreslog om vi ikke snart skulle ses igen slog jeg til og inviterede alle de søde piger til brunch. Det blev en lidt sen brunch, da Line kom hjem fra ferie i nat, men ikke desto mindre var det super hyggeligt! Der kommer en masse billeder men ikke så mange opskrifter - kun et par stykker i løbet af ugen, og i modsætningen hvad billederne fortæller, så var Mini på armen af alle pigerne og charmede så meget som han kunne :o)

Det var som sædvanligt skønt at være sammen med dem allesammen og når det også væltede ind med skønne værtindegaver - ja, så kan man ikke brokke sig! Jeg glæder mig til at smovse chokolade, med udsyn til smukke blomster og Mini ved siden af med sine tykke lårbasser i korte bukser :o)

Æg, bacon og pølser, diverse oste og pålæg, hjemmebagte bagels, frugt, marmelade og hjemmelavet nutella.

 Små boghvede pandekager, yoghurt med frugtkompot og müsli samt banoffee muffins.

  Baby-selfie :o)


torsdag den 23. januar 2014

Chokolade cupcakes med karamel-chokolade frosting

I sidste uge var jeg så priviligeret at have besøg af Line og Bitten til en bette omgang eftermiddagskaffe. De kom for at levere tøj og legetøj tilbage, som Bitten har haft lånt til sin lækre lille søn :o)

Jeg syntes, at det var forfærdelig lang tid siden, at jeg havde bagt, så der kan naturligvis lidt kage på bordet. Jeg har været ved at rydde op i mine kageting, og der fandt jeg ud af, at jeg åbenbart har været lige vel rigelig glad for at købe chokolade på det seneste, så derfor gik jeg efter en opskrift med masser af chokolade. Valget faldt på en chokolade cupcake med karamel-chokolade frosting - begge dele oprindeligt fra Passion 4 Baking. Jeg synes tit, at chokolade cupcakes kan være lidt svære at finde en lækker opskrift på, men denne var super godt og frostingen også helt i top (selvom den var lidt besværlig at lave)

Chokolade cupcakes
12 stk.
(Passion 4 Baking)

60g stuetempereret smør
140g sukker
1 æg
korn af 1 vaniljestang
80g hvedemel
1/4 tsk natron
30g god kakao
115 ml mælk
50g grofthakket chokolade eller chokoladeknapper

Forvarm ovnen til 180 grader.

Rør sukker og smør rigtig godt sammen, til det er lyst og luftigt. Brug evt. en røremaskine med en K-spade.
Tilsæt æg og korn fra vaniljestangen og bland igen godt sammen.

Sigt mel, natron og kakao ned i skålen, tilsæt mælken og rør sammen indtil det kun lige er blandet. Hvis du er bange for at røre for meget, kan man vende det i med håndkraft i stedet :o)

Vend chokoladen i dejen og fyld den derefter i en muffinform foret med papirsforme. Brug evt. en isske til at sørge for, at de er samme størrelse.

Bag i ca. 18-20 minutter, eller indtil en kødnål kommer ren op, og køl af på en rist.

Silkeblød karamel-chokolade frosting
Rigeligt til 12 cupcakes

225g hakket, mørk chokolade
115g sukker
35ml vand
1 spsk glukosesirup
125ml fløde
225g smør, som ikke er helt køleskabskoldt

Hæld vand, glukosesirup og sukker i en tykbundet gryde, sæt den på komfuret ved middel varme og rør indtil sukkeret er opløst. Skru op til fuld varme, rør ikke mere i gryden!, og lad det stå til det har en fin karamelfarve. Tag straks gryden af blusset, tilsæt fløden og rør godt rundt. Det bruser lidt op, så pas godt på fingrene!

Hæld karamelsaucen over den hakkede chokolade (som du har placeret i skålen til din røremaskine :o) og lad det stå et par minutter. Rør sammen, så du kan se, at chokoladen er smelt helt. Sæt skålen i røremaskinen og lad maskinen køre (med K-spaden) indtil skålen ikke føles varm mere. Tilsæt smørret lidt efter lidt og rør igen godt. Rør indtil frostingen er lys og luftig - den bliver mere lysere, når den har kørt lææææænge, så rør endelig i lang tid -  og lige til at spise!

Pynt cupcakesne med denne skønne frosting og nyd.

Vi fik cupcakesne direkte fra køleskabet, det var lidt en fejl, frostingen er bedre når den ikke er helt køleskabskold, så skal de ikke serveres med det samme, sørg da endelig for at tage dem ud en ½ times tid inden.

mandag den 18. november 2013

En lille ny til samlingen

Som rigtig mange andre mennesker eeeelsker jeg kogeboger, og da vi var på besøg hos Sabina var hun ved at rydde ud i sit lager, så der kom et par stykker med hjem - ikke dårligt :o)

Dog endte jeg også med at gå hjem med en anden lille kogebog, som Junior så smukt er model med...

hvad kan det mon være for én???

Ah, det er jo den lille bog om Haribo skrevet af selveste Kristine - Cookie Crumble :o)

Den burde være til at finde i boghandlerne nu, og er fyldt med lækre opskrifter og billeder :o) Well done, Kristine...



søndag den 17. november 2013

På visit hos MissMuffin

I tirsdags var Cupcakemafiaen atter samlet. Denne gang var det Sabina, der lagde hus til, så vi kunne se hendes nyrenoverede badeværelse (som var super fint) og spise en kæmpe laks hun havde liggende i fryseren (som smagte mega godt). Det var som altid hyggeligt at være sammen med pigerne, og som det også plejer at være når man er på besøg ved en madblogger, så var maden også helt i top.


Menuen stod på en laks med en sprød topping, salat med avocado og granatæble, en kålsalt og rødbede-foccacia. Det smagte bare SÅ godt, og jeg glæder mig usandsynligt til Sabina smider opskriften på laksen, for den skal helt sikkert laves herhjemme :o)


Til dessert fik vi en skøn blondie med hindbær og en kærnemælksis samt lakridssirup. Det var også tossegodt, men på det tidspunkt var jeg ved at være så mæt, at jeg ikke en gang kunne klare et ekstra stykke kage ;o)



søndag den 6. oktober 2013

Lyserød Lørdag 2013

I dag er det søndagen efter lørdagen i går, og jeg er noget så træt! Fredag ved 14-15 tiden startede Line, Sabina, Bitten og jeg med at bage cupcakes til Lyserød Lørdag. Vi var færdige med ca. 550 cupcakes omkring kl. 22 - så det synes vi egentlig selv, at vi klarede ret godt.

I går mødtes vi så inde på Nytorv omkring 9.30 og gjorde klar til at starte salget kl. 10.00. Vejret var desværre ikke det bedste i går, men det lykkedes os alligevel at have udsolgt kl 15, så det var jo atter en stor succes. Vi solgte de sidste cupcakes til spotpris, så vi landede vist med en indtjening på omkring 5200,- :o)


Vi valgte naturligvis at gå "all in" på oppyntningen af vores bod! De par meter tyl var godt givet ud den første gang, for de holder stadig :o) Vi købte lidt fine blomster og så var der ellers klart.


Igen i år havde vi bagt 4 forskellige slags. Desværre var der én af dem, som vist fejlede en smule, men ikke mere end at vi godt ville sælge den alligevel. Til gengæld var de andre allesammen superlækre og skønne så de jo også ud :o)


Cupcakesne var:
Chokolade med nutella-frosting (og nogle lidt smeltede sløjfer :o()
Æble-kanelmuffins med karamel-frosting
Gulerodscupcakes med cream cheese-frosting
og
(Red) Velvet med kogt frosting

Som man kan se på nedenstående billede fik nogle af chokolade-cupcakesne æren af at få karamelfrosting på, og her kan man også se, at sløjfen så lidt kønnere ud! Vi beklager endnu en gang for den manglende mængde chokolade cupcakes, som naturligvis forsvandt som de første og vil sådan for alvor prøve at bage lidt flere af dem næste år... men det sagde vi vist også sidste år ;o)


Men der skal selvfølgelig lyde en stor tak til alle de skønne mennesker der kiggede forbi og købte lidt (eller mange!) af vores lækre cupcakes. Vi er meget taknemmelige, og var det ikke for de søde mennesker, tror jeg ikke, at jeg orkede at gøre det år efter år :o) (Plus det bringer åbenbart min indre kræmmer frem i mig ;o)

Ydermere skal lyde en ligeså stor tak til alle vores skønne sponsorer... vi kunne ikke klare det uden dem, for vi står jo selv for alle udgifterne og får dem IKKE dækket, med mindre der er nogle sponsorer, der hjælper os :o)

Dansukker
Fru Ronne
Dr. Oetker
Haribo
Lé Chef
Pilgaards Bageri - som lagde lokaler til bagningen
Fandanko
AMO

Gad vide om der var nogle læsere af min blog forbi, som ikke gav sig til kende?!?

torsdag den 26. september 2013

Så er det snart tid... til Lyserød Lørdag

Jep - lige om snart er der Lyserød Lørdag, og igen i år vil Aalborgs Cupcakemafia være at finde på Nytorv i Aalborg med LÆKRE hjemmebagte cupcakes.

Vi er endnu en gang ude i, at der har været en masse søde mennesker der har hjulpet med at stille lokaliteter, ingredienser og pynt til rådighed, men ellers er det jo os selv, der står for alle udgifterne. Så vi håber meget, at I endnu en gang vil støtte op om initiativet og komme forbi Nytorv og købe nogle cupcakes. Vi er klar lørdag d. 5. oktober kl. 10.00 og indtil der er udsolgt.

For at lægge lidt planer til den store dag, var hele mafiaen samlet hos søde Kristine (som desværre ikke kan tage aktiv del i år), hvor vi blev forkælet med skønne lækkerier i form af rigelige mængder slik og frugt, en skøn kanelbrownie og nogle lækre cookies med chokolade og mandler. Så er det lige til at holde til at komme i byen ;o)




søndag den 1. september 2013

Frederikshavns Fabelagtige Fiske Fristelser

I torsdags havde jeg den udsøgte fornøjelse at få lov at besøge og anmelde Restaurant Snerlen i Frederikshavn sammen med de andre blogger-piger (sans Bitten, som desværre ikke havde muligheden). Jeg kan ligeså godt sige det som det er... det var HELT fabelagtigt! Sjældent (måske aldrig) har jeg fået SÅ lækker mad, og det var bare den mest perfekte aften.

Det var lidt spøjst at være tilbage i siloen for inden junior kom til verden arbejdede jeg hos en virksomhed med beliggenhed i siloen :o)

Vi startede med at få en lille snack og lidt lækre bobler (Zillinger Indiskret Sekt Rosé). Den lille snack bestod af sprødstegt torskeskind, tangchips og hummerchips. Alle dele var lækre, men især hummerchipsene var et hit synes jeg.

Ved vores bord var der smukt dækket op, og der blev virkelig kræset for os. En lille skøn detalje var valget mellem danskvand eller mineralvand :o)

Den første ret vi fik var
'Et lille forspil':
Frisk kammusling med ristet koral og beurre blanc serveret i skal 
og serveret med Van Volxem, Saar Riesling til.

Jeg eeeelsker kammuslinger, men har aldrig fået dem rå før. Jeg frygtede det værste, men det var den mest vidundelige lille ret, og "smørsaucen" der var til var en himmerigsmundfuld! (jeg skal vist til at eksperimentere lidt med beurre blanc herhjemme) Yderligere var det som man kan se, en yderst smuk ret :o) Selvom det var et meget højt niveau alle retterne lå på, var denne lille lækkerbisken nok min favorit på aftenen!

Efterfølgende kom der lidt lækker brød på bordet. Serveret i en kurv med varme sten - et super tip, til at holde brødene lune! Der var lækker smør til med røget salt på. Jeg kunne nærmest leve af brød og smør, især af denne kvalitet :o)

Næste ret var
'En Dugfrisk Begyndelse':
Blæksprutte på tre måder – dampet, ristet og stegt. Serveret med nye kartofler fra Vasen, silderogn, estragonmayo, vagtelæg med rygeostcreme og tallerkensmækker med morgendug

Jeg har aldrig været den store fan af blæksprutte, men jeg kan nu konkludere, at det er af den simple grund, at jeg aldrig har fået ordentlig blæksprutte! De 3 måder blæksprutten var tilberedt på var allesammen super skønne og det smagfulde og smukke tilbehør gjorde retten i en klasse for sig indenfor blæksprutteretter :o)


Næste ret var
'Besøg fra Skærgården':
Dampet rødspætte og squash fra Svipperhøj med indhyllet jomfruhummer. Hertil smørstegte muslinger fra Skærgården og muslingesauce
og serveret med Paul Kubler, Pinot Blanc ’K’ til

Suk! Endnu en lækker og smuk ret. Rødspætten var fin og delikat, squashen med jomfruhummerhale lækker og sprød, de stegte muslinger og muslingesaucen var 'to die for'. En ret som måske virker simpel, men som smager vidunderligt og perfekt sammensat.

Efterfølgende fik vi en lille tur på på restaurantens tagterasse, og jeg knipsede også lige et par billeder i restauranten hvor man kan se ind til kokkene og de søde tjenere, som gjorde vores aften endnu skønnere.

De fleste af os begynde at kæmpe lidt med belysningen på billeder omkring dette tidspunkt, men stemningen når man sidder i restauranten var helt i top. Men jeg beklager lidt kvaliteten af de efterfølgende billeder :o)

Næste ret var
'En sprød lille sag':
Skindstegt multe med gule-, røde- og bolchebeder fra Svipperhøj , sauce gastrik, brunet smør og krondild
og serveret med G. Prieur, Bourgogne Blanc, Chardonnay til.

Jeg ved, at jeg begynder at gentage mig selv, men ih, hvor det smagte skønt. Jeg har nogle gange forsøgt at skindstege fisk herhjemme, men jeg tror jeg opgiver efter denne skønne sprøde multe! Den var perfekt stegt og tilbehøret passede super godt til.

Næste ret var
'Sidespring til Hirsholmene':
Havtaske stegt på ben og dansk sorthummer fra Hirsholmene med hønseglace, hvid, gul og lilla blomkål fra Svipperhøj – også som puré og crudité
og Barale Barolo, Dolcetto d’Alba dertil.
Selvom jeg elsker fisk og også gerne prøver forskellige ting når jeg står ved fiskemanden, så har jeg aldrig før fået havtaske... og hvor er det dog en fejl! Jeg har altid hørt positivt om havtaske og hvor var det dog en lækker fiske! Ja, det samme kan sige om både hummer og krabbe. På dette tidspunkt var jeg ved at være ret mæt, men det smagte simpelthen så godt, at jeg ikke kunne lade være at spise op :o)

Næstesidste ret var
'Et frisk pust':
Hyldeblomstsorbet med vilde brombær, hindbær fra Svipperhøj og solbær fra egen have
og serveret med Pedro Ximénez, Don PX Natural til. 

Jeg er normalt ikke så forfærdelig stor fan af hyldeblomt, men denne lækre lille sorbet smagte fantastisk. Jeg tror det var fordi den smagte rigtig af hyldeblomst og ikke parfumeret og kunstigt som mange andre ting gør. Konsistensen var ligeledes helt i top og en lækre marengs nedenunder var lige mig.

Den sidste ret var
'Det søde liv':
Mirabeller fra egen have serveret på en bund af hvidchokoladecreme med iscreme og gelé lavet på hyben, havtorn og gulerødder

Jeg glemte fuldstændig at tage et billede af denne ret... men satser på at låne et af en af de andre piger :o)

Desværre var det nok den eneste ret på aftenen der skuffede en smule. Den var flot og dele af den (fx. isen) var også super lækre, men det var bestemt ikke favoritten.

Snerlen har ikke et fast menukort, for alle retter er baseret på hvad der er godt, i sæson og hvad kokkene lige den dag har lyst til at lave. Det synes jeg lyder som et super koncept, for især når det drejer sig om fisk, skal det jo været det bedste og mest appetitlige der lander på tallerkerne.

Jeg ved godt, at I og med vi oplevede denne skønne aften uden at få dankortet op ad lommen, er vi jo blevet betalt for at skrive en anmeldelse. Men jeg tror med 100% sikkerhed, at min anmeldelse ville være ligeså positiv, hvis jeg selv havde betalt. For det var altså en helt unik oplevelse. Maden, servicen, stemningen, vinen var helt i top og jeg glæder mig allerede som en sindsyg til at komme en tur forbi Snerlen igen en anden god dag (der skal dog nok lige spares lidt op først ;o) Husbonden er også helt vild og spekulerer hele tiden på, hvornår vi kan finde en undskyldning for at komme afsted for som den fiskeelsker han også er, er han meeeeget misundelig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...