Viser opslag med etiketten påske. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten påske. Vis alle opslag

fredag den 25. marts 2016

Glædelig påske

Så har vi endelig påskeferie! I modsætningen til rigtigt mange andre havde vi ikke fri her mandag-onsdag, men til gengæld tager vi revanche og holder fri hele næste uge :o) Ferien skal bruges på afslapning, fejring af bryllupsdag, påskefrokoster - en af dem i går - og en tur til Legoland. Så vi får nok at se til.

I går havde vi hele min familie på besøg, samt svigermor og -far, til en omgang påskefrokost med helstegt kalkun, påskeægsjagt og masser af søde sager. Det var en rigtig dejlig eftermiddag, men også lidt hård ... som dog var helt selvvalgt pga. madlavningen. Men det betyder, at vi i dag i hvert fald laver så lidt som muligt!

Hovedretten bestod af helstegt kalkun med traditionel engelsk "stuffing" som fyld, serveret med hvide kartofler, "Roast potatoes" (stegt i andefedt!!), brun sauce, waldorfsalat og gulerødder.
Den helstegte kalkun parteret og serveret med traditionel engelsk "stuffing" som fyld

Til dessert fik vi lækre Spangsberg flødeboller og en skøn pavlova med syltede kirsebær på toppen.

 Efterfølgende var der påskeægsjagt, hvor alle var meget engagerede pånær Mini og hans kusine. Mine valgte i stedet af lege modeltog :o)

Efter gæsterne var taget hjem blev aftenen brugt på sofaen med en god film!

fredag den 5. april 2013

56. kage: Dåbskage med påskehare

I søndags, altså påskesøndag, blev min kusines lille søn døbt. Det krævede jo naturligvis en kage :o) Hun havde bedt om, at kagen skulle have en lyseblå påskehare på toppen og blå blomster ned ad siden. Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet og synes, at den var ret sød :o)

Kagen indeholdt:
Kakaobunde
Lys chokolademousse
Skovbærmousse
IMBC tilsat hvid chokolade
Fondant


mandag den 1. april 2013

Nougat-lagkage med knas

Til påskefrokosten i torsdags bagte jeg en skøn, skøn nougat-lagkage. Odense Marcipan sendte mig for nyligt lidt godter, og der medfulgte et lille hæfte med opskritfter, hvor denne lækkerbidsken var inkluderet. Jeg lavede lidt om på mængderne, så jeg skriver den som jeg lavede den her på bloggen. Umiddelbart var jeg lidt bekymret for, at der bare smørcreme både i og udenpå kagen, men jeg var faktisk stor fan!

Nougatlagkage med knas (herfra)
12-14 pers.

bunde:
5 små æg
180g sukker
2½ spsk vand
100g mel
40g kakao
3/4 tsk bagepulver

creme:
400g blødt smør
400g flormelis
400g blød nougat, i grove stykker
75g Daim
50g hasselnøddeflager

små chokoladeæg til pynt




Del æggene i hvider og blommer. Pisk æggehviderne stive, kom et par skefulde af sukkeret i og pisk hviderne helt seje som til marengs.


Pisk æggeblommerne luftige med vand og tilsæt resten af sukkeret. Pisk æggeblommerne helt lyse til luftigt skum.

Bland mel, kakao og bagepulver. Vend forsigtigt æggeblommerne i hviderne, sigt mellblandingen i og vend det hele forsigtigt sammen.

Smør en springform (22cm) grundigt med smør og fyld dejen i formen. Bag den ved 175° C (ikke varmluft) ca. 30 minutter, eller til den er gennembagt. Lad kagen køle helt af inden du flækker den på midten, så du får 2 bunde.

Pisk smør og flormelis med en elpisker i 5-6 minutter. Kom nougat i og pisk i yderligere 2 minutter. Knus Daimen groft. Fyld 1/3 af cremen mellem de to bunde og drys med knust Daim. Læg dem sammen og smør resten af cremen ovenpå og udenpå kagen.

Pynt siderne med let ristede hasselnøddeflager og top kagen med små chokoladeæg lige inden servering. Sæt kagen koldt og servér samme dag eller dagen derpå.

Der er ingen tvivl om, at det er en meget fyldig kage, men den smager skønt ikke desto mindre. Man behøver ikke verdens største stykke for at føle sig mæt, men stykket smager sååååå godt. Så jeg kan klart anbefale denne syndige kage :o)

onsdag den 27. marts 2013

Forberedelser...

I morgen kommer hele min familie til påskefrokost. Der skal vi have en påskeægsjagt, så kurven med godterne er blevet forberedt.



På fredag skal vi til 18-års fødselsdag, der er jeg ved at lave en kage til. Der er dog ingen fotodokumentation :o)

På søndag skal en fra min mødregruppe holde barnedåb for lillesøster. Der skal jeg lave en kage og den har jeg lavet pynt til.

Også på søndag skal min kusine holde barnedåb for sin lille søn. Der skal jeg også lave en kage og der har jeg også lavet pynt til.

Så jeg har nok om ørerne i disse dage... for ja, der skal jo også laves en masse mad, gøres en masse rent og tage sig af den lille familie.

torsdag den 12. april 2012

Påskeæg

Da Odense Marcipan jo var så søde, at sende mig en lille påskehilsen, så tænkte jeg at det ville være nærliggende at lave nogle påskeæg og tage med til påskefrokost hos svigerfamilien. Som sagt, så gjort. Det blev til 2 slags:


Marcipan, nougat blandet med lakridspulver og overtrukket med hvid chokolade. Pyntet med sort krymmel og lakridspulver (MUMS!)

Nr. 2 var ikke noget jeg havde tænkt videre over, men jeg syntes at 1 slags var lige i underkanten at tage med, de indeholdte: marcipan æltet med jordbærsirup fra Kroghs Specialiteter (som jeg jo købte på FoodExpo, og som jeg eeeelsker) overtrukket med lys chokolade og pyntet med frysetørrede jordbær.
De var desværre ikke helt så smagfulde som jeg havde håbet, men smagte alligevel dejligt - jeg skulle nok måske have haft smidt lidt af de frysetørrede jordbær ind i også, men det må blive en anden gang :o)

Som sagt var marcipanen og nougaten fra Odense Marcipan, og jeg må sige - de holder altså stadig 100 :o)

tirsdag den 26. april 2011

Påskefrokost - Søndag

Efter en hyggelig dag i Randers gik turen over til svigerforældrene i Thy. Mine svigerforældre har 2 hunde, og husbondens bror og ene søster har også hund, så der er som regel liv og glade dage med hunde overalt når vi alle samles der. Som kan ses på nedenstående skal der være styr på hundene og deres interne hierarki bliver altid overholdt når svigermor deler godbidder ud :o)


Min mand er australsk statsborger, og derfor er traditionerne i hans familie lidt anderledes end mange danske familier. F.eks. får vi til jul og påske altid kalkun - her ses bæstet i gang i oven.

og her er den kommet ud efter jeg-ved-ikke-hvor-mange-timer i ovnen.

på bordet med "roast potatoes" i baggrunden

Efter maden gik vi i gang med et af de årlige hovedpunkter i påsken hos svigerfamilien, nemlig en påskeægs-jagt. Svigermor havde lavet en hvor vi skulle finde sten med et ord på efter billeder fra rundt i haven/huset. Derefter var det at gætte en sætning som fortalte hvor nøglen var, og bagefter gætte hvor nøglen passede til. Det var for øvrigt svigerfar, husbonden og jeg der vandt :o)

Gevinsten var en kanin og en meget individuel pose med påskeæg (baseret på hvad hver medlem af jagten kan lide :o)

mandag den 25. april 2011

Påskefrokost - Langfredag

Fredag var Coco, husbonden og jeg en tur i Randers og besøge min mor og far. Huset var fyldt til renden med påskegæster, og det var en rigtig hyggelig dag. Heldigvis fik vi også en masse god mad - altså hvad er sammenkomster i Danmark uden masser af mad?!?

Coco hygger sig i haven - og fik bevist at hun er en hurtig lille djævel - hverken min kusines mand, min bror eller mine 2 nevøer kunne fange hende og nuppe hendes bold :o)

 Hamburgerryg, kalkunbryst, grøntsager og verdens bedste brune sauce

 Dessert nr. 1 - isvaffel med chokoladeis, karamelis, hjemmelavet guf, vaffelrør og et enkelt kys
 Dessert nr. 2 (jeg må heldigvis gerne for jeg er gravid - lol) - pandekage med chokoladeis, karamelis, hjemmelavet guf og vaffelrør :o)

En fin dekoration min mor har lavet - samt den største fristelse af dem alle - en flaske portvin... har jeg sagt, at jeg glæder mig til baby bliver født?!? :o)

Bagefter røg de før-omtalte påskeægs-træstammer på bordet, og endnu senere igen min søsters hjemmelavede boller med ost og pålæg - hold da fast, vi kunne nærmest kun trille derfra...

onsdag den 31. marts 2010

14. kage - Påskekage


Jeg skulle eksperimentere med lidt forskelligt, så derfor blev årets påskekage en smule overpyntet! Jeg har lavet kaninen, og husbonden har lavet Shaun - jeg er ikke helt tilfreds med kaninen, men er meget imponeret over Shaun og det er husbonden også selv

Indeholder

Chocolate Chip Pound Cake
Kakaobund
Jordbærmousse
Lemoncurd-creme
Palminsmørcreme - farvet lyserødt
Fondant
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...