Viser opslag med etiketten frokost. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frokost. Vis alle opslag

mandag den 26. januar 2015

Spinatpandekager med laks og rejer

Det er ikke fordi vi kører spinat-tema i øjeblikket, men i mandags havde jeg en af mine søde veninder til frokost og der fik vi denne lækre, lækre omgang, som desværre ikke er helt så sund som man umiddelbart skulle tro ;o) Til gengæld er der nok muligheder, hvis man har lyst til at forsøge at lave dem mere sunde. Men uanset hvad, kan det virkelig anbefales, for det var SÅ godt!

Spinatpandekager med laks og rejer
4 pandekager

pandekager:
1 æg
150 ml mælk
50g hvedemel
15g smeltet smør
50g optøet spinat
smør til stegning

fyld:
1 stykke varmrøget laks
75g rejer
100g flødeost
2 spsk cremefraiche
1 tsk citronsaft
friskkværnet peber 

Blend ingredienserne til pandekagerne sammen, brug en almindelig blender eller en stavblender. Sæt på køl i 30 minutter. Lav i mellemtiden fyldet.

Fjern skind og det mørke kød fra den varmrøgede laks. Hæld det i en skål sammen med flødeost og cremefraiche og bland det godt sammen. Vend til sidste rejerne i og smag til med citronsaft og friskkværnet peber. Det skal sandsynligvis ikke have salt, men giv det endelig en smule, hvis du synes.

Steg pandekagerne på en mellemvarm pande i lidt smør. Dejen kan godt være lidt svær at få fordelt på panden, så brug evt. en paletkniv til at fordele det med. For at være sikker på, at jeg fik 4 pandekager delte jeg i øvrigt mængden af pandekagedej i 4. De er også ret porøse, så være forsigtig når de vendes. Læg dem til afkøling på en tallerken, når de er stegt på begge sider.

Fordel fyldet på de 4 pandekager, rul sammen og server sammen med en lille salat. I dette tilfælde fik vi en simpel salat af spidskål, ananas, granatæble og lidt citronsaft.

De her pandekager blev simpelthen så lækre. Så det er altså virkelig besværet værd! Jeg tror også, at de ville egne sig fortrinligt til en forret måske bare med en lille smule godt brød til og en enkel dressing.




fredag den 28. november 2014

Omelet med brie, chorizo og porre

Jeg tror egentligt, at jeg har nævnt det før her på bloggen. Men jeg er og bliver aldrig den store fan af kedeligt rugbrød med kedeligt pålæg. Jeg kan meget bedre lide noget spændende på rugbrødet, en lun rest fra dagen før eller måske en lille ting, hvor der ikke nødvendigvis behøver at være rugbrød til. Den sidste kategori fik jeg frokost fra tidligere på ugen. I mandags fik vi nemlig lidt tapas agtigt til aftensmad, for mandag plejer egentlig at være rugbrøds dag, men jeg gad det simpelthen ikke, så i stedet fik lidt tapas inspireret, og der var rester til frokosterne de næste par dag - totalt win!

Omelet med brie, chorizo og porre
1 pers.

2-3 æg
1 porre
2 skiver chorizo og en skive skinke, eller hvilken kombination du måtte have tilgængelig - i mindre stykker
1 lille stykke brie
olie
salt og friskkværnet peber.

Rengør porren, skær den i skiver, og sauter dem møre i lidt olie på en pande. Hæld det over i lille skål. Rengør panden og varm den GODT op. Tilsæt godt med olie og varm også det GODT op. Pisk æggene sammen i en skål, og hæld dem på panden, når den er varm. Skru lidt ned, men ikke for meget. Skrab lidt ind fra siderne, og hæld panden i den retning, hvor der bliver trukket ind, så det flydende æg kommer i berøring med panden. Når omeletten næsten er færdig, krydr med salt og peber, og læg fyldet på den ene halvdel. Fold den sammen og server straks.

Jeg er sådan lidt mærkelig (som om nogle var i tvivl ;o), for jeg eeeeelsker brie, men kun hvis det hvide bliver skåret af. Så det gør det altså her, og så spiser jeg løs. Det er noget være gratværk, og jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede det, men det er altså ikke samme oplevelse med det hvide på. Men brien gjorde sig utroligt godt i omeletten, og det gjorde kødet også. Det er jo en af de skønne ting ved en omelet, der er næsten ingen begræsninger.

Hvad er dit yndlings omeletfyld? Kom gerne med inspiration!


torsdag den 22. maj 2014

Røget makrelsalat

Denne lille lækkerbisken er super god på lidt lækkert brød til en frokost eller serveret med lidt brød og eventuelt lidt salat som en nem forret. Den smager som om den er meget advanceret, men er i virkeligheden super enkel at lave - win, win :o)


Røget Makrelsalat
3-4 portioner
1 hel røget makrel*
1-2 dl græsk yoghurt**
saft fra 1/2 lime
lidt citronpeber

*Du kan også bruge filetter, men det bliver lækrest med en hel røget makrel
**2% eller 10%, eller skyr eller hvad du bedst kan lide

Pil makrellen, fjern ben og bræk den i mindre stykker. Hæld det i en skål sammen med halvdelen af den græske yoghurt, saft fra lime og citronpeber. Rør godt rundt og tilsæt evt. mere yoghurt indtil det har en passende konsistens. Stil på køl i en times tid eller indtil det skal serveres.



søndag den 5. maj 2013

Club Sandwich

Dag 2 i en forholdsvis travl weekend er gået med at forberede lidt til i morgen, hvor Cupcakemafiaen kigger forbi - jo mere i dag, jo mindre i morgen ;o) Derudover har vi haft besøg af juniors mormor og morfar til frokost, og det var bare såååå hyggeligt :o) Til eftermiddagskaffen fik vi nogle af de lækre Nürnbergsnitter, som havde været i fryseren, og de var stadig SÅ lækre!

Vi havde snakket lidt om at tage ud at spise, men da det ikke ville passe super godt med juniors frokost og lur (som dog ikke var noget at råbe hurra for, så vi kunne faktisk godt være taget afsted!) valgte vi i stedet at tage frokosten derhjemme. Jeg tænkte, at når vi ikke kom på café kunne vi ligeså godt få caféen til at komme til os, og derfor stod menuen på en lækker club sandwich med ovnstegte kartofler til, og hvis jeg selv skal sige det, var det ret vellykket ;o)

En club sandwich er der jo som sådan ikke rigtigt nogen opskrift på, men jeg prøver at skrive en alligevel, og lægger ud med det hjemmebagte sandwichbrød, som var baseret på den samme opskrift fra Claus Meyer, som jeg brugte sidste år til min fødselsdag, men hvor jeg tilføjede en smule fuldkornshvedemel.

Sandwichbrød 2 stk.


6 dl lunken mælk
30g gær
900g hvedemel
100g fuldkornshvedemel - eller 100g hvid hvedemel-fuldkorn
20g havsalt
40g sukker
100g blødt smør
lidt smeltet smør til formene

2 forme på 1 1/2 liter

Hæld mælk i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt de 2 slags med, salt og sukker, ælt lidt, og tilsæt så det bløde smør. Ælt dejen godt sammen - enten i hånden i ca. 5-6 minutter eller på røremaskine, først i 2 minutter ved lav hastighed og derefter 3 minutter på fuld hastighed.

Lad dejen hvile 1 time i skålen på køkkenbordet med et klæde over.

Vend dejen ud på et melet bord, den den i 2 stykker, og så dem op som brød - forholdsvis stramt. Kom brødene i 2 forme smurt med smeltet smør, og lad dem hæve næsten op til kanten, det tager 2-3 timer. Læg en bageplade som ligeledes er smurt med smeltet smør over formene, og læg lidt en masse ekstra vægt oven på pladen (jeg brugte 2 mursten :o), så brødene ikke hæver mere op, når de bages.

Sæt brødene i ovnen ved 180 grader, og bag dem ca. 50-60 minutter. Tag eventuelt bagepladen på toppen af de sidste 10 minutter, så de bliver brune på toppen. Tag dem straks ud af formene, og lad dem afkøle på en bagerist.

Sandwichbrød grov udgave:
Hvis du har lyst til en lidt grovere udgave, så tilsæt 200g kerner, fx. hvedekerner, rugkerner, solsikkekerner eller hørfrø, som har stået i blød natten over.

Clubsandwich 4 stk.

12 skiver sandwichbrød
8-10 kyllingeinderfileter
6 skiver (kalkun)bacon
6 cherrytomater
4 store salatblade
1 tsk olie
4 æg
salt og friskkværnet peber

Dressing:
1dl god mayonnaise
2 spsk fromage frais
½-1 tsk karry
½ tsk gurkemeje
1 nip sukker

12 små kartofler
1 spsk olie
lidt krydderi efter smag
salt og peber

Varm ovnen til 200 grader. Rens kartoflerne, vend dem i olie og krydderi og bag dem i ovnen i et ildfast fad i 40-50 minutter alt efter størrelse. Bland ingredienserne til dressingen og stil på køl.

Steg baconen på en varm pande og stil til side. Steg derefter kyllingen på panden i lidt olie og skær den i mindre stykker, når den der stegt.

Skyl salat og tomater, og skær tomaterne i halve. Steg 4 spejlæg i lidt olie og krydr med salt og friskkværnet peber.

Smør 4 skiver med lidt af dressingen, læg salat og kylling og tomat ovenpå, smør yderligere 4 skiver med dressing og læg ovenpå. Top med bacon og spejlæg, og læg de sidste smurte skiver brød på toppen. Stik et træspyd igennen sandwichen for at holde styr på den, og server straks med de bagte kartofler, lidt ekstra dressing og evt. en kold øl her i det gode vejr :o)




mandag den 8. oktober 2012

Junior og mor i byen at spise

Dette indlæg kommer ALT for sent, men der var bare så meget i sidste uge med Lyserød Lørdag og 1000 andre ting, men nu fandt jeg endelig lidt tid :o)

I sidste uge var jeg inviteret til frokost hos søde Agnethe, men da junior pludselig ikke var rask nok til at være i DP måtte jeg spørge om han måtte komme med, og det måtte han heldigvis gerne :o) Det var et rigtig hyggeligt besøg, og både junior og jeg nød frokosten meget. Agnethe og jeg snakker en del om billeder og fotografering når vi er sammen. Ikke at jeg er specielt dygtigt, men lidt gode råd forsøger jeg mig da gerne med :o) Men hun beklagede sig lidt over manglen på lys, men jeg spottede straks at hendes vindueskarm var helt perfekt at tage billede i. Det kan man også tydelig se på nedenstående, hvor det kun var desserten jeg fik smidt hen i vinduet :o)

Anyway, der var fint dækket op og den lækre frokost bestod af en skøn salat med rucolo, blomme, pære og hjemmelavet granola. En lækker cocotte med flødestuvede porrer, majspandekager med bacon og avocado

Som sagt nød junior også frokosten vældig meget :o)

Desserten var en skøn butterdejslomme med æble og den SKØNNE stikkelbærmarmelade fra frk. Anna - samt en cremefraiche rørt med vanilje. Det smagte såååå godt :o)


tirsdag den 25. september 2012

Tomatsuppe

Det var heldigvis ikke skoldkopper som junior havde - lægen måtte melde pas, men sagde at det ikke var farligt eller smitsomt :o) 

I sådan et vejr som der er i dag, er der kun én ting der virkelig dur, hvis du spørger mig... suppe :o) Denne omgang blev lavet til en frokost ret, men er ligeså god til aften, evt. med lidt nudler i.


Tomatsupper 2 pers.
1 løg
1 fed hvidløg
1 spsk olie
1 dåse hakkede tomater
½ liter grøntsagsbouillon
1-2 spsk fløde
1 tsk basilikum
1 nip sukker
salt og peber

Pil og hak hvidløg og løg. Sauter det godt i en gryde med lidt olie. Når de er gyldne tilsættes tomater, bouillon og basilikum, læg låg på, og lad det simre i 10-15 minutter. Tilsæt derfter fløde, sukker, salt og peber, og kog det igennem. Blend suppen glat med en stavblender, og server den straks rygende varm med lidt godt brød til. Så kan efteråret bare komme an :o)



fredag den 21. september 2012

Salat med hvidløgsstegte rejer

Her forleden dag var der som sædvanlig lidt forskellige rester i køleskabet. Det blev til denne skønne salat til min frokost. Ikke kun smagte det skønt, men jeg følte mig også rigtig sund :o) Dressingen er måske ikke den sundeste i verden, men helt sikkert den bedste, og så går det lige :o)

Der er ikke så meget hokus pokus ved salaten, men her kommer alligevel en lille opskrift.


Salat med hvidløgsstegte rejer (1 pers.)

1 stor håndfuld rucola salat
½ squash
½ rød peberfrugt
4-5 cherrytomater
25g fetaost
7-8 rå (optøede) tigerrejer
1 fed hvidløg
1 tsk olie
salt og peber
Lidt god dressing - jeg sværger jo til denne Aalborg-specialitet

Hæld olien i en lille pande, tilsæt presset hvidløg til den kolde pande og tænd for varmen. Når den er godt varm og hvidløget er sauteret let, tilsættes de pillede tigerrejer (sørg for at fjerne strengen, hvis den er der), og steges ca. 1 minut på hver side til de er fint lyserøde. Krydr med salt og peber, og stil til siden.

Skyl og slyng salaten, og fordel den på en tallerken. Skyl squashen og riv den på den grove side af et rivejern. Skær tomater og peberfrugt i tern, og fordel grøntsager og feta ovenpå salaten. Læg de lune rejer på og giv hele salaten en skvæt dressing, og server så snart der er taget billeder ;o)


onsdag den 12. september 2012

En frokost med hyggeligt besøg

Som nævnt tidligere, var jeg i går beæret med en frokost date med den søde Agnethe. For et stykke tid siden lånte Agnethe en foto-bog af mig, men endte med selv at få en magen til i fødselsdagsgave. Men bogen skulle under alle omstændigheder afleveres tilbage, og det blev så i går :o)

Jeg fik den fineste værtinde-gave, fyldt med hjemmelavede lækkerier, og som bare var ALT for meget. Men nu glæder hele den lille familie sig til at spise løs :o) Gaven bestod af en hjemmesyet brødpose ("den syede jeg lige her til morgen" - what?!? :o), æble- og pærechips, æblechutney og nogle skønne, skønne æblemuffins. MUMS.

Nå, men efter et billedorgie af den fantastiske værtindegave, kan jeg fortælle, at vi fik salat og tærte til frokosten (der er vist efterhånden min "go to" frokost!). Tærten var lavet efter samme opskrift som denne. Til gengæld gik det lidt galt med bunden, og huller, og løs tærtebund, så det begyndte at dryppe ud af bunden, og jeg måtte putte ekstra fyld i! Men den smagte nu alligevel fint, selvom den var lige vel rustik udseendesmæssigt. Jeg burde have haft skåret kanten til, men det blev ikke til noget. Jeg var sulten :o) Fyldet var stegt inderfilet, feta, knuget spinat og lidt tomater.

Som tilbehør fik vi salat med grøn salat, revet squash, rød peber, æble og granatæble. Enkelt, men ganske lækkert :o)

Efter frokosten fik vi varm kakao og te, og en cupcake til. Jeg bagte dem fordi husbonden skulle have dem med på arbejde, og så var det en test til om det skal være dem, jeg skal servere til min fødselsdag. Konklusionen blev vist et ja, så derfor kommer opskriften lige i et indlæg for sig :o)
 



onsdag den 1. august 2012

Tapas frokost

I sidste uge, hvor svigerforældrene kom forbi med alle vores indkøb fra England valgte jeg at lave en omgang Tex Mex Tapas. Der var lidt til overs fra tapas-festen, så jeg kunne prøve nogle andre opskrifter end vi fik der - og et par gengangere :o) Grunden til at jeg valgte at lave tapas, er fordi jeg syntes at det gjorde det nemt at lave noget som min svigermor, der er vegetar, også kunne spise.
Et lille tallerken-udvalg :o)

2 slags quesadillas: Quesadilla med champignon og Klassiske quesadillas med skinke

Quadritos med CaviArt (som jeg tilfældigvis lige have lidt af fra Foodexpo :o)

Gratinerede Jalapeño - en lækker genganger, som dog vist skulle have haft lidt længere i ovnen

Grillede majs med parmesansmør - mums! MEN, jeg brugte kun 1/3 brev krydderimix!

Gratineret pumpkin seed & chili pesto

Jordnødder og Mango Mojo og Brie og escabeche tostaditos

Det var rigtig lækkert, og meget passende faktisk til en frokost udendørs. Jeg er fan :o)


torsdag den 10. maj 2012

Salat med rejer og krabbekød

Som det nok kan ses på bloggen, så er vores mad ikke særlig blog-værdig i øjeblikket. Faktisk kan jeg ikke helt sige, hvad vi får at spise?!? Men det er åbenbart meget kedeligt ;o) Der er bare lidt meget om ørerne i øjeblikket - junior der er startet i DP og forberedelse til at sætte huset til salg (der kommer en ejendomsmægler i morgen!!!!)

Morgenmad og frokost er som regel heller ikke noget videre spændende, men i dag var min frokost alligevel en smule blog-værdig, selvom den hverken var særlig nytænkende eller vanvittig interssant...


Salaten indeholder:
Hjertesalat
tomat
agurk
asparges
rejer
krabbekød
og dressing (yoghurt, lidt mayo, tomatpure, citron, Worcestersauce, sukker og salt)

Ikke specielt spændende eller revolutionerende, men meget lækkert :o) 

fredag den 3. februar 2012

Frokost med min søster

Jeg er så heldig, at selvom min søster bor i Randers, så har hun fået arbejde i Nørresundby, og det betyder nogle gange at hun har et par timer hun skal have brændt af... Når det sker, er det som regel ved at besøge mig... eller nok mest junior :o)

I onsdags var en af de dage, og siden jeg skulle ned at spise ved Sabina til aften tænkte jeg at jeg nok hellere måtte vælge en forholdsvis sund frokost, så valget faldt på en salat. Det viste sig dog, at den faktisk var ret kalorieholdig alligevel, men den smagte godt og føltes sund :o)


Salaten bestod af: Baby-leaves, tomater, snackpeber, æble, feta, æg, varmrøget laks og kaviar. Dertil hjemmebagt brød efter denne opskrift og et glas æble/pære-most fra Ikea...

og så fik salaten også lige et skud af den hjemmelavede thousand island dressing :o)

Det var som altid super hyggeligt at have min søster på besøg, men desværre for kort tid! Det må vi lave om på næste gang

mandag den 23. januar 2012

Salat med æg og rejer

Det var hvad menuen stod på i dag til frokost. Vi havde en del salat-grøntsager i køleskabet som trængte til snart at blive spist, så derfor var det jo meget oplagt at få en salat til frokost.



Salaten indeholdt: hjertesalat, agurk, snackpeber, cherrytomater, ananas fra dåse, rejer, 1 æg pisket sammen og stegt på panden (som en tynd omelet) og en hurtig dressing af lidt 9% creme fraich, en rest avocado, lidt citron og salt og peber.

Det var ganske lækkert, og ret mættende, og så var det en god måde lige at få brugt lidt rester af forskellige ting :o)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...