Viser opslag med etiketten simremad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten simremad. Vis alle opslag

fredag den 10. november 2017

Stew med oksekød og rodfrugter

Noget af det bedste ved den kolde årstid er, at det er den bedste årstid til simreretter. Jeg ELSKER simreretter! Det gør husbonden også. Drengene - not so much. Men mon ikke det kommer, for simreretter er så gode og lette at lave og en god måde at få udvidet sit indtag af grøntsager.

Jeg har efterhånden lavet stews i mange år, og selvom jeg nogle gange eksperimentere lidt, så er basis altid den samme, og derfor bruger jeg som sådan heller ikke en opskrift dertil. Men på opfordring af en søde mødre fra - en af mine mange - mødregrupper har jeg forsøgt at lave en opskrift.

Ingredienslisten ser lang og kompliceret ud, men det gode ved en opskrift som denne er, at der ikke er særlig mange ting, som ikke kan udskiftes med hvad du har i skabet/køleskabet.


Stew med oksekød og rodfrugter
(6-8 personer)

ca. 1 kg klump/gammeldags oksesteg/oksekød i tern
100g bacon i tern, gerne skåret ud af et godt stykke røget bacon
1/4 dl olie og 25g smør
2-3 løg
3-4 fed hvidløg
250g champignon
10g tørrede skovsvampe
2 orange gulerødder
2 lilla gulerødder
2 hvide gulerødder
4 bolchebeder
2 små rødbeder
1 pakke cocktailpølser
3 kviste timian - eller 2 tsk tørret
3 kviste rosmarin
3 laurbærblade
Worchestersauce
ca. 1 liter vand (+evt. en bouillonterning)
1 dl fløde
100 g frosne ærter
evt. kulør
salt og friskkværnet peber
evt. maizena til jævning

Kartoffelmos:
6 bagekartofler
250g broccoli (frossen eller frisk)
2 spsk smør
mælk


Steg baconen i en gryde som kan gå i ovnen. Hvis du ikke har det, så bare en stor gryde. Tag det ud af gryden når det er stegt, og brun kødet af flere omgange i baconfedt og olie og smør. Når alt kødet er brunet kommes det hele i gryden sammen med bacon. Tilsæt finthakket løg og hvidløg, gulerødder og beder i stykker samt champignon i halve. Lad det stege nogle minutter inden krydderurter, vand (så det dækker) + evt. bouillon og Worchestersauce. Lad det koge op og stil det derefter i ovnen ved 160 grader i 3-4 timer. Tjek en gang halvvejs om der er nok væske.

Når der er et kvarters tid tilbage af tiden i ovnen skrælles kartoflerne og skæres i tern. Kog dem i en stor gryde i USALTET vand. Tilsæt broccoli i de sidste 7 minutter. Når kartofler og broccoli er møre drænes de godt. Mos kartoflerne og broccolien med en håndmikser, tilsæt derefter smør, mælk indtil mosen har en passende konsistens og smag til med salt og peber.

Imens kartoflerne koger tages kødretten ud af ovnen, sættes på blusset og tilsættes fløde, ærter, cocktailpølser og evt. kulør. Lad det stå en 10 minutters tid mens kartoffelmosen laves færdig og server straks.


tirsdag den 11. marts 2014

Stew med oksekød og perlebyg

Denne ret er måske ikke den smukkeste i verden, men den var top fyldt med smag og ualmindelig lækker og ikke mindst super enkel at lave :o) Det er egentlig mest af alt en Irish Stew, men siden den er lavet med oksekød og ikke lam, går den alligevel ikke helt ind under navnet. Årstiden passer måske heller ikke så godt til simremad, men nu kommer den alligevel :o)

Stew med oksekød og perlebyg
3-4 pers.

250g oksekød i strimler
4-5 gulerødder
750g kartofler
1dl perlebyg
1 løg
1-1 1/4 liter bouillon
salt og friskkværnet peber
2 laurbærblade
en håndfuld persille

Rengør, og skræl hvis de ser lidt trælse ud, kartofler og gulerødder. Skær dem i skiver. Pil og hak løget. Brun kødet godt i lidt olie en en gryde der kan gå i ovnen. Tilsæt løget og lade det stege et par minutter til. Tilsæt gulerødder, kartofler, perlebyg, bouillon og laurbær og læg låg på. Sæt gryden i ovnen ved 150 grader og lad det stå i 1½-2 timer. Tjek et par gange efter, at det ikke er ved at koge helt tør - tilsæt i så tilfælde lidt mere vand eller bouillon. Lad det stå i ovnen indtil alle delene er møre. Skyl og hak lidt persille og bland i lige inden servering - eller drys det ovenpå.


Hvis du er skeptisk ved perlebyggen kan den undlades, men så skal mængden af bouillon reduceres lidt. Dog synes jeg, at perlebyggen giver en dejlig mæthed, smag og tekstur til retten. Hvis du har en sjat øl, eller lidt cider kunne det nok smage skønt i retten, men bouillon er nu også ganske fint.

tirsdag den 3. september 2013

Kyllinge stroganoff

Jeg er faktisk ret glad for, at efteråret er på vej. Jovist, det betyder kulde, regn, forkølede børn, og mørke tider. Til gengæld betyder det også min fødselsdag, tæpper og varme drikke og bedst af alt er maden. Jeg er altså bare mere til efterårs- og vintermad. Smagfulde simreretter, lækre supper, comfort food og risengrød :o)

Vi bød for alvor efteråret velkommen med denne helt vidunderlige ret, som har den skønne egenskab, at den smager som om den har stået på komfuret i timevis, men som faktisk kun tager ½ time. Win-win.

Det eneste "svære" ved denne ret er, at du skal bruge kyllingeoverlår og ikke bryst som nok ellers er det mest normale til mange forskellige retter. Dvs. du skal have udbenet overlårene og skåret dem i tern. Men tro mig - det giver en ret med meget mere smagfuld og saftig kylling. Jeg bruger aldrig bryst i en sammenkogt ret mere!
Kyllinge stroganoff 
3-4 pers
fra Bev Cooks

5-6 kyllingeoverlår
1 spsk sød paprika
2 spsk hvedemel
1-2 tsk olie
1 løg
250g svampe efter eget valg
2 dl kyllingefond
1 spsk tomatpure
2 laurbærblade
4 spsk cremefraiche
250g-300g pasta
salt og friskkværnet peber

Fjern skindet fra kyllingeoverlårene, udben dem og skær dem i mundrette stykker. Bland paprika, mel, salt og peber i en skål og vend kyllingestykkerne heri.

Sæt vand over til pasta

Varm en pande op til medium varme, tilsæt olie og derefter kyllingestykkerne. Steg dem på alle sider, til de er brunet på alle sider - giv dem 5-7 minutter. Put stykkerne op på en tallerken og stil til side.

Hak løget fint, rens svampene og skær dem i skiver. Hæld evt. en smule mere olie på panden, hvor kyllingen blev stegt, og sauter løg og svampe heri. Steg indtil det begynder at blive gyldent og karameliseret.

Sæt pastaen over at koge, alt efter hvor længe den skal have.


Tilføj kyllingefond, tomatpure og laurbærblade til løg og svampe og rør godt rundt. Hæld kyllingen tilbage på panden og lad det simre i 5-7 minutter indtil saucen er blevet lidt tykkere og alt er tilberedt. Tilsæt cremefraice og giv det er par minutter mere. Smag til med salt og peber og server med den nykogte pasta.

Pasta er nok ikke umiddelbart det klassiske tilbehør til en stroganoff, men til denne variant var det rigtig godt. Dog fik jeg lidt rester dagen efter med ris til, og det var mindst ligeså godt! Desuden tror jeg, at det ville være perfekt med en lækker kartoffelmos til - det tror jeg nemlig, vi skal have næste gang. For det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver denne kyllinge stroganoff... mmmm :o)



tirsdag den 15. januar 2013

Stew med oksekød og rødvin

Efter en længere pause er vi endelig kommet i gang med at lave madlplan igen og handle ind til en hel uge af gangen. Det betyder, at de ting der lander på bordet til aftensmad er en smule mere gennemtænkte end ellers :o) I søndags fik vi denne skønne vintervarmer af en ret - ikke verdens kønneste måske, men den smagte vidunderligt.

Stew med oksekød og rødvin (4 pers.)
400-450g oksekød i tern - jeg brugte en gammeldags oksesteg og skar ud selv
300g bella gomba svampe, i skiver
1 stort løg, finthakket
2 fed hvidløg, finthakket
1 dl rødvin
3 dl vand/boiullon
1-2 tsk Worcestersauce
1 dl fløde
timian
salt og peber.

Brun kødet godt i en (støbejerns)gryde. Tilsæt løg og hvidløg i tern og de rengjorte champignon i skiver. Lad det stege et par minutter inden rødvin, vand, Worcestersauce, salt, peber og timian tilsættes. Læg låg på og lad det simre i en times tid. Tilsæt fløden og lad det simre i 15-20 minutter imens du koger ris og grøntsager efter smag. Smag saucen til og server.




søndag den 16. september 2012

Pulled Pork

I går havde husbonden en af sine kammerater på besøg til masser af computer-spil. Jeg havde samtidig besøg af en veninde, som betød en tur i IKEA og masser af snakken :o)

Siden jeg for efterhånden lang tid siden fik pulled pork ude hos Line, har jeg haft lyst til at lave det selv, og det blev altså i går. Jeg beklager for øvrigt den en lille, bitte løsslupne peanut på tallerkenen, det ser tåbeligt ud!

Opskriften stammer sjovt nok fra Line, og blev lavet med meget få ændringer, men jeg bringer den alligevel lige her også :o)

Pulled Pork (4-5 pers.) fra Mad med hjertet

nakkefilet - ca. 1,2-1,4kg

marinade:
1½ dl ketchup
3 spsk cane sirup
3 fed hvidløg
2 spsk soya
1 spsk sesam olie
1 spsk grov sennep (eller dijon)
frisk kværnet peber
4 tsk røget paprika
1 tsk chiliflager
1 lille håndful peanuts
1 dl barbeque sauce - jeg brugte Santa Maria BBQ Sauce

Blend peanuts, hvidløg og chiliflager sammen til en fin pasta. Rør det sammen med de resterende ingredienser i en skål. Put nakkefileten i en pose, tilsæt marinaden, vend det hele rundt og luk posen godt til.

Lad grisen marinere 1 døgns til.

Tænd ovnen på 100 grader, læg fileten og marinaden i en ovnfast gryde. Hæld lidt vand ved, læg låg på og stil det i ovnen i ca. 3 timer. Når der er gået 3 timer, hæves temperaturen til 110 grader, låget tages af og kødes steges videre i 5-6 timer. Mit stegetermometer sagde 93, men jeg tror ikke det er super afgørende, men den skal have læææænge :o)

Tag stegen ud af ovnen og lad den køle let af. Når den er kølet en smule af, lægges den i et fad og trækkes fra hinanden med 2 gafler. Hæld et par deciliter af stegeskyen over og vend det godt rundt.

Serveres med peanuts og coleslaw i grove (nybagte) boller. Jeg brugte den sædvanlige opskrift

Coleslaw (også fra Line)
2½ dl creme fraiche 9%
5-6 spsk mayonnaise
2-3 tsk dijonsennep
Salt og peber
300 g. hvidkål, snittet med fint
150 g. gulerødder, revet eller i meget tynde strimler

Rør dressingen sammen i den skål det hele skal blandes i. Vend kålen og gulerødderne rundt i dressingen og server med kødet.

Jeg er STADIG stor fan! Faktisk er det en super ret at servere, hvis man får gæster. For hvis bollerne bliver bagt dagen før, hvor fileten sættes i marniaden, så er det bare at lave coleslaw og så ellers lade ovnen gøre sit arbejde. Enkelt og MEGET lækkert.

Det mest "rigtige" er vist at lave pulled pork på grillen, men denne metode virker ganske fint og resultatet er virkelig lækkert!


mandag den 6. februar 2012

Svinekæber i Porter

Husbonden har fri i et par dage, så vi kan lave lidt småting ved vores hus, for at gøre det klar til at blive sat til salg... når man nu har "arbejdsferie" så bliver man også nødt til at være lidt god ved sig selv, så det ikke kun er surt gør-det-selv arbejde hele tiden. Derfor stod menuen lørdag på en omgang svinekæber.

Jeg har hørt mange steder - bl.a. fra min forældre - at svinekæber skulle være helt fantastiske, men vi har aldrig prøvet det før. Jeg var derfor ved slagteren forleden for at bestille nogle... men hold nu da fast - 300,- pr. kg.! Det viste sig endda, at fordi de var ferske og ikke frosne, så kostede de 350,- pr. kg!! Men når man har sagt A, må man også sige B - så jeg slog til, og tænkte at det var kun den første lørdag i februar én gang :o) Men lad mig allerede sige nu... MUMS! Aldrig har jeg smagt så lækkert svinekød før: mørt, smagfuldt, saftigt... MUMS!

Jeg kiggede mig lidt om på nettet, og kunne se, at der ligesom var "2 skoler" - vin-braiserede eller øl-braiserede. Husbonden blev spurgt til råds, og han valgte naturligvis øl. Derfor blev det til porter-braiserede svinekøber med kartoffelmos.


Svinekæber i porter - 2 pers.
ca. 400g svinekæber
2 løg
400g champignon
4 gulerødder
3-4dl porter
1dl fløde
2 spsk tomatpure
4 bagekartofler
1-2dl mælk
salt og peber
olie
smør

Brun svinekæberne godt i en blanding af olie og smør. Krydr med salt og peber og læg dem til side. Sauter løg og gulerødder i små tern og champignon i skiver i gryden. Put de brunede svinekæber tilbage i gryden og tilsæt tomatpure, porter og lidt vand, så det i hvert fald dækker. Man kan herefter lade det simre på komfuret, men hvis man har en gryde som kan gå i ovnen sættes det derind ved ca. 160 grader, i et par timer.

Til kartoffelmosen skrælles bagekartoflerne og skæres i små tern. Skyl dem rigtig godt, så vandet er helt klart og kog dem UDEN salt indtil de er helt møre. Hæld vandet fra og lad dampe godt af. Pisk kartoflerne med en håndmixer og tilsæt mælk når kartoflerne er godt mosede. Smag til med salt.

Når der er gået et par timer, sættes gryden med svinekæberne tilbage på blusset, gulerødderne moses lidt med en gaffel i saucen, fløden tilsættes og det skal smages til med salt og peber.

Server mos og sauce sammen, og nyd en virkelig lækker vinter-ret, som varmer hele kroppen :o)



tirsdag den 29. november 2011

Oksekødsstew med øl

Jeg er lidt bagud med at blogge, så jeg har slet ikke haft tid til at fortælle om de andre måltider vi fik i weekenden. Fredag aften havde jeg 2 veninder på besøg til spisning, brætspil og Vild med Dans-finale. Det er desværre ikke så tit vi får spillet, og det er lidt en skam, for jeg elsker brætspil. Men vi tog da en form for revanche for vi stoppede først igen kl 02.30 :o)

For at det skulle være lidt let havde jeg planlagt at vi skulle have stew til aftensmad, da det jo mere eller mindre passer sig selv. Det gik dog ikke helt som forventet med min planlægning, for jeg endte med at være inde i byen til frokost med den ene veninde og så skred min tidsplan. Heldigvis kunne jeg lokke husbonden til at lave maden, og det klarede han til UG :o)

Oksekødsstew med øl - 4 pers.
600g oksekød i tern
2 løg, finthakket
2 fed hvidløg, finthakket
6 gulerødder - skrællet og i skiver
1 bundt forårsløg, finthakket
1 glaskål - skrællet og revet på et groft rivejern
1 glas champignon - med væske
engelsk sauce
salt og peber
laurbærblade
2 dl øl - gerne lidt mørk
ca. ½ liter vand/bouillon
fløde
kulør
1dl ærter
4dl ris
6dl vand

Svits de 3 slags løg, og brun derefter kødet. Tilsæt gulerødder, glaskål. champignon, engelsk sauce, salt og peber, laurbær, øl og vand. Sæt gryden (hvis den da kan holde til det) i en forvarmet ovn på ca. 150 grader. Lad det stå i ovnen i et par timer. Sørg for at tjecke det en gang imellem, så det ikke koger tør - hvis det ser lidt tør ud tilsættes lidt ekstra vand.

Kog ris efter anvisning på posen. Når der mangler et par minutter til risene er klar, tages stew'en ud af ovnen og tilbage på kogepladen. Tilsæt en sjat fløde og evt. lidt kulør, hvis du synes. Smag til og tilsæt ærterne. Lad dem blive varme og server sammen med risene.

søndag den 20. november 2011

Vildsvineragout med grøn kartoffelmos

I går var endelig tilbage i mit køkken, men jeg følte lidt som om jeg ikke rigtigt kunne huske hvordan man laver mad, og det var heldigt at jeg nåede at få taget et - ikke vild appetitligt - billede af maden, for den vane er vi nærmest også kommet ud af.

Dagens ret i går udsprang af, at Junior skulle have broccoli-kartoffelmos til aften for første gang (det gik vildt godt :o), og så kunne vi andre jo ligeså godt få det samme, dog lavet med salt og mælk. I fryseren havde vi en pakke med vildsvin i tern, og det fik vi så baseret på opskriften på pakken.

Vildsvineragout med grøn kartoffelmos 2-3 pers.

1 pakke vildsvin i tern (350g)
20g smør
150g champignon
1 løg
2 fed hvidløg
4 dl oksebouillon
1 dl cremefine
1 tsk timian
1 spsk mel
4 store bagekartofler
½ broccolihoved
1-2 dl mælk

Smelt smørret i en sauterpande og brun kødet deri. Tag kødet op og krydr det med salt og peber. Sauter hakket løg og hvidløg i panden, og tilsæt skivede champignon efter nogle minutter. Drys en spiseske mel i og lade det suge væden op. Tilsæt bouillon og cremefine og lad det koge op. Put kødet tilbage i gryden, tilsæt  og lad det simre en lille time. Smag til, og tilsæt evt. lidt kulør - det skulle vi have haft gjort, men det glemte jeg!

Skræl kartoflerne og skær dem i små tern. Skyl dem rigtig godt i kold vand, så vandet er helt klart. Dæk dem med koldt vand og bring dem i kog - husk IKKE at tilsætte salt. Efter 10 minutter tilsættes skyllet broccoli i små buketter og koger med i 10 min, til det er meget mørt. Dræn vandet fra og lad gryden stå på den slukkede plade i et par minutter. Pisk det godt sammen med en elspisker, når klumperne er væk tilsættes mælk efter smag og salt, og det piskes godt sammen.


Det smagte virkelig dejligt, men som jeg tit synes ved simremad, så var det næsten saucen der var det bedste, og ikke kødet. Men falder I over vildsvin, så hold jer endelig ikke tilbage :o)

mandag den 24. oktober 2011

Osso Buco

Vi har i de forgangne par måneder haft håndværkere on-and-off for at ordne vores bryggers (som heldigvis var på forsikringens regning). Det viste sig, at der var noget galt med et kloakrør, som gjorde at vandstanden steg, og det ødelagde gulvet i bryggerset. Det viste sig nemlig at under plastikgulvet var der spånplade og kork, så noget som virkelig kunne suge fugt, og som var blevet helt muggent. Det var så slemt, at husbonden troede at han var ved at udvikle astma el. lign., da han ikke kunne holde ud at være i kontoret, som ligger lige ved siden af.

Anyway, i sidste uge blev de færdige med at ligge det fineste nye klinkegulv, og så blev vi enige om, at når nu rummet alligevel var tomt, så kunne det godt trænge til en omgang maling. Derfor har jeg været ved at male i denne weekend, mens husbonden har hjulpet med klargøring og ellers tilbragt tid med junior.

Det betød også, at for en gang skyld var det husbonden som lavede aftensmad i går. Jeg blev inspireret af Føtex' "Lad det simre" tema, så vi fik simpelthen Osso Buco, noget som altid gerne har ville smage/lave, men ikke fået gjort før.

Den kære husbond valgte at tage lidt billeder af ingredienserne, selvom jeg sagde til ham, at det måtte ikke blive en vane ;o) og når de nu er taget må jeg hellere vise det frem, for det er nogle ganske appetitlige billeder.

Først ingredienser til gremolata:

Dernæst ingredienserne til selv osso buco'en:

Opskriften tror jeg egentlig er meget ens de fleste steder, men husbonden valgte at tage udgangspunkt i den fra "God mad let at lave", men jeg skriver den som han lavede den.

Ossobuco
1 1/4 - 1 1/2 kg okseskank i ca. 4 cm tykke skiver
2 spsk mel
salt, friskkværnet peber
2-3 fed hvidløg
2 gulerødder
4 stængler bladselleri
1 bakke bella gombo svampe
1-2 spsk olivenolie
1 ds. grofthakkede tomater
1 laurbærblad
3 kviste timian
ca. 1 1/2 dl vand

Gremolata
3 spsk hakket persille
2 fed hvidløg
2 tsk reven citronskal

Kartoffelmos
4 bagekartofler
ca. 1 dl sødmælk

Vend kødskiverne i krydret mel.
Hak løg og hvidløg. Skræl gulerødder, rens champignon og skær begge dele og selleri i tern.
Opvarm olien i en stor, bredbundet stegegryde. Brun kødet ved kraftig varme på begge sider.
Tag det op.
Svits løg og hvidløg, til løgene er gyldne. Tilsæt resten af grøntsagerne og svits dem et øjeblik.
Læg kødet tilbage i gryden.
Tilsæt vand, tomater, laurbær og timian.
Løg låg på gryden og lad retten simre til kødet er meget mørt, gerne 3 timer. Det skal falde fra benene. Sæt evt. gryde med låg på i ovnen, hvis den kan tåle det.

Hak ingredienserne til gremolata fint - brug evt. en lille blender/stavblender.

Til kartoffelmos skrælles kartoflerne og skæres i små tern. Kog dem meget møre i en gryde UDEN salt. Når de er kogte, lad dem dampe godt af, og pisk dem så med mælken og smag til med salt.



Jeg havde overvejet en rigtig risotto til, som jo vist er det klassiske tilbehør, men da vi fik risotto forleden, ja så blev det til en omgang kartoffelmos i stedet.

Det smagte helt fantastisk og var supermørt. Dog skulle det nok have haft lidt mere salt tidligere i processen end det fik. Desuden må vi hellere sørge for at have et par dl. tør hvidvin vi kan smide i næste gang... for der bliver helt sikkert en næste gang, især hvis husbonden igen går i køkkenet :o)

tirsdag den 30. november 2010

Stew med oksekød og ris

Dagens ret i søndags stod på en rigtig lækker vinter-simreret. Stew med ris til - yummy!


Som regel når jeg laver stew har jeg ikke nogen opskrift (til trods for at jeg har en helt bog kun med stew-opskrifter!) Men den vi fik søndag bestod af:

Oksekød i tern
2-3 Løg
500gr. champignon
ca. 5 tørrede karl johan svampe
1 dåse flåede tomater
4 gulerødder
en sjat cremefine
fine ærter
og ris til.

Brun kødet rigtig godt i en gryde som kan tåle at komme i ovnen. Tilsæt finthakket løg og gulerod, samt champignon og flåede tomater og en lille halv liter vand + cremefine/fløde. Tilsæt salt, peber og en smule paprika. Bring det i kog, og sæt det derefter i en 150grader varm ovn. Lad det stå så længe du gider - det bliver kun bedre, men vær sikker på at det ikke koger helt tør. Når du synes det er ved at være ved tiden at spise sættes gryden igen på blusset, og du tjekker om det evt. skal jævnes en smule. (Det skulle jeg nok have gjort med min :o)

Hvis du vil have en mere fyldig stew kan du tilsætte et revet glaskål, eller en håndfuld røde linser i den sidste halve time.

Spis det med ris, mos eller evt. for sig selv.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...