Viser opslag med etiketten cakepops. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cakepops. Vis alle opslag

tirsdag den 28. januar 2014

Trøffelpinde...

Jep - i Randers for næsten 20 år siden var der i hvert fald én bager, der var helt fremme i skoene og lavede cakepops inden det blev trendy. Dengang blev de dog kaldt trøffelpinde (romkugler hedder trøffelkugler i Randers :o) og var ikke så fancy pyntet som de små reste-kager er nu om dage. Ikke desto mindre bestod de af en trøffelkugle/romkugle på en pind og overtrukket med chokolade... og så et ordentligt lag krymmel på bunde/toppen :o)


Forleden dag da jeg var ved at forsøge at rydde lidt op i vores fryser faldt jeg over en pose med rester af brunsviger og et par forskellige chokoladekager. Jeg fik ualmindelig stor lyst til trøffelkugler/romkugler og hev dem derfor straks ud af fryseren. Da var det, at jeg kom til at tænke tilbage på trøffelpindene og valgte derfor at lave halvdelen til disse skønheder :o)

Det er egentlig ganske simpelt, men giver lige lidt ekstra i forhold til en helt almindelig trøffelkugle. En decideret opskrift er ikke så let, da det jo nok er lidt individuelt hvad man kan lide og de du kan bruge nærmest alle former for kagerester, men her kommer der en lille en alligevel

Trøffelpinde
ca. 12 stk.

En pose kagerester - brug hvad du har, men chokoladekage, brunsviger, chokoladecupcakes m.m. er super godt
En rest smørcreme - jeg brugte noget af denne skønhed
Romessens - eller evt. lidt ægte rom, hvis det kun er til voksne
Hindbær-pasta, hindbæressens eller lidt hindbærmarmelade uden kerner
200g mørk chokolade
1 pose krymmel

Blend kagerester og smørcreme sammen, tilsæt romessens og hindbær efter smag. Juster teksturen og tilsæt mere kage eller smørcreme til den er passende - skal være fast, men ikke tør.

Tril kugler af massen på størrelse med en golfbold.

Temperer chokoladen, dyp en pind i chokoladen, og sæt den i trøffelkuglen - lad det tørre et par minutter. Dyp derefter trøffelpindene i chokoladen og derefter i krymmel inden de stilles til tørre.

Kan holde i køleskabet i hvert fald i en uge... hvis de ikke er spist ;o)

I forhold til de almindelige romkugler, kan disse med chokoladeovertræk godt klare lidt mere smagstilsætning, da chokoladen tager lidt af opmærksomheden. Men igen, det er lidt et spørgsmål om smag.

Er der nogle andre (halv-gamle læsere ;o), der er rendt på trøffelpinde i tidernes morgen, eller var det kun ham bageren i Randers??





søndag den 15. januar 2012

Weekend-tur med masser af god mad

I denne weekend har vi været besøg hos vores gode venner, som desværre ikke bor i Aalborg mere. Jeg har fortalt om det før, men mens de boede her i byen plejede vi at få Mortens And sammen,  men det er lidt svært nu til dags, når vi bor så langt fra hinanden. Derfor plejer vi at finde et andet tidspunkt til at mødes til and og hygge, og valget faldt på denne weekend.

NB - før jeg skriver videre, så fik jeg ballade af min veninde som mente, at jeg ikke gav husbonden nok kredit for hans deltagelse i fotograferingen til min blog. Så hermed: Det er MEGET tit husbonden som tager mine billeder :o) Ellers dvs. vi hjælper lidt hinanden, men han sætter kameraet op, og trykker på knappen, mens jeg ordner tallerkener, og kommer med forslag til vinkler/ændringer osv :o)

Det var min søde veninde som gav mig en bog om cakepops til min fødselsdag, så jeg mente bestemt, at jeg måtte forsøge mig med nogle cakepops til at tage med. De blev ikke så pæne som jeg havde håbet, og selvom jeg fortyndede candy melts'ne lidt, så var det stadig meget tykt. Jeg var heller ikke så opfindsom med pyntningen, men de var nu meget søde alligevel :o) Især kunne jeg godt lide den effekt som guldet gav på den ene slags - hvor det faktisk var hvide candy melts farvet med guldfarve, men de blev bare ikke guld-farvede!





Vi pakkede hele bilen, kørte omkring mine forældre, og aflevrede Coco, og kørte videre med en lille madpakke til turen. Vi fik en lækker sandwich, hvor jeg bagte sandwichbrød efter denne opskrift, som er en klar favorit i det lille hus. Som fyld var der pesto, salat, tomat, agurk, kalkunbacon, kyllingeinderfilet og fetaost. Mums. Den blev indtaget i bilen på en kort pause, men smagte godt. Dog kunne en varm kop te dertil have været rart - for der var altså lidt koldt!


Aftenens menu stod som nævnt på and og det var med det hele - og det smagte altsammen fantastisk dejligt. Andebryst, hjemmelavet rødkål, brunede kartofler, hvide kartofler, brun sauce og franske kartofler



Til dessert fik nogle ualmindelig lækre after eight cupcakes med en chokolade ganache på toppen. Hold nu da helt fast, de var virkelig lækre! Det var vist nok en Morten Heiberg opskrift - mums!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...