Viser opslag med etiketten cupcakes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cupcakes. Vis alle opslag

tirsdag den 16. januar 2018

108. kage: Monsterbogen (og en børne fødselsdag med Nexo Knights tema)

Da Victor fyldte 6 år sidste sommer havde han hele stuen fra børnehaven med til fødselsdag. De plejer åbenbart ALTID at have skattejagt, men da han gerne ville have et Nexo Knights tema, fandt husbonden i stedet på at lave ridder træning. Dvs. der var Lance: Ringridning på kæphest, Macy: Sæt hestehalen på hjelmen, Clay: Ringkast, Aaron: Armbrystskydning, og sidst men ikke mindst Axl: ædegilde/spisning. Når børnene havde klaret alle disciplinerne fik de så en slikpose som bevis på at have klaret det. Det blev faktisk en rigtig stor succes :o)


Som kage havde Victor ønsket sig Monsterbogen fra Nexo Knights, så det fik han i en mere eller mindre vellykket udgave :o) Det var bare en chokoladekage indeni og en smule smørcreme. En af drengene fra børnehaven kunne dog ikke lige chokoladekage, så derfor var der også bagt lidt cupcakes, som så også var pyntet som Nexo Knights Globlins.

Her kan man ane ring og lanse fra Ringridning
Flasker med Nexo Knight etiketter og sugerør

mandag den 17. oktober 2016

Lyserød Lørdag 2016

Som nævnt tidligere så var jeg og et par andre søde kvinder (Bl.a. Agnethe og Bitten og en af mine veninder, som er blogløs) en del af lyserød lørdag i Aalborg igen i år.

Vi 4 kvinder mødtes fredag lige over middag hos Fandanko, hvor vi atter en gang havde været så heldige at få lov at låne køkkenet... og Fru Fandanko... og opvaske-drengene ;o) Det gik faktisk i det store hele super godt og vi endte med at køre hjem godt trætte omkring 20.30.

Lørdag morgen mødtes vi (- Bitten, som desværre var blevet syg) igen hos Fandanko for at hente kagerne og fik transporteret dem ind til Nytorv. Der fik vi stillet op og så var der ellers gang i salget fra starten af!

Vi fik uendeligt mange roser for det fine udseende og havde i det store hele et rigtig fornuftigt salg. Vi fik dog desværre ikke udsolgt, da de mængder der ellers var blevet planlagt til ikke passede helt, så vi kom til at bage en del for mange kager.

Men der var stor begejstring hos alle, som smagte kagerne derinde, og hvis jeg selv skal sige det, er jeg helt enig ;o)

Vi havde bagt

Gulerods cupcakes med cream cheese frosting
Chokolade cupcakes med nutella frosting
Banan cupcakes med Oreo frosting 
Æble cupcakes med karamel frosting

Vi fik rimelig hurtigt udsolgt af banan, da det var dem vi havde færrest af, men jeg vil skyde på at den som solgte bedst endnu en gang var de lækre chokolade cupcakes med den meget passende lyserøde sløjfe på.

Vi havde som nævnt været heldige i år at finde sponsorer til langt de fleste af ingredienserne, og uden dem ville tingene bare være så meget mere besværligt. Derfor skal der lyde en stor tak til de supermarkeder, som har doneret til de gode formål:

Super Brugsen i Vodskov
Rema 1000 i Vodskov
Fakta i Nørresundby
Bilka i Skalborg
Føtex på Eternitten

og en stor tak skal selvfølgelig også lyde til Fandanko og personalet derude for at holde os ud en hel dag ;o)



torsdag den 14. juli 2016

Jordbærkage-cupcakes

I weekenden havde husbonden besøg af sin kammerat og husbonden bad om kage til kaffen. Ja, sådan er han så krævende ;o) Han ville gerne have cupcakes, og gerne nogle som var lidt friske i det. Valget faldt på nogle ret lækre cupcakes forklædt som jordbærtærte og de blev MEGA gode!!!

De ser måske nok lidt besværlige ud, men det var de ikke og resultatet var al arbejdet værd!

Jordbærkage-cupcakes
ca. 20 stk.

Cupcakes:
4 æg
250g sukker
korn af 1 vaniljestang
200g marcipan
250g mel
1 tsk bagepulver
1 nip salt
150g smeltet smør
50 g. mørke chokoladeknapper eller finthakket mørk chokolade

Forvarm ovnen på 180 grader.

Pisk æg, sukker og vaniljekorn lyst og luftigt i en stor skål. Riv marcipanen på den grove side af et rivejern og bland i sukker-æggeblandingen. Sigt mel, bagepulver og salt i dejen og vend forsigtigt det hele sammen. Tilsæt det smeltede smør og rør det sammen.

Put papirs-cupcakeforme i silikone/metalforme og fordel dejen deri. Bag dem i den forvarmede ovn i ca. 20 minutter. Når de er færdige lægges der lidt chokolade på hver, som penslet ud, når det er smeltet.

Lad de bagte kager køle helt af og lav i mellemtiden toppingen, som jeg oprindeligt har fundet hos skønne Manuela.

Jordbær-mascarpone-creme:
250ml piskefløde
125g mascarpone
50g flormelis
korn af 1 stang vanilje
100ml frugtpure (Selvom de er lidt dyre bruger jeg gerne Cubes fra Frigodan)

Stil piskefløde i fryseren i et kvarter. Hæld det derefter i en stor skål sammen med mascarpone, flormelis og vaniljekorn. Pisk det stift og bland derefter frugtpuren i.

Put i en sprøjtepose med en fin tyl og dekorer de afkølede cupcakes.

Pynt med friske jordbær og server.










lørdag den 25. juli 2015

Cupcakes med Små Einsteins

Junior ELSKER Små Einsteins! For dem som ikke kender dem, kan jeg berette, at det er tegnefilm med små børn, der rejser rundt i kunstværker akkompagneret af klassisk musik og løser problemer ... ja, det er ligeså vanvittigt som det lyder ;o)

Men i hvert fald elsker han dem og derfor blev det dem, som blev valgt til at pynte kagerne, som han havde med i børnehaven til sin fødselsdag. De blev naturligvis ikke perfekte, men husbonden og jeg gjorde vores bedste ... og junior elskede dem! Nedenunder var der chokoladecupcakes med en anelse nutella-frosting på toppen.
Rumskib
Quincy
June
Leo
Annie








tirsdag den 5. maj 2015

Cupcakes med marcipan og hvid chokolade

Jeg er som sædvanligt mega langt bagud, for billederne af disse små skønne cupcakes blev allerede lagt op d. 17. marts, da de blev bagt i anledningen af Sct. Patrick's Day. Men her kommer de nu alligevel, for de var ret gode :o)



Cupcakes med marcipan og hvid chokolade
  • 250 g blødt smør
  • 250 g sukker
  • 2 tsk. vaniljeekstrakt
  • 4 æg 
  • 300 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 100 g hakket, hvid chokolade
  • 125 g marcipan i små tern
  • evt. lidt grøn pastafarve, hvis du vil have samme fine farve som mine
Tænd ovnen på 175° C varmluft.
Pisk smør, sukker og vaniljeekstrakt cremet og lyst. Tilsæt æggene i ét ad gangen og rør godt efter hvert æg. Rør sigtet hvedemel og bagepulver i æggemassen. Tilsæt chokolade, og marcipan - og evt. grøn farve - og rør dejen forsigtigt sammen. Fordel dejen i muffinforme.
Bag kagerne 20-25 minutter og afkøl dem derefter på en bagerist.
I dette tilfælde har jeg pyntet dem med Baileys-frosting - det var jo Sct. Patrick's Day :o)

Baileys frosting
  • 125g stuetempereret smør
  • ca.400g flormelis, alt efter hvilken konsistens du synes frostingen skal have
  • ca. 1/3 dl Baileys Irish Cream
Hæld smør og flormelis i en skål og rør det godt sammen. Rør indtil flormelis'en er mere eller mindre forsvundet i smøret. Tilsæt Baileys, rør igen godt og smag til. Tilsæt evt. mere af hvad der lige mangler.



søndag den 19. april 2015

Ninjago Cupcakes

For næsten 14 dage siden blev min venindes dejlige dreng 5 år. Da han blev 4 havde han ninjago cupcakes med i børnehave (lavet af en anden veninde) og det ville han også have i år! Jeg blev spurgt om jeg ville lave dem, og det ville jeg naturligvis gerne :o)

Han var meget bestemt med, at der skulle være røde, sorte, blå, guld og titanium, så det måtte jeg jo kreere og resultatet var egentlig ganske tilfredsstillende, hvis jeg selv skal sige det :o) Selve kagen var bare en gulerodscupcakes (-nødder) med en lille smule cream cheese frosting på toppen til at få hovederne til at sidde fast.

Det forlyder, at fødselaren var meget begejstret og så er jeg også begejstret :oD

tirsdag den 17. marts 2015

Happy St. Patrick's Day!

Nej, vi fejrer ikke St. Patrick's Day herhjemme ;o) Men som jeg har fortalt tidligere, så har den irske helligdag alligevel en lille plads i mit hjerte, og jeg kan se, at det åbenbart her på mine gamle dage betyder, at jeg synes jeg skal bage cupcakes med Baileys ;o)

Husbonden skulle have kage med på arbejde i dag, og det er som næsten altid cupcakes valget falder på, da det er lettest at spise. Derfor fik han disse lækre marcipan-hvid chokolade-Baileys cupcakes med. Opskriften kommer en af dagene, men for nu vil jeg blot ønske glædelig St. Patrick's Day og i mit stille sind ønske, at jeg sad på Irish House med en pint :oD




fredag den 24. oktober 2014

Æblemuffins med karamelfrosting

Da vi havde Lyserød Lørdag var en af de søde piger fra en af mine mødregrupper forbi og købe cupcakes. Hun fortalte efterfølgende, at hun havde fortrudt, at hun ikke have købt en æble-karamel variant. Da vi kort tid efter skulle mødes her hos mig, og jeg lige havde haft fødselsdag tænkte jeg, at det var også var synd for hende ... så de blev bagt.

Jeg synes egentlig det er lidt svært med favoritter i forbindelse med Lyserød Lørdag, da jeg et eller andet sted føler som om min favorit er chokoladecupcake med nutella-frosting, men inderst inde er det nok den her. Jeg synes den er ualmindelig god - mums!

Jeg har smidt opskriften på cupcakes'ne eller muffins'ne før, men ikke sammen med denne helt fantastiske frosting, som jeg er helt ovre det med. Men jeg synes, at de er så gode, at de fortjener en gentagelse :o)

Æblemuffins (12-14 stk.)
(oprindelig fra Claus Meyer)
½ dl. rapsolie
¾ dl. cremefraiche
140g. sukker
75g  lys muscovadosukker (eller brun farin)    
140g hvedemel
½ tsk. stødt kardemomme
½ spsk. stødt kanel 
1 knsp. fint salt
2 tsk. bagepulver
2 æg
350-400g æbler

Varm ovnen op til 180 grader.

Rør olie, cremefraiche og de to slags sukker godt sammen. Sigt mel, krydderier, salt og bagepulver ned i en skål og rør denne blanding i sukker massen skiftevis med æggene. 

Skær æblerne i små tern. Kernehuset skal ikke bruges, men behold gerne skrællen på, da det giver lidt mere tekstur. Vend dem ned i dejen. Fordel dejen i en metalmuffinform foret med papirforme og bag dem i ca. 20-20 minutter.

Lad dem hvile lidt i formen efter at de kommer ud af ovnen, inden de sættes til at køle helt af på en bagerist.

Der er oprindeligt 50g hakkede hasselnødder i opskriften, men dem har jeg droppet for at gør dem en smule mere børnevenlige.

Karamelfrosting
(Oprindeligt fra Annettes kager)

Karamel
125 g sukker
1/2 spsk. vand
40 g smør
1/4 tsk. vanilje essens
65 ml fløde

Sørg for, at alle ingredienserne har stuetemperatur inden du starter.

Hæld sukker og vand i en tykbundet gryde og rør rundt indtil det er helt opløst og flydende. Det skal være fint brunt, men pas på, at det ikke brænder på. Tilsæt smør og vanilje og rør rundt indtil smøret er helt smeltet. Tag gryden af varmen og tilsæt langsomt fløden. Det bobler meget op, men det er helt okay. Lad karamellen køle af i en halv times tid inden den sættes i køleskabet indtil den er helt afkølet.

Karamellen får en konsistens der gør, at man sagtens kan lave den fx. dagen før man skal lave frostingen. Så kan det dog være en god idé at tage den ud 10 minutter inden den skal bruges.

Frosting med karamel
250 g flormelis
125 g smør
vanilje essens 
karamel

Pisk smørret blødt og luftigt. Tilsæt flormelis og essens og pisk det godt igennem - gerne i 10 minutter. Tilsæt karamel lidt ad gangen indtil du synes det har en passende smag og konsistens. Pisk igen frostingen rigtig godt, så den bliver luft og ikke virker sukret, når man spiser den. Hæld den resterende mængde karamel i en lille sprøjteflaske og pynt cupcakes'ne med dette, når de har fået en omgang frosting.

mandag den 15. september 2014

Banancupcakes med chokolade

For nyligt skulle husbonden atter en gang til møde på arbejdet, og da der var nogle kollegaer, der spurgte om ikke snart at det var hans tur til at tage kage med *hint, hint* blev jeg nødt til at være en sød hustru og bage lidt til ham :o)

Valget faldt endnu en gang på cupcakes, for det er noget af det nemmeste for de stakkels nørder midt i deres møder. Jeg havde et par bananer i køleskabet, som trængte til at blive spist, så derfor blev det til en omgang banancupcakes - dog pimpet med chokolade og et et lille bær-agtigt indslag i form af fyld og frosting. Opskriften stammer oprindeligt fra Hummingbird, men jeg har lavet lidt om på den, så den kommer naturligvis også her

Banancupcakes med chokolade, marmeladefyld og hindbærfrosting
ca. 16 stk

125g hvedemel
150g sukker
1 spsk bagepulver
75g stuetempereret smør
1 1/4dl sødmælk
2 æg
125g moset banan
50g hakket, mørkt chokolade

ca. 1/2 glas hindbærmarmelade af god kvalitet

Hindbær frosting
500g siet flormelis
150g stuetempereret smør
3 spsk sødmælk
1 spsk hindbærpasta eller 1-2 tsk hindbærekstrakt

Forvarm ovnen til 170 grader.

Kom mel, sukker, bagepulver og smør i en røremaskine og pisk ved lav hastighed med K-spaden indtil det har en sandet tekstur.

Tilsæt langsomt mælken og rør godt indtil det hele er blandet. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk godt imellem hvert æg. Skrab ned fra siden af skålen, hvis det er nødvendigt.

Rør banan og hakket chokolade i dejen med håndkraft og fordel derefter dejen i muffinsforme (papir i metalforme) - fyld dem ca. 2/3 op. Bag kagerne i ovnen i ca. 20 minutter, indtil de er let gyldne og en kødnår kommer rent ud, hvis du stikker den i kagerne.

Sæt dem til afkøling på en rist - lad dem blive i metalformene de første 10 minutter inden de tages ud og køler helt af.

Brug en lille rund udstikker til at fjerne det øverste i midten af de afkølede cupcakes. Drej den forsigtigt, men pas på ikke at ødelægge kagen. Det er ikke svært, men kræver en smule øvelse. Put en lille teske marmelade ned i kagen og sæt låget på igen. Dette fyld gør dem mere lækre og saftige.

Pisk flormelis og smør sammen i en røremaskine med K-spaden ved middel hastighed indtil det er godt blandet. Kom mælk og hindbærpasta i lidt ad gange og skru derefter op til høj hastighed og piske det indtil det er helt luftigt og lækkert.

Dekorer de fyldte cupcakes med en fin swirl og pynt evt. med lidt (lyserød) krymmel.

Jovist, disse cupcakes ser meget feminine og pigede ud, men de smager skønt - også selvom man skulle være en mand ;o) Lækre, smagfulde og svampede.

torsdag den 19. juni 2014

Kirsebær cupcakes

Sidste torsdag var det husbondens fødselsdag - han blev 35 den lille killing :o) Fordi vi holdt barnedåb i søndags (som der naturligvis kommer mere om senere) blev dagen ikke fejret helt på behørig vis. Der bliver til gengæld taget revanche om 1 1/2 uges tid, når vi holder fødselsdag for både husbonden og junior.

Ikke desto mindre krævede en fødselsdag naturligvis også bagværk, som han kunne tage med på arbejde. Igen pga. barnedåben blev det ikke til den helt store forkromede kage, men til gengæld nogle super lækre cupcakes. Ultra feminine i deres udseende, men meget skønne og saftige i smag og konsistens. Det er bestemt ikke sidste gang de bliver bagt her i huset! Opskriften er oprindeligt fra altid skønne The Hummingbird Bakery - Kage Dage, men med en smule ændringer, så derfor kommer opskriften herunder.

Jeg har et lille træ med kirsebær i haven og sidste sommer fik jeg syltet 2 små glas. Jeg har overvejet hvad jeg skulle bruge dem til - udover de mere åbenlyse ting - men det blev altså disse lækkerbiskener. Hvis man ikke lige har hjemmesyltede kirsebær bruger man naturligvis bare købte :o)

Kirsebær cupcakes
ca. 20 stk

80g blødt smør
280g sukker
240g hvedemel
1 spsk bagepulver
2 æg
2 1/2 dl sødmælk
150g syltede kirsebær uden sten - afdryppede og grofthakkede
2 spsk kirsebærsirup (kan undværes eller erstattes med Kirsch, hvis du er til alkohol)

Frosting
500g flormelis
160g smør
1/2 dl sødmælk
1 spsk kirsebærsirup
80g syltede kirsebær uden sten - afdryppede og grofthakkede
evt. hele syltede kirsebær til pynt

Forvarm ovnen til 190 grader og læg papirforme i 2 muffinforme.

Rør smør, sukker, mel og bagepulver sammen i en røremaskine med K-spade eller med en håndmikser. Rør æg og mælk sammen og tilføj 3/4 det til blanding mens maskinen langsomt kører. Skru op til middel hastighed og kør indtil det er en glat dej. Tilsæt den sidste del af æg- og mælkeblandingen og rør igen indtil det er godt blandet. Vend kirsebærsirup og hakkede kirsebær i dejen.

Fyld papirsformene 2/3 med dejen og bage dem i ovnen i 18-20 minutter, indtil de er hævet og gennembagte (test evt. med en kødnål). Tag dem ud og lad dem køle lidt af, inden de tages ud af formen og køles af på en rist.

Pisk flormelis og smør sammen i en røremaskine med K-spade eller med en håndmikser indtil der ikke er nogle store klumper. Tilsæt langsomt mælken og kør indtil den er fordelt. Skru op til høj hastighed og kør indtil frostingen er let og luftig - gerne en 5-10 minutter. Rør kirsebær og kirsebærsirup i og pynt de afkølede kager med den lækre frosting og hvad du ellers har lyst til at pynte dem med.

Server eller sæt på køl indtil de skal serveres - men sørg for at tage dem ud fra køleskabet en halv times tid inden servering, så de bliver let tempererede.


lørdag den 22. marts 2014

Pistacie cupcakes med Baileys frosting

Nu kom jeg vist godt nok til at sige, at denne opskrift ville komme på bloggen i tirsdag, men det blev altså først nu. Beklager. Ikke desto mindre, vil jeg klart opfordre til at bage disse lækkerier - de er SÅ gode... mums :o) De smager meget af pistacie, og man skulle næsten tro, at der var en smagsforstærker i, men det er der ikke :o)

Før opskriften kommer skal jeg lige nævne, at jeg altså har farvet disse med grøn pasta farve, St. Patrick's Day taget i betragtning. Så forvent ikke, at de bliver ligeså fint grønne UDEN farve!!!


Pistacie cupcakes med Baileys frosting
6 stk.

Cupcakes:
(efter denne opskrift)
40g usaltede pistacienødder
70g rørsukker
70g blødt smør
1 æg
70g mel
1/2 tsk bagepulver
3 spsk mælk
evt. lidt grøn pastafarve

Forvarm ovnen til 160 grader og put 6 papirsforme i en cupcakeform.

Put pistacienødderne og halvdelen af sukkeret i en minihakker og kør indtil det er finthakket. Hæld blandingen i en røreskål og tilsæt resten af sukkeret samt smør, æg, mel, bagepulver, pastafarve og mælk og bland det hele sammen. Sørg for, at det er godt blandet sammen, men bland ikke for længe.

Fordel dejen i cupcakeformene og bag dem i den forvarmede ovn i ca. 25 minutter, eller indtil der ikke sidder noget fast på en kødnål, hvis du stikker den ned i kagen.

Køl dem af på en bagerist.

Frosting:
125g blødt smør
ca. 400g flormelis
Baileys efter smag (ca. 1/3dl)

Hæld smør og flormelis i en skål og rør det godt sammen. Rør indtil flormelis'en er mere eller mindre forsvundet i smøret. Tilsæt Baileys, rør igen godt og smag til. Tilsæt evt. mere af hvad der lige mangler.

Pynt de afkølede cupcakes, drys evt. med lidt spiseligt glimmer, og spis. Hvis de bliver opbevaret på køl skal de tages ud en halv times tid inden de skal nydes, da frostingen ellers er for kold.


mandag den 17. marts 2014

Happy Saint Patrick's Day!

I dag får jeg besøg af min ældste veninde, vi har kendt hinanden siden vi startede på gymnasiet i 1993 - altså næsten 21 år siden! Første gang jeg stiftede bekendtskab med St. Patrick's Day i det herrens år 1997, da selvsamme veninde og jeg boede i London. Vi havde boet der i 6 måneder og efter 6 måneders arbejde på en lokal pub, kan man jo ikke lade en helligdag som St. Patrick's Day gå ens næse forbi. For på vores pub var det som rigtig mange andre steder - det går ud på at drikke dagen lang :o)

Det er ikke fordi det er noget jeg fejrer, men hvert år smiler jeg lidt for mig selv når dagen oprinder og tænker på min veninde og jeg og vores pub :o) Desuden behøver man ikke gå længere end til Guinness bryggeriet i Dublin, hvor der er et stort skilt med teksten "Everybody's Irish on March 17th" :o) Men siden hun i dag skulle komme besøg, tænkte jeg, at jeg ville bage lidt cupcakes inspireret af St. Patrick's Day. Opskriften må I dog vente med til i morgen...




torsdag den 23. januar 2014

Chokolade cupcakes med karamel-chokolade frosting

I sidste uge var jeg så priviligeret at have besøg af Line og Bitten til en bette omgang eftermiddagskaffe. De kom for at levere tøj og legetøj tilbage, som Bitten har haft lånt til sin lækre lille søn :o)

Jeg syntes, at det var forfærdelig lang tid siden, at jeg havde bagt, så der kan naturligvis lidt kage på bordet. Jeg har været ved at rydde op i mine kageting, og der fandt jeg ud af, at jeg åbenbart har været lige vel rigelig glad for at købe chokolade på det seneste, så derfor gik jeg efter en opskrift med masser af chokolade. Valget faldt på en chokolade cupcake med karamel-chokolade frosting - begge dele oprindeligt fra Passion 4 Baking. Jeg synes tit, at chokolade cupcakes kan være lidt svære at finde en lækker opskrift på, men denne var super godt og frostingen også helt i top (selvom den var lidt besværlig at lave)

Chokolade cupcakes
12 stk.
(Passion 4 Baking)

60g stuetempereret smør
140g sukker
1 æg
korn af 1 vaniljestang
80g hvedemel
1/4 tsk natron
30g god kakao
115 ml mælk
50g grofthakket chokolade eller chokoladeknapper

Forvarm ovnen til 180 grader.

Rør sukker og smør rigtig godt sammen, til det er lyst og luftigt. Brug evt. en røremaskine med en K-spade.
Tilsæt æg og korn fra vaniljestangen og bland igen godt sammen.

Sigt mel, natron og kakao ned i skålen, tilsæt mælken og rør sammen indtil det kun lige er blandet. Hvis du er bange for at røre for meget, kan man vende det i med håndkraft i stedet :o)

Vend chokoladen i dejen og fyld den derefter i en muffinform foret med papirsforme. Brug evt. en isske til at sørge for, at de er samme størrelse.

Bag i ca. 18-20 minutter, eller indtil en kødnål kommer ren op, og køl af på en rist.

Silkeblød karamel-chokolade frosting
Rigeligt til 12 cupcakes

225g hakket, mørk chokolade
115g sukker
35ml vand
1 spsk glukosesirup
125ml fløde
225g smør, som ikke er helt køleskabskoldt

Hæld vand, glukosesirup og sukker i en tykbundet gryde, sæt den på komfuret ved middel varme og rør indtil sukkeret er opløst. Skru op til fuld varme, rør ikke mere i gryden!, og lad det stå til det har en fin karamelfarve. Tag straks gryden af blusset, tilsæt fløden og rør godt rundt. Det bruser lidt op, så pas godt på fingrene!

Hæld karamelsaucen over den hakkede chokolade (som du har placeret i skålen til din røremaskine :o) og lad det stå et par minutter. Rør sammen, så du kan se, at chokoladen er smelt helt. Sæt skålen i røremaskinen og lad maskinen køre (med K-spaden) indtil skålen ikke føles varm mere. Tilsæt smørret lidt efter lidt og rør igen godt. Rør indtil frostingen er lys og luftig - den bliver mere lysere, når den har kørt lææææænge, så rør endelig i lang tid -  og lige til at spise!

Pynt cupcakesne med denne skønne frosting og nyd.

Vi fik cupcakesne direkte fra køleskabet, det var lidt en fejl, frostingen er bedre når den ikke er helt køleskabskold, så skal de ikke serveres med det samme, sørg da endelig for at tage dem ud en ½ times tid inden.

søndag den 6. oktober 2013

Lyserød Lørdag 2013

I dag er det søndagen efter lørdagen i går, og jeg er noget så træt! Fredag ved 14-15 tiden startede Line, Sabina, Bitten og jeg med at bage cupcakes til Lyserød Lørdag. Vi var færdige med ca. 550 cupcakes omkring kl. 22 - så det synes vi egentlig selv, at vi klarede ret godt.

I går mødtes vi så inde på Nytorv omkring 9.30 og gjorde klar til at starte salget kl. 10.00. Vejret var desværre ikke det bedste i går, men det lykkedes os alligevel at have udsolgt kl 15, så det var jo atter en stor succes. Vi solgte de sidste cupcakes til spotpris, så vi landede vist med en indtjening på omkring 5200,- :o)


Vi valgte naturligvis at gå "all in" på oppyntningen af vores bod! De par meter tyl var godt givet ud den første gang, for de holder stadig :o) Vi købte lidt fine blomster og så var der ellers klart.


Igen i år havde vi bagt 4 forskellige slags. Desværre var der én af dem, som vist fejlede en smule, men ikke mere end at vi godt ville sælge den alligevel. Til gengæld var de andre allesammen superlækre og skønne så de jo også ud :o)


Cupcakesne var:
Chokolade med nutella-frosting (og nogle lidt smeltede sløjfer :o()
Æble-kanelmuffins med karamel-frosting
Gulerodscupcakes med cream cheese-frosting
og
(Red) Velvet med kogt frosting

Som man kan se på nedenstående billede fik nogle af chokolade-cupcakesne æren af at få karamelfrosting på, og her kan man også se, at sløjfen så lidt kønnere ud! Vi beklager endnu en gang for den manglende mængde chokolade cupcakes, som naturligvis forsvandt som de første og vil sådan for alvor prøve at bage lidt flere af dem næste år... men det sagde vi vist også sidste år ;o)


Men der skal selvfølgelig lyde en stor tak til alle de skønne mennesker der kiggede forbi og købte lidt (eller mange!) af vores lækre cupcakes. Vi er meget taknemmelige, og var det ikke for de søde mennesker, tror jeg ikke, at jeg orkede at gøre det år efter år :o) (Plus det bringer åbenbart min indre kræmmer frem i mig ;o)

Ydermere skal lyde en ligeså stor tak til alle vores skønne sponsorer... vi kunne ikke klare det uden dem, for vi står jo selv for alle udgifterne og får dem IKKE dækket, med mindre der er nogle sponsorer, der hjælper os :o)

Dansukker
Fru Ronne
Dr. Oetker
Haribo
Lé Chef
Pilgaards Bageri - som lagde lokaler til bagningen
Fandanko
AMO

Gad vide om der var nogle læsere af min blog forbi, som ikke gav sig til kende?!?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...